Demokraternes fundamentale svigt

Midt i begrædelighederne om Trumps USA skal det ikke glemmes, at baggrunden for han er kommet til magten er, at Demokraterne i USA har svigtet deres opgave som middelklassens og arbejdernes forsvarer

Af Jørgen Elikofer, tidligere sekretariatschef i Dansk Metal

Trump regerer USA som den oligark, han i virkeligheden er. Han regerer diktatorisk hen over hovedet på Kongressen med dekreter. Efter mere end 100 dage har et flertal af repræsentanterne og senatorerne end ikke gjort antrit til at sætte foden ned. Alle medlemmer af repræsentanterne hus er på valg hvert andet år – næste gang sammen med midtvejsvalget til næste år. Trump har den totale magt i det republikanske parti, så skulle en repræsentant prøve at skeje ud, vil der omgående blive sat en straffeaktion i gang, der sikrer, at vedkommende ikke bliver genvalgt. Måske kan vi håbe på en mindre opposition blandt senatorerne, hvor kun omkring en tredjedel er på valg næste år.

Den republikanske politik, der på populistisk vis serveres med falske løfter om skattelettelser, økonomisk fremgang for middelklassen og beskyttelse mod løndumpning fra millioner af illegale indvandrere. Falske løfter, fordi der ikke er nye skattelettelser, men fastholdelse af tidligere givne skattelettelser, der ellers ville udløbe i 2026, hvilket jo ikke øger middelklassen disponible midler. Betalt med sociale forringelser bl.a. ved reduktion af Medicaid (sygesikringen for de fattige), toldindtægter, der vil øge inflationen og mangel på de produkter, som kineserne og de mange indvandrere er med til at skaffe som landarbejdere og lavtlønnede samlebåndsslaver og servicemedarbejdere.

Kan nogen få øje på Demokraterne?
Sådan er de politiske fakta omkring Trump og Republikanerne. Men amerikanerne er jo ikke tvunget til at blive ved med at støtte Trump. Demokraterne findes jo også som et parti, amerikanerne kan stemme på. Hvis de kan få øje på partiet. Hvis partiet havde en politik som modsvar til Trumps. En politik som – modsat Trumps – kom med et ærligt svar på de problemer, som hærger den nederste halvdel af amerikanerne. Men en sådan politik er ikke i syne. Tværtimod har Demokraterne de seneste årtier drejet sig fra at være et parti for arbejderne og de nyuddannede med deres kæmpe studiegæld til et parti for de etablerede akademikere og de woke vælgere og bosserne på Wallstreet.

Hvis amerikanerne skal have en motivation for at skifte fra Trumps besnærende politik med falske løfter, må Demokraterne tage et opgør med de seneste årtiers svigt af deres vælgerbase. Og Demokraterne har ikke nogen undskyldning for at fortsætte dette svigt af deres vælgerbase. Den amerikanske forfatter Thomas Frank har løbende fremlagt kritik af Demokraterne med analyser og løsningsforslag i sine bøger ”What is the matter with Kansas” fra 2004, ”Listen Liberals” (Hør efter, venstrefløj) fra 2016 og hans senere opråb i bogen ”The people, NO” fra 2020 om Demokraternes svigt af det amerikanske folk indeholder klare analyser af og tydelige svar på udfordringerne for den nederste halvdel af folket.

Disse bøger er gode at få forstand af. Thomas Frank giver i sin beskrivelse af den bevægelse, Demokraterne i USA har foretaget de seneste årtier væk fra lighedspolitik og interessevaretagelse af almindelige amerikaneres interesser til en ny politisk retning hen mod velsignelse af meritokratiet – hvor uddannelse og politisk korrekthed er de bærende værdier. Hvis du bliver arbejdsløs, er det bare synd, at du ikke i tide satsede på en ordentlig uddannelse, lyder parolen. I et land, hvor den nederste del af ungdommen simpelthen ikke kan finansiere en uddannelse. Mesterligt beskrevet i Michael J. Sandels bog ”Meritokratiets tyranni” fra 2021.

Metro-Amerika vs Retro-Amerika
Thomas Frank beskriver det demokratiske parti som opdelt i et Metro-Amerika i byer fyldt med speltmødre og finansfolk, der værdsætter ballet, økologi og cykelstier – og et Retro-Amerika, hvor overvægtige tilhængere af den hvide mands herredømme beskæftiger sig med vulgære sysler som olieudvinding, industri og landbrug, hvis de da overhovedet har noget at beskæftige sig med. Tænk blot på Hillary Clintons udtalelse i valgkampen i 2016, hvor hun kaldte mange af konkurrenten Trumps vælgere ”bedrøvelige”, der hørte hjemme i en kurv for ynkelige mennesker med fordomme.

