Nr. 2 - 2025
Pieter Bruegel den Ældre: De syv dødssynder: Vrede (tegningsudkast, 1557).
Tilbagetogets Trump
Af Kjeld Schmidt, Professor Emeritus, Copenhagen Business School
Man kan anskue fænomenet Donald Trump på mange måder. At manden er en gemen voldtægtsforbryder og en kupmager, véd vi. At manden er mentalt forstyrret og moralsk fordærvet, er åbenlyst. Man kan alt efter temperament forfærdes eller fortvivle over at overvære en stor demokratisk republik som den amerikanske falde hovedkulds tilbage i et autoritært styre. Man kan harmes over de groteske løgne, han og hans drabanter bringer til torvs, eller fnise og ryste på hovedet over den massive uvidenhed og det nøgne idioti, de gladeligt udstiller. Og man kan tage afstand fra hans og hans følgeres åbenlyse racisme og sadistiske foragt for mennesker i nød. Personen Trump er forvirrende, måske er det endda tilstræbt, men når det drejer sig om at forstå den bevægelse, han repræsenterer, bringer analyser af hans person os ikke langt.
Sagen er, at der i den amerikanske befolkning er klangbund for det, han står for. Trump giver udtryk for (’artikulerer’ ville være for meget sagt) et projekt, som en meget stor del af den amerikanske befolkning, høj som lav, rig som fattig, åbenbart nærer så stor sympati for, at han kunne genvælges trods kupforsøg og straffesager. Præsident Trump og vicepræsident JD Vance blev valgt ved et demokratisk valg uden synderlige misforhold. Mange af hans modstandere har godt nok siden valget haft travlt med at bedyre, at Trump ikke har flertallet bag sig, idet de tillader sig at medregne den tredjedel af vælgere, der ikke orkede at bruge deres stemmeret; men det argument er virkelighedsflugt, for sofavælgerne har jo tydeligvis ikke ment, at det var vigtigt at holde Trump fra magten. Man kan dertil lægge, at Demokraterne tydeligvis ikke anså det for et spørgsmål om republikkens liv eller død at stille med en troværdig kandidat. At bedyre, at Trump ikke repræsenterer alle amerikanere, er et sølle argument, der blot er endnu et symptom på den politiske elendighed, der muliggjorde Demokraterne forsmædelige nederlag. USA er en nation, ikke en ansamling fritsvævende atomer, og Trump repræsenterer den amerikanske nation i dens helhed.
Selv når Trump ikke længere er præsident (fordi han er gået af eller bort), vil en meget stor del af den amerikanske befolkning med stor sandsynlighed støtte det projekt, han står for. Hans følgere — MAGA-bevægelsen — udviser rigtignok træk, som var der tale om en kult, men den observation forklarer intet, den rejser blot endnu flere spørgsmål: Hvad får 80 millioner borgere i et stort og veletableret demokrati til at slutte sig til en kult anført af en decideret charlatan?
Spørgsmålet er således: Hvori består hans projekt? Hvad er det, han repræsenterer?
Svaret er ikke ligetil. Det kan være vanskeligt at få overblikket over meningen i kakofonien af skandaler og klovnerier, absurde optrin og gemene overgreb. For at komme nogen vegne er det hensigtsmæssigt at følge den klassiske engelske statsrets distinktion mellem kongen som ’Body natural’ og kongen som ’Body politic’, dvs. mellem kongen som timelig person og kongen som personifikation af den politiske magt.1) Trumps ’naturlige legeme’ udviser alle tegn på legemlige og kognitive svagheder, men projektet er andet og mere end hans person. Han er frontperson for en koalition, hvis politik artikuleres af et team, og for så vidt som Trump i sin offentlige fremtoning åbenbarer sig som narcissist og viser tegn på demens, og det sker jo, er han blot i endnu højere grad en frontfigur. Det her er værd at holde sig for øje, at Biden meget længe og i stedse ringere grad ikke var reelt fungerende som præsident, formentlig på grund af aldersvækkelse fremskyndet af sorg over familietragedierne, og at forretningen blev varetaget af teamet, i al diskretion: ’Ikke blot holdt Demokraterne offentligheden i uvidenhed om Biden; de holdt også Biden i uvidenhed om offentligheden’.2) Man skal med andre ord ikke stirre sig blind på the charlatan in chief og dennes aktuelle habitus. For som Viggo Kampmann påpegede i 1960, ’Regeret bliver der alligevel’.
Men hvis der er en kobling mellem Trump som timelig på den ene side og på den anden side ’statslegemet’, dvs. MAGA og Team Trump og kliken af oligarker i kulissen, er den, at han med alle sine dubiøse egenskaber har været katalysator for MAGA. Trump er en små begavet skurk med et veludviklet fighterinstinkt. Hans betydning er, at han med de egenskaber personificerer koalitionen. Det er dette politiske projekt, det handler om at forstå.‘American carnage’
Trumps politiske projekt handler i bund og grund om USA’s tilbagegang som hegemon, som supermagten over dem alle. Erkendelsen af tilbagegangen udsiges aldrig direkte af Trump men er præmissen for hans projekt.
Trump er selvsagt ikke alene om eller den første til at erkende, at USA’s hegemoni er vigende. Der er faktisk en ganske omfattende litteratur, der debatterer, om og i hvilken udstrækning landet er i tilbagegang.3) Debatten er endda genstand for et opslag hos Wikipedia under titlen American decline. Hans projekt placerer sig med andre ord lige midt i en diskurs, der har pågået i årtier i USA som en fortløbende kommentar til USA’s efterhånden prækære stilling som verdensmagt.
Men det helt særligt Trump’ske, hans mesterstykke, er at fremstille USA’s tilbagegang som hegemon som årsagen, eller hovedårsagen, til den elendighed, store dele af den amerikanske befolkning oplever. USA er i ydre tilbagegang og indre forfald, og de to regressive bevægelser er forbundet. Løsningen er for Trump og MAGA ikke at genvinde hegemoniet. MAGA er opstået som en reaktion mod de ’endeløse krige’, neokonservative regeringer kastede USA og Vesten ud i. Hans løsning er at få de allierede til at betale tribut i en eller anden ikke særligt klar form og derved få USA’s økonomi til at hænge sammen. Det er en innovativ politisk eller rettere retorisk fornyelse. Dermed bliver geopolitik koblet til socialpolitik, skattepolitik, sundhedspolitik, uddannelsespolitik, migrationspolitik, værdipolitik og handelspolitik. Det har vist sig at være en brisant cocktail.Allerede for næsten 40 år siden, i 1987, indrykkede Trump en annonce i tre førende amerikanske dagblade, hvori han vendte sig imod, at USA brugte ressourcer på at beskytte sine allieredes sikkerhed. Anledningen til, at den berømte unge byggematador fra New York udtalte sig om politiske spørgsmål på et højere plan end lokalplaner på Manhattan, var krigen mellem Irak og Iran (1980-88). Den havde efterhånden udviklet sig til en ’tankskibskrig’, hvor iranske og irakiske styrker forsøgte at sabotere modpartens eksport ved at angribe tankskibe i den Persiske Golf, hvilket så igen fik USA og andre magter så som Storbritannien, Frankrig, Italien og andre europæiske NATO-lande samt Sovjetunionen til at forsøge at beskytte skibstrafikken under Operation Earnest Will (fra juli 1987 til september 1988).
Det provokerede den unge Trump, at USA deltog og ledede bestræbelserne for at sikre international skibstrafik i ’et område af kun perifer betydning’ for USA, men af afgørende betydning for Japan og andre. Opråbet sluttede med en opfordring til at lade de allierede betale for beskyttelsen og dermed løse USA’s finanspolitiske, handelspolitiske og sociale problemer: ‘Det er på tide at gøre en ende på vores underskud’, skriver han med henvisning til de daværende underskud på både det føderale budget og på betalingsbalancen, og det skal gøres ved at lade Japan og tilsvarende velstillede lande betale. ’Lad Japan, Saudi Arabien og andre betale for den beskyttelse, vi udstrækker til dem som allierede. Lad os hjælpe vores farmere, vores syge, vores hjemløse’. Han sammenfatter således:
’”Beskat” disse velstående nationer. Gør en ende på vores enorme underskud, sænk vores skatter, og lad Amerikas økonomi vokse uden at være belastet af omkostningerne ved at forsvare dem, der nemt har råd til at betale for forsvaret af deres frihed. Lad ikke vores store land være til grin længere.’
Fig 1 . Donald Trumps annonce i New York Times den 2. september 1987. En enslydende annonce blev indrykket i Washington Post og Boston Globe. Teksten findes i mere læsbar form i Joey Espositos artikel i Snopes, 8. marts 2025.
Koblingen mellem geopolitik og hjemlig social elendighed var allerede virksom i 1987, idet han for de foreslåede beskyttelsespenge ville reducere underskuddet på de føderale finanser. Men det var projektets demagogiske karakter også. Mens det årlige budgetunderskud i 1987 beløb sig til 150 milliarder USD, løb de samlede omkostninger til USA’s rolle i operationen kun op i 5-600 millioner USD og udgjorde således blot 4 promille af budgetunderskuddet. Det illustrerer, at den Trumpske kobling allerede fra første færd var tankespind. Det understreger den unge byggematadors manglende makroøkonomiske realitetssans, at han, ud over at ville reducere budgetunderskuddet ved at få udgifterne til beskyttelse af verdenshandelen dækket, desuden ville øge velfærdsudgifterne og sænke skatterne for de samme penge. Men hans pointe var ikke at fremføre et realistisk økonomisk program, pointen var ideologisk: resten af verden skulle betale for hegemoniet.
Den samme sammenkædning gennemsyrer Trumps senere programerklæringer. I sin første tiltrædelsestale 20. januar 2017 udmalede han et billede af en nation, hvor de nederste er blevet svigtet og glemt, ofre for afindustrialisering og ulighed, uvidenhed og narkomisbrug:
’De oversete mænd og kvinder i vores land vil ikke længere være overset. […] Mødre og børn fanget i fattigdom i de indre byer; rustædte fabrikker spredt som gravsten i landets udstrækning; et uddannelsessystem, der selv om det flyder i penge, efterlader vores smukke unge studenter uvidende; og kriminelle og bander og stoffer, der har røvet for mange liv og frataget vores land så megen uforløst potentiale. Denne amerikanske massakre stopper her og stopper nu.’ (Trump, ’Inaugural Address’, 20 January 2017).
Trumps forklaring på denne elendighed var igen, men nu mere udfoldet, at den tilbagegang, befolkningen oplever, skyldes, at USA har været supermagten over dem alle, har bygget internationale alliancer, i ly af hvilke andre nationer har beriget sig — alt sammen på den jævne amerikaners bekostning.
’Vi har gjort andre lande rige og velstående, og tiltroen til vores land er tabt af syne. Én efter én er fabrikkerne lukket og har forladt vores kyster, uden at skænke de millioner og atter millioner af amerikanere en tanke, der er ladt tilbage. Vores middelklasses rigdom er blevet flået ud af deres hjem og derpå omfordelt over hele verden.’
Fortællingen er med alle sine selvmodsigelser ganske enkel. USA er i tilbagegang og forfald, fordi vi — amerikanerne — bruger vores ressourcer til fordel for allierede, der lukrerer på vores beskyttelse. Vi er stormagten, men vi har ikke kræfterne til at være det, så lad resten af verden betale. Men hvorfor skulle verden det? Fordi USA er exceptionel. Det er en bemærkelsesværdigt defensiv form for imperial tankegang, der kan falde ud på to måder. På denne ene side kan den falde ud i revanchisme og forsøg på at genvinde fordums storhed. Eller den kan på den anden side falde ud i resignation over for realiteterne og stiltiende tilpasning til Kinas genkomst under dække af svulstig retorik, den ene dag toldkrig for at genindustrialisere USA, den anden dag toldkrig for at få andre lande til at betale beskyttelsespenge, på én gang storhed og ynkelighed.Underskud, underskud, underskud
De umiddelbare tegn på, at USA ikke magter sin status som hegemon er de bestandigt stigende underskud på snart sagt alle fronter i amerikansk nationaløkonomi.
