Polsk præsidentvalg:

Resultatet ingen havde forudset

Det polske præsidentvalg blev nærmest et fravalg, og endnu en gang beviset på, at arrogance ikke betaler sig politik

Af Chefredaktør Jens Mørch, polennu.dk (se mere i slutningen af artiklen)

Den 1. juni valgte Polen ny præsident til indsættelse i august. Det var præsidentvalgets anden runde, som var et opgør mellem Warszawa-borgmesteren Rafal Trzaskowski og direktøren for IPN (Institut for national erindring), Karol Nawrocki, som i brede kredse var aldeles ukendt.

Alle meningsmålinger før valget gav et komfortabelt forspring til Warszawa-borgmesteren, der også er næstformand i regeringspartiet Borgernes Platform (PO), der har premierminister Donald Tusk som formand. Men sådan gik det ikke. Den uafhængige kandidat vandt.

Når et valg bliver et fravalg
Den siddende præsident Andrzej Duda, der knebent vandt over netop Rafal Trzaskowski ved valget for fem år siden, kunne ikke genvælges efter at have haft embedet i to perioder. Han blev opstillet af det tidligere regeringsparti, det kontroversielle Lov og Retfærdighedsparti (PiS), der havde regeringsmagten fra 2015 – 2023, og som udløste mange konflikter med EU. Ingen troede dengang på, at han havde en chance for at blive valgt, hvorfor han da også var blevet lovet en post som justitsminister, som tak for det håbløse forsøg.

Men den daværende siddende præsident Bronislaw Komorowski (PO) var arrogant og ville ikke debattere med sine modkandidater. Han var jo præsident og havde tilsyneladende glemt, at man aldrig må tale ned til polakker. Arrogancen betød, at polakkerne vendte deres præsident ryggen, selv om de egentlig støttede ham, og stemte i stedet på den ukendte og kejtede Andrzej Duda. Han blev valgt og genvalgt til præsidentpaladset.

Alle målinger peger på ham som sikker vinder, Warszawa-borgmester Rafal Trzaskowski (49,11%), der også er næstformand i Donald Tusk regeringsparti, Borgernes Platform (PO). Partiet blev stiftet i 2001 af Donald Tusk og flere andre. Foto: PO/Polennu.

Præsidentvalget ti år senere – altså i juni 2025 - blev også et fravalg af den helt oplagte kandidat - Rafal Trzaskowski. Og igen blev det meget tæt.

Resultatet
Karol Nawrocki fik 50,89 procent og Rafal Trzaskowski 49,11 procent.

Trods et historisk højt antal anmeldelser om valgfusk, så er der intet der tyder på, at det er nok til, at der skal udråbes en anden vinder, selv om klagefristen ikke er udløbet i skrivende stund. For anden gang på ti år, blev en undertippet kandidat valgt som præsident i Polen.

Minister og kommentatorer: Udemokratisk valg
Der er ingen tvivl om, at Donald Tusk havde ventet en præsident, han nemt kunne samarbejde med. Men sådan blev det ikke.

Vinderen af præsidentvalget i Polen, den uafhængige kandidat Karol Nawrock (50,89%), der støttes af Lov og Retfærdighedspartiet (PiS). Partiet blev stiftet af tvillingerne Lech og Jaroslaw Kaczynski i 2001.  Foto: PiS/Polennu.

Vinderen, Karol Nawrocki, er ikke medlem af noget parti, men er blevet støttet af PiS. Det er der flere årsager til. PiS kunne næppe mønstre en kandidat, der ville have en chance, da de fleste PiS-topfolk var for belastede af skandaler. Derudover havde partiet svindlet med valgkampmidler og kunne risikere ikke at få partistøtte til kampagnen.

Partiløs præsident
Partiets formand, Jaroslaw Kaczynski, valgte i stedet for den partiløse og rimelig ukendte Karol Nawrocki, som er en hardliner polsk nationalist. Men inden man konkluderer, at Polen er gået til højre mod det fascistiske, som det har været hævdet, så skal man først lige være bevidst om det politiske kompas. Det er altid uklogt at sammenligne partier i forskellige lande (se blot på grupperingerne i Europa-Parlamentet), men situationen og eksperters udtalelser gør det alligevel nødvendigt at pege på en række forhold.

Lov og Retfærdighedspartiet (PiS) ligger tæt på Socialdemokratiet i Danmark og taler de svageste og fattigste sag. Partiet lover børnepenge og andre gode ting til alle familier.
Borgernes Platform (PO) kan modsat bedst betegnes som en blanding af Venstre og Liberal Alliance, og en snert af De Radikale grundet LGBT-politik.

Europaminister: Udemokratisk tendens
Danmarks Europa-minister er gået så vidt at kalde valgresultatet for en udemokratisk tendens. Til Marie Bjerre (V) kan man kun sige, at valgresultatet netop viser, at demokratiet fungerer i Polen, og at polakkerne har valgt den præsident, de synes bedst om.

Ministeren har sikkert sine oplysninger fra de utallige Europa-, Rusland-, og andre globale eksperter, der har dømt Polen tilbage til stenalderen på grund af valgresultatet. Det er i den sammenhæng imponerende så ’kloge’ mange eksperter er på så stort et geografisk område. Polen er i sig selv svær at have et overblik over, for forskellene i de 16 regioner er nærmest lige så store, som var det 16 selvstændige lande.

Tandløs kandidat
Polakkerne har stemt på den kandidat, som de mener bedst kan forsvare polske interesser. Og Warszawa-borgmesterens kampagne har været tandløs og uden kant, men i målingerne så det jo heller ikke ud til at være nødvendigt at føre nogen kampagne.

Men i alle debatterne var det den selvsikre og uafhængige kandidat, der klarede sig bedst og var mest overbevisende. Det kan polakkerne lide – polakkerne vil have en førstemand, de kan være stolte af.

I bakspejlet
Det er heller ikke særligt begavet, af Tusk’s parti at vælge en kontroversiel kandidat, der både fjerner hellige symboler fra offentlige bygninger i hovedstaden, samtidig med at LGBT-kampagnerne er kørt hen over andre vigtige debatter. Det er lykkedes PiS at sætte noget, der minder om lighedstegn, mellem en LGBT-ideologi og nazisme/kommunisme; altså en ny ideologi, der skal bestemme over familielivet.

Det kan i en dansk term virke sympatisk, at man fravælger kirken og dens symboler fra det offentlige rum, men i Polen er det ikke oplagt – tværtimod. Her giver det nemlig god mening at have de hellige repræsentanter med. Uden kirken havde polakkerne ikke klaret kommunisterne. Husk på, at for polakkerne sluttede Anden Verdenskrig først efter 50 år – i 1989.

Polakkernes kamp mod kommunismen, anført af blandt andet strejkeleder Lech Walesa op gennem 1980’erne, kunne alene lade sig gøre, fordi kirken altid var repræsenteret ved møder og aftaler, hvilket betød, at de kommunistiske myndigheder ofte afholdt sig fra åbne konfrontationer. Det var under kommunismen også kun i kirken, man kunne mødes og aftale kampen mod besættelsesmagten og kommunismen.

Lech Walesa blev sit lands første valgte præsident efter kommunismen, og han giver kun én person æren for kommunismens kollaps. Og det er hverken russiske Gorbatjov eller Jeltsin, der får æren, men derimod den polsk fødte pave Johannes Paul II. Han gav polakkerne troen og håbet, påpeger den tidligere præsident og Polens eneste modtager af Nobels Fredspris (1983).

Ukraine spillede også en rolle
Mange eksperter har også påpeget, at polakkerne er trætte af ukrainerne, fordi de har fået polakkernes fordele og rettigheder fra dag ét efter at være flygtet. Det er næppe heller tilfældet, men den seneste PiS-regering lukkede uhæmmet op for kornimport fremfor at lave korridorer ud af Ukraine efter den anden krig mod Ukraine.

