Socialdemokratiet og religion.

Af Poul Nielson. Fhv. MF (S), energiminister, udviklingsminister, EU Kommissær. Indlægget udtrykker forfatterens holdning.

På kirkegården i Als i Østjylland kan man se en gravsten for Knud Bornemann Nielsen fra 2007 med inskriptionen ”Sognepræst og socialdemokrat”. Det er ikke en helt almindelig tekst på en gravsten. Den giver anledning til lidt eftertanke: Har formålet været at understrege, at selvom man var socialdemokrat, kunne man sagtens have et embede i folkekirken, eller skal den egentlige mening med teksten være at signalere, at det netop er usædvanligt?

Der har på det seneste været en del røre om partiets holdning til kristendommen og specielt folkekirken. Det kan måske være relevant at se på, hvordan partiets officielle tilkendegivelser om religion eller om åndelige aspekter i det hele taget har set ud gennem tiden.

Gimleprogrammet 1876:
”Præstegårdsjordene inddrages, og anden til salg værende landejendom købes af staten og bortforpagtes af denne til husmænd og andre landarbejdere”. Samt: ”Religion erklæres for en privatsag”.

1888-programmet:
”Religionen erklæres for en privatsag”. Samt: ”Fideikommisser og præstegårdsjorder inddrages og anden til salg værende landejendom købes af staten”.

1913-programmet:
Punkt 4: ”Religion er en privatsag. De religiøse samfund ordner selv deres egne anliggender.” Punkt 6 i programmet om skole og undervisning: ”Særlige religionstimer afskaffes”.  Punkt 13: Præstegårdsjorde inddrages”.

Fremtidens Danmark:
Kapitel XIII. Fremtidens Danmark: ”Efter disse retningslinjer vil Socialdemokratiet bygge fremtidens Danmark. Det bliver et storstilet bygningsværk. Og som alt, hvad der er stort, vil det kræve anstrengelser og arbejde, mod og beslutsomhed.

Først og fremmest vil det kræve en vældig politisk indsats- ikke alene af en enig arbejderklasse, men af hele den brede befolkning i by som på land: Tjenestemænd, landbrugere, handlende og håndværkere.

Lykkes denne nationale opgave, vil lønnen ikke udeblive.

Det danske folk vil ikke alene opnå materielle ting som mad i gryden, tøj på kroppen og værktøj i hånden. Men en social højnelse, en åndelig, kulturel og moralsk rejsning vil følge i en velordnet økonomis spor – i takt med den stigende velstand.

På krigens mørke baggrund vil et helt nyt folk vokse op. Et folk, der føler, at det selv ejer det land, det kalder sit, som vil elske det og værne om det, og som i et voksende samvirke med andre nationer kan give eksemplet fra et demokratiets og humanitetens foregangsland, fra et Danmark for folket.”

Vejen Frem 1961:
”Trosfrihed, tankefrihed og talefrihed er forudsætninger for, at det enkelte menneske kan opnå fuld personlig udfoldelse”

Solidaritet Lighed og Trivsel 1977:
”Den demokratiske socialisme er et menneskesyn, ikke kun et økonomisk system”. ”Vi skal anspores til at udfolde den solidariske side af vort væsen. At få andre til at trives og udvikle sig er det samme som selv at trives og udvikles.”

I programpunktet om kultur: ”Folkekirkens forbindelser med staten opretholdes ved, at folketinget er kirkens øverste lovgivende instans”.

Det er helt åbenbart, at Socialdemokratiet fra begyndelsen af ikke har lagt vægt på noget opgør mod den danske folkekirke, der jo også som udgangspunkt fik en markant placering i landets første grundlov længe inden partiet var blevet operativt. Forholdet har været karakteriseret som en slags arms - længde princip, idet dog kirkens økonomiske privilegier med præstegårdsjordene blev taget op og afskaffelsen af religionstimer var direkte nævnt i 1913-programmet.

Forskellen mellem 1913-programmet og 1977-programmet med hensyn til forholdet mellem religion eller kirken og staten er umiddelbart interessant. I 1913 skrev vi ”de religiøse samfund”, hvor vi i 1977 alene skrev om ”folkekirkens forbindelser med staten” og samtidig fastslog folketinget som ”kirken øverste lovgivende instans”. Men man skal nok være forsigtig med at overfortolke forskellene. Afskaffelse af særlige religionstimer og understregningen af folketingets rolle har samme karakter. Der er en uklarhed i 1977 med ordet ”opretholdes”, som man dog næppe kan lægge andet i end en beroligelse, når man nu besluttede sig for at anvende klartekst om folketingets rolle.

Samlet set er det hævet over enhver tvivl, at helt fra Gimleprogrammet i 1876 og til i dag har partiets syn på religion været, at det er en privatsag.

Om menneskesyn, moral og åndelige og kulturelle aspekter m.m., man kunne sætte i forbindelse med religion i bredere forstand, holder de tidligste programmer sig til klassekampen og socialismens betydning for frigørelsen for den udnyttede arbejderklasse.
Men i Fremtidens Danmark handler det også om ”en social højnelse, en åndelig, kulturel og moralsk rejsning vil følge i en velordnet økonomis spor – i takt med den stigende velstand”, og i programmets sidste ord hedder det, at folket kan give et eksempel fra et demokratiets og humanitetens foregangsland. Valget af ordet humanitet er betydningsfuld.

I Solidaritet lighed og trivsel 1977 havde vi modet til at se med kritiske øjne på udviklingen af økonomien og velfærdssamfundet siden krigen, bl.a. med hvad vi skrev om trivsel og grænser for vækst. Men det ovenfor citerede om menneskesyn og især formuleringen om, at vi skal anspores til at udfolde den solidariske side af vort væsen, er en erkendelse af, at vi som mennesker også har en anden side. Solidaritet er altså en moralsk udfordring, og noget, Socialdemokratiet ser som sin opgave at anspore.

I Socialdemokratiets tidligste programmer var der ingen tvivl om anvendelse af begrebet solidaritet – der var sammenholdet i arbejderklassen og for de svage i samfundet. Ordet spiller i vor tid ikke den samme rolle i partiets vokabular. Det hænger måske sammen med, at hvor det førhen bredt blandt lønmodtagere blev set som noget, man havde gavn af, så ser rigtig mange i den sejrende og succesfulde middelklasse i dag ordet som noget, man skal betale til. Det bruges ikke direkte operativt, men udtrykket næstekærlighed dækker egentlig ganske godt, hvad vi nu om dage mener, hvis vi skal forklare, hvordan en moralsk forpligtelse kan give en bedre dækkende mening end ordet solidaritet.

Det er min formulering, at demokratisk socialisme er organiseret næstekærlighed. Forskellen mellem os og andre, der gerne og ofte taler om næstekærlighed, er, at vi ser det som noget, der rent faktisk skal gøres noget ved i den måde, vi indretter samfundet på, og i at vi har erkendt, at vi også skal anspores til at udvikle den solidariske side af vores væsen. Det er i sammenhængen mellem disse, at man kan se meningen med den tendens, der præger diskussionen i disse år - også med Socialdemokratiets formands markeringer om en åndelig oprustning. Det handler om en styrkelse af de nederste blokke i demokratiets fundament.

 

Til forsiden

Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:

Socialdemokratiet og kristendommen

Tro, håb og så en telefonløsning

Socialdemokratiet og folkekirken

Når kultur og loyalitet får forrang

Udryddelse af forældede fordomme

To uforenlige størrelser: Socialdemorkratiet og den priviligerede folkekirke

Humanisme, folkestyre, social omsorg, socialdemokratiet - og kirken - og de kristne!