Boganmeldelser

Titel: Vi gider ikke et lortesamfund – En arbejdsmarkedsmodel under pres
Forfatter: Simon Tøgern
Forlag: Frydenlund
Antal sider:  139 sider
Pris: 199,95,- kr (hæftet)

Anmeldt af Jakob Thiemann

Mens jeg arbejdede for en global fagforening og var ansvarlig for EU’s Sociale Dialog i Handelssektoren, var der en enorm interesse for den danske model. Især fra arbejdsgiversiden var det tydeligt at mærke, at det meget fleksible system vi havde udviklet i Danmark, vakte interesse. Fagforeningerne var noget mere tøvende, og rundt omkring i Europa spænder ideen om, hvordan man driver fagligt arbejde over enorme forskelle og diametrale modsætninger.

Hvem er egentlig ”Den Danske Model?”
Som regel langt fra offentlighedens søgelys bevæger fagbevægelsen sig rundt på de danske arbejdspladser og forhandlingsarenaer både hos arbejdsgiverne og politikere i kommuner, regioner og regeringen. Simon Tøgern er en af de personer, der i cirka 30 år har været en af ”Hvemmerne” i den danske model, og har bestredet vigtige tillidsposter senest i HK Privat, hvor han var sektorformand i 12 år. I dag sidder han på forskellige bestyrelsesposter i toppen af den danske fagbevægelse. Dette CV har gjort ham til ekspert i den danske model, og som jeg også lærte, da jeg besøgte arbejdspladser, fagforeninger og arbejdsgivere rundt omkring i Europa, så er den danske model under pres.

Den danske model er folkets model
Måske er den rigtige forklaring på den danske models succes, at den faktisk stammer fra de danske arbejdere selv, der som konsekvens af industrialiseringen og inspireret af Karl Marx m.fl. radikale tanker organiserede sig som protest mod de urimelige vilkår, arbejdsgiverne udsatte dem for. Simon Tøgern har en spændende og letlæselig gennemgang af fagbevægelsens tidlige historie, og undgår at få historien til at drukne i den uendelige mængde af forkortelser og indforståethed, som ellers er jargonen i fagbevægelsen.

Kampen for 1899 Septemberforliget, den fortsatte uro der førte til oprettelsen af Forligsinstitutionen i 1910, kampen for først 8 timers arbejdsdag og senere den 37 timers arbejdsuge, og HKs særlige historie og 50%-reglen som stadig i dag giver HK udfordringer, forklares på glimrende vis. Der gives et eksempel på hvordan fagforeningerne var med til at anvise jobs, og med det stærke kendskab til en given branche, var man i perfekt position til at matche virksomhedernes behov med de lediges kvalifikationer. Den anvisningsret er i dag stort set væk.

Meget holder længe intet holder evigt
Bogen er også en gennemgang af strukturerne på det danske arbejdsmarked, og den har et klart fokus på konsekvenserne af den indretning. For eksempel nævnes freelancers som en problematik, da virksomheder i stigende grad bruger freelancers til at løse enkeltopgaver, og da det er en billigere måde at løse opgaverne på er det svært at kræve bedre arbejdsforhold for de fastansatte. Denne og andre lignende strukturer udfordrer fagbevægelsen på et tidspunkt, hvor den har mistet medlemmer i en lang periode. I dag ser det ud til at have stabiliseret sig, men i dag er der færre medlemmer af FH-forbundene end for 20 og 30 år siden. Dermed undergraves FHs legitimitet, og det svækker forhandlingspositionen. Stalin undrede sig over at Paven skulle have magt, da Paven jo ingen divisioner havde, og det samme gør sig gældende for FH. Hvis der ikke er medlemmer, har FH ingen magt.

På den måde deler FH skæbnefællesskab med Socialdemokratiet, der dog kan genvinde magt ved at vinde valg, men med cirka 35.000 medlemmer er det måske ikke helt urimeligt at spørge: Hvem er det Socialdemokratiet repræsenterer?” Med fjernelsen af Store Bededag stiller Simon Tøgern i hvert fald det spørgsmål.

