Udvidelse i en brydningstid

For første gang i mere end 100 år står europæerne op til en verden, der er i evig forandring, og dengang tog det knap 30 år og en verdenskrig, før en ny verdensorden var faldet på plads.

Af Jakob Thiemann, redaktør på NY POLITIK

EU arbejder på at udvide antallet af medlemmer, og hele ni lande er på kandidatlisten: Albanien, Bosnien-Hercegovina, Georgien, Moldova, Montenegro, Nordmakedonien, Serbien, Tyrkiet og Ukraine. Det er dog ikke alle, der har indledt optagelsesforhandlinger.

Men er EU klar til at optage nye medlemslande?

Indlemmelsen af Østeuropa
I 2004 forestod daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) som vært for EU's formandskab udvidelsen af 10 lande i Østeuropa, og sejren over kommunismen syntes af være komplet, og der var bred enighed om, at det var en god ting, at Østeuropa nu var en del af EU. I begejstringen over udvidelsen glemte dog at tjekke op på, om de ti lande opfyldte Københavnskriterierne, der blev fastlagt på EU-topmødet i København 1993, og skulle sikre, at nye lande let og uden at volde problemer kunne optages i EU. Kriterierne stiller krav til et kandidatlands politiske system, styring af økonomien, og landet skal implementere EU's lovgivning det såkaldte "acquis communautaire". At de ti nye lande samlet set ikke levede op til Københavnskriterierne betød i sidste ende ikke, at de ikke kunne optages, og når udvidelsen i 2004 direkte førte til Brexit, problemer med udbredt korruption i Rumænien og Bulgarien, EU-fjendtlige regeringsledere i Ungarn og Slovakiet, og et Polen der viser sig overraskende klar til at holde fast i traditionelle konservative katolske værdier, så vækker udsigten til flere nye lande i EU, uro. I sommeren 2025 kommer udspil til EU’s interne reformer og udvidelsesmetoder, men Danmark har allerede signaleret, at man er skeptisk overfor traktatændringer mens andre lande som Frankrig og Tyskland kan se en mulighed for at styrke det overstatslige element i samarbejdet.

Frustrationer slår igennem
Anslået 10% af den dagsorden som et EU-formandskab skal gennemføre, kan værtslandet få indflydelse på, og ifølge Europaminister Marie Bjerre bliver der fokus på Europas sikkerhed, støtten til Ukraine og konkurrenceevnen. Især det med konkurreevnen kan vække bekymring i en tid med så stor uro i og omkring EU, for spørgsmålet er, om det er de rigtige dagsordner man har taget fat i, for de mørkeste skyer over Europa kommer måske ikke fra Trumps USA eller Putins aggressioner men indefra.

Parlamentsvalg og præsidentsvalg de seneste to år viser en tendens, man burde give mere opmærksomhed. Karol Nawrocki fra partiet Lov og Retfærdighed vandt præsidentvalget i Polen d. 1 juni 2025, og dermed kom der en MAGA-støtte i spidsen for Polen, der er modstander af Ukrainsk medlemskab af NATO, og hans parti har tidligere udfordret retsstatsprincipperne i Polen. Det tankevækkende er dog ikke at han vandt, men hvor i Polen han fik sine stemmer. Undersøgelser viser, at han overvejende fik stemmer i de fattigere dele af Polen, der tilfældigvis ofte også er de områder, der tilhørte Tyskland frem til afslutningen af 2.verdenskrig.

Ved parlamentsvalget i oktober 2023 i Slovakiet vandt Robert Fico, der med sit parti SD-SMER både er EU-kritisk og Putinvenlig, og SD-SMER har problemer med at tiltrække unge vælgere og vælgere fra byerne, med klimainteresse og progressiv indstilling til LGBTQ+. Det sidste punkt hænger sammen Ficos fokus på kristne katolske værdier.

