Nekrolog over den aktive arbejdsmarkedspolitik

Det er svært at få øje på nytænkning i den beskæftigelsesreform, som regeringen har sat i værk. Men vi har i realiteten fået lige så mange udgaver af beskæftigelsesindsatsen, som der er kommuner.

Af Verner Sand Kirk, tidligere direktør for Danske A-kasser

Optændt af den hellige ild ankom jeg i sommeren 1986 med firetoget til København for at
starte som akademisk medarbejder i Socialdemokratiets nyoprettede Politisk-økonomiske
sekretariat på Christiansborg.

Et af de politikområder, jeg var mest optaget af, var arbejdsmarkedspolitik, som dengang
var et højt prioriteret område for både ledelsen og den socialdemokratiske folketingsgruppe. Og jeg havde fornøjelsen af at være med til at formulere og lægge
sporene for den aktive arbejdsmarkedspolitik, som blev sat i værk, da Nyrup-regeringen
kom til.

Inspirationen kom bl.a. fra Sverige, hvor man op gennem 80erne havde en langt lavere
ledighed end i Danmark. Og de afveg fra os i Danmark ved, at de havde en arbejdsmarkedspolitik med flere aktive tilbud om job eller uddannelse. Det passede også
med, at rettigheder og pligter blev et tydeligere mantra for socialdemokratisk politik.

På et tidspunkt kaldte Poul Nyrup det for ”siciliansk arbejdsmarkedspolitik”. - Det kan godt være, at vi kan få et par dovnerikker i arbejde ved at sætte de sociale ydelser ned, så de får større incitamenter til at arbejde. Men de allerfleste vil jo rigtig gerne have et job i
stedet for at være ledige eller sygemeldte, og dem vil vi ikke straffe for at ramme de få. I
stedet vil vi give de langtidsledige et tilbud, som de ikke kan afslå. Deraf den spøgefulde
mafia metafor ”siciliansk”. De skal enten lave noget nyttigt eller lære noget nyttigt, så de er fit for fight, når jobbet er der.

Flexicurity’s fødsel - vrøvl
Arbejdsmarkedsforskere og andet godtfolk har betegnet reformerne i 90erne som
flexicuritymodellens fødsel. Det er noget vrøvl. Ingen havde dengang den mindste
forestilling om, at der skulle være en guddommelig dynamisk treenighed mellem
aktiveringsindsats, dagpengesystemet og fleksible (korte) opsigelsesvarsler. Udtrykket
flexicurity blev opfundet senere i Holland. Det lød godt, og alle tog det til sig, og det er
siden brugt flittigt. På et tidspunkt påstod Anders Fog Rasmussen, at det var ham, der
havde fundet på det.

Lønmodtagerne kunne lide det som argument for at sikre gode dagpenge og uddannelsesmuligheder. Og arbejdsgiverne kunne bruge fortællingen som bolværk mod
længere opsigelsesvarsler.

Lønmodtagersiden har imidlertid ikke haft stor succes med den fortælling. For sagen er, at
der over årene er savet gevaldigt af de to ben i modellen. Dagpengeperioden og
dagpengesatsen er barberet ned. Og aktiveringsindsats og uddannelse til forsikrede ledige
er reduceret med tre fjerdedel.

I forhold til at det er let af fyre og hyre, er fortællingen også en sandhed med modifikationer. For det danske arbejdsmarked består jo ikke af daglejere med meget korte
opsigelsesvarsler. 2/3 eller flere er omfattet af funktionærloven og har typisk 3-6 måneders opsigelse. Og i en del overenskomster på det gamle LO-område er der aftalt
funktionærlignende opsigelsesregler.

Det er jo den væsentligste grund til, at staten måtte gå ind med massive hjælpepakker til
virksomhederne, da vi blev ramt af coronaen. Hvis de skulle følge de gældende opsigelsesvarsler, ville de jo i hobetal være gået fallit.

Fra arbejdsmarkeds- til beskæftigelsespolitik
Ved regeringsskiftet i 2001 skiftede Arbejdsministeriet navn til Beskæftigelsesministeriet.
Samtidig blev bl.a. kontanthjælpsområdet flyttet fra Socialministeriet.

