Medlemsdebatterne i Socialdemokratiet

Af Poul Nielson, tidligere minister og EU kommisær - Socialdemokratiet

Fra kapitlet om medlemsdebatterne i Socialdemokratiet i ”En hel Nielson”, der udkom i 2011.

Disse 13 sider i mine erindringer er i mine øjne især interessante af to grunde. For det første, fordi de fremlægger en aktivitet og en arbejdsform i Socialdemokratiet, som de fleste af vore dages partimedlemmer ikke har oplevet, eller i det hele taget ikke ved fandt sted. For det andet, fordi det sidste afsnit i kapitlet efter min mening er endnu mere velbegrundet i dag, end da jeg skrev bogen.

Op gennem 60'erne blev generationskløften i Socialdemokratiet større og større. Partiorganisationen kørte pä en slags autopilot, ogsä selvom medlemstallet faktisk var for nedadgående. Folketingsgruppens gennemsnitsalder steg, og vi unge havde sværere og sværere ved at identificere os med den optimisme, der lige siden 30'eme og 40'eme havde været nærmest et „trade mark" for arbejderbevægelsen. Afslutningen på efterkrigsprogrammet „Fremtidens Danmark", der blev vedtaget på partiets kongres i august 1945, og som i høj grad var Jens Otto Krags værk, udtrykker denne optimisme med bl.a. disse ord:

“Det danske folk vil ikke alene opnå materielle ting som mad i gryden, tøj pä kroppen og værktøj i hånden. Men en social højnelse, en åndelig, kulturel og moralsk rejsning vil følge i en velordnet økonomis spor - i takt med den voksende velstand."

Det er værd at bemærke, at kursiveringen var med i den originale tekst.

Men det gik jo ikke helt sådan.

Det viste sig, at velstand ikke var det samme som velfærd, for slet ikke at sige trivsel eller lykke. Psykologen Eggert Petersen, der var et aktivt og produktivt medlem af partiet, inspirerede til, hvad der blev en egentlig trivselsdebat i offentligheden, hvilket var en ny og anderledes måde at diskutere samfundsproblemer på: Hvorfor har vi det ikke lige så godt, som vi troede, vi ville få det?

Denne diskussion såvel som en erkendelse af nødvendigheden af at skabe nyt liv i partiorganisationen var en del af inspirationsgrundlaget for Socialdernokratiets hovedbestyrelses beslutning 11. februar 1966 om at nedsætte et fornyelsesudvalg vedrørende partiets organisatoriske virksomhed. Det hørte også med i billedet, at en kreds af partifæller på eget initiativ havde taget initiativ til dannelsen af Socialdemokratisk Samfund, hvilket helt korrekt i partiets ledelse og især blandt traditionalisterne blev opfattet sorn en kritik af „forsteningen" i systemet. Bl.a. Anker Jørgensen var blandt initiativtageme til SDS.

Partiformand Jens Otto Krag, partisekretær Niels Matthiasen, organisationssekretær Kjeld Olesen (og efter ham Søren Hansen) var afgørende kræfter bag den villighed til at eksperimentere med partiets arbejdsformer, der karakteriserede aktiviteterne lige indtil Krags afgang i oktober 1972 efter EF-afstemningen, og som samlet set fremstår som et historisk helt enestående forsøg på at udvikle medlemsdemokratiet. Det var ikke noget, der havde været prøvet før, og det var ikke noget, der blev prøvet siden hen. Man havde erkendt de strukturelle økonomiske, sociologiske og kulturelle ændringer i samfundet i forhold til forventningen udtrykt i „Fremtidens Danmark". Medlemstallet i partiet faldt i perioden 1957 til 1968 fra 265.174 til 176.729, organisationsprocenten (medlemstallet i forhold til stemmer ved valgene} faldt fra 29,1 til 18,1. Faktisk var kernen i fomyelsesdebatten, at vi allerede dengang var klar over, at forestillingen om Socialdemokratiet som den organiserede klasse ikke kun rent statistisk var fortid, men også at det ville være en farlig blindgyde for partiet at forlade os på sociologien i stedet for på ideologien. Derfor var mottoet og løsningen, vi gik efter, også „den politiske debat som drivkraft".

Selv blev jeg helt centralt placeret i alt dette, idet jeg allerede blev draget ind i fornyelsesudvalgets arbejde som en slags sekretær. Det betød, at jeg både kom til at udvikle selve konceptet med medlemsdebatter baseret på spørgeskemaer og lokale debatgrupper og også konkret stod for formuleringen af spørgsmålene og den efterfølgende statistiske bearbejdning af dem som ansat på partikontoret i sommerferien 1967. Dette arbejde fortsatte jeg med i forbindelse rned medlemsdebatterne om jordlove (2.300 deltagere i 175 grupper}, familiepolitik (1.989 deltagere i 142 grupper}, sikkerhedspolitik (776 deltagere i 63 grupper), uddannelsespolitik (941 deltagere i 71 grupper) og erhvervspolitik (1.162 deltagere i 80 grupper) samt en særlig lynafstemning om valgretsalderen i efteråret 1968. I alt 11.015 deltagere i 830 grupper dækkende alle kredse i landet og 6,12 % af medlemstallet i 1969. Tillidsmænd i partiet udgjorde 62,3 % i fornyelsesdebatten og mellem 33,6 % og 47,8 % i de andre debatter.

Hovedbestyrelsen besluttede 8. september 1967 at offentliggøre rapporten med bearbejdningen af besvarelseme fra de lokale debatgrupper i fomyelsesdebatten samt nedsatte et organisatorisk udvalg, der skulle fremkomme med forslag til ændringer i partiets organisatoriske forhold på kongressen i 1969. Jeg blev medlem af dette udvalg og var så dybt involveret i processen, at jeg efter 69-kongressen skrev partiets nye organisationshåndbog. Disse medlemsdebatter, hele spørgsmålet om omfanget og karakteren af medlemmemes deltagelse i beslutningsprocesserne i partiet blev også emnet for mit speciale i statskundskab i april 1971.

Det var ikke nødvendigt at begrænse sig til rollen som tekniker, det handlede naturligvis alt sammen om partiets linje, selvforståelse og identitet. Jeg deltog i høj grad i debatten, både på en række tillidsmandskurser i partiet, hvor jeg især sammen med Søren Hansen opildnede til, at man tog fomyelsen alvorligt, og i pressen. F.eks. havde en kronik 16. juni 1967 i Aktuelt (også bragt i Demokraten) følgende afslutning:

”Partiet skal ikke være en trampende reformmaskine, men en demokratisk reformbevægelse, og det er vigtigere, at man går i samme retning og snakker om tingene imens, nogle i højre og nogle i venstre side af vejen, end at man bliver mast sammen og umyndiggjort med et kommanderende krav om fodslag.

Det er et stort spørgsmål, om der lokalt vil være det tilstrækkelige format til, at man kan leve op til de krav, der stilles i forbindelse med en mere levende og åben debat i partiet. Det vil derfor være af vital betydning, at man fra partiets centrale ledelse fastholder og udbygger den nuværende linje med støtte og inspiration til debatten, og at man på alle planer skaber så stor forståelse for denne fomyelseslinje, at fodslaget og majoriseringen kan siges at høre fortiden til."

Anvendelsen af begreberne “fodslag" og “majorisering" var ikke tilfældig, og tidligere i kronikken var det da også anført, at “der forekommer at eksistere kredse og endda fremtrædende personer i partiet, der mere eller mindre klart fremhæver nødvendigheden af en udskiftning i toppen for at fä en “fastere ledelse", hvilket må imødegås, da enhver ændring i denne retning ville betyde et tilbageskridt for partiet".

