Socialdemokratiet og folkekirken

Af Henning Grelle, historiker, fhv. seniorforsker, Arbejdermuseet og Arbejderbevægelsens Bibliotek & Arkiv. Tidligere formand for Selskabet for Arbejderhistorie, SFAH, og forfatter til en lang række artikler og bøger om dansk arbejderbevægelse, herunder Thorvald Stauning : demokrati eller kaos : en biografi. Indlægget udtrykker forfatterens holdning

Artikelen gennemgår udviklingen af forholdet mellem arbejderbevægelse og kirke. Oprindeligt fjendtligt; - Socialdemokratiet ville adskille stat og kirke. I arbejderbevægelsen og hos dens ledere var der ikke tro på, at kirken med dens budskaber kunne skabe et mere demokratisk, socialt og økonomisk retfærdigt samfund. Det skulle gøres politisk gennem organisation og kollektivt sammenhold. Religion var en privatsag. Men i og med programmet “Danmark for Folket” ønskede man opbakning fra bredere samfundslag - og ro om kirken.

”Religionen erklæres for privatsag.” (Principprogram 1876).

”Religionen er en privatsag. De religiøse samfund ordner selv deres anliggender.

"Religionsundervisning afskaffes.” (Principprogram 1913).

”Folkekirkens forbindelser med staten opretholdes ved, at Folketinget er kirkens øverste lovgivende instