Ikke det Socialdemokrati jeg kender

AF Niels Enevoldsen forhenværende DSU forbundsformand og tidligere ansat i LO (Landsorganisationen i Danmark) og senere ILO (FNs Internationale Arbejdsorganisation)

Det kunne undre da statsministeren, og socialdemokratiets partiformand, for nogen tid siden ifølge POLITIKEN gav udtryk for, at hun ikke var enig i, at det var godt at udlændingespørgsmålet fyldte mindre i den offentlige debat og at hun gerne så at det blev et hovedtema i kommende valgkampe.

Samtidigt fører partiet en kampagne, hvor man reklamerer med, at der aldrig har været mere styr på indvandring og asylansøgninger end nu og at tidligere borgerlige regeringer havde ladet langt flere fremmede slippe ind.

Der er ingen statistikker, som viser, at der er en øget kriminalitet eller andre nye og/eller forværrede udfordringer relaterede til udlændinge. Tværtimod viser nye undersøgelser f.eks. at i mange kommuner kommer der flere ”ikke-vestlige” medborgere i arbejde end etniske danskere. Man kan så spørge sig selv om, at nu hvor der ikke er flere udfordringer end tidligere og hvor man selv mener, at man har mere end nogensinde kontrol over indvandringen, hvorfor så tale udlændingespørgsmålet op? Hvis det udelukkende er en valgstrategisk manøvre, hvilket jo ikke er kønt i sig selv, er det så et smart tiltag?

Alle undersøgelser viser, at danskernes hovedprioritet er leveomkostningerne, f.eks. fødevarepriser, boligomkostninger osv. Fremmedpolitikken kommer i bedste fald først på tredje eller fjerde pladsen, hvilket i øvrigt svarer til målinger i de fleste andre europæiske lande.

Derfor er det en helt forfejlet valgstrategi, hvis det var det, man kynisk satsede på. Ved at gøre udlændingespørgsmålet til et hovedtema forærer man Dansk Folkeparti og Støjberg muligheden for at tage point hjem, da de altid kan overbyde på området, som f.eks. DFs politik vedr. remigration. Det ville i øvrigt være ønskværdigt hvis de ”gamle” partier, inklusive Socialdemokratiet, officielt siger helt klart og tydeligt fra overfor remigration.

Samtidig har Socialdemokratiets langsommelighed, for nu at sige det pænt, med hensyn til at tage fat på at bekæmpe uligheden og øge købekraften for de allerfattigste, samt en del kiks i en række lovgivningsinitiativer, f.eks. kontanthjælpsreformen, betydet at socialdemokratiet ikke længere nødvendigvis ses som de fattiges beskytter.

Det vil sige, at ved både at tale udlændingespørgsmålet op og være fod slæbende med hensyn til at forbedre købekraften for udsatte grupper, taber man både til DF og til partierne til venstre. Over de to sidste kommunal- og regionsvalg har partiet tabt knap 10 pct og hvis der var folketingsvalg i morgen, står man iflg. meningsmålingerne til at tabe 15 ud af 50 folketingsmedlemmer.

Men for et parti som socialdemokratiet kan man ikke bare betragte udlændingepolitikken som en valgstrategisk brik, man kan bringe i spil når der er behov for det. Det rammer ind i noget centralt i den socialdemokratiske sjæl, i værdier om lighed, solidaritet, humanisme og empati.

Det er selvfølgelig en demokratisk ret at mene, at der skal føres en stram, endog en ”overstram”, udlændingepolitik. Det der er galt er, at argumentationen for en sådan er fremført med en retorik, der er helt uantagelig og samtidigt medført et et uskønt mundhuggeri med det yderste højre om hvem der er mest rabiat og ekskluderende.

Jeg må med skam melde, at mit eget parti, socialdemokratiet, ikke holder sig tilbage når der bliver skruet op retorikken i udlændingedebatten, en retorik der som oftest retter sig mod folk fra ”Stormellemøsten” (en geografisk betegnelse som jeg endnu leder efter på mit landkort) og MENAPT landene, lande som stort set alle er muslimske. Det er åbenbart der, hvor de mennesker, man ikke bryder sig om, bor.

Udmeldingerne og debatniveauet har efterhånden nået et niveau, som er helt uanstændig og som er direkte diskriminerer befolkningsgrupper udelukkende på grund af deres religion og geografiske oprindelse.