Det føderale statsbudget har været i rødt i det meste af de sidste 65 år (Figur 2 ), med en undtagelse af nogle få år sidst i 1990’erne, hvor Clinton-regeringen indkasserede fredsdividenden efter den Kolde Krigs ophør. Den pause blev brat afbrudt, da Dot-Com-krakket i foråret 2000 og den heraf udløste recession blev efterfulgt af angrebet på New York og Washington den 9. september 2001. Under regeringen Bush den Yngre blev der åbnet for sluserne. ’Krigen mod terror’ blev ført på kredit og pengerigeligheden førte med søvngængeragtig sikkerhed til den Store Recession i 2008. Ved årtiets afslutning var underskuddet vokset til 10% af BNP og under COVID-19 i 2020 tog den et yderligere dyk til 15%, men har siden stabiliseret sig, hvis man kan bruge det udtryk i denne sammenhæng, på omk. 7%. I 2004 beløb underskuddet på statsfinanserne sig til 1.800 milliarder USD eller 6,4% af BNP.
Fig 2 . Den amerikanske forbundsstats budgetunderskud i procent af BNP, 1960-2024. De grå felter repræsenterer recessioner. Kilde: ‘Federal Surplus or Deficit [-] as Percent of Gross Domestic Product’ , 27 March 2025, Federal Reserve Bank of St. Louis; U.S. Office of Management and Budget.
Det årlige underskud på statsfinanserne, der selvsagt må finansieres ved optagelse af gæld, nærmere bestemt ved udstedelse af statsobligationer (US Treasury bonds m.v.), har ført til en støt stigende gældsbyrde, der skal forrentes og med jævne mellemrum refinansieres ved optagelse af nye lån, efterhånden som obligationerne udløber (Figur 3 ). Den akkumulerede gæld har nu et omfang, der svarer til 120% af USA’s årlige produktion (BNP). Dette bjerg af gæld fører sig igen til en stigende rentebyrde på statsfinanserne, hvilket så rejser det pinagtige spørgsmål, om USA kan generere det nødvendige skatteprovenu til at betale renterne (sk. finansiel kapacitet) uden at optage yderligere gæld til formålet.4) Eller som det hedder: hvor længe kan USA forblive solvent, uden at gribe til drastiske økonomiske reformer.
Fig 3 . En stat på kredit. Den amerikanske forbundsstats akkumulerede gæld i procent af BNP. De grå felter repræsenterer recessioner. Kilde: ’’Federal Debt: Total Public Debt as Percent of Gross Domestic Product ’, 3 June 2025, Federal Reserve Bank of St. Louis; U.S. Office of Management and Budget.
Det permanente underskud og den heraf følgende gæld skyldes i al enkelhed, at forbundsregeringen ikke opkræver et skatteprovenu, der modsvarer udgifterne. Det kan være særdeles hensigtsmæssigt at operere med et underskud i en akut økonomisk krise for at afbøde dens ødelæggende sociale og økonomiske virkninger (massearbejdsløshed), men at operere med vedvarende underskud forudsætter, at borgerne i USA og centralbanker og investorer i omverdenen (først og fremmest EU, Japan, Kina og UK) er villige til at finansiere gildet mod et beskedent afkast.
Underskuddet på det føderale budget og den heraf affødte gældspukkel er et fænomen enhver amerikaner kender, for det giver hvert år under finanslovsforhandlingerne anledning til stort drama i Kongressen. Hvert år er der frygt for, at forhandlingerne strander, og at de føderale myndigheder derfor må indstille arbejdet (hvilket er sket otte gange siden 1980). Når Trump henviser til USA’s tilbagegang, er det givetvis disse ydmygende scenerier, hans publikum først tænker på.
Endelig er der underskuddet på betalingsbalancens løbende poster (Figur 4). I Trumps udlægning fremstilles dette underskud som et underskud på handelsbalancen som følge af ondsindethed hos omverdenen, ikke alene Kina men sandelig også EU, der siges at lægge allehånde hindringer i vejen for amerikansk eksport så som intellektuelt tyveri, moms, produktstandarder, forbrugersikkerhed, sundheds- og miljøpolitik, krav om varemærkning på nationalsprog og så videre. At disse udfordringer er noget alle aktører i international handel — også i eksport til USA. 5)— møder og må håndtere, lades dog ufortalt. Det er, sagt lige ud, udflugter og dårlige undskyldninger. Sagen er, sagt meget enkelt, at USA som nation lever på kredit.
Fig 4 . En nation på kredit. Den amerikanske betalingsbalances løbende poster (i procent af BNP), 1970-2023. Kilde: International Monetary Fund , Balance of Payments Statistics Yearbook and data files, and World Bank and OECD GDP estimates.
Forudsætningen for, at det løbende underskud på betalingsbalancen kan fortsætte, er igen omverdenens velvilje — i dette tilfælde ved at bruge dollars som international reservevaluta, dvs. benytte dollars i international handel (ikke mindst ved handel med fossile brændsler), ved at have sin kontantbeholdning og opsparing i dollars, ved at købe amerikanske værdipapirer eller ved at investere i virksomheder i USA. Det amerikanske nationale overforbrug finansieres med andre ord ved, at udenlandske aktører — private borgere som institutionelle investorer — undlader at investere aktivt i egne lande, i produktionsanlæg, infrastruktur eller boliger. Denne forretning forudsætter altså, at udenlandske aktører fortsat ser dollaren som attraktiv, men også denne forudsætning viser tegn på usikkerhed. I dag er kun 58% af udenlandske centralbankers valutareserver i dollars, hvor andelen for ti år siden var 65%. Tilsvarende er andelen af amerikanske statsobligationer på udenlandske hænder faldet fra 50% til omk. 33%. 6)
USA’s tilbagegang som hegemon
Præmissen, at USA er i tilbagegang, er solid nok. USA har de sidste 125 år oplevet en voldsom op- og nedtur i økonomisk status i verdensøkonomien (Figur 5).