Dette kom også til at markere et skifte i synet på selve formålet med indsatsen. Hvor det
dominerende i arbejdsmarkedspolitisk tænkning havde handlet om dels at imødegå
langtidsledighed og marginalisering og dels at sikre nok kvalificeret arbejdskraft gennem
voksen- og efteruddannelse, så kom beskæftigelsespolitikken efterhånden til primært at
handle om at booste arbejdsudbuddet. Altså ikke udbud af arbejde, men udbud af
arbejdskraft.

Instrumenterne til at få øget arbejdsudbud var et intensivt kontaktforløb tidligt i
ledighedsperioderne og aktivering, som skulle motivere flere til at komme i beskæftigelse.
Og ikke mindst gradvis udhuling af de sociale ydelser og fra 2013 halvering af dagpengeperioden.

Med nedlæggelsen af den statslige arbejdsformidling og etablering af de kommunale
jobcentre mistede staten den direkte styring af indsatsen.

Statens rolle
Den statslige styring kom i stedet til at bestå i at fastsætte kvantitative krav og
processuelle krav til jobcentrene. Lidt forenklet sagt fastsatte staten mindstekrav til hvem,
der skulle have en indsats eller samtale i jobcentret, mens jobcentrene over årene fik
større og større frihedsgrader til at beslutte hvilke typer aktivering, der skulle ske. Som
noget nyt blev der ud over de kendte rådighedssamtaler også indført obligatoriske CV- og
vejledningssamtaler i a-kasserne, så ledige skiftevis skulle til samtale 2 steder. Det er dog
blevet ændret til, at de forsikrede ledige kun skal gå til samtaler i a-kasser i de første 3
måneder.

I lyset af en kraftig vækst i tildeling af førtidspension trådte der i 2013 en førtidspensionsreform i kraft, som stillede ret håndfaste processuelle krav til jobcentrenes
indsats. Herunder ressourceforløb og tværfaglige teams. Formålet var at ”sætte en prop” i
tilgangen til førtidspension, hvilket også lykkedes. Men det viste sig primært at være
procesforlængelse, og i dag er vi tilbage på det høje niveau fra før.

I 2014-15 kom det såkaldte Carsten Koch udvalg med verdensgådens løsning – flere og
hyppigere samtaler for alle målgrupper i jobcentrene – ikke kun dagpengemodtagerne, som
kun udgør ca. 20 % af jobcentrenes ”kunder”. Samtaler var meget billigere, og kunne
erstatte dyrere aktiveringsforanstaltninger. Arbejdsudbuddet ville stige, og det ville være en god forretning for de offentlige kasser, mente man.

Den kritik af jobcentrene, der kom fra forskellig side, blev af KL besvaret med, at der er for mange stive proceskrav og kvantitative krav til indsatsen. I flere omgange har det ført til, at kommunerne har fået større og større frihedsgrader. Og det har tilsammen muliggjort at aktiveringsindsatsen har kunnet reduceres kraftigt.

Men efterhånden kom der flere og flere dårlige historier i medierne om borgere, der fik en
skidt behandling i jobcentrene. Især gjorde det indtryk på politikerne at læse, at selv
terminalt syge kræftpatienter, blev trukket igennem samtaler og langvarige ressourceforløb.

Diskursen blev efterhånden, at de nærmest var onde henne i jobcentret – ikke at de blot
administrerede de regler, som Folketinget havde besluttet.

Både Socialdemokratiet og Venstre gik til valg på, at jobcentrene skulle nedlægges. Og
SVM regeringen aftalte, at det skulle de, og der skulle spares 3 mia. kr. på indsatsen.

Både mere og mindre af det samme
Et ”ekspertudvalg” blev så sat til at give sit bud på, hvordan det kan ske, uden at det går
ud over beskæftigelsen.