Den gang advarede oppositionsleder Donald Tusk om konsekvenserne, som betød en halvering af kornpriserne. Men den daværende PiS-regerings modsvar var, at Donald Tusk gik Ruslands ærinde med den holdning.

I Polen er bønderne ikke storbønder som i Danmark. De har små familiedrevne landbrug. Overført til danske forhold kunne man hævde, at konsekvenserne af kornimporten svarer til at halvere mindstelønninger uden varsel. Selv om Donald Tusk advarede om det dengang, er det hans regering, der i dag betaler prisen for den ugennemtænkte løsning.

Dansker bag to sejre til PiS
Paradoksalt nok er det en dansker, Adrian Zandberg, der i 2015 sikrede PiS flertal i parlamentet, selv om PiS-partiet kun fik 37 procent af stemmerne. Zandberg, der stillede op for det venstreorienterede parti Razem, stod i målingerne til lidt over nul procent forud for den sidste partilederrunde. Han gjorde det så godt i den afsluttede tv-debat, at partiet fik 3,8 procent af stemmerne. Det var ikke nok for partiet til at komme ind, da spærregrænsen for partier er 5 procent og for alliancer 8 procent.

Men de 3,8 procent betød, at andre oppositionspartier – herunder de daværende polske socialdemokrater, ikke kom i parlamentet – og det sikrede PiS magten. Ved parlamentsvalget i 2023 indgik Zandberg ’s Razem i Donald Tusk koalitionsregeringen, men trak sig i protest sidste år.

Og ved det seneste præsidentvalg skete det igen. Adrian Zandberg og hans parti Razem sikrede PiS-kandidaten sejren. Zandberg var præsidentkandidat i valgets første runde den 18. maj og opnåede 5,2 procent af stemmerne.

Alle ventede, at han ville opfordre sine vælgere til at støtte Warszawa-borgmesteren i anden valgrunde, men det ville han ikke. Der var 1,8 procent margen mellem kandidaterne i anden valgrunde af præsidentvalget, og den venstreorienterede kandidat kunne dermed formentlig have sikret Warszawa-borgmesteren valgsejren.

Et problem for Tusk?
Ingen tvivl om, at det overraskende valg er en sten i skoen for Donald Tusk og hans koalitionsregering. Den valgte præsident Nawrocki har brugt det meste af sin valgkamp på at være imod Tusk.

Derfor kan stenen i skoen blive til en stram fodlænke for den polske regeringschef. Når det gælder retsstaten og oprydningen af et juridisk kaos efter den gamle regering, kan den nye præsident give Tusk alvorlige problemer.

Uden præsidentens underskrift kan de reformer – som også EU er blevet stillet i udsigt – ikke gennemføres. Det vil også være et problem for ambassadør-udnævnelser. I Danmark og mange andre lande har Polen ikke en ambassadør, da det kræver præsidentens underskrift. Den pinlige situation havde Tusk ventet at løse med Warszawa-borgmesteren som præsident. Med valget af den nye præsident skal der findes nye løsninger, da det vil være uholdbart, at Polen ikke har ambassadører rundt om i verden.

Intern uro og ballade
Intern splid og ballade i regeringen fik Tusk til længe før valget at annoncere ændringer på ministerholdet, ligesom han ville tvinge en tillidsafstemning igennem i parlamentet for at slå regeringens planer fast og rydde op i de interne uenighederne.

Den afstemning vandt regeringschefen med 243 stemmer for og 210 imod. Donald Tusk har store problemer med at få sine valgløfter igennem sin egen koalition, men nu kan han fortsat give præsidenten skylden for, at valgløfterne ikke føres ud i livet.