Der var 299 egentlige lokale debatgrupper med i alt 3.847 deltagere i fornyelsesdebatten, og omkring 25.000 deltog i møder, konferencer og lignende i forbindelse hermed. Det afgørende nye i metoden var, at det var lagt til rette sådan, at man kunne udlede egentlige resultater. Spørgsmålene var lavet sådan, at der dels var tale om lukkede kategorier af svar, dels muligheder for at komme med kortfattede kommentarer, som efterfølgende lod sig rubricere ind i kategorier, således at man med en vis sikkerhed samlet set kunne sige noget om holdninger og præferencer idebatgruppeme. Der kunne også udarbejdes en oversigt over størrelsen og alderssammensætningen og deltagelsen af tillidsfolk i grupperne, ligesom fordelingen af grupperne geografisk og i forhold til partiforeningernes størrelse Iod sig opgøre. Dette gav for forste gang et direkte billede af deltagelsen, og alt dette blev fulgt op og systematiseret yderligere i de næste rnedlemsdebatter.
Traditionalister i partiet reagerede rned en vis skepsis over for denne bestræbelse på at give de medlernmer, der engagerede sig aktivt, særlig indflydelse, og der var en - dog ganske spag - kritik af de manglende repræsentativitet i den feedback, sådanne debatter resulterede i. Vi havde to svar på denne kritik: For det første var alternativet jo, at vi overhovedet ikke fik noget alternativ til, at folketingsgruppen alene besternte partiets linje, hvilket stensikkert ville føre til et yderligere fald i medlemstallet - ikke mindst blandt de yngre - og en svækkelse af partiet som politisk kraft i samfundet. Hvis traditionalisterne egentlig var imod forsøget pä at styrke medlemsdemokratiet, så var det mere passende, at de kom frit frem og sagde dette. Det var der sorn bekendt en, der gjorde, nemlig Erhard Jacobsen, som direkte provokerede med udtalelsen om, at en håndfuld partimedlemrner i Gladsaxe ikke skulle bestemme, hvad han skulle mene og gøre i Folketinget.

For det andet var det alt for primitivt at diskutere repræsentativitet, som om disse debatter var en slags gallup-dermokrati i partiorganisationen. Den helt afgørende pointe var netop, at eksperimentet handlede orn at udvikle en samlet model for beslutningsprocessen i partiet, således at vi kunne kombinere den eksisterende, traditionelle repræsentative model rned foreninger, kredsorganisationer, amtsorganisationer, hovedbestyrelse, forretningsudvalg og folketingsgruppe med en mere direkte indflydelse for medlemmerne. Det var mere et spørgsrnäl om at skabe liv og substans i ikke mindst hovedbestyrelsens og dermed partiorganisationens og medlemmernes rolle i relation til folketingsgruppen. Resultaterne af medlemsdebatteme skulle således ikke i sig selv eller umiddelbart ses som partiets officielle politik, men var et udtryk for, hvad de aktive medlemmer mente om de pågældende politiske spørgsmål. Det nye var så, at når hovedbestyrelsen skulle positionere sig i forhold til folketingsgruppen, så kunne dette nu ske på baggrund af en organiseret tilkendegivelse fra medlemmerne. Altså en slags kortslutning af forbindelserne, der gav de aktive medlemmer en stemme opad i systemet. Man kunne også sige, at det traditionelle repræsentative system blev sat under et vist pres for at vise, at det nu også var repræsentativt i forhold til, hvad aktive partimedlemmer ønskede af partiet.

Der var to andre vigtige aspekter i modellen: For det første - og det er en del af repræsentativitetsdiskussionen - var det helt afgørende, at der virkelig var tale om debatgrupper, og ikke bare en ustruktureret og individuel udfyldelse af spørgeskemaer. Overskriften på en kronik, jeg havde i Aktuelt 20. maj 1970, var netop “Medlemsdebatten meget mere end en gang Gallup". Underrubrikken var “At nedvurdere de relativt få aktives indsats er det samme som at ønske, at endnu færre inddrages i beslutningerne. Folk i Socialdemokratiet skal opleve et forskud pÅ fremtidens mere demokratiske
samfund"

Det var det kvalitative element i, at man i en lokal partiforening nedsatte en debatgruppe (naturligvis med åben adgang for alle medlemmer), som på en række møder gennemgik det pågældende debatoplæg og fandt frem til, hvordan man ville reagere på spørgsmålene, der var afgørende. Der skulle altsä diskuteres og ikke bare reageres. Medlemmerne blev stimuleret til over for hinanden at melde deres meninger ud, og processen med sammen at finde ud af, hvad gruppens svar skulle være, var i sig selv en demokratisk proces, der hang godt sammen med, at gruppens svar ville være en del af partiets samlede beslutningsproces.

For det andet var det afgørende, at debatoplæggene havde en sådan karakter, at de ikke skulle ses som udtryk for partiets officielle politik, men netop være arbejdsredskaber til stimulering af debatten med henblik på at få afklaret de spørgsmål, der var grunden til, at det pågældende politikområde burde tages op til debat. Dette var helt klart nemmere at gøre i forbindelse med fornyelsesdebatten, end når det kom til selve de politiske medlemsdebatter. Debatoplæggene blev til i partiets forskellige stående udvalg, der fungerede som en slags tænketanke eller baggrundsgrupper for folketingsmedlemmerne.

Der var i 1970 13 af disse udvalg. Partiets udenrigsudvalg har i alle årene helt klart været det mest aktive og mest institutionaliserede med varetagelse af en del aktiviteter i sammenhæng med partiets internationale sekretær, men også uddannelsesudvalget har været væsentligt. Udvalgene har også spillet en rolle i forbindelse rned partiets tillidsrnandsuddannelse og kursusvirksornhed. Men det var nyt at skulle skrive en pjece, der ikke var udtryk for enten partiets officielle linje eller for udvalgets mening om linjen.

Faktisk var det et afgørende brud rned traditionen og også udtryk for en egentlig risikovillighed at sende noget ud, sorn godt nok var i partiets navn, men som ikke kunne tages for at være udtryk for noget partistandpunkt. I indstillingen fra Det Organisatoriske Udvalg til kongressen i 1969 hed det således følgende orn karakteren af debatoplæggene fra de stående udvalg:

”De oplæg, der sendes ud til debat, vil let kunne få en tilbøjelighed til at udgøre et samlet hele, hvor uoverensstemmelser i udvalget enten klares med et kompromis eller ved at udelade kontroversielle afsnit. En sådan tendens vil kunne neddæmpe den lokale debat til en uengageret gennemgang, fordi der ikke i oplægget er stillet alternative løsninger op, hvor dette kunne være rnuligt." Vi havde allerede i fornyelsesudvalgets rapport skrevet, at “måden, vi træffer beslutningerne på i Socialdemokratiet i fremtiden, vil være lige så afgørende for folks tillid til os, som de beslutninger vi træffer".

Der var lidt forskellige meninger om, hvorvidt ikke-medlemmer burde kunne deltage i medlemsdebatterne. Pä den ene side var det fristende og naturligvis også potentielt stimulerende at kunne tiltrække folk uden for vores egen medlemskreds til politiske diskussioner. Dette var i sig selv måske endda den bedst tænkelige måde at fä nye medlernmer på. Pä den anden side indebar den rendyrkede satsning på at styrke medlemmernes indflydelse, at det netop var dem og deres meninger, det hele drejede sig om. Og man kunne lige så godt argu-mentere, at denne holdning var et effektivt grundlag for at overbevise folk om betydningen af at melde sig ind. Der var ikke noget forbud mod ikke-medlernmers deltagelse, og de udgjorde i de fem politiske debatter: jordlove 1,6 %, familiepolitik 14,2 %, sikkerhedspolitik 2,5 %, uddannelsespolitik 7,0 % og erhvervspolitik 1,9 %. Familiepolitik havde spørgsmålet om fri abort som sit hovedpunkt, og det høje tal her afspejlede, at der i Esbjerg havde været en atypisk stor debatgruppe på hele 149 deltagere, hvoraf 89 var ikke-medlemrner og i øvrigt 102 deltagere under 25 år.

Gennemgående var der tale om, at inddragelsen af ikke-medlemmer var noget, der skete ved, at særligt interesserede enkeltpersoner deltog, og at der generelt ikke var noget udadvendt sigte med de lokale debatter. Det var da også i højere grad det ovenfor omtalte forhold om, at debatoplæggene i sig selv - foruden naturligvis debatten ude omkring og fremkomsten af en håndgribelig og konkluderende sammenfatning af debattens resultat - ikke kunne holdes uden for offentlighedens kendskab, der var kernen i medlemsdemokratiseringens nødvendige politiske risikovillighed. Vi konkluderede senere, hvad dette angik, i Det Organisatoriske Udvalgs indstilling til kongressen i 1977, at

“Socialdemokratiet kan ikke diskutere med sig selv, uden at dette også bliver en diskussion i offentligheden".

Forslag til emner for medlemsdebatter kunne fremkomme overalt i organisationen, men det var hovedbestyrelsen, der skulle foretage prioriteringen af, hvilke debatter der skulle gennemføres. De stående udvalg producerede så debatoplæggene. Det var også hovedbestyrelsen, der efterfølgende tog stilling til, hvad der skulle ske med resultatet af en debat. Dette kunne dreje sig om folketingsgruppens stillingtagen, oplæg til en kommende partikongres, hvor afklaringen af et punkt i partiprogrammet kunne baseres sig på en medlemsdebat, eller det kunne dreje sig om kampagneaktiviteter på et politisk omräde.

I underudvalget om den politiske debat som drivkraft i Det Organisatoriske Udvalg fik jeg i sommeren 1968 udarbejdet et forslag til en afstemningsprocedure, som skulle give adgang for partimedlemmerne til ved afstemninger på foreningernes generalforsamlinger at medvirke direkte i partiets beslutningsproces i bestemte, afgrænsede politiske spørgsmäl - den såkaldte “lynafstemning". Forretningsudvalget godkendte, at man forsøgsvis skulle sende spørgsmälet om partiets stilling til valgretsalderen ud til afstemning på efterårets generalforsamlinger i de lokale partiforeninger. Temaet var: ”Bør Socialdemokratiet gå ind for 18 eller 20 års valgret?" Det var et krav, at der forud for afstemningen skulle argumenteres for begge synspunkter, og vi udsendte til det brug en oversigt over forskellige argumenter.

Ikke alle foreninger holder generalforsamlinger i efteråret, og nogle indkaldte til ekstraordinære generalforsamlinger eller medlemsmøder i denne anledning. I alt deltog 9.129 medlemmer i afstemningen, heraf 8.448 i afstemninger på 340 foreningers efterårsgeneralforsamlinger og 681 i postbesørgede urafstemninger i fem foreninger. Disse i alt 345 foreninger havde i 1968 et samlet medlemstal på 109.236, således at 8,4 % af medlemmerne i disse foreninger deltog, hvilket svarede til 5,3 % af partiets samlede medlemstal. Resultatet blev et klart ja på 64,1 % til 18 år. Ved folkeafstemningen i juni 1969 var der kun 13,6 %, der sagde ja til en valgretsalder på 18 år. Den socialdemokratiske folketingsgruppe havde haft det standpunkt, at man skulle gå mere etapevis frem og i første omgang nøjes med en nedsrettelse til 20 år. Men partiets ordfører (Tastesen) henviste ved første behandling af lovforslaget om valgrets-alderen 13. november 1968 til lynafsternningen i partiet og gjorde det klart, at gruppen ville følge tilkendegivelsen fra partirnedlemmerne. Min reaktion til dette forløb var dengang (og nu), at det da var vidunderligt at se, at vore partimedlemrner var forud for vælgerne, hvilket lige var, hvad partiet trængte til.

Det momentum, der var skabt med fornyelsesdebatten, og som blev fulgt op i indstillingerne fra Det Organisatoriske Udvalg forud for 1969-kongressen, var grundlaget for ganske store forandringer. Partiet besluttede sig for nye procedurer for opstillingen af folketingskandidater, som indebar, at blot 25 medlemmer skulle til for at foreslå et kandidatemne, og at der skulle være skriftlig urafstemning blandt medlemmerne, hvis der var foreslået mere end en. Der skulle også fremover være en stillingtagen til kandidatemes genopstilling hvert år. Vi besluttede også at sige farvel til partilisten og skifte til sideordnet opstilling af kandidaterne. Dette vendte op og ned på det politiske landskab, idet mange gamle højborge med sikre kredse pludselig gik hen og blev marginale.
Der var nogle få, der (ligesom jeg selv) hellere havde set, at vi havde besluttet os for ligesidet opstilling, hvorved kandidaten fik alle listestemmeme i egen kreds og kun de personlige stemmer fra andre kredse i amtet. Men stemningen var for et klart brud med den gamle partiliste, der gik ud på, at rækkefølgen af, hvilke kredse der gav valg, var defineret ved kredsenes socialdemokratiske procentvise andel af stemmeme. (Denne ændring havde i øvrigt stor betydning for mig selv. Da jeg blev opstillet i Fredericia-kredsen i maj 1969, ville jeg blive valgt, selvom partiet i alt kun opnåede 13 mandater. Men med forstærkereffekten af de personlige stemmer i andre kredse og med den nye betydning, som kredsenes absolutte antal af S-stemmer nu fik, kom Fredericia-kredsen typisk ind som nr. 4 i stedet for nr. 1 i Vejle Amt, og hvis partiet i alt kom ned i nærheden af 50 mandater, ville den ikke give valg).

Det var nu ikke frygten for ikke at blive valgt, der var min grund til at argumentere for den løsning, der ikke i så høj grad belønnede personlige stemmer. Jeg forestillede mig ganske enkelt ikke, at partiet skulle komme i en situation, hvor Fredericia-kredsen ikke ville give valg. Det var derimod virkningen af fokuseringen på den enkelte kandidat og den indbyrdes konkurrence mellem dem, der bekymrede mig. Godt nok var jeg ligesom næsten alle andre enig i, at den garnle partiliste ikke indeholdt noget incitament for aktivitet, og at den var en del af problemet med den manglende fornyelse i partiet. Men at gå til den anden yderlighed, hvor der så at sige ville være 103 socialdemokratier, der gik til valg, var lige i overkanten. Det har jeg rnent lige siden. Jeg har gennem alle årene fundet det ubehageligt, at „stem på mig" har været hørt oftere end „stem på Socialdemokratiet". Hvis man skulle være lidt drillesyg, kunne man spørge, om skiftet i partiets navn fra
“Socialdemokratiet" til “Socialdemokrateme" er en afspejling af dette, og om dette ikke er en indirekte bekræftelse af, at fællesskabet ikke længere kan tages helt for givet som det afgørende i vores selvforståelse?

Ogsä spørgsmålet om dobbeltmandater blev taget op på 69-kongressen. Erhard Jacobsen-sagen var dominerende i diskussionen, rnen dette havde betydning for ganske mange. Frit Forums og i det hele taget de yngre partifællers indstilling til Erhard Jacobsen var ekstremt kritisk, specielt på grund af hans hånlige og afvisende indstilling til medlemsdemokratiet i partiet. Var vi blevet spurgt direkte, ville vi nok have foretrukket en eksklusion af ham pä grund af hans provokationer på dette punkt.

Et par bemærkninger mere om Erhard Jacobsen: Det har altid undret mig, at historien om, at han løb tør for benzin og derfor ikke nåede frem til den afgørende afstemning i 1973, er blevet behandlet så ukritisk af pressen. Ingen har fundet det interessant at se lidt nøjere på, hvilken deadline der var for at kunne få trykt blanketteme til underskrifter ved anmeldelsen af det nye parti i de lokale distriktsblade allerede i begyndelsen af den næste uge, efter at han ikke kom til afstemningen. Der er ganske enkelt noget, der ikke passer i den historie. Her ligger en interessant opgave for en specialeskrivende historiestuderende. Eller for en joumalist, der gider gå ned i detaljeme.

Erhard fortsatte med at provokere med sine synspunkter om bl.a. Sydafrika og Danmarks Radio, men som tiden gik, var der to punkter, der kom til at mildne mit syn på ham. Det første var, at han gennern tykt og tyndt stod fast på en overordentlig respektabel økonomisk politik (vi lader lige parcelhusene ligge. Tiden har jo også til fulde vist, at man åbenbart sagtens kan kalde sig socialdernokrat i dag og stå for den politik, vi dengang kritiserede Erhard for!). Det andet var, at hele dramaet rned hans brud rned Socialdernokratiet formentlig kunne være undgået, hvis Krag eller Anker Jørgensen havde gjort ham til boligminister. Men dobbeltmandatdramaet havde umuliggjort dette, og Anker så formentlig i de afgørende første år som partiformand mere pä Erhard med fagforeningsmandens krævende øjne med hensyn til kravet om loyalitet.

Kongressen ændrede også på sammensætningen af partiets forretningsudvalg, sådan at repræsentanter for de kongresvalgte hovedbestyrelsesmedlemrner ville komme til at udgøre flertallet i forretningsudvalget, ligesom det blev besternt, at partisekretæren skulle vælges pä kongressen.

Det har været en almindelig beskrivelse af udviklingen i Socialdemokratiet, at fomyelsen og et vist generationsskifte skete ved valget i 1971. Det er naturligvis ikke helt forkert.

Men alt i alt betød ændringeme internt og organisatorisk i partiet såvel som hele den bølge af livlig debat pä de forskellige politiske sagsområder, sorn medlemsdebatteme indebar, at der i årene 1966-71 allerede var sket grundlæggende forandringer. Uden medlemsdebatteme ville der ikke være blevet skabt plads til en yngre generation. Og uden ændringeme i opstillingsreglerne og i valgmetoden ville mange af dem, der kom ind som nye MF'ere i 1971, ikke være blevet valgt. Uanset at man selvfølgelig kan sige, at generationsskiftet under alle omstændigheder ville være kornmet pä et eller andet tidspunkt, så var det de bagvedliggende ændringer sidst i 60'eme, der virkelig gjorde forskellen.