Således udtalte en tidligere Udlændinge- og Integrationsminister, at han hellere så ti briter og canadiere blive permanent i Danmark end en iraker! Samme minister, men nu med et nyt ressortområde, har også udtalt, at vedr. fremmed arbejdskraft så er nogle mere velkomne end andre. Således er arbejdere fra vestlige lande at foretrække frem for arbejdere fra Afrika og Mellemøsten! Gad vide hvad fagorganisationerne siger til, at medlemmer og arbejdskammerater deles op efter at nogle er mere ønskelige end andre?

En anden minister understreger i forbindelse med et bandeoverfald, at der var en ”uforholdsmæssig stor andel af indvandrere”. Ville man, hvis hvide fodboldbøller lavede ballade, eller stillede op med et banner med nazi-symboler til en landskamp, som set for nylig, så sige, at der var en uforholdsmæssig stor andel af etniske danskere? Hvilket jo ville være statistisk korrekt.

I opslag på de sociale medier taler mit parti om den ”muslimske indvandring”; visse grupper af indvandrere som skal ”strittes ud”; nogle som skal have en ”træls tilværelse” indtil de rejser hjem; og mere af samme skuffe. Der er en uanstændig omtale af medmennesker.

Udlændinge-og Integrationsministeren bryster sig af, at på 10 år er antallet af udlændinge, som har fået asyl er faldet fra knap 11000 til knap 900 årligt. Nu skal det for god ordens skyld understreges, at asyl er noget man giver til mennesker, som på den ene eller anden måde bliver forfulgt i deres hjemland. Vil det så sige, at verden er blevet et bedre sted at leve i de sidste 10 år? Næppe, og hvis det ikke er tilfældet, så er der altså stor sandsynlighed for, at folk som har haft behov for beskyttelse ikke har fået det, fordi der skal føres en ”stram” udlændingepolitik. Det er hverken medmenneskeligt eller solidarisk og stemmer dårligt med de værdibegreber hvorpå den socialdemokratiske arbejderbevægelse er grundlagt.

Det har heller ikke været kønt at se den danske statsminister side om side med den italienske premierminister fra et postfascistisk parti blæse til kamp mod den Europæiske Menneskerettighedskonvention, fordi Danmark er blevet sur over, at man ikke kan udvise en vis kategori af kriminelle udlændinge (det drejer sig vist om små 160 personer!). Det har også givet Støjberg og DF blod på tanden og til at foreslå en fuldstændig dansk af-ratificering af konventionen.

Desuden har Danmark gudhjælpemig en ambassadør hvis opgave det er at undersøge hvordan man bedst undgår sine internationale forpligtelser! Hvor tosset kan det blive? Nu mere end nogensinde, hvor man, ikke mindst som et lille land, har brug for et internationalt bindende regelsæt. Derudover påpeger Europarådets generalsekretær, schweizeren Alain Berset, at man åbner en Pandoras æske, hvis man nu begynder at imødekomme de enkelte landes særønsker. Således er der lande, som er utilfredse med kønsbaserede rettigheder og andre med LGBTQ-rettigheder.

Socialdemokratiet havde for ikke så forfærdeligt mange år siden et noget nostalgisk slogan, der nogenlunde gik på at forsvare det ”Danmark vi kender”. Med en lettere omskrivning vil jeg sige, at det lige nu ikke er det ”Socialdemokrati jeg kender”!

Jeg har også svært ved at forstå, at partifæller som gør en prisværdig indsats for at bekæmpe antisemitisme, mister mælet når det gælder diskrimination af andre grupper. Hvis nogen f.eks. sagde, at man ikke ville have flere indvandrere af jødisk tro, ville man så ikke med rette kalde det antisemitisme?

I det hele taget er der et enormt behov for generelt at skrue ned for den skingre retorik i udlændingedebatten. Tonen på de sociale medier er rå og de værste skældsord og nedgørende bemærkninger vedr. de fremmede ar blevet banaliserede. En undersøgelse foretaget af Trygfonden viser at 92 pct. af religiøse hadytringer på Facebook er rettet mod muslimer, 6 pct mod jøder og 4 mod kristne.

En mere sober tone i debatten kræver imidlertid også, at visse politikere vælger deres ord med mere omhu. Det er en kendsgerning, at kommentarerne på de sociale medier ofte modsvarer det oprindelige budskab, så samme politikere bør ikke være overrasket over, at den rå tone på et tidspunkt kommer tilbage og rammer dem selv.

I mine øjne har udlændingepolitikken medført et betydeligt værdiskred i Socialdemokratiet. Man kan undre sig over, at ikke bare et af 50 folketingsmedlemmer siger fra. Men måske er man nervøs for karrieren og bange for, at det går som med tidligere folketingsmedlem og nu afdøde Mette Gjerskov, som fik frataget sine ordførerposter, da hun sagde fra og samtidigt blev hun forsøgt kuppet i sin opstillingskreds, uden tvivl med støtte fra en som på det tidspunkt var højt placeret i partihierarkiet.