Efterhånden som verden ændrer sig, så må også den danske model ændre sig, men princippet om et ”arbejdsmarked reguleret af kollektive overenskomster båret oppe af stærke og demokratiske fagforeninger og arbejdsgiverforeninger”, kan vi bevare. Det skal vi fordi: ”Intent andet samfund, baseret på en kapitalistisk markedsøkonomi, er så lige og samtidig så produktivt.” Betragtes det som klassepolitik er der intet alternativ.

Ikke alle er med
Især på det private arbejdsmarked er der problemer med overenskomstdækningen, og i den både europæiserede og globaliserede verden vi lever i i dag, kan det give store problemer for løndannelse, arbejdstider mv., da arbejdsgiverne orienterer sig ud mod verden, og altid vil bruge argumentet om konkurrencen (fra kineserne) til at forværre og forringe arbejdsforholdene for danske lønmodtagere. EU har vedtaget et direktiv om at indføre mindsteløn i alle medlemslandene, et tiltag der er blevet kæmpet hård imod fra både regeringen og arbejdsmarkedets parter. Simon Tøgern peger på, at den enkleste måde at øge dækningsgraden og dermed holde EU fra livet, vil være at Danmarks Arbejdsgiverforening og Akademikernes Centralorganisation tiltrådte allerede indgåede overenskomster for funktionærerne for eksempel ”Industriens Funktionæroverenskomst”, for dækningsgraden i den private sektor er ukendt, og jo nok for nedadgående (i min forståelse). Dette forslag ville sikre, at mindst 80% af arbejdsstyrken var dækket af en overenskomst, og dermed gælder EU's direktiv ikke.

Der kræves mindst to til en tango
Simon Tøgerns bog er en debatbog, og derfor kan man læse forslagene til styrkelse af fagbevægelsen med stor interesse, for de bygger på mange års erfaring, og læseren kan selv tage stilling til hvorvidt om man er enig, for eksempel at en øget digitalisering er en af værktøjerne.

Men en af forudsætningerne for at modellen overhovedet kan blive ved med at fungere er, at arbejdsgiverne tager modellen seriøst og ikke modarbejder den. Med udgangspunkt i Fælleserklæringen fra 1987 tegner Simon Tøgern et for pænt billede af arbejdsgiverne, og kommer dermed til at beskrive fagbevægelsen, som værende med til at opretholde et system, hvor stigende ulighed og kriser er hverdagskost. 

I skrivende stund har Netavisen Pio bragt en historie om ”Bangladesh-finten”, hvor danske arbejdsgivere henter folk fra Nepal og Bangladesh til Danmark under dække af at være studerende. De bliver så brugt i serviceindustrien, hvor arbejdsforholdene er langt under danske standarder. Der er eksempler på nepalesere, der arbejder under så dårlige vilkår, at de prøver at flygte fra Danmark, og alle kan huske Kurt Beier sagen, der udstillede grådigheden i Transportsektoren.

De danske arbejdsgivere jeg mødte i min tid i den globale fagbevægelse, udviste ofte også lunken begejstring for den danske model, i hvert fald når emnet om bedre arbejdsforhold kom på banen. I 2009 vedtog EU et direktiv om Europæiske Samarbejdsudvalg, hvor ansatte i multinationale firmaer med over 1.000 ansatte, skulle have lov til at mødes mindst en gang om året for at diskutere forbedringer af arbejdsforhold. JYSK slog sig tøjret og først i 2018, altså 9 år senere, blev en endelig aftale indgået.

Eksemplerne er mange, og man skal altid huske på, at arbejdsgivernes interesser i den sidste analyse er firmaets overlevelse og afkast til investorer, og derfor er der helt naturligt en grænse for, hvad de vil gå med til. Simon Tøgern kommer ind på, at medlemmer vælger FH-forbundene fra, fordi de ikke kan se værdien af deres medlemskab (det er for dyrt), men måske fagbevægelsen er nødt til at være tydeligere i sin kommunikation og forklare danskerne, at hvis der ikke er en stærk fagbevægelse, så er det rumænere, polakker og nepalesere, der bestemmer lønniveauet i Danmark. Det Lars Sandahl (DI) jo nok sur over, men det er ikke desto mindre sandheden.

