Forsvarspolitik eller industripolitik

I april blev der i en bred kreds partier indgået en delaftale under forsvarsforliget om en såkaldt “Flådeplan”, som dels indeholder nogle her-og-nu-investeringer i en række mindre fartøjer med mere, dels har nogle elastiske formuleringer om investeringer i fregatter fremadrettet

Af Mogens Havnsøe Petersen

Den morderiske krig i Ukraine var eksplosionen der vækkede den vestlige verden - herunder Danmark - fra en tornerosesøvn, der kom fra en lang periode med relativ fred i vores del af Verden. At Rusland lang tid før krigen i Ukraine havde været i gang med at opruste og modernisere sit militær, var åbenbart forbigået de fleste.

Men nu skal der oprustes. Køb-køb-køb er løsnet og Accellarationsfonden er etableret og skal aktiveres, og første skridt til det var en flådeplan, der blev præsenteret af partierne bag forsvarsforliget.

Blandt de punkter, som man umiddelbart kan gå i gang med, og som der foreløbig er 4 mia. kr. fra Accellarationsfonden til at skubbe til med er:

● Kapacitet til styrket overvågning af kritisk infrastruktur under havets overflade
bestående af et skib samt droner og sonar-systemer, der kan overvåge og identificere uønsket aktivitet under vandet.
● Fire havmiljø- og minelægningsskibe til militære opgaver som overvågning over og under overfladen, træning af personel og udlægning af miner samt til at løse miljøopgaver, som opsamling af kemikalier og olie.
● Undervandsdroner og andre autonome enheder, som kan give Søværnet mulighed for at styrke overvågningen over og under havoverfladen.
● 21 nye fartøjer til Marinehjemmeværnet, der skal løse opgaver i tæt samarbejde med Søværnet f.eks. farvandsovervågning, havnebevogtning, redning, havmiljøopgaver og værtsnationsstøtte.

Så langt, så godt. Det skulle være forholdsvis enkelt at gå til. Men så kommer det sidste punkt:

● Der skal investeres i fregatter herunder luftforsvarsfregatter. Derfor er partierne bag aftalen enige om, at tilvejebringe et analytisk grundlag, der skal belyse forhold vedrørende militære og industrielle forhold, tidsplan og økonomi, herunder muligheder for at indgå i samarbejde med NATO-allierede. Der udarbejdes også et analytisk grundlag med henblik på, at der senere kan tages stilling til anskaffelse af yderligere arktiske skibe for at styrke den samlede opgaveløsning i Arktis og Nordatlanten. De konkrete anskaffelser drøftes nærmere med hhv. Færøernes Landsstyre og Grønlands Naalakkersuisut og vil indgå i en kommende delaftale.

Og så tog en vis skidt karl med horn i panden ellers ved næsten alle forsvarsordførerne:

Simon Kollerup (S): “Vores ønske er, at en høj grad af produktionen skal ske her i landet, fordi Danmark som et stærkt maritimt produktionsland har gode forudsætninger for at bygge skibene og dermed styrke vores egen forsyningssikkerhed”.

Peter Juul-Jensen (V): “Hertil kommer også et langsigtet spor med forberedelse af beslutninger om fregatbygning og flådebygningskapacitet”.

Lise Bech (Danmarksdemokraterne): “I Danmarksdemokraterne er vi især tilfredse med, at det nu er en udtalt ambition, at vi skal producere her i Danmark”.

Anna Vallentina Berthelsen (SF): “I usikre tider er forsyningssikkerhed enormt vigtigt, og med denne aftale bidrager vi til at styrke den danske forsyningssikkerhed i langt højere grad, fordi vi nu slår fast, at de kommende militære skibe skal bygges i Danmark”.

De øvrige ordførere er lidt mere uldne i deres formuleringer.

Og så er det jo man må spørge sig selv, er det forsvarspolitik eller industripolitik man vil føre.

Det vil være for plat endnu en gang at hive trakasserierne omkring ammunitionsfabrikken i Frederikshavn frem.

Det løser sig vel.

Lindø er lukket som værft
De tre fregatter vi har nu, er alle bygget på Lindøværftet, og “Niels Juul” var det sidste skib, som forlod Lindøværftet, som ikke siden har fungeret som skibsværft. Niels Juul blev overdraget til Flåden den 12. januar 2012 kl. 11.00. De kostede tilsammen ca. 5 mia. kr., og det var endda med nogle huller i bestykningen, for brøndene der skulle indeholde missiler var ikke ligefrem fyldte med missiltyper, som lever op til kravene til luftforsvar, som jo står nævnt i Flådeplanen.

Heldigvis behøver vi ikke at opfinde den dybe tallerken en gang mere, for fx. England har gennem de senere år udviklet en kompetence på fregatområdet, som Danmark måske ville kunne koble sig på.

England tog allerede for nogle år siden kontakt til Danmark, og nogle af deres nye fregatter er bygget ud fra det danske Iver Huitfeldt-fregatdesign, hvor fleksibiliteten er i højsædet.

Men England har hele tre fregattyper under produktion eller planlægning:

Type-32: Er en slags futuristisk fregattype, som tænkes indeholde allernyeste våbentyper.

AH-140: Er i produktion, og forventes indfaset i 2030. Man har sørget for mange kombinationsmuligheder, så der hurtigt kan skiftes kapaciteter, alt efter anvendelse.

Type-26: Tænkes skib der kan fungere som en rygrad i flåden, og som også kan slå fra sig, når det gælder at skyde ind på land.

Sverige har stor succes med kovertter i Visby-klassen. Den benyttet sig selvfølgelig af stealth-teknologi og er blevet opgraderet flere gange. Den er solgt til flere lande. Blandt egenskaberne er, at den er så lavbundet, at den kan komme tæt på kysten og dermed bidrage til territorialforsvaret.



I stedet for at sætte næsen op efter at få pakket et større værft ud af mølposen, så kunne man koncentrere sig om de mængder af udstyr, som alle eller næsten alle krigsskibe skal være udstyret med.

Til forsiden

Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:

Det er nu, vi må sanktionere Israel
Af Mogens Lykketoft, Fhv,. udenrigsminister og formand for FN´s Generalforsamling

Nekrolog over den aktive arbejdsmarkedspolitik
Af Verner Sand Kirk, tidligere direktør for Danske A-kasser

Polsk præsidentvalg: Resultatet ingen havde forudset
Af Chefredaktør Jens Mørch, polen.nu

Demokraternes fundamentale svigt
Af Jørgen Elikofer, tidligere sekretariatschef i Dansk Metal

Skarpt højresving i Portugal
Af Britta Thomsen, tidligere medlem af Europa-Parlamentet

Hvor går Tyskland hen efter valget
Af Jens William Grav, cand. scient. pol.

Udvidelse i en brydningstid
Af Jakob Thiemann, redaktør på NY POLITIK

Tilbagetogets Trump
Af Kjeld Schmidt, Professor Emeritus, Copenhagen Business School

Den lange vej til kædeansvar
Af Irene Odgaard, redaktør på Ny Politik

Boganmeldelser