Fra “Proletarer i alle lande” til national integration: Internationalismens opkomst og forsvinden

Internationalismen var i mere end et århundrede en grundpille i arbejderbevægelsens selvforståelse. Parolen “Proletarer i alle lande, foren jer!” blev ikke blot trykt i partiprogrammer og sunget i arbejderforeninger; den fungerede som moralsk og politisk kompas.

Af Jørgen Burchardt, forsker med fokus på dansk erhvervs- og teknologisk udvikling.

Internationalismen er i dag reduceret til et historisk minde – i en sang, der højest fremføres ceremonielt på partikongresser. Hvorfor forsvandt denne idé, og hvad kan det fortælle os om socialismens og fagbevægelsens udvikling? Hvis internationalismen skal genopstå, må den genopfindes.

Internationalismens fødsel
Arbejderbevægelsens internationale orientering udsprang af dens objektive situation: Industrikapitalismen var transnational, og arbejdere oplevede, at arbejdsgivere kunne flytte produktion eller importere billig arbejdskraft for at undergrave løn- og arbejdsforhold. Allerede i 1864 dannedes Den Første Internationale, hvor fagforeninger, socialister og anarkister forsøgte at koordinere strejker og politiske aktioner på tværs af lande.

Den 1. maj blev udpeget af Anden Internationale til minde om Haymarket-massakren i Chicago i 1886, hvor strejkende arbejdere blev mødt med vold, og fagforeningsledere senere henrettet. 1. maj blev dermed symbol på arbejderbevægelsens globale kamp mod udbytning og for retten til otte timers arbejdsdag.

Dagen blev fejret i Anden Internationale (1889), som gjorde 1. maj til en global kampdag og gjorde sangen Internationale til bevægelsens hymne. Internationalisme var ikke kun en praktisk nødvendighed, men også et ideal: arbejderklassen blev forstået som en universel kategori, hvis frigørelse ville betyde frigørelse for hele menneskeheden.

Fra 1890’erne spredte dagen sig til næsten alle europæiske lande, til Latinamerika og Asien. I Danmark blev 1. maj første gang fejret i Fælledparken i 1890, og herfra voksede den til en folkelig manifestation med både politisk og festlig karakter.

Den 1. maj var altså ikke kun en national fridag, men en internationale i miniature: Samme dag marcherede arbejdere i Berlin, Buenos Aires, Moskva og Shanghai. Det var en konkret iscenesættelse af den internationale solidaritet.

Første verdenskrig – internationalismens første store nederlag
Da krigen brød ud i 1914, stod arbejderbevægelsen overfor sin første lakmusprøve. Socialdemokratiske partier havde forpligtet sig til international solidaritet og modstand mod imperialistiske krige, men i praksis valgte de fleste at støtte deres “egen” nations krigsindsats. Bruddet var dramatisk: Tysklands SPD stemte for krigsbevillinger, og lignende skete i Frankrig og Storbritannien. Internationalismen blev ofret på nationalismens alter.

Kun en minoritet, sammensluttet i Zimmerwald-bevægelsen og senere i Den Tredje Internationale (Komintern), fastholdt internationalismen. Men her blev idealet hurtigt underlagt Sovjetunionens statsinteresser.

Efterkrigstidens nationalisering af arbejderbevægelsen
Efter 1945 skete et strategisk skifte. Socialdemokratierne i Vesteuropa satte sig i spidsen for opbygningen af velfærdsstaterne. Fagbevægelsen blev integreret i nationale forhandlingssystemer og korporative kompromisser. Denne udvikling gav arbejdere markante forbedringer – højere løn, tryghed, uddannelse, pension – men til prisen af en stigende national orientering.

Alligevel bevarede 1. maj en dobbeltkarakter: På den ene side en festdag i velfærdsstatens tegn, på den anden side et øjeblik hvor internationale dagsordener kunne løftes. Solidaritet med frihedsbevægelser i kolonierne, modstand mod Vietnamkrigen og støtte til demokratiske bevægelser i Spanien, Grækenland og Portugal i 1970’erne vidnede om, at internationalismen ikke var helt død.

Den internationale solidaritet levede altså videre i retorik og symbolske handlinger (som støtte til anti-koloniale bevægelser eller protester mod Vietnamkrigen), men det reelle politiske fokus var nationalt. Arbejderklassen blev til en national samfundsborger, ikke en international revolutionsbærer.

Havnearbejdere og søfolk – internationalismens kerne
Blandt de stærkeste eksempler på international solidaritet finder vi søfolk og havnearbejdere. Disse grupper levede i bogstavelige forstand i et internationalt rum, hvor last, kapital og arbejdskraft krydsede grænser.