Simon Tøgerns bog kan jeg varmt anbefale til alle der interesserer sig for arbejdsmarkedsforhold og fagbevægelsens historie og udvikling, og bogen er krydret med anekdoter som jeg ikke har taget med her. Selvom du allerede ved en del om emnet, så vil du finde ny læring i denne bog, der baserer sig på viden og erfaring opsamlet gennem et langt i det moderne og demokratiske Danmarks vigtigste bevægelse: Fagbevægelsen.

 

Titel: Humlebien. Hemmeligheden bag Danmarks success. Erkendelser fra en hippie-liberalist.
Forfatter: Anders Samuelsen
Omfang: 297 sider
Forlag: People’s Press
Pris: 279,95 kr

Anmeldt af Irene Odgaard

Anders Samuelsen har fra sin udkigspost i Schweiz skrevet en bog om, hvad der har gjort fædrelandet Danmark til et rigt og lige samfund. I forlagets pressemeddelelse har man kaldt den ”en overraskende kærlighedserklæring til Danmark”. Overraskende, fordi Anders Samuelsen nok mest er kendt fra sit politiske virke i Liberal Alliance, hvorfra det danske skattetryk og velfærdssamfund blev kritiseret morgen, middag og aften siden partiets stiftelse i 2009.

Anders Samuelsen har gjort overraskende ting førhen. Han begyndte sin politiske karriere som radikal og sad i Folketinget og i Europa-Parlamentet for Det Radikale Venstre fra 1998 og frem. I 2007 var han med til at stifte Ny Alliance, og han blev formand for Liberal Alliance i 2009. Den politiske karriere kronedes med posten som udenrigsminister i 2016, men han blev ikke genvalgt til Folketinget i 2019.

Så hvordan skal vi nu placere hans bog? En erindringsbog er det ikke. Bogen blev udgivet den første maj, altså på Arbejderbevægelsens internationale kampdag – lå der noget i det? Måske.

Arbejdermuseets direktør Søren Bak-Jensen arrangerede den 8. maj en samtale om bogen med Samuelsen og to andre meningsdannere fra den ultraliberalistiske fløj: Hella Joof og Anders Foghs tidligere spin-doktor Christopher Arzrouni.

Jeg kunne desværre ikke deltage – men lur mig om ikke bogen måske er knap så overraskende i sit ideologiske sigte – om ikke der kommer flere træfninger i Samuelsens liberalistiske kamp efter denne.

Måske skal vi se udgivelsen i sammenhæng med ”projekt Y”: et projekt om at opstarte nyt stort medie, der med brug af teknologier som kunstig intelligens skal skabe indhold til danskerne ”på en ny og troværdig måde”. Bag initiativet står ”en række erfarne erhvervs- og mediefolk”, heriblandt milliardæren, der finansierede Liberal Alliance, Lars Seier Christensen. Og - blandt en del andre - Anders Samuelsen. Som jo nu i sin bog har afdækket ”hemmeligheden” bag succesen for ”humlebien” ved at skrive historien. Altid godt at have en historiefortælling at lade sin nyhedsdækning tage afsæt i.

Bogen er angiveligt skrevet til forfatterens børn. Danmark er fantastisk; vi er de lykkelige borgere i et meget rigt land, hvilket nærmest er naturstridigt, fordi vi er så lille et land, mener Samuelsen. Det vigtigste budskab til børnene (og til vi andre), er, at de/vi skal bidrage og gøre vor stemme gældende i arbejdet med at passe på det unikke ved Danmark, på fællesskabet og samtidig tilpasse, hvor konkurrence og globalisering nødvendiggør det. Således at Danmark kan forblive rammen om ”verdens lykkeligste folk.” Anders Samuelsen er en ukuelig hippie-liberalist, og med bogen vil han dele sine seneste erkendelser med os.

