Leder:

Pas på partiet - pas på Danmark

Dette nummer af Ny Politik bliver det sidste, som jeg medvirker til som ansvarshavende. Jeg er efterhånden blevet 72 år, og alt andet lige så vil jeg gerne bruge resten af min udløbstid til alt muligt andet end pligter og deadlines og du skal og du skal nå.

Jeg meldte mig i sin tid ind i Socialdemokratiet i 1975 og har dermed sådan ca. guldbryllup som organiseret socialdemokrat. I 1975 var jeg også lige startet på Danmarks Journalisthøjskole. Indmeldelsen skete på bagkant af de flippede og skæve 60’ere og 70’ere, hvor den stod på peace, love og understanding, godt med røg i chillum’en, og  utopiske verdensforståelser a la VS og pacifisme.

Alt det flip fik jeg rigeligt af, så derfor blev det Socialdemokratiet jeg meldte mig ind i.

Hvad jeg ikke vidste var, at der også var en ungdomsorganisation der hed DSU, så i forbindelse med indmeldelsen kom jeg også med der, var med til at stifte DSU-Brabrand og var senere nogle år med i redaktionen af DSU’s landsforbunds blad SOC.

Nok om det. Lidt ligesom trosbekendelsen i den danske folkekirke, så springer vi voksenlivet over (Født af Jomfru Maria - Pint under Pontius Pilatus) - voksenlivet udgøres alene af tankestregen i trosbekendelsen.

Hvor står Socialdemokratiet i Danmark så i dag? På gravens rand - der er jo rigeligt med kræfter, der gerne vil korsfæste vores parti, eller genopstanden, vital og ny kan gå ud og skubbe Danmark og Verden i den rigtige retning?

Det man i hvert fald lærer som mangeårig socialdemokrat, er at der er lidt arvesynd over de politiske modstanderes syn på vort parti. I og med vi har været med i så meget, haft ansvar for så meget, haft meninger om så meget, så får vi ansvaret i nakken, så alle fejl og mangler også automatisk bliver vores skyld.

Det er et vilkår.

Hvad der derimod ikke burde være et vilkår for Socialdemokratiet og for Arbejderbevægelsen er, at vi skal bokse med diverse forræderiske elementer, som synes det er besværligt og hårdt at melde sig ind i Socialdemokratiet og i åben og fri debat skubbe tingene i den retning, som man mener den demokratiske socialisme skal bevæge sig.

På sæt og vis er det legitimt at være kommunist, tro på volden som forandrende kraft, og derfor få Socialdemokratiet som hovedfjende sammen med andre partier, der står på demokratiets fundament.

Jeg er så gammeldags, at alle de venstrefløjspartier, som siger de bekender sig til demokratiet burde være medlemmer hos os, og så lade meningerne brydes inden for partiet. Min kærlighed til SF og Enhedslisten, som i deres historie er afskalninger af kommunismen, er helt og fuldstændigt fraværende, og jeg mener Pelle Dragsteds bog “Nordisk socialisme” er rent tyveri af den socialdemokratiske grundide. 

Jeg håber, at mange og mange flere vil være med til at passe på Socialdemokratiet og på Danmark. Jeg vil gøre mit, så længe kræfterne rækker. Godt nytår og god vind.

Mogens Havnsøe Petersen