Solidaritet med USA’s havnearbejdere: I flere tilfælde nægtede europæiske søfolk og havnearbejdere at losse eller laste skibe, hvis de kom fra strejkeramte havne i USA. Et kendt eksempel er solidariteten med International Longshore and Warehouse Union (ILWU), som under ledelse af Harry Bridges i 1930’erne stod i frontlinjen for radikale strejker på USA’s vestkyst. Havnearbejdere i bl.a. Australien og Storbritannien solidariserede sig ved at nægte at krydse strejkeblokader.

Anti-apartheid-kampagnen: I 1970’erne og 80’erne spillede skandinaviske søfolk og havnearbejdere en central rolle i boykotten af varer fra Sydafrika. Danske og svenske havnearbejdere nægtede at håndtere sydafrikanske skibe, og fagforeninger brugte 1. maj til at markere kampen mod apartheid.

Chile efter 1973: Efter militærkuppet i Chile nægtede danske og andre nordiske havnearbejdere at håndtere skibe med varer til eller fra Pinochets regime.

Denne tradition indgår i en bredere historie om arbejderbevægelsens internationale solidaritet: fra den antifascistiske kamp i 1930’erne, hvor mange arbejdere støttede republikken i Spanien, til Vietnamsolidariteten i 1960’erne, hvor studenter- og fagforeningsmiljøer mobiliserede mod USA’s krig. I 1980’erne blev kampen mod apartheid et globalt samlingspunkt, og i dag lever solidariteten videre i dele af bevægelsen gennem støtte til Palæstinas sag.

Men det er værd at bemærke, at denne solidaritet i reglen har omfattet en begrænset del af arbejderbevægelsen, og at den bredere interesse for andre menneskers forhold har været forholdsvis svag – også selvom de teknologiske muligheder for kontakt, informationsdeling og global viden i dag er langt bedre end nogensinde før.

En yderligere faktor er fagbevægelsens generelle svækkelse. Hvor en stor del af arbejderklassen i midten af det 20. århundrede var organiseret i stærke fagforeninger, er organisationsgraden siden 1980’erne faldet markant i mange lande. I Danmark er andelen af lønmodtagere i de klassiske hovedorganisationer (FH og tidligere LO) gået tilbage fra over 70 procent til under 60 procent i dag, og i store dele af Europa – og ikke mindst i USA – er tallene langt lavere. Faldet betyder, at færre arbejdere overhovedet har en kollektiv ramme at udtrykke international solidaritet igennem. Hvor havnearbejdere og søfolk engang stod som symboler på en stærk faglig internationalisme, er store dele af nutidens arbejdere fragmenterede og individuelt bundet til nationale eller sektorbaserede forhold.

Internationalismen lever altså videre i glimt og i bestemte miljøer, men uden den brede organisatoriske basis, der engang gjorde den til en naturlig del af arbejderklassens selvforståelse.

Globalisering og neoliberal offensiv
Fra 1970’erne begyndte globalisering og neoliberal omstrukturering at udfordre arbejderbevægelsen. Kapitalen internationaliserede sig i en skala, der oversteg fagbevægelsens kapacitet. Multinationale selskaber flyttede produktion, og internationale organisationer som WTO og IMF satte rammerne for økonomisk politik.

Mens kapitalen blev global, forblev fagbevægelsen fanget i nationale strukturer. Internationale faglige sammenslutninger (som ICFTU) eksisterede, men havde begrænset gennemslagskraft. Samtidig blev socialdemokratiske partier i stigende grad “statsbærende” og tilpassede sig neoliberale rammer – her forsvandt resterne af internationalismens radikale appel.

Kommunismens sammenbrud og venstrefløjens fragmentering
Med Sovjetunionens fald i 1989-91 forsvandt ikke blot en geopolitisk modpol, men også den struktur, som – uanset dens problemer – havde holdt internationalismen i live gennem Komintern og kommunistpartierne. Den marxistiske parole blev dermed reduceret til historisk arv.

Samtidig fragmenteredes venstrefløjen: Grønne partier, identitetspolitiske bevægelser, NGO’er og enkeltsagskampagner overtog scenen. International solidaritet blev nu primært organiseret gennem menneskerettigheder, klimaaktivisme eller fair trade – ikke gennem en samlet klassebaseret bevægelse.

1. maj verden rundt – status i dag
I dag er 1. maj officiel helligdag i mere end 80 lande, herunder størstedelen af Europa, Latinamerika, Afrika og Asien. Dagen står stadig stærkt i Latinamerika, hvor store demonstrationer er normen, og i lande som Cuba, Vietnam og Kina fungerer 1. maj som en statslig iscenesættelse med parader og officielle festligheder.