Erkendelser har han angiveligt gjort mange af undervejs i skriveprocessen. Han har tilsyneladende skrevet bogen lidt efter devisen: Her er et spændende emne, jeg gerne vil vide noget om, så jeg skriver en bog! Faghistorikeres potentielle indvendinger og korrektioner i forhold til det færdige resultat afmonteres fikst gennem Samuelsen greb med at skrive bogen til børnene. Den skal jo ikke gennem en lektørudtalelse til brug i historie/samfundsfag, vel? Det er godt tænkt, og bogen er let læst og læseværdig.

Hvad udad tabes, skal indad vindes
Kort fortalt består hemmeligheden i danskernes mange ”heldigt tabte krige”, (som historikeren Uffe Østergaard på et tidspunkt udtrykte det), der har efterladt os som en relativ homogen småstat uden imperialistiske ambitioner. Det har nødsaget danskerne til at vende sig indad, gå på højskole, opdyrke heden, opbygge andelsbevægelsen, fagbevægelsen og arbejdsgiverforeningerne, og samarbejde, samarbejde, samarbejde.

Vi har tillid til hinanden, forenings-danmark tager alskens lokale initiativer i forhold til løsning af samfundsmæssige opgaver.

Vi har haft Grundtvig og en række andre til at vejlede os i at opbygge pædagogik og skoler: friskoler, efterskoler, højskoler og en folkeskole, hvor man dannes som kritisk tænkende borger og møder hinanden fra alle samfundslag.

Og vi blander staten uden om arbejdsmarkedet, så godt vi kan. Med den danske model på arbejdsmarkedet hersker ro og flexicurity, så arbejdsgivere kan håndtere konkurrencen ved at fyre og hyre, og arbejdstagere er sikret trygheden, når de mister jobbet.

Vort ”ultraliberalistiske fundament” i form af arbejdsmarkedet, overenskomster og flexicurity sikrer, at der er smør på brødet og ro i samfundet: vi skyder ikke på hinanden og vi laver ikke revolution. Kan nok være, at det gik lidt hårdt til mellem arbejdsgivere og fagforeninger i gamle dage. Samuelsens morfar er sågar blevet chikaneret og har måttet rejse efter nyt job, fordi han – som indremissionsk - nægtede at melde sig i den lokale røde/socialistiske fagforening.

Morfarens skæbne inspirerer måske til en af forfatterens erkendelser, som er: skulle fagforeningerne mon ikke tænke sig lidt om, inden de med vold og magt tvinger arbejdstagere og virksomheder ind i ”den rigtige forening” - hver gang?

Til gengæld fortryder Anders Samuelsen, at han selv som politiker blandede sig i Vejlegaards-konflikten og demonstrativt spiste hos den arbejdsgiver, som 3F havde erklæret blokade imod. Som politiker skal man aldrig blande sig i den slags, selv om man er forarget over måden, Goliath (3F) kastede sig over David (den lille restauratør) på. Den danske vej på arbejdsmarkedet er en liberal vej - sådan ser Samuelsen det.

Vi skal i det hele taget lægge fordommene til side og forstå hinanden bedre, men det har vi nu også været gode til, kan Samuelsen fortælle i bogens afsnit om ”den pragmatiske dansker.”

Der var nød i gamle dage, men så fik vi socialreformen i forbindelse med Kanslergade-forliget i 1933 og undgik dermed den fascistiske udvikling, vi så hos naboen mod syd, Tyskland. Siden har vi udbygget velfærdssamfundet; i forhold til sundhed, uddannelse og uddannelsesstøtte, og vi har på fremsynet vis digitaliseret det offentlige.

Vi ligger i top i den ene måling efter den anden - af både det ene og det andet. Lidt malurt i bægeret er der dog; for eksempel kompensationen ved arbejdsløshed.

Anders Samuelsen mener, vi måske skulle skele til Schweiz, hvad det angår, for der er en langt, langt højere dækningsgrad, uden at folk arbejder mindre af den grund. - Ja, det vidste vi vel godt, de allerfleste folk vil gerne arbejde i Danmark, men det er fint, at Samuelsen skriver det.

Erhvervsliv, regulering og udlændingepolitik
Undervejs gennem hændelser, begivenheder og udfordringer kan vi finde erkendelser fra forfatteren. Vi kommer forpustet gennem samarbejdspolitikken versus modstandsbevægelsen under krigen, industrialiseringen af Danmark efter krigen og opbygningen af velfærdssamfundet, frigivelsen af porno og fri abort, korruption, globalisering og klimaudfordringer.