Tillidsafstemningen i parlamentet forleden er ikke en konsekvens af nederlaget ved præsidentvalget, men valgresultatet betød, at parlamentsformanden mente, at det var bedst af udsætte afstemningen lidt, indtil følelserne havde lagt sig efter det overraskende præsidentvalg. Ændringerne i den polske regering og oprettelsen af en talsmandsfunktion følger i løbet af sommeren, ventes det. Donald Tusk har endda antydet, at han vil halvere antallet af ministre.

At tolke valgresultatet i Polen som en støtte til anti-demokratiske tendenser, manglende retsstat og støtte til Putin, fordi det tidligere regeringsparti PiS har støttet kandidaten, der vandt, er en dramatisering og overtolkning, der er helt uden hold i virkeligheden.

Mandatfordelingen i det polske parlament efter valget i oktober 2023, hvor Donald Tusk igen blev premierminister.

Polakkerne har ikke det samme ideologiske udgangspunkt som vi andre, og de er vant til fra kommunismen og siden hen, at politikere meget ofte lyver. Husk også på, at de to største partier i Polen kun er 24 år gamle. I Polen gælder kun de konkrete resultater. Derfor nytter det heller ikke noget, at vi tager en dansk koncept-skabelon og trækker ned over andre lande, når forudsætninger og udgangspunkt ikke er sammenlignelige – i al fald ikke, hvis vi vil forsøge at blive klogere på forholdene.

Læren af valget i Polen – og USA?
I stedet bør vi måske - over hele verden - overveje at reformere de demokratiske processer, så demokratierne føles mere nærværende og tidssvarende. Det sagde den første demokratisk valgte polske præsident, Lech Walesa, allerede, da Polen blev medlem af EU i 2004. Han mener værdier skal ind i grundlaget, da det regelbaserede system vil spilde en masse ressourcer, og kræver nye regler ved forandring, advarer Walesa om allerede dengang.

De demokratiske konstruktioner og forfatninger er skrevet på et tidspunkt, hvor en hest i brunst var hurtigste transportmiddel, og hvor brevduerne var den hurtigste vej til kommunikation. Dengang var de demokratiske processer en naturlig del af hverdagen, de steder hvor demokratiet virkede. Den følelse er der næppe længere, og noget tyder på, at beslutningen synes at blive taget langt væk, og at vælgerne føler sig talt ned til.

Tolkningerne af valget kan være mange, men det var under alle omstændigheder den kandidat, der var mest overbevisende i valgkampen, der vandt posten som den næste polske præsident.

Valgresultatet i Polen bekræfter at demokratiet trives i landet, og at polsk politik altid er spændende og uforudsigelig.

Chefredaktør Jens Mørch, polennu.dk. Daglige nyheder fra Polen på dansk hver dag siden 2008.

Rådgiver for Polens regering under EU-optagelsesforhandlingerne i København i 2002, og forfatter og medforfatter til en række bøger; herunder Balladen i Gdansk – vejen til et nyt Europa (2005).

Til forsiden

Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:

Det er nu, vi må sanktionere Israel
Af Mogens Lykketoft, Fhv,. udenrigsminister og formand for FN´s Generalforsamling

Nekrolog over den aktive arbejdsmarkedspolitik
Af Verner Sand Kirk, tidligere direktør for Danske A-kasser

Demokraternes fundamentale svigt
Af Jørgen Elikofer, tidligere sekretariatschef i Dansk Metal

Skarpt højresving i Portugal
Af Britta Thomsen, tidligere medlem af Europa-Parlamentet

Hvor går Tyskland hen efter valget
Af Jens William Grav, cand. scient. pol.

Udvidelse i en brydningstid
Af Jakob Thiemann, redaktør på NY POLITIK

Forsvarspolitik eller industripolitik
Af Mogens Havnsøe Petersen

Tilbagetogets Trump
Af Kjeld Schmidt, Professor Emeritus, Copenhagen Business School

Den lange vej til kædeansvar
Af Irene Odgaard, redaktør på Ny Politik

Boganmeldelser