Undtagelserne er bemærkelsesværdige. I USA og Canada markerer man i stedet Labor Day i september, en helligdag indført i 1894 netop for at undgå de socialistiske konnotationer, der knyttede sig til 1. maj. I Storbritannien, Holland og Schweiz er dagen heller ikke officiel fridag, men den markeres fortsat af fagbevægelsen og venstrefløjen. I Spanien og Portugal blev 1. maj forbudt under de fascistiske regimer, men efter demokratiets genindførelse i 1970’erne vendte dagen tilbage som officiel arbejdernes kampdag.

Denne geografiske spredning viser, at internationalismen stadig har en fast plads i kalenderen, men at indholdet varierer stærkt fra land til land – fra statslige parader til græsrodsdemonstrationer.

Nutidens paradoks: global kapital uden global arbejderbevægelse
I dag er situationen paradoksal. Kapitalen er mere global end nogensinde, mens arbejderbevægelsen er mere nationalt indlejret. Internationale samarbejder eksisterer ganske vist – i EU-regi, i globale faglige netværk eller gennem internationale NGO’er – men de mangler den moralske kraft og organisatoriske tyngde, der kendetegnede internationalismen i dens storhedstid.

Med den globale handel og kapitalens frie bevægelighed blev de nationale industriarbejdere i stigende grad konkurrenter til hinanden. Arbejdspladser kunne flyttes fra Danmark til Polen, fra Polen til Kina, og i dag til Bangladesh eller Vietnam. Det, der i 1800-tallet skabte en fælles bevidsthed om kapitalens grænseløshed, skaber i dag en frygt for social dumping og outsourcing. Hvor internationalismen tidligere byggede på idéen om solidaritet mellem arbejdere på tværs af grænser, er det i dag alt for ofte konkurrencen, der dominerer forholdet mellem dem.

Sange som Internationale synges sjældent, og 1. maj handler ofte mere om nationale reformkrav end om global klassekamp. Den gamle parole er med andre ord forsvundet, fordi dens sociale basis – en stærk, internationalt bevidst arbejderklasse – ikke længere eksisterer i samme form. I stedet er arbejderne bundet til deres nationale velfærdsordninger, deres nationale forhandlingstraditioner og deres nationale politiske partier. Resultatet er en arbejderbevægelse, der nok stadig taler om solidaritet, men som i praksis har svært ved at overskride de nationale rammer.

Nationalismens tilbagevenden – og afmægtighedens paradoks
I de seneste år har internationalismens fravær tydeliggjort sig i mentaliteten i de vestlige demokratier. Hvor arbejderbevægelsen engang søgte forbindelser på tværs af grænser, er den politiske diskurs i dag præget af en konstant mistænkeliggørelse af russere og kinesere. Det er naturligvis ikke uden grund, at Putins autoritære styre rummer alvorlige trusler mod demokrati og menneskerettigheder. Men måden, hvorpå de vestlige regeringer og medier fastholder et næsten automatisk “nedtalende” narrativ, fungerer også som en afledning fra egne problemer: stigende økonomisk ulighed og en magtesløshed overfor de globale kapitalstrømme, som techgiganter og finanseliter i højere grad end nogen stat kontrollerer.

Samtidig vidner tavsheden om de store katastrofer i Afrika – fra hungersnød i Sahel til krig i Sudan og Den Demokratiske Republik Congo – om en dyb dobbeltmoral. Mens medier og politikere bruger enorme ressourcer på at diskutere stormagternes spil, næsten forsvinder millioner af menneskers lidelser fra den politiske radar. Denne selektive opmærksomhed afslører, at nationalismen i sin nuværende form er både snæver og afmægtig: Den kan råbe op mod ydre fjender, men den forholder sig passiv over for verdens mest påtrængende humanitære kriser.

Donald Trump er det groteske, men klargørende eksempel. Hans “America First” viste nationalismens mest rå sider: Isolationisme, had mod migranter, handelskrig og en åben foragt for internationale institutioner. Men i praksis afslørede Trumpismen også nationalstatens svækkelse. Hans forsøg på at genskabe et amerikansk industriboom mislykkedes, og hans nationalistiske linje forstærkede snarere de sociale skel og den globale fragmentering.

Også i Danmark kan man iagttage, hvordan nationalisme og afhængighed af USA hæmmer en selvstændig udenrigspolitik. Den nuværende regering følger uden tøven Washingtons linje og har ikke turdet udøve pres på Israel for at standse den igangværende etniske udrensning af palæstinenserne. Her står Danmark som et skoleeksempel på, hvordan nationalstaten i realiteten bliver reduceret til en lydig satellit i stormagtspolitikkens kredsløb.