Anker Jørgensen havde ikke Krags dristighed til at fortsætte debatterne. Han havde også en vanskeligere tid med at hele partiet efter EF-afstemningen, og de oplagte spørgsmål, der kunne have været sendt ud til debat som f.eks. en stillingtagen til atomkraft, var måske for farlige at tage op. Med Glistrup og kommunister i Folketinget og Erhard med eget parti var det hele svært. Der blev ikke produceret flere ægte debatoplæg med en vifte af mulige svar på spørgsmålene. Der har naturligvis været masser af diskussion i Socialdemokratiet. Men der er meget stor forskel på den slags diskussion, der bunder i, at enkelte dissidenter eller visse fløje i partiet melder noget ud, som så giver anledning til noget tumult, og så en bevidst organiseret og helhjertet debat blandt medlemmerne om et politisk spørgsmål. Det skal dog ikke glemmes, at der i alle årene i forbindelse med udarbejdelsen af partiprogrammer har været rnasser af reel og velorganiseret debat i partiet. Principprogrammet i 1977 var således baseret på en meget omfattende proces. Kongresser og årsmøder har stort set hver gang været rammen om spændende og helt reelle diskussioner og beslutningsprocesser. Man kan sige, at den traditionelt definerede partiorganisation har fungeret. Det er den organiserede bestræbelse på at produktudvikle selve den politiske arbejdsform, herunder en eksperimenteren med mere direkte inddragelse af de enkelte partimedlemmer, der ikke har været forsøgt.

Proceduren ved valget af partiformand i 2005 var naturligvis et fremskridt for medlemsdemokratiet. Men ellers er der ikke sket meget. Det er tydeligvis ikke en option for Socialdemokratiet at bygge på at være den organiserede klasse. Det havde vi forstået allerede i slutningen af 60'eme. Muligheden i dag består i, at partiet bliver den organiserede meningsdannelse i samfundet. Det kræver en anden måde at væreparti på end at fortsætte, som om man var et stort parti. Organisationsprocenten ligger nu på under 6 %. Som folkelig bevægelse er der ikke så meget, der adskiller Socialdemokratiet fra de andre partier. Dette passer overhovedet ikke til inertien i vores selvforståelse. For at blive taget alvorligt er det nødvendigt, at partiet selv tager substansen alvorligt. Man må gøre sig mindre afhængig af samvittighedsløse procesteknokrater. Spindoktorerne er ganske enkelt mediernes trojanske heste inde i folkestyret. Det var således påfaldende, at den socialdemokratiske politiske ordfører i januar 2008 lagde vægt på at signalere, at partiet ikke en anden gang skulle sige noget nyt om udlændingepolitikken i en valgkamp, men ikke lagde vægt på at sige noget om, hvad han i øvrigt mente, denne udlændingepolitik skulle gå udpå.

Det er også en fælde for partiet at gå med på personfikseringen – at “sælge" partiet på en eller nogle få personer. Vi har altid ment, at den demokratiske socialisme og Socialdemokratiets identitet og budskab var noget, der var større, end lige de personer, der stod i forreste række. En acccept af personfikseringen får det hele til at se ud, som om politikerne ikke har andet at byde på end sig selv, hvilket ganske enkelt ikke er godt nok. Socialdemokratiet vil jo i så fald ikke være noget særligt.

Mange ser internettet som et universalsvar på kommunikationsproblemerne i folkestyret - det er jo blevet så nemt at nå direkte ud til folk. Men for at få en regulær samtale skabt skal der investeres enormt megen energi og tid i “centret". Der er også en stor forskel rent kvalitativt mellem enkeltmenneskers deltagelse i diskussioner på nettet og den feedback fra organiserede og diskuterende grupper på debatoplæg fra partiet, som efterfolgende behandles og kan danne grundlag for den videre autoritative beslutningsproces. Det afgørende spørgsmål er, om man vil bruge de 50.000 medlemmer som deltagere i politikudviklingen og som det, der på nudansk hedder stakeholders, i en mere tæt defineret form, eller om partiet blot skal være en kampagnemaskine, hvor den egentlige energi er knyttet til kampen for personlige stemmer på den lokale folketingskandidat og i bedste fald en lidt mere kollektiv lokal optræden ved kommunevalgene. Problemet er, at som almindelig kampagnemaskine er der heller ikke længere nogen særlig komparativ fordel tilbage for Socialdemokratiet, idet især de borgerlige partier for længst har overhalet os med hensyn til adgang til ressourcer, dvs. penge. Folk tænker jo ikke over, at når de køber toiletpapir i Føtex, så yder de partistøtte til de borgerlige partier!