Det var ikke nogen let opgave, for de fleste udgifter går jo til samtaler og forskellige
aktiveringsforanstaltninger. Begge ting har man indført for at få flere hurtigere i arbejde, så der spares penge til ydelser og kommer mere ind i skat, når flere kommer i arbejde.
Men hokus-pokus – nu spares der en masse penge ved at skære ned i det igen.

Med udgangspunkt i eksperternes anbefalinger indgik Regeringen i april 2025 forlig med
Liberal Alliance, Konservative, Dansk Folkeparti og De Radikale om en beskæftigelsesreform, som er beregnet til at spare 2,7 mia. kr.

500.000 samtaler skæres væk. Samtaler med sygemeldte, som er i et ansættelsesforhold
afskaffes. For sygemeldte, der får ydelser, skæres antallet af samtaler ned fra 4 til 1 inden
for de første 6 måneders sygdom. Kommunerne kan undlade samtaler og aktivering af en fjerdedel af alle dagpengeledige. De kan fritage ”aktivitetsparate”, og de kan undlade indsats for ”borgere længere væk fra arbejdsmarkedet”. Fremover er det nok, at de ringer til dem en gang årligt, og spørger til hvordan de har det. Rehabiliteringsteams, ressourceforløb og jobafklaring som var slagnumrene i førtidspensionsreformen, afskaffes af hensyn til forenkling og færre proceskrav.

Det er dog ikke forringelser alt sammen. Muligheden for uddannelsesløft på 110 %
dagpenge skal udvides, men uvist hvor meget. Og meget fornuftigt kan kommunerne
undlade at give sanktioner til de mest udsatte borgere, hvis de forbryder sig imod en eller
anden regel eller udebliver fra en samtale, hvor der i dag gives automatisk sanktion. Det er
også fornuftigt at der sker en forenkling ved, at antallet af målgrupper reduceres.
Udgangspunktet var valgløfter om at nedlægge jobcentrene. Det løfte indfries ved, at
kommunerne gerne må give dem et andet navn, eller opdele indsatsen i flere
forvaltningsenheder.

I regeringsgrundlaget skrev man, at a-kasser og private aktører skulle spille en større rolle.
Fagbevægelsen og a-kasserne forsøgte at overbevise politikerne om, at de 3 måneder,
som de dagpengeledige i dag kun skal møde i a-kassen, udvides til en længere periode.
Derved vil der også frigøres ressourcer i kommunerne, som f.eks. kan bruges på at hjælpe
nogle af dem, der er længere væk fra arbejdsmarkedet.

Men det kom der ikke meget ud af. Kun et nyt omstændeligt forsøgsprojekt, hvor nogle
ledige kan få lov til kun at møde i a-kassen i de første 4 måneder. Det gør næppe den
store forskel med en enkelt samtale mere, før kommunen tager over. Men det er da godt
for evalueringsbranchen. For forsøget skal evalueres efter alle kunstens regler.

Intet nyt fra Sverige
I forhold til mere inddragelse af andre aktører (private konsulentfirmaer) valgte
ekspertudvalget at besøge Sverige, hvor et forsøg med frit valg mellem aktører var i gang.
De fandt ud af, at det er for tidligt at konkludere noget som helst om effekterne af dette
forsøg. Efterfølgende kom der i Sverige en evaluering, som viste, at de private aktører ikke fik flere i job, men til gengæld var væsentligt dyrere. Alligevel valgte forligspartierne, at der også skal iværksættes endnu et forsøgsprojekt her til lands. I skrivende stund er det uafklaret, hvordan det bliver strikket sammen.

Mere af det samme og mindre af det samme
Samlet set er det svært at få øje på visioner og nytænkning i reformen. Reformen er mere
af det samme, forstået på den måde, at de sidste mange års udvikling i retning af endnu
færre krav og flere frihedsgrader til kommunerne fortsættes. Og det er mindre af det
samme, fordi der primært blot skæres ned i hidtidige indsatser.

Med risiko at blive beskyldt for romantisering om gamle dage, vil jeg alligevel påpege det
begrædelige i, at vi har erstattet en national arbejdsmarkedspolitik med 98 kommunale
politikker. Dels fordi vi ikke har 98 forskellige arbejdsmarkeder. Og dels fordi en strategisk
uddannelsesindsats for at få ledige hen, hvor der mangler arbejdskraft, er helt umulig, når
det er summen af kommunale beslutninger og prioriteringer, der styrer.

Det er en af forklaringerne på, at vi har måttet importere udenlandsk arbejdskraft i så stort et omfang. Tillid og frihed for kommuner og sagsbehandlere er godt, men der er også noget, der hedder retssikkerhed og værdien af en indsats, man kan regne med uanset hvor man bor.

Beskæftigelsesindsatsen skal nu i endnu højere grad konkurrere om de kommunale
midler. Med de frihedsgrader reformen giver, er det næppe sandsynligt at denne indsats vil
stå særlig stærkt i konkurrencen med skoler, daginstitutioner og ældreomsorg. Så det kan
nemt vise sig, at den reelle besparelse bliver væsentlig større end de 2,7 mia. kr., som er
beregnet i forbindelse med reformen.

Umiddelbart betragtet kunne man få det indtryk, at jobcentrenes indsats, og de regler, de har administreret, har været en stor succes. For beskæftigelsen er jo højere end nogensinde, og debatten handler om mangel på arbejdskraft. Og så ligger det jo ligefor at give kommunerne endnu flere kompetencer og frihedsgrader.

Men sagen er, at den vækst, vi har haft i beskæftigelsen, ikke skyldes jobcentrene og deres indsats over for de mange på offentlig forsørgelse, der ikke tæller med i ledighedstallet.

Det underbygges af det faktum, at den samlede stigning i beskæftigelsen siden finanskrisen skyldes, at 2 gange så mange danske statsborgere over 60 år (på nydansk seniorerne) er i arbejde. Og ikke mindst, at  2½ gange så mange udenlandske statsborgere arbejder i Danmark. Beskæftigelsen for danske statsborgere under 60 er faktisk lavere end i 2008. Og var det ikke dem, vi skulle få flere af i arbejde i stedet for, at de endte på førtidspension, sygedagpenge eller anden langvarig offentlig forsørgelse?

Svaret på dette er ikke blot at skære ned på det, der ikke har virket for godt, men at tænke nyt og offensivt.

PS:
Som konsekvens af den større tillid til- og frihed for kommunerne, skal STAR (Styrelsen for
arbejdsmarked og rekruttering) ikke længere styre og føre tilsyn. Deres indsats skal citat: ”i højere grad bygge på dialog, data og læring frem for procesfokuseret opfølgning på
kommunerne og a-kassernes beskæftigelsesindsats, STAR skal fremover facilitere, at
ledere og sagsbehandlere i kommunerne og a-kasserne kender til best practice, så de kan
forbedre deres indsatser til gavn for borgerne”.

Man kunne spørge om, hvorfor vi så overhovedet skal have en styrelse, når den ikke skal
styre og sikre en rimelig ensartet indsats og retssikkerhed, men åbenbart blot være en
”indpirationskonsulent”

Til forsiden

Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:

Det er nu, vi må sanktionere Israel
Af Mogens Lykketoft, Fhv,. udenrigsminister og formand for FN´s Generalforsamling

Polsk præsidentvalg: Resultatet ingen havde forudset
Af Chefredaktør Jens Mørch, polen.nu

Demokraternes fundamentale svigt
Af Jørgen Elikofer, tidligere sekretariatschef i Dansk Metal

Skarpt højresving i Portugal
Af Britta Thomsen, tidligere medlem af Europa-Parlamentet

Hvor går Tyskland hen efter valget
Af Jens William Grav, cand. scient. pol.

Udvidelse i en brydningstid
Af Jakob Thiemann, redaktør på NY POLITIK

Forsvarspolitik eller industripolitik
Af Mogens Havnsøe Petersen

Tilbagetogets Trump
Af Kjeld Schmidt, Professor Emeritus, Copenhagen Business School

Den lange vej til kædeansvar
Af Irene Odgaard, redaktør på Ny Politik

Boganmeldelser