Er en ny internationalisme mulig?
Nationalismen fremstår ikke længere som en kraft, der kan mobilisere reelle fremskridt, men som et spejl af en politisk afmægtighed. Den kan ikke håndtere klimakrisen, biodiversitetens kollaps, de humanitære katastrofer i Afrika eller techgiganternes globale monopolmagt. Netop derfor er nationalismen i dag mere et problem end en løsning: En blindgyde, der skygger for behovet for en ny internationalisme.

Det rejser spørgsmålet: Kan internationalismen genopstå?

Måske er der en mulighed ved klimakrisen. Den kræver globale svar og kunne blive en katalysator for en ny form for solidaritet. Migranter og prekære arbejdere udgør allerede en ny international klasse, men organiseres kun vanskeligt. Digitale platforme skaber mulighed for global koordinering – men også for fragmentering og overvågning.

Hertil kommer en ny front: Kampen mod techgiganternes verdensomspændende “diktatur”. De multinationale platforme styrer ikke blot arbejdsforhold gennem algoritmer og gig-økonomi, men kontrollerer også kommunikation, information og kulturel produktion på global skala. Arbejdere, borgere og bevægelser konfronteres derfor med en magt, der i sin udbredelse minder om industrikapitalens gennembrud i det 19. århundrede. Her ligger kimen til en ny international modstand, hvor organiseringen af digitale rettigheder, retten til data, og kampen mod overvågning kan smelte sammen med de klassiske arbejderkrav.

Hvis internationalismen skal genopstå, må den genopfindes. Nye bevægelser peger allerede i retning af en bredere solidaritet: klimakampen, biodiversitetens forsvar, kampen mod forurening, migrantarbejderes rettigheder og modstanden mod global ulighed. Måske kan en ny 1. maj en dag forene disse kampe i en global appel, ligesom arbejderne i Chicago engang gjorde i 1886.

Måske vil den ny internationalisme ikke ligne den gamle, men snarere forbinde klassekamp med klima, biodiversitet, digital frihed og global retfærdighed. Skal internationalismen genopstå, må den genopfindes i en ny form, hvor klassiske arbejderkrav forbindes med nutidens globale udfordringer.
--
Om forfatteren
Jørgen Burchardt arbejder som forsker med fokus på dansk erhvervs- og teknologisk udvikling. Han har udgivet en række bøger om arbejderhistorie. Til oktober udkommer hans nye bog om Cheminova 1938–1953, og han arbejder samtidig på Vejen til det gennemregulerede samfund om standardiseringens betydning i Danmark gennem 100 år.

Til forsiden

Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:

 

Behov for gentænkning af boligpolitikken

Kravet om at øge antallet af boliger i de større byer, som almindelige mennesker kan betale, bliver et centralt tema i den kommende valgkamp til kommunevalget.

Af Charles Thomassen, formand Boligforeningen AAB og Søren Thomassen, fhv. formand Boligforeningen AAB.


Mindetavlen – den rette side af historien

Hvert år den 22. juni bliver overgrebet mod de danske kommunister i 1941 markeret af blandt andet Horserød-Stutthof foreningen, en forening hvis medlemmer er efterkommere af de kommunister der var interneret i Horserød fra 1941 til 1943.

Af Søren Thomassen, redaktør Ny Politik og 1. generations efterkommer.

Turbulent start for ny tysk regering

Socialdemokraterne (SPD)’s bearbejdelse af valgresultatet og den turbulente starten for den nye tyske sort-røde regering frem til midten af august 2025.

Af Jens William Grav, cand. scient. pol.

Boganmeldelser

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Nekrolog over den aktive arbejdsmarkedspolitik
Af Verner Sand Kirk, tidligere direktør for Danske A-kasser

Polsk præsidentvalg: Resultatet ingen havde forudset
Af Chefredaktør Jens Mørch, polen.nu

Demokraternes fundamentale svigt
Af Jørgen Elikofer, tidligere sekretariatschef i Dansk Metal

Skarpt højresving i Portugal
Af Britta Thomsen, tidligere medlem af Europa-Parlamentet

Hvor går Tyskland hen efter valget
Af Jens William Grav, cand. scient. pol.

Udvidelse i en brydningstid
Af Jakob Thiemann, redaktør på NY POLITIK

Forsvarspolitik eller industripolitik
Af Mogens Havnsøe Petersen

Tilbagetogets Trump
Af Kjeld Schmidt, Professor Emeritus, Copenhagen Business School

Den lange vej til kædeansvar
Af Irene Odgaard, redaktør på Ny Politik

Boganmeldelser