Fig 5 . Kina, USA og Europas respektive andel af det globale bruttonationalprodukt (BNP), 1850-2025, her angivet i købekraft (Purchasing Power Parity, PPP) for at kompensere for valutakurser. ’Europa’ omfatter landene i nuværende EU, EEC og UK. — Kilder: Før 1950: Maddison Project Database (University of Groningen). Efter 1950: IMF World Economic Outlook (WEO ); World Bank World Development Indicators (WDI) ; Eurostat ; samt OECD Statistics — Grafen er genereret vha. ChatGPT 4o og er alene tænkt som illustration, da tallene i de historiske datasæt i de forskellige kilder ikke er ganske samstemmende.
Tilbagegangen i andel af den globale produktion efter midten af det 20. århundrede skyldes naturligvis, at de tidligere krigsskuepladser på det tidspunkt havde overvundet de økonomiske følger af krigene og på linje med tidligere kolonier og afhængige nationer nu var i solid økonomisk fremgang, og at USA’s andel derfor måtte skrumpe tilsvarende. Den udvikling var uafvendelig, ikke blot i betydningen ’således forgår al verdens herlighed’, men sådan at forstå, at det amerikanske imperium i al dets vælde havde lidt af tilfældighedens karakter. Det britiske imperium byggede, til forskel fra det amerikanske, på den enorme overlegenhed i produktivitet, den engelske bomuldsindustris opnåede i kraft af den industrielle revolution. Hvor en indisk bonde med en traditionel spinderok skulle bruge 1000 timer på at forvandle 1 kg bomuld til garn, kunne en fabriksarbejder i Lancashire gøre det på 40 timer med Cromptons maskine fra 1780 og små 50 år senere på mindre end 3 timer med Roberts automatiske spindemaskine.7) Det forspring blev først elimineret med overførslen af automatisk teknologi til de tidligere kolonier. USA’s hegemoni efter Anden Verdenskrig og frem var derimod i høj grad det utilsigtede resultat af, at den serie af kolonikrige, verdenskrige og borgerkrige, der hærgede Eurasien i godt hundrede år fra midten 1800-tallet, havde efterladt et økonomisk vakuum, som USA med sit intakte (og endda under krigsøkonomien hastigt udbyggede) produktionsapparat kunne udfylde og og dermed opnå økonomisk dominans. Det amerikanske imperium var i den forstand et imperium på lånt tid. At USA ikke længere er supermagten over dem alle, skyldes i bund og grund ikke svig, men at eftervirkningerne af et katastrofalt århundredes krige blev overvundet.
En relativ tilbagegang er ikke i sig selv en grund til en følelse af forfald. Selv om Europas opstigning til global dominans selvsagt ligger tidligere end USA's, oplevede Europa jo også relativ tilbagegang (i andel af global BNP) gennem hele det tyvende århundrede og i de seneste årtier en nærmest parallel nedgang (Figur 5).
En vigtig kilde til, at brede kredse i USA oplever landets relative tilbagegang som forfald, har nok især været Kinas genrejsning. I sidste halvdel af 1800-tallet faldt det kinesiske regime fra hinanden, stærkt fremskyndet af især de krige, Storbritannien førte for at ’åbne’ det enorme kinesiske marked for det britiske imperiums varer (i ’opiumskrigene’ 1839-42 og 1858-60). Nedturen blev forværret i første halvdel af det tyvende århundrede som følge af revolutioner og borgerkrige, fragmentering og invasion. Men i kraft af den serie af økonomiske reformer, Deng Xiaoping iværksatte fra 1978 og revitaliserede i 1992, er Kina braget frem med samme hast som nedturen hundrede år før. I 2016, da Trump blev valgt første gang, genindtog Kina den dominerende økonomiske rolle, landet havde haft i århundreder (Figur 5). Det amerikanske århundrede er ved at klinge ud.
Men for mange amerikanere er det givetvis pinagtigt at skulle erkende, at landet ikke længere er supermagten over dem alle, en ’exceptionel’ nation med et ’uafviseligt kald’ til at erobre og herske (’manifest destiny’). I Washington blev Kinas genrejsning under alle omstændigheder opfattet som en trussel. Obama-regeringen havde allerede set det trække op til global omskiftning og havde talt i vage vendinger om at flytte det strategiske fokus fra Europa og Mellemøsten til Østasien (’Pivot to Asia’). Og med Trumps tiltræden i 2017 tog et hold over, med Kina-høge som Robert Lighthizer og Peter Navarro i spidsen, som forsøgte at bremse eller endda forpurre, at Kina genrejses økonomisk og teknologisk, og at Kina dermed genindtager en central geopolitisk rolle.8) Det var drømmerier eller måske snarere imperiale fantomsmerter.Selvskabt forfald
Det billede Trump maler i sine taler er i bund og grund vildledende. USA er i tilbagegang, men kun relativt. USAs velstand er stigende, men den brede befolknings velfærd er vigende.
USA har oplevet solid økonomisk fremgang det sidste halve århundrede og kan — i et makroøkonomisk perspektiv — ikke på nogen måde siges at have lidt afsavn (Figur 6). At tale om blodig elendighed (’carnage’) har i den henseende ingen grund i virkeligheden.
Fig 6 . USA's bruttonationalprodukt per capita, 1947-2025 (i 2017-priser). Kilde: ‘Real gross domestic product per capita’ , 29 May 2025, U.S. Bureau of Economic Analysis.
At Trumps budskab alligevel vækker genlyd, skyldes helt andre forhold, nemlig den omstændighed, at den i indkomstmæssig henseende dårligst stillede halvdel af befolkningen ikke har oplevet fremgang i realindkomsten siden 1980, og at samme gruppes andel af den samlede indkomst har været stagnerende i samme periode og er faldet betydeligt i forhold til de bedst stillede ti procent (Figur 7 og Figur 8). Selv mediangruppens andel af indkomsten er faldet mærkbart.
