Mindetavlen – den rette side af historien

Hvert år den 22. juni bliver overgrebet mod de danske kommunister i 1941 markeret af blandt andet Horserød-Stutthof foreningen, en forening hvis medlemmer er efterkommere af de kommunister der var interneret i Horserød fra 1941 til 1943.

Af Søren Thomassen, redaktør Ny Politik og 1. generations efterkommer.

Klokken fem om morgenen den 22. juni 1941 blev min far arresteret i Griffentfeldsgade på Nørrebro i København på dagbladet Arbejderens redaktion. Næsten samtidig og i løbet af dagen blev flere hundrede andre medlemmer af Danmarks kommunistiske Parti, DKP, arresteret rundt om i landet.

Kommunisterne der blev arresteret i København, blev først kørt til Politigården og samme dag til Vestre fængsel hvor de sad indtil de, efter kommunistlovens vedtagelse i Folketinget i august 1941, blev overført til Horserødlejren i Nordsjælland.

I august 1941 udsendte Centralkomiteen for det nu illegale kommunistiske parti en pjece i form af et sanghæfte hvor de beskrev arrestationerne den 22. juni som ”i strid med grundlovens bestemmelser om foreningsfrihed” og justitsministerens tale om nødret blev karakteriseret som ”i bevidst og direkte strid med grundlovens ord og mening” og regeringens handling beskrives som ”et åbent grundlovsbrud af den groveste art.” (Weekendavisen 19. august 2022)

Opfattelsen, at der faktisk skete et grundlovsbrud i 1941, fremgår af en del historieforsking og diverse udgivelser om besættelsestidens historie og er blevet en del af de myter og anekdoter der udgør DKPs, efterfølgerpartiets og også Horserød-Stutthof foreningens fortælling om den 22. juni 1941.

I et interview i Weekendavisen i 2016 fastslår nuværende højesteretspræsident, Jens Peter Christensen, at junigrundloven fra 1920 ikke forhindrede at man ved lov forbød kommunistiske foreninger og sammenslutninger. Dengang som nu kunne lovgiver forbyde foreninger der som DKP talte for revolution. (Weekendavisen 19. august 2022)

Det er ingen hemmelighed at DKP dengang og nu var/er modstander af det liberale danske demokrati, folkestyret og grundloven og aktivt bekæmpede dette. Man ønskede/ønsker indført proletariatets diktatur. I 20'erne, 30'erne og 40'erne var der også andre politiske partier der drømte om et diktatur som styreform.

Undskyldningernes tid
Formanden for Horserød-Stutthof foreningen, mener at Jens Peter Christensen tager fejl og begrunder det bl.a. med at en tidligere og den nuværende statsminister offentligt har undskyldt overgrebet mod kommunisterne i 1941.

I år blev markeringen den 22. juni ledsaget af kravet fra Horserød-Stutthof foreningens om at der skal opsættes en mindetavle eller en skamstøtte på Christiansborg som til evig tid skal minde os om dette overgreb og grundlovsbrud. Det skal Folketingets præsidium tage stilling til, formentlig i løbet af efteråret.

Nu er det blevet normen at landets statsministre undskylder for nogle af de fejl lovgivningsmagten og den udøvende magt har begået adskillige år tilbage i tiden, men for et påstået grundlovsbrud kan der vel egentlig ikke gives en undskyldning af statsministeren. Ret beset er det kun højesteret der kan dømme om et grundlovsbrud fandt sted.

DKP’s historie er gennemsyret af mytologisering, heroisme og om de interne partikampe og konspirationer fraktionerne imellem. I fortællingen om besættelsestidens overgreb mod kommunisterne indgår opfattelsen af at kommunister altid er blevet forfulgt og at de er helte som altid står på den rette side af historien.

Myter og anekdoter
I modsætning til formanden for Horserød-Stutthof foreningen og mange andre der har udtrykt sig om begivenhederne den 22. juni 1941 og det der fulgte, er mine erindringer førstehånds og ikke anden eller tredjehånds. Jeg er 1. generation efterkommer af en af de internerede og har hørt min fars egne fortællinger lige fra min tidlige barndom og til han døde i 1985.

I mine erindringen indgår billedet til denne artikel af mælkebøtten malet på bakken med navnene på nogle af de internerede i Horserødlejren, den er fra 1943 og min fars navn står på den. Jeg har også et fotografi af ham, taget af Leni Madsen, Carl Madsens kone, enten i Vester fængsel eller i Horserødlejren. Leni Madsen fotograferede flere af de internerede.

I min barndom (jeg er født i 1952) var det ingen hemmelighed at min far havde været interneret i Horserød, senere er det kommet som en overraskelse for mig at han blev det 2 gange. Første gang i 1941 og anden gang i 1942.

Min fars fortælling er stort set identisk med Carl Madsens oplevelser fra Horserød, som han har beskrevet i bøgerne: Vi der skrev loven og Proces mod politiet fra 1968 og 1969.

Min far havde fortalt dem flere år inden, Carl Madsen udgav sine bøger. Carl Madsens fortællinger er ganske levende, satiriske, perfide, ironiske og selvretfærdige og udgør også et væsentligt bidrag til den DKP’ske selvforståelse af det der overgik de omkring 300 af partiets medlemmer, og fortællingen har også båret ved til den stadig eksisterende myter om kommunister som de forfulgte og dem politiet har hemmelige kartotekskort på.

Det interessante var faktisk det min far og Ludvig, en af de andre internerede kommunister, fortalte hinanden når de en gang om måneden mødtes i Ludvigs lejlighed i Vølundsgade på Nørrebro. De drak sig temmelig berusede og fik på den måde frit løb for frustrationerne.

De talte om partiets svigt. For en kommunist står partiet over alt, det står over den enkelte som individ. Den enkelte person eksisterer kort sagt ikke, for der eksisterer ikke andet end partiet og partiet tager i en kommunist øjne aldrig fejl.

Det gjorde det heller ikke, da det rigtige parti, Sovjetunionens kommunistiske parti, indgik en aftale med ærkefjenden, det nazistiske Tyskland, i 1939 og danske kommunister fra den ene dag til den anden blev pariaer i deres eget land. Partiet havde ret også da Sovjetunionen angreb Finland. De andre og især socialdemokraterne havde stillet sig på historiens forkerte side endnu engang.

I dag ville jeg måske have affærdiget min fars og Ludvigs historier om Horserød og om DKP i slutningen af 30’erne og under besættelsen som fuldemandssnak og vildt overdrevne hvis ikke historien, altså den forskningsbaserede, fortæller at det var rigtigt, det de fortalte.

De fortalte om et partihierarki hvor nogle få bestemte alt. Selvom de var interneret, havde partiledelsen i Horserød med Gelius Lund og Hans Kirk i spidsen, gode forbindelser til det illegale parti uden for Horserød og de to bestemte alt i lejren.

Min far opfattede Gelius Lund som en ren demagog og Hans Kirk som en aristokratisk skiderik der inderst inde foragtede arbejderklassen. Han førte sig i bund og grund frem som en aristokrat med monokel for det ene øje, og hvilket ifølge min far, egentlig var udtryk for Hans Kirks inderste ønske, at være en del af det højere borgerskab.

Intet brev til hustruer, kærester eller myndigheder forlod Horserød uden det var godkendt eller skrevet af enten Gelius Lund eller Hans Kirk. Kun partiets inderste vilje måtte slippe ud. Hvis man dykker ned i de mange papkasser i Rigsarkivet med sagerne om de internerede i Horserødlejren, vil man kunne læse de stort set enslydende sproglige formuleringer i brevene. Gelius Lunds og Hans Kirks hånd og ånd ligger bag.

Min far beskrev ofte Carl Madsen som en person med en kort, bred og fyldig kropsform med tendens til fedme. Han var altid optaget af at tale om retfærdighed og var ganske vittig i sin karakteristik af andre og havde en underdanig beundring for Gelius Lund og Hans Kirk.

Under indtagelse af mængder af øl og snap, spurgte Ludvig engang min far om han havde været på Frihedsmuseet og set udstillingen om de internerede i Horserødlejren og om han set bakken med mælkebøtten og deres navne.

Det havde min far ikke og jeg tror heller aldrig han satte sine ben i Frihedsmuseet, det var simpelthen for traumatiserende for ham.

Partidisciplin
Underkastelsen af partidisciplinen fik betydning for flere af de internerede kommunister i Horserødlejren da samarbejdspolitikken brød sammen i august 1943.

Partitoppen, dvs. Gelius Lund og Hans Kirk, bestemte hvem i lejren der måtte omgås hvem. Ingen rettroende kommunist måtte være sammen med eller tale med Thøger Larsens folk, de farlige trotskister, og de tidligere Spaniens-frivillige måtte de heller ikke være sammen med, for de kunne berette nogle interessante historiere om hvordan Sovjetunionens kommunistiske Partis repræsentanter i Spanien, havde forrådt den spanske revolution.

Den strenge partidisciplin blev skæbnesvanger for 150 af de internerede i Horserødlejren da samarbejdspolitikke brød sammen den 29. august 1943. Det lykkedes for 90 af de internerede at flygte inden tyskerne overtog kontrollen med lejren, herunder også min far.

150 fulgte Centralkomiteen ordre, formidlet af folketingsmedlem Martin Nielsen, om at blive i lejren til de danske myndigheder erkendte deres grundlovsbrug og frigav dem. De gik kort sagt syngende ind i gaskammeret på partiets bud.

Denne skæbne er siden blevet en vigtig del af DKPs historiefortælling om det afgørende svigt af kommunisterne fra de danske myndigheders og regeringens side. Behændigt forties at en anden ordre fra Centralkomiteen kunne have forhindret at de 150 blev sendt til koncentrationslejren Stutthof og at nogle af dem døde der eller under dødsmarchen i 1945. Det interessante i denne forbindelse er at det faktisk lykkedes for flere af de mere prominente partimedlemmer at fordufte fra Horserød som en del af de 90.

Traumer
Min far havde traumer efter sine oplevelserne under besættelsen. Min storesøster blev født i 1942 og hende fik han først at se efter befrielsen, da var hans ægteskab med sin første kone forlist – en partikammerat havde underholdt hende, mens min far sad i Vesterfængsel og i Horserød anden gang. Han mistede sit arbejde som skibstømrer på B&Ws skibsværft. Han havde et umådeholdent stort alkoholforbrug, led af nyresvigt og for højt blodtryk.

Men han bar ikke nag, han var bitter på det parti han blev medlem af i 1938, fordi Socialdemokratiet intet gjorde for at bekæmpe fascismen, og som han blev udmeldt af i 1956 og meldte sig ind i Socialdemokratiet igen.

Partiets svigt nagede ham, topstyringen foruroligede ham og han foragtede dem der dikterede partidisciplinen.

Han havde ikke økonomiske eller andere muligheder for at lade sig indlægge på et nervesanatorium som andre partikammerater havde, der led af traumer efter besættelsestidens oplevelser.

Han havde en naturlig skepsis over for myndigheder og autoriteter og havde en fantastisk evne til at spotte om nogen holdt øje med ham.

Efterspil
Efter besættelsen blev der rundt om i landen oprettet 4. maj kollegier hvor medlemmer af modstandsbevægelse og deres børn kunne bo, nærmest uden betaling, når de skulle studere ved et universitet, seminarium eller anden uddannelsesinstitution.

Denne ret er siden blevet udvidet til også at omfatte børnebørn og nu også oldebørn der er efterkommer af dem der deltog i modstandskampen. Jeg har ikke selv gjort brug af denne ret.

Min datter blev opmærksom på 4. maj kollegierne da hun skulle studere og ansøgte om et kollegieværelse med henvisning til at hendes farfar havde været interneret i Horserød under krigen.

Det skulle selvfølgelig dokumenteres på behørig vis, så jeg henvendte mig til Frihedsmuseet og skrev at min far havde været interneret i Horserødlejren og bad om dokumentation for dette.

Et par uger efter fik jeg tilsendt den ønskede dokumentationen i form af en kopi af en side fra en af beretningerne i et af de 38 bind fra Den Parlamentariske Kommission, der blev nedsat efter krigen til at undersøge embedsførelse og politiske handlinger under besættelsen.

Af denne fremgik at min far var blevet anholdt kl. fem om morgenen den 22. juni 1941 på dagbladet Arbejderens kontor i Griffentfeldsgade. Af følgebrevet fra Frihedsmuseet fremgik at min far ikke havde været interneret i Horserødlejren.

Det var som at få en spand koldt vand i hovedet. Havde alle historierne han fortalte om Horserødlejren og om de internerede været fri fantasi? Og hvad med bakken på Frihedsmuseet?

Jeg bad om adgang til at læse min fars sagsagter i Rigsarkivet og fik afslag med henvisning til at det pågældende materiale først var tilgængeligt efter 75 år. Det blev de så i 2020. Hans sagsagter er i papkasse nr. 105.

I 2022 havde jeg lejlighed til at besøge det genåbnede Frihedsmuseum efter branden i 2013. På en fremtrædende plads i udstillingen om Horserødlejren er en bakke med en mælkebøtte og navne på flere af de internerede kommunister, bl.a. Gelius Lund, Hans Kirk, Carl Madsen, Peter P Rohde og min fars let genkendelige håndskrift, Erik Thomassen.

”Han har sgu været der,” sagde jeg til min datter.  

Jeg gør ikke krav på at der bliver opsat en mindetavle på Christiansborg. Hvis kravet fra Horserød-Stutthof foreningen bliver imødekommet af Folketinget, bør det være bakken med mælkebøtten og navnene. Den er enkel og smuk. Min far har lavet den.

Til forsiden

Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:

Behov for gentænkning af boligpolitikken

Kravet om at øge antallet af boliger i de større byer, som almindelige mennesker kan betale, bliver et centralt tema i den kommende valgkamp til kommunevalget.

Af Charles Thomassen, formand Boligforeningen AAB og Søren Thomassen, fhv. formand Boligforeningen AAB

Turbulent start for ny tysk regering

Socialdemokraterne (SPD)’s bearbejdelse af valgresultatet og den turbulente starten for den nye tyske sort-røde regering frem til midten af august 2025.

Af Jens William Grav, cand. scient. pol.

Fra “Proletarer i alle lande” til national integration: Internationalismens opkomst og forsvinden

Internationalismen var i mere end et århundrede en grundpille i arbejderbevægelsens selvforståelse. Parolen “Proletarer i alle lande, foren jer!” blev ikke blot trykt i partiprogrammer og sunget i arbejderforeninger; den fungerede som moralsk og politisk kompas.

Af Jørgen Burchardt, forsker med fokus på dansk erhvervs- og teknologisk udvikling.

Boganmeldelser