Det er altså i den mere kvalitative boldgade, man skal lede efter, hvad der kan skabe nye muligheder. Man kunne fristes til at sige, at når partiet nu alligevel er blevet så lille, som det er, så kan man lige så godt begynde at sige, hvad man mener. Helt enkelt. Dette er naturligvis ikke kun Socialdemokratiets problem, rnen hvis partiet skal fastholde eller genvinde sin position som afgørende aktør i dagens politik, så er det også nødvendigt, at partiet positionerer sig som den afgørende aktør i den nødvendige kvalitative opdatering af det danske folkestyre. Der må altså eksperimenteres og nyudvikles, hvis partierne skal genvinde deres troværdige og respekterede autoritative repræsentativitet. Pengemagten, mediemagten og de samvittighedsløse spindoktorer må skubbes tilbage. Ved ikke at stille sig an over for dette trusselsbillede bliver Socialdemokratiet opslugt af det.

 

Til forsiden

Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:

 

På vejen mod en ny social orden
Af Irene Odgaard, redaktør på Ny PolitikVi har længe været på vej væk fra den sociale verdensorden, de fleste af os har kendt siden barnsben og opfattet som nærmest uforanderlig. Men med Trumps seneste angreb i Venezuela og hans tirader i forhold til Grønland kan alle i Europa se revnerne i jordskorpen, som de tektoniske plader bestandige bevægelse har udløst.

Småstatsdilemmaet

Af Poul Nielson. Fhv. MF(S), energiminister, udviklingsminister, EU -kommissær, i perioder formand for Socialdemokratiets Internationale Udvalg og fuldmægtig i Udenrigsministeriet bl.a. i den politiske afdeling med Øst-Vest forhold.
I lyset af den situation, Danmark i dag står i sikkerhedspolitisk, giver det god mening at tænke tilbage på situationen i slutningen af 1930erne, hvor der faktisk blev arbejdet med en styrkelse af forsvaret, og hvor ikke mindst Staunings aktive, men inklusive, bestræbelser på at opnå en form for sikkerhedstilsagn fra England udstillede småstatens begrænsede handlemulighed i en verden med stigende uro. Vi kom dog relativt nådigt gennem krigen, og det lykkedes os at være med fra starten i FN.

Nyheder, løgne og den politiske samtale
Af Irene Odgaard, redaktør på Ny Politik 
På Folkemødet i Allinge i juni 2022 angreb statsminister Mette Frederiksen i en samtale med Søren Pind en medietendens, hvor løgne bliver viderebragt uden konsekvens. Et medieudvalg blev nedsat. Der er stærke kræfter på spil i forhold til vilkårene for den politiske samtale.

Ikke det Socialdemokrati jeg kender
AF Niels Enevoldsen forhenværende DSU forbundsformand og tidligere ansat i LO (Landsorganisationen i Danmark) og senere ILO (FNs Internationale Arbejdsorganisation)
Det kunne undre da statsministeren, og socialdemokratiets partiformand, for nogen tid siden ifølge POLITIKEN gav udtryk for, at hun ikke var enig i, at det var godt at fyldte mindre i den offentlige debat og at hun gerne så at det blev et hovedtema i kommende valgkampe.

Grøn omstilling – Bliver Atomkraft et valgtema
Af Søren Thomassen, redaktør NY POLITIK
For fyrre år siden vedtog Folketinget en lov mod planlægning af atomkraft i Danmark. I de senere år er debatten blevet aktualiseret igen og forskellige organisationer og politiske partier har meldt sig med stigende i intensitet. I en hyperpolitisk tid, kan spørgsmålet om at indføre atomkraft i energiforsyningen i Danmark blive et vigtigt tema i en kommende valgkamp.

Mindretallene i den dansk-tyske grænseregion
Af Jens William Grav, cand. scient. pol.
I artiklen omtaler Jens William Grav situationen i dag for de forskellige mindretal i den dansk-tyske grænseregion.