Fig 7 . Amerikanske husholdningers indkomstudvikling fra 1980 til 2025, fordelt på hhv. de dårligst stillede fem deciler, medianindkomsten samt den øverste decil: Grafen viser udviklingen i faste priser (2025). Grafen er genereret vha. ChatGPT 4o og er alene tænkt som illustration.
Fig 8 . Fordelingen af amerikanske husholdningers andel af de samlede indkomster, fra 1980 til 2025, fordelt på hhv. de dårligst stillede fem deciler, medianindkomsten samt den øverste decil. Grafen er genereret vha. ChatGPT 4o og er alene tænkt som illustration.
Men Trump er ikke nogen socialdemokratisk reformator. Han har aldrig plæderet for offentlig skattefinansieret sygeforsikring eller andre former for social omfordeling, lige som han aldrig er gået ind for at øge progressionen i indkomstbeskatningen. Han er tværtimod forkæmper for at reducere progressionen i indkomstbeskatningen (det viser om ikke andet hans skattelovgivning) og omlægning af beskatningen til forbrugsbeskatning (det er hvad øget told betyder i praksis). Han henviser til den ’blodige elendighed’ i et forsøg på at kæde arbejderklassens stagnerende indkomst og groteske relative tilbagegang sammen med USA’s reducerede økonomiske og geopolitiske status, som om sidstnævnte var årsag til det første. Det er demagogi, det er behændig demagogi. Men i denne bestræbelse kan han igen mobilisere på oplevede realiteter. Elendigheden kan enhver se, som færdes, hvor den lavestlønnede del af den amerikanske industrielle arbejderklasse bor.
Det gjorde udslaget ved valget i 2016. Ved primærvalgene i det Republikanske Parti vandt han i 89 af de 100 kredse, der var hårdest ramt af konkurrence fra Kina, og ved selve valget i november samme år vandt han de samme kredse med betydeligt flere stemmer (7 procentpoint) end den Republikanske kandidat i 2012. Store dele af vælgerkorpset ønskede en bølle.9)Afindustrialisering
Hvad den menige amerikaner ved, og som Trump igen og igen har påpeget, er at USA er blevet afindustrialiseret. USA er ikke afindustrialiseret fordi kineserne har snydt og bedrevet industrispionage mod amerikanske selskaber, der investerede i Kina efter åbningen. Teknologioverførslen var prisen for, at Kina åbnede for udenlandske investeringer. Midlet var, på forslag af General Motors, joint ventures.Teknologioverførsel var en del af aftalen. 10) Apple besluttede fx at producere langt hovedparten af sine produkter i Perleflodsdeltaet i Kina, fordi man her havde så at sige uberørt land, jomfruelig jord, hvor man kunne udvikle produktionslinjer med en organisationskultur i Apples billede: ekstrem omhu og præcision. Siden 2008 har Apple uddannet og optrænet 28.000.000 kinesiske arbejdere.11)
Afindustrialiseringen var resultat af en mere eller mindre bevidst politik forfulgt gennem årtier, eller rettere, som resultat af flere tilstræbte forhold (Figur 9 og Figur 10).
Den amerikanske dollars rolle som reservevaluta indebærer for det første, at dollars er mere efterspurgte, end de ellers ville være, og at dollarkursen generelt tilsvarende er højere. Det betyder igen, at amerikansk industri er relativt ugunstigt stillet i konkurrencen i den internationale varehandel. Men dollarens status som international reservevaluta betyder omvendt, at den amerikanske stat via sit finansministerium, sin nationalbank og sine banker har godt styr på globale finansielle transaktioner og bevægelser. Den konkurrencemæssige belastning er prisen for at være supermagten over dem alle, hegemonen, men for USA's vedkommende er prisen også overskuelig, idet landets udenrigshandel (import plus eksport) i forhold til størrelsen af landets økonomiske er beskeden (ca. 13% af BNP i USA's tilfælde, mod EU’s 22%, Kinas 37% og Danmarks 64%).
Fig 9 . USA, Europa og Kinas respektive andele af produktionen i den globale fremstillingsindustri (i antal beskæftigede). Grafen er genereret vha. ChatGPT 4o og er alene tænkt som illustration.
Fig 10 . USA, Europa og Kinas respektive andele af produktionen i den globale fremstillingsindustri (i andel af den globale fremstillingsindustris samlede produktionsværdi). Grafen er genereret vha. ChatGPT 4o og er alene tænkt som illustration.
Men for det andet: siden 1980erne har den dominerende økonomisk-politiske diskurs i USA (og i store dele af Vesten) været domineret af idéen om det ’postindustrielle samfund’, som inden da var blevet lanceret af førende progressive sociologer som franske Alain Touraine og amerikanske Daniel Bell. 12) Idéen er lige så intuitivt indlysende, som den er forkert. Den bygger den uafviselige observation, at landbrugets andel af samtlige beskæftigede i USA i løbet af den industrielle revolution i 1975 var faldet fra 64% til 4%. Samtidig var andelen af beskæftigede ved fremstillingsvirksomhed i 1950 toppet på 33% og var i 1975 faldet til 26%. Bell med flere mente deraf at kunne slutte, at fremstillingsindustrien i kraft af produktivitetsudviklingen nødvendigvis måtte følge samme vej som landbruget. Hvorfor det skulle ske, blev aldrig forklaret, og tesen er da også falsk. Det er jo begrænset, hvor mange kulhydrater, proteiner og fedtsyrer befolkningen kan (og bør) fortære, men der er ingen andre grænser for, hvor mange industrielle produkter (sko og tøj, bolig og indbo, bøger og film, transport- og kommunikationsmidler osv.), samme befolkning kan forbruge, end den effektive indenlandske efterspørgsel, dvs. den arbejdende befolknings levestandard.