I USA ser vi det paradoksale, at den tabende arbejder- og middelklasse i høj grad samler sig om milliardæren Trump, som de jo rent faktisk ikke har noget tilfælles med. Trump er jo i virkeligheden et lysende eksempel på den store og stigende ulighed i USA.

Det er nødvendigt at Demokraterne tager uligheden alvorligt. For USA’s velstandsfremgang betyder ifølge Thomas Frank ikke velstandsfremgang til det amerikanske folk. For flertallet af amerikanerne får ikke del i velstandsstigningen, medens de superrige hvert år putter millioner i lommerne.

Som Thomas Frank har sagt, ville Demokraterne identificere sig med vinderne og derfor vendte de middelklassen ryggen. Partiet ville være et parti for den veluddannede elite. Det demokratiske parti er blevet et parti for den globale økonomis vindere. De succesfulde fortjener ifølge dem selv deres økonomiske fremgang og den magt, der følger med.

Det hjælper ikke ældre kortuddannede lønmodtagere i insolvente huse i udkanterne at sige, at uddannelse er svaret på alle deres problemer. De kan hverken flytte eller uddanne sig ud af deres problemer. De føler sig derfor dybt skuffede over, at Demokraterne ikke holder en hånd under dem. Demokraterne skulle derfor sige nej til falske skattelettelser og udvikle de nødvendige midler til at sikre en tryggere tilværelse for dem, der er hægtet af.

Hvad skal Demokraterne gøre?
Ifølge Thomas Frank skal Demokraterne have arbejderne tilbage til partiet og så må den veluddannede elite overveje, om de har et andet sted at gå hen. Men her ligger hunden jo begravet. For der er reelt ikke nogen andre steder at gå hen. Med USA’s valgsystem er der på det føderale niveau kun plads til 2 partier.

Valgsystemet i USA betyder, at vinderen tager det hele. Det betyder, at 50,5 pct. af stemmerne i en valgkreds giver sejren. De 49,5 pct. at vælgerne bliver ikke repræsenteret. Den der får 50,5 pct. i en Stat, får alle valgmænd. Og den, der får flest valgmænd, bliver præsident – og sådan regner det videre ned gennem systemet. Det udtrykkes ofte, at det er et problem her i Danmark, at det er for let at stille op til Folketinget og at spærregrænsen er for lav. Men demokratisk set er det dog langt at foretrække frem for at 49,5 pct. af vælgerne overhovedet ikke får nogen indflydelse for deres stemme. Hvilket fører til, at mange vælgere ikke møder op og stemmer.

Trods min respekt for Thomas Franks analyser af Demokraternes svigt og hans anbefaling af, at Demokraternes genopstandelse skal ske gennem at rette politikken mod middelklassen og arbejderklassen på bekostning af den veluddannede elite, må vi respektere, at det nok ikke er så simpelt at gennemføre i det amerikanske valgsystem, der jo, trods alternative kandidater ud over de to store partier ved enkelte præsidentvalg, reelt kun giver plads til 2 partier. Men sådan er spillets regler nu. Så skal trumpismen bekæmpes, må Demokraterne udvikle et nyt politisk projekt, der også taler til den nederste halvdel af det amerikanske folk.

Til forsiden

Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:

Det er nu, vi må sanktionere Israel
Af Mogens Lykketoft, Fhv,. udenrigsminister og formand for FN´s Generalforsamling

Nekrolog over den aktive arbejdsmarkedspolitik
Af Verner Sand Kirk, tidligere direktør for Danske A-kasser

Polsk præsidentvalg: Resultatet ingen havde forudset
Af Chefredaktør Jens Mørch, polen.nu

Skarpt højresving i Portugal
Af Britta Thomsen, tidligere medlem af Europa-Parlamentet

Hvor går Tyskland hen efter valget
Af Jens William Grav, cand. scient. pol.

Udvidelse i en brydningstid
Af Jakob Thiemann, redaktør på NY POLITIK

Forsvarspolitik eller industripolitik
Af Mogens Havnsøe Petersen

Tilbagetogets Trump
Af Kjeld Schmidt, Professor Emeritus, Copenhagen Business School

Den lange vej til kædeansvar
Af Irene Odgaard, redaktør på Ny Politik

Boganmeldelser