Hvad det sidste angår, må forfatteren med skam erkende, at han var for nølende i forhold til regulering af miljøproblemerne, ”for fremskridts-optimistisk”.

Men Anders Samuelsen har ikke grundlæggende skiftet mening: erhvervslivet har hovedrollen i hans manuskript. Ikke staten. Men nogle gange må der jo presses lidt på.

”Jeg er stadig overbevist om, at erhvervslivet er nøglen, men den danske historie viser også, at der er behov for, at både borgere og det politiske system presser på. Ellers går det for langsomt. Dem, der bliver ramt af strammere regulering, har en klar interesse i at kæmpe imod – og har gode talegaver. Men der skal presses på – ellers går det for langsomt.”

Et andet, stadig brandvarmt emne er udlændingepolitikken. Naser Khader, Anders Samuelsen og Gitte Seeberg stiftede i 2007 Ny Alliance for blandt andet at imødegå tonen fra Dansk Folkeparti i udlændingepolitikken dengang: ”Nok er nok”, som Gitte Seeberg udtrykte det. Man ville blokpolitikken mellem Anders Fogh-Rasmussens regering og Dansk Folkeparti til livs; det lykkedes jo som bekendt ikke.

Samuelsen skriver, at han faktisk forlod De Radikale af helt andre årsager end det, Gitte Seeberg gav udtryk for dengang: han blev uretmæssigt beskyldt for at være ”slapper” i udlændingepolitikken, selvom han talte for at ”vende folk i lufthavnen” og genoverveje de internationale konventioner.

Han konkluderer, at det var godt, at vi havde debatten i Danmark, modsat i Sverige - også på den hårde og ubehagelige måde, den til tider foregik på. Debatten kom til at betyde, at Dansk Folkeparti er blevet et ”mere almindeligt parti”, og at udlændingepolitikken er blevet strammet, der hvor det var nødvendigt. Det har også medvirket til at reducere Dansk Folkepartis størrelse, skriver han. På det tidspunkt, hvor bogen blev skrevet, var det nok rigtigt, men det er det ikke mere.

Esben Schjørring analyserede den første vælgermåling i sæsonen i Altinget den 22. august: Dansk Folkeparti er genfødt som et rendyrket og til tider yderligtgående, højre populistisk parti, og det har givet pote. DF mobiliserer og vokser i dag på ekstreme positioner, som de tidligere styrede omhyggeligt uden om.

Anders Samuelsen har i sin bog lister med gode råd til, hvordan vi klarer os fri af ekstremismen: vi må håbe nogen læser dem og forsøger. Grundlæggende har Samuelsen stor tillid til ”den danske folkesjæl” i sådanne sager; vi må håbe det bedste, men denne anmelder frygter det værste.

Er Samuelsen socialdemokrat? Er parcelhuset et værn mod socialismen? Skyder vi alligevel her i landet?
David Trads har anmeldt Humlebien for Jyllandsposten og synes, forfatteren næsten lyder som en gammel socialdemokrat – i og med Samuelsen, som tidligere var helt oppe i træet omkring kravet om skattenedsættelser, nu refererer en ven for at kalde skattetrykket i Danmark for ”en god deal”.

Med en vis tilslutning, om end han ikke har fortrudt sine forsøg på at ændre vort skattesystem. Der må selvfølgelig beskatning til, for Samuelsen vil værne om fællesskabet, om gratis uddannelse og gratis sundhed – men vi er ”i konkurrence”, så vi må jo se. Arveafgiften skal ned, så meget vil han godt sige.

Skulle man forfalde til at tænke på forfatteren som ”en gammel socialdemokrat”, så hjælper det at læse de to kapitler om henholdsvis parcelhuset og om Økonomisk Demokrati.

Med tilbageblik på sin barndom i parcelhuskvarteret gennemgår Samuelsen ambitionerne hos middelklassen dengang. Parcelhuset kom til at fungere som ”værn mod socialismen”, fordi foden under eget bord giver agtelse for den private ejendomsret.