Den historiske tendens, Bell og hans kolleger mente at have identificeret, står således i vejen for at se en anden og langt mere kontekstafhængig tendens, nemlig at arbejderklassens levestandard i lande, hvor organiseringsgraden er svag og den politiske repræsentation ikke eksisterende, typisk ikke følger med den industrielle produktions formåen, og at de derved overflødiggjorte eller ikke-efterspurgte arbejdere så finder beskæftigelse i arbejdsintensive og tilsvarende relativt lavtlønnede serviceerhverv (hotel og restauration, handel, rengøring, personpleje osv.). 13)Dertil kommer, at tesen om, at fremstillingsindustriens andel af den samlede beskæftigelse nødvendigvis må dale, bygger på den antagelse, at man kan udlede en sådan historisk lovmæssighed ved at se på udviklingen i et enkelt land eller en gruppe velstående lande. Man overser således ganske enkelt den internationale arbejdsdeling. Det helt uholdbare i den antagelse er blevet tydeligt med de seneste årtiers økonomiske omvæltninger. Faldet i antal beskæftigede i industrien i Vesten opvejes af antal beskæftigede i industrien i det globale syd. Fremstillingsindustriens andel af den global beskæftigelse og værditilvækst har været nogenlunde stabil siden 1970, om end selvfølgelig med store regionale forskydninger.14) Alene den kinesiske industri beskæftiger i dag med sine 120 millioner ansatte flere end USA, Frankrig, Tyskland, Italien og Japan tilsammen. At udsige noget om generelle tendenser uden at basere sig på de globale tendenser, er en anden elementær fejlslutning.
Tesen blev imidlertid ophøjet til et dogme og forblev ubearbejdet, fordi den var skjult under en række andre forklaringsfaktorer: at der med den teknologiske udvikling indtraf en række andre men tilhørende forandringer, ofte også omtalt som ’informationssamfundet’, ’vidensamfundet’ o.l. Når produktionen i stigende grad baseres på videnskabelig teknologi, kræver det et generelt højere uddannelsesniveau men også uddannelse af tekniske kadrer og en øget samfundsmæssig forskningsindsats. Produktivitetsudviklingen i industrien forudsætter med andre ord, at der opstår og udvikles professioner, der bistår med reproduktionen (uddannelse, pleje, sundhed osv.), lige som den frigør dele af befolkningen fra den umiddelbare produktion. For så vidt havde Bell med flere fat i en vigtig udviklingstendens. Men det giver ikke analytisk mening at opfatte softwareudviklere, bioanalytikere, sygeplejersker, lærere og andre højtuddannede arbejdere som servicearbejdere i samme forstand som arbejdere i konventionelle tjenesteydelseserhverv, som defineres ved at produktion og forbrug falder sammen i tid og rum. Men om man vil bruge begrebet ’service’ eller ’tjenesteydelse’ i en så bred betydning, er sådan set underordnet, blot man erindrer, at disse professioner strengt taget er en essentiel del af det udviklede industrisamfunds arbejdsdeling og funktionsmåde.Men eftersom teorien om det postindustrielle samfund var blevet ophøjet til dogme, slog ingen eller næsten ingen alarm, da Kinas genrejsning førte til, at store dele af USA industrielle lokalsamfund blev lagt øde og forvandlet til et ’rustbælte’. Udviklingen blev snarere lovprist som en manifestation af, at USA viste verden vejen til ’servicesamfundet’. Men det var ikke naturens gang endsige et fremskridt; det var regionalt forfald, hvor store dele af befolkningen måtte forsøge at ernære sig som parkeringsvagter og baristaer, plæneklippere og køkkenhjælp, valet parking attendants og cocktail waitresses.15)
Realiteterne trænger sig på
I sin anden tiltrædelsestale den 20. januar i år fastholdt Trump sin forpinte logik: at USA ikke har kræfter til at være hegemon, og at systemet af internationale alliancer og institutioner (WHO, Paris-aftalen), der tapper USA for kræfter, er årsag til forfaldet i det amerikanske hjerteland. Men hvor han i første omgang anlagde en revanchistisk kurs over for Kina, var det i denne omgang de nære ting, der skulle have regeringens opmærksomhed: Indlemmelse af Canada som den 51. delstat, overtagelse af Grønland, overtagelse af Panama-kanalen samt omdøbning af Den Mexicanske Golf. Han har sat sig i spidsen for Amerikas tilbagetog, ikke som det, den tyske forfatter Hans-Magnus Enzensberger i anledning af forrige geopolitiske opbrud kaldte ’tilbagetogets helt’ 16) (med henvisning til bl.a. Gorbatjov), men snarere som tilbagetogets narrekonge. Hans anden tiltrædelsestale var således, om muligt, både mere skinger og tåget. Budskabet var nu, at selv om USA ikke har kræfterne til at varetage rollen som hegemon, vil landet kræve at blive set op til. Det ’vil gøre krav på sin retmæssige plads som det største, mest magtfulde, mest respekterede land på jorden’. I samme megalomane toneleje sagde han, at ’Det er på tide, at vi igen handler med det mod, den energi og den vitalitet, der kendetegner historiens største civilisation’. Og så fremdeles. De groteske overdrivelser var det nødvendige retoriske akkompagnement til tilbagetoget: uden bestandig brug af hele den amerikanske mytologis repertoire af retoriske figurer (forestillingerne om Amerikas ’glorværdige skæbne’ og ’exceptionelle’ karakter, erobringen og koloniseringen af landet som ’uafviselig skæbne’, den ’amerikanske drøm’) bliver det defensive budskab for ynkeligt.At Trump nu anslog en så skinger tone er forståeligt på det personlige plan. Han har de seneste år oplevet en grad af modstand, der tydeligvis har rystet ham (og ville have rystet enhver). Han har anstiftet et kup mod den forfatningsmæssige orden, som slog eklatant fejl; han har været genstand for to rigsretssager, et væld af straffesager og domme samt et attentatforsøg; men samtidig er det lykkedes ham at undgå rigsret og straf og tillige opnå politisk støtte fra landets pengeadel, platformsoligarkerne, og endda at blive genvalgt og dermed opnå immunitet. Han er ikke blot landets præsident, valgt af et flertal, han er mere end det: som enhver autokrat legemliggør han ’folket’. Det var allerede budskabet i 2017, hvor han proklamerede, at hans tiltrædelse ikke blot var en overdragelse af magten fra én regering til den næste, men ’vi overfører magten fra Washington DC til jer, det amerikanske folk’. Folket er ikke længere repræsenteret, det regerer direkte, gennem Trumps person. Med et sådant mandat kan man selvsagt ikke bøje sig for et valgnederlag. Men i dag, i 2025, er han avanceret til noget højere end legemliggørelsen af folkeviljen. At han slap stort set uskadt fra attentatforsøget var ifølge Trump et resultat af højere magters indgriben: ’mit liv blev skånet af en grund; jeg blev frelst af Gud for at gøre Amerika stort igen’. Han er nu præsident af guds nåde, nationens frelser. Den autokratiske populisme har fået frit løb.