Den samme vælgeradfærd så vi ved valget til Bundestag i Tyskland, hvor Alternativ für Deutschland i overvejende grad trak stemmer fra det tidligere DDR. Næsten 35 år efter genforeningen slår fortiden stadig igennem med lavere lønninger, ringere uddannelser og uddannelsesmuligheder, højere arbejdsløshed som resultat.

Samme mønster gentog sig ved EP-valget i Frankrig i 2024, hvor det også var områder med fabrikslukninger, høj arbejdsløshed og langt til storbyer, der stemte på Marine Le Pens Rassemblement National.

Kolos på lerfødder?
Den samme tendens ser vi i Danmark, hvor det ved folketingsvalget i 2022 blev første gang, at de fire gamle magtpartier Socialdemokratiet, Venstre, Konservative og De Radikale ikke længere kunne danne flertal i Folketinget. Blå bloks splittelse er et udtryk for en dyb utilfredshed med de eksisterende partier, og det er jo nok hemmeligheden bag Mette Frederiksen og Socialdemokratiets succes ved valget i 2022, og derfor kan man godt tegne et billede af EU's demokratiske fundament, som en kolos på lerfødder.

I dette lys er ønsket om at styrke konkurrenceevnen bekymrende, for bruger EU de traditionelle borgerlige værktøjer til at styrke konkurrenceevnen, så vil man fokusere på at producere så billigt som muligt, så EU's virksomheder kan konkurrere på det globale marked. Lavere priser betyder lavere løn og dårligere arbejdsforhold, og med erhvervslivets stigende pres for at få lov til at importere arbejdskraft fra 3.lande (lande udenfor EU), kan man hurtigt undergrave EU's demokratiske grundlag.

Udvidelsen skal sikre det demokratiske Europa
Ser man på et kort over Europa, så giver det kun god mening at f.eks. hele Balkan er med i EU og ikke bare nogle af landene. Men det er ligeså klart, at ingen af landene på Balkan lever op til Københavnerkriterierne, som de er formuleret i dag. I en tid hvor EU skal navigere i et oprørt farvand, og hvor EU faktisk er ved at lære at navigere, så ville det nok være bedst, hvis udvidelsen kunne foregå trinvis, så næste runde af kandidatlande ville træde ind i EU uden at udfordre EU's kerneværdier. Den økonomiske trussel fra Kina og den militære trussel fra Rusland gør, at optagelsen af nye lande kommer til at ske på nogle andre kriterier end de allerede vedtagne, og at vi dermed nok får et EU i flere tempi, som der tidligere har været snakket om. Men med en tid hvor EU er ved at være den eneste bastion for demokrati og demokratiske normer og værdier, så skal man sikre sig, at borgerne i det nuværende EU bakker helt og fuldt op om samarbejdet, for ellers virker det mest sandsynligt, at EU falder fra hinanden eller splitter op i små blokke.  

 

Til forsiden

Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:

Det er nu, vi må sanktionere Israel
Af Mogens Lykketoft, Fhv,. udenrigsminister og formand for FN´s Generalforsamling

Nekrolog over den aktive arbejdsmarkedspolitik
Af Verner Sand Kirk, tidligere direktør for Danske A-kasser

Polsk præsidentvalg: Resultatet ingen havde forudset
Af Chefredaktør Jens Mørch, polen.nu

Demokraternes fundamentale svigt
Af Jørgen Elikofer, tidligere sekretariatschef i Dansk Metal

Skarpt højresving i Portugal
Af Britta Thomsen, tidligere medlem af Europa-Parlamentet

Hvor går Tyskland hen efter valget
Af Jens William Grav, cand. scient. pol.

Forsvarspolitik eller industripolitik
Af Mogens Havnsøe Petersen

Tilbagetogets Trump
Af Kjeld Schmidt, Professor Emeritus, Copenhagen Business School

Den lange vej til kædeansvar
Af Irene Odgaard, redaktør på Ny Politik

Boganmeldelser