Forslagene om økonomisk demokrati delte vandene i 1970’erne; det var et af de helt store politiske slagsmål – men det blev også det endelige nederlag for dem, der drømte om at afskaffe den private ejendomsret. ØD var ”et forsøg på at ændre magtforholdene i samfundet fundamentalt. Og det var tæt på at lykkes…Det var klassekamp på højt plan”, skriver Samuelsen.

Vi kunne være blevet forvandlet til ”et socialistisk land”, dengang i 1970’erne. For: ”Socialdemokraterne har altid flirtet med idéen om, at dem der skaber værdierne i deres øjne – arbejderne – også skulle have en del af kagen, eller i det mindste en andel i virksomhederne (og overskuddet) og en større stemme, når der skulle træffes beslutninger på arbejdspladserne. Det var en del af grundfortællingen.”

Da ØD fejlede, ”fik vi et endeligt opgør med den socialistiske tankegang. Danmark valgte en anden vej. En vej der byggede på både markedskræfter og social tryghed. En vej, der har vist sig at være meget mere holdbar.”, skriver Samuelsen.

Så ”en gammel socialdemokrat”? Njaaa, i al fald ikke som en af dem fra 1970’erne. Han lyder faktisk som det, han selv kalder sig: en hippie-liberalist. Som kan finde på lidt af hvert.

Lad mig slutte med et tilbageblik fra anmelderen: I julemåneden i 2017 afholdt Finanstilsynet en konference, som skulle indledes af daværende erhvervsminister Brian Mikkelsen. Han kom imidlertid ikke.

Arrangørerne var nok klar over, at det kunne skyldes den politiske situation: regeringen havde i ugevis været optaget af intense forhandlinger, for regeringspartneren Anders Samuelsen havde stillet et ultimativt krav om en skatteaftale inden jul, hvis Liberal Alliance skulle stemme for den aftalte finanslov. Til regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, som ville have udlændingespørgsmålet igennem først.

Det var gået i hårdknude, og det var jo en ejendommelig situation, at en af regeringspartierne vil stemme imod egen finanslov. Vi havde opgivet håbet om at høre Brian Mikkelsen på den konference, men han kom – og undskyldte sin forsinkelse, som han forklarede sådan: ”Det har været lidt kaotisk inde på Christiansborg i dag. Lidt tumultarisk. Lidt, som når en bankrøver bevæger sig ind i en bank med en ladt pistol, stiller sig foran kassen, hæver pistolen og sigter mod sit hoved: udbetal pengene eller jeg skyder mig!”

Men læs bogen; man er godt underholdt, om end det er lidt tumultarisk og stakåndet sine steder.

Til forsiden

Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:

Behov for gentænkning af boligpolitikken

Kravet om at øge antallet af boliger i de større byer, som almindelige mennesker kan betale, bliver et centralt tema i den kommende valgkamp til kommunevalget.

Af Charles Thomassen, formand Boligforeningen AAB og Søren Thomassen, fhv. formand Boligforeningen AAB.


Mindetavlen – den rette side af historien

Hvert år den 22. juni bliver overgrebet mod de danske kommunister i 1941 markeret af blandt andet Horserød-Stutthof foreningen, en forening hvis medlemmer er efterkommere af de kommunister der var interneret i Horserød fra 1941 til 1943.

Af Søren Thomassen, redaktør Ny Politik og 1. generations efterkommer.

Turbulent start for ny tysk regering

Socialdemokraterne (SPD)’s bearbejdelse af valgresultatet og den turbulente starten for den nye tyske sort-røde regering frem til midten af august 2025.

Af Jens William Grav, cand. scient. pol.

Fra “Proletarer i alle lande” til national integration: Internationalismens opkomst og forsvinden

Internationalismen var i mere end et århundrede en grundpille i arbejderbevægelsens selvforståelse. Parolen “Proletarer i alle lande, foren jer!” blev ikke blot trykt i partiprogrammer og sunget i arbejderforeninger; den fungerede som moralsk og politisk kompas.

Af Jørgen Burchardt, forsker med fokus på dansk erhvervs- og teknologisk udvikling.