Men når Trump nu er mere skinger, skyldes det formentlig, og det er under alle omstændigheder nok så vigtigt, at realiteterne har vist sig at være genstridige. USA’s tilbagegang synes uafvendelig. I hans første præsidentperiode (2017-21) lagde hans regering ud med at forsøge at bremse eller endda hindre Kinas genkomst som den økonomisk og teknologisk dominerende magt. Det var, som om, man ikke helt havde forliget sig med Trumps grundlæggende erkendelse af, at USA ikke længere har kræfter til at være supermagten over dem alle.
Hvor den politiske linje i hans første regeringsperiode var revanchistisk i forhold til Kina, fremstår linjen i denne anden periode nærmest defaitistisk. Det har givetvis sin forklaring i den omstændighed, at Kina allerede under hans første præsidentperiode voksede USA over hovedet (i BNP justeret for købekraft), og havde vist, at bestræbelserne for at bremse eller hindre dets genrejsning var ideologisk tågesnak. USA er afindustrialiseret i en sådan grad, at forestillingen om at kunne matche Kina i en krig i Asien er fri fantasi: Hvor Kina har kapacitet til at bygge 1.800 oceangående skibe om året, magter USA kun at bygge en håndfuld.17) Eller sagt på en anden måde, hvor Kina råder over 46,59% af den globale kapacitet, råder USA over 0,13%. På et sådant grundlag er det futilt at operere med at kunne føre krig i Asien, på en afstand af 11.000 km fra den amerikanske vestkyst.
I realiteternes verden er USA er ikke længere supermagten over dem alle. Løbet er kørt, og den geopolitiske dagsorden synes nu for Trump ændret til noget mindre dramatisk, nemlig at bygge Fort Nordamerika.
Den kendte franske økonom Thomas Piketty udtrykker pointen i Trumps projekt ganske godt:
’Trump er i bund og grund ikke andet end en frustreret koloniherre. Som fortiden europæiske magter ønsker han, at ”Pax Americana” belønnes med subsidier fra en taknemmelig verden, så den kan finansiere sit underskud i det uendelige. Problemet er, at Amerikas magt allerede er aftagende, og at vor tid ikke længere kan rumme denne form for brutal og uhæmmet kolonialisme.’18Den europæiske kolonialisme er måske ikke den mest præcise analogi, måske ville en sammenligning med Djengis Khans mongolske imperium ramme bedre, for der er ikke tale om at etablere direkte administration i kolonierne for at tilegne sig merproduktet, men snarere om at true vasallerne til at betale tribut til Khanen. Men pointen er god nok. USA har ikke kræfter til at opretholde sit hegemoni, men ser gerne, at pengene stadig går ind på kontoen.
Klangbunden
Trumps politiske mestertræk var at male en billede af USA som en ædel stormagt, hvis generøsitet var blevet misbrugt af dets allierede til gemen berigelse, så de arbejdende masser i USA nu lider nød. Som løsning tilbyder han ikke at genvinde USA's status som hegemonen, for det har USA ikke kræfter til: landet kører på kredit og befolkningen er udmattet efter de neokonservatives ’endeløse krige’. Ej heller tilbyder han sociale reformer. Hans politiske mission og grunden til hans solide opbakning i det Republikanske parti og blandt oligarkerne er jo netop at forhindre skattestigninger til dækning af det enorme hul i statsbudgettet. I stedet for sociale reformer foreslår han ’beskatning’ af andre nationer, endda af alverdens lande, som betaling for beskyttelse eller bare som tribut eller bare fordi.
Den retoriske sammenkobling af USA’s relative tilbagegang med afindustrialiseringen var mesterlig om end nok intuitiv. Men den gav de mange millioner industriarbejdere, der havde oplevet og været ofre for den arbejdsløshed, den tvungne flytning og det indkomsttab, som globaliseringen medførte og måtte medføre i et land uden anstændigt socialt sikkerhedsnet, en forklaring på deres elendighed, American carnage. Og han gav dem med sin person, sin foragt for anstændighed, sin åbenlyse vilje til brutalitet, en kanal for akkumuleret vrede.
At kræfter på den amerikanske venstrefløj i stedet for at kæmpe for sociale reformer lagde mest vægt på værdipolitikken — eller kunne fremstilles sådan — var blot en bonus. Aktivister, der værnede om illegal indvandring og biologiske mænd i kvinders rum, kunne promoveres som et fremragende symbol på et nation i forfald.
Trumps billede af en supermagt i forfald, udnyttet i sin næstekærlige godhed af svigefulde fremmede og forrådt af en hjemlig ’globalistisk’ elite, havde fuldtonet resonans. På den ene side kunne store vælgermasser genkende deres dagligdag i hans ord, og på den anden side var forklaringen nem at acceptere: det er ikke indretningen af det økonomiske liv, der er årsagen til den åbenbare tilbagegang, men at fremmede nationer beriger sig på amerikanernes bekostning. Vælgerne kunne udløse deres vrede over deres elendighed uden at komme i nærheden af noget der lugtede af socialisme.Noter:
1) Som det fx blev udtrykt af Elisabeth den Førstes kronjurister, rummer Kongen ’to Legemer, nemlig et Naturligt Legeme og Statslegemet’. Det Naturlige Legeme er ’et dødeligt Legeme, genstand for alle de skavanker, der opstår naturligt eller ved tilfældet, for medfødt åndsvaghed eller demens’. (Citeret efter Ernst Kantorowicz: The King’s Two Bodies: A Study in Medieval Political Theology. Princeton, New Jersey: Princeton University Press., 1957, p. 7).
2) Carlos Lozada: ‘Biden Is a Scapegoat. The Democrats Are the Problem’, New York Times, 20 May 2025.3) Se fx Paul Kennedy. The Rise and Fall of the Great Powers: Economic Change and Military Conflict From 1500 to 2000. London: Unwin Hyman, 1988; og Immanuel Wallerstein (). The Decline of American Power: The US in a Chaotic World. London and New York: The New Press, 2003; David P. Calleo. Follies of Power: America's Unipolar Fantasy. Cambridge: Cambridge University Press, 2009; Calleo: ‘American decline revisited’. Survival. Vol. 52, no. 4, August-September 2010, pp. 215-227; og Peter J. Katzenstein and Jonathan Kirshner. The Downfall of the American Order? Ithaca, New York, 2022.
4) Se fx Zhengyang Jiang; Hanno Lustig; Stijn Van Nieuwerburgh; and Mindy Z Xiaolan (2022): ‘Measuring US fiscal capacity using discounted cash flow analysis’. Brookings Papers on Economic Activity. Vol. 2022, no. 2, Fall 2022, pp. 157-229. For et resumé, se Kevin Tasley : ‘Estimating the long-term Fiscal capacity of the US’. The Digest (National Bureau of Economic Research), 1 June 2022.
5) Fernando Leibovici and Jason Dunn: 'U.S. Barriers to International Trade of Goods: Tariffs and Non-Tariff Measures', St. Louis Fed On the Economy, 28 April 2023.
6) For nyere diskussioner af dollarens status som reservevaluta, se fx Thomas Costigan; Drew Cottle; and Angela Keys: ‘The US dollar as the global reserve currency: Implications for US hegemony’. World Review of Political Economy. Vol. 8, no. 1, Spring 2017, pp. 104-122; Kalim Siddiqui: 'The US Dollar and the World Economy: A critical review'. Athens Journal of Business & Economics. Vol. 6, no. 1, 2020 , pp. 21-43.; og Christian R. Proaño and Martin Hümmrich: 'The US dollar dominance: Origins, status quo, and implications for Europe'. Vierteljahreshefte zur Arbeits-und Wirtschaftsforschung, no. 2, pp. 175-195.
7) Sidney Pollard: Peaceful Conquest: The Industrialization of Europe 1760-1970. Oxford: Oxford University Press, 1981.
8) Bob Davis and Lingling Wei: Superpower Showdown: How the Battle Between Trump and Xi Threatens a New Cold War. New York: Harper Business, 2020.
9) Davis and Wei: Superpower Showdown, Chapter 7.
10) Davis and Wei: Superpower Showdown, Chapter 14.
11) Patrick McGee: Apple in China: The Capture of the World's Greatest Company, New York: Simo
12) Se fx Alain Touraine: The Post-Industrial Society: Tomorrow's Social History: Classes, Conflicts and Culture in the Programmed Society. New York, 1969: Random House, 1971. Oversat fra La société post-industrielle, Paris: Denoël, 1969; og Daniel Bell : The Coming of Post-Industrial Society: A Venture in Social Forecasting. New York: Basic Books. 1973.
13) Om dette problemkompleks, se fx Leif Van Neuss: ‘Globalization and deindustrialization in advanced countries’. Structural Change and Economic Dynamics. Vol. 45, 2018, pp. 49-63.; Claudio Di Berardino & Schuster, 2025, p. 7.Gianni Onesti: ‘Explaining deindustrialisation from a vertical perspective: Industrial linkages, producer services, and international trade’. Economics of innovation and new technology. Vol. 30, no. 7, 2021, pp. 685-706; og Walter Paternesi Meloni and Antonella Stirati: ‘The decoupling between labour compensation and productivity in high‐income countries: Why is the nexus broken?’ British Journal of Industrial Relations. Vol. 61, no. 2, 2023, pp. 425-463.
14) Jesus Felipe and Aashish Mehta: ‘Deindustrialization? A global perspective’. Economics Letters. Vol. 149, 2016 , pp. 148-151.
15) To millioner jobs blev elimineret som følge af konkurrencen fra Kina 1999-2011. Især oplevede de i forvejen lavest lønnede arbejdere betydelige indkomsttab. Herom og i det hele taget for grundig dokumentation af den sociale deroute, som store dele af den amerikanske arbejderklasse oplevede i kølvandet på Kinas genrejsning, se David H. Autor; David Dorn; and Gordon H Hanson: ‘The China shock: Learning from labor-market adjustment to large changes in trade’. Annual Review of Economics. Vol. 8, no. 1, 2016, pp. 205-240.
16) Hans Magnus Enzensberger: ‘Die Helden des Rückzugs’. Frankfurter Allgemeine Zeitung, 8. december 1989.
17) Jf Brian Potter: ‘Why Can't the U.S. Build Ships?’, Noahpinion, 5 September 2024; og Jeffrey L. Seavy: ‘The United States Must Improve Its Shipbuilding Capacity’, U.S. Naval Institute, February 2024.
18) Thomas Piketty: 'The reality is the US is losing control of the world’, Le Monde, 12 April 2025.Læs også:
Oligarkernes kup
Af Kjeld Schmidt, Professor Emeritus, Copenhagen Business School
Til forsiden
Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:Polsk præsidentvalg: Resultatet ingen havde forudset
Af Chefredaktør Jens Mørch, polen.nuDemokraternes fundamentale svigt
Af Jørgen Elikofer, tidligere sekretariatschef i Dansk MetalSkarpt højresving i Portugal
Af Britta Thomsen, tidligere medlem af Europa-ParlamentetHvor går Tyskland hen efter valget
Af Jens William Grav, cand. scient. pol.Udvidelse i en brydningstid
Af Jakob Thiemann, redaktør på NY POLITIKForsvarspolitik eller industripolitik
Af Mogens Havnsøe PetersenDen lange vej til kædeansvar
Af Irene Odgaard, redaktør på Ny Politik