Det er også bemærkelsesværdigt at partiets ungdomsorganisation, DSU, er fuldstændig tavs i en debat, som trækker skarpe skillelinjer i samfundet og som i allerhøjeste grad også berører ungdommen!

Efter min mening, trænger Socialdemokratiet til en oppositionsperiode. Det har tidligere hjulpet partiet til et stærkt comeback med en klar politisk linje som flugter med grundværdierne. At søge regeringssamarbejde hen over midten for enhver pris, som statsministeren/partiformanden vil det, er af naturlige grunde dømt til at give et grumset resultat og fremmedgøre mange af partiets traditionelle kernevælgere.

Et af de områder, hvor profilen trænger til at blive skærpet gevaldigt er kampen mod uligheden i samfundet. Uligheden er steget med 50 pct de sidste 30 år og det virker som om, at bestræbelserne kun går ud på, at de fattigste lige holder røven over vandskorpen, og dog mange gange ikke engang det, mens de rigeste uhindret får lov at stikke af. Der er et skrigende behov for styrkede omfordelingsmekanismer.

En oppositionsperiode kunne også give visse partifæller muligheden for at anvende tiden til at gå i afradikaliseringsterapi.

Slutteligt, man kommer heller ikke uden om at stille spørgsmålstegn ved, om den nuværende partiledelse er den rigtige til at føre socialdemokratisk politik.

Til forsiden

Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:

På vejen mod en ny social orden
Af Irene Odgaard, redaktør på Ny PolitikVi har længe været på vej væk fra den sociale verdensorden, de fleste af os har kendt siden barnsben og opfattet som nærmest uforanderlig. Men med Trumps seneste angreb i Venezuela og hans tirader i forhold til Grønland kan alle i Europa se revnerne i jordskorpen, som de tektoniske plader bestandige bevægelse har udløst.

Småstatsdilemmaet
Af Poul Nielson. Fhv. MF(S), energiminister, udviklingsminister, EU -kommissær, i perioder formand for Socialdemokratiets Internationale Udvalg og fuldmægtig i Udenrigsministeriet bl.a. i den politiske afdeling med Øst-Vest forhold.
I lyset af den situation, Danmark i dag står i sikkerhedspolitisk, giver det god mening at tænke tilbage på situationen i slutningen af 1930erne, hvor der faktisk blev arbejdet med en styrkelse af forsvaret, og hvor ikke mindst Staunings aktive, men inklusive, bestræbelser på at opnå en form for sikkerhedstilsagn fra England udstillede småstatens begrænsede handlemulighed i en verden med stigende uro. Vi kom dog relativt nådigt gennem krigen, og det lykkedes os at være med fra starten i FN.

Medlemsdebatterne i Socialdemokratiet
Af Poul Nielson, tidligere minister og EU kommisær - Socialdemokratiet
Fra kapitlet om medlemsdebatterne i Socialdemokratiet i ”En hel Nielson”, der udkom i 2011.
Disse 13 sider i mine erindringer er i mine øjne især interessante af to grunde. For det første, fordi de fremlægger en aktivitet og en arbejdsform i Socialdemokratiet, som de fleste af vore dages partimedlemmer ikke har oplevet, eller i det hele taget ikke ved fandt sted. For det andet, fordi det sidste afsnit i kapitlet efter min mening er endnu mere velbegrundet i dag, end da jeg skrev bogen.

Nyheder, løgne og den politiske samtale
Af Irene Odgaard, redaktør på Ny Politik 
På Folkemødet i Allinge i juni 2022 angreb statsminister Mette Frederiksen i en samtale med Søren Pind en medietendens, hvor løgne bliver viderebragt uden konsekvens. Et medieudvalg blev nedsat. Der er stærke kræfter på spil i forhold til vilkårene for den politiske samtale.

Grøn omstilling – Bliver Atomkraft et valgtema
Af Søren Thomassen, redaktør NY POLITIK
For fyrre år siden vedtog Folketinget en lov mod planlægning af atomkraft i Danmark. I de senere år er debatten blevet aktualiseret igen og forskellige organisationer og politiske partier har meldt sig med stigende i intensitet. I en hyperpolitisk tid, kan spørgsmålet om at indføre atomkraft i energiforsyningen i Danmark blive et vigtigt tema i en kommende valgkamp.

Mindretallene i den dansk-tyske grænseregion
Af Jens William Grav, cand. scient. pol.
I artiklen omtaler Jens William Grav situationen i dag for de forskellige mindretal i den dansk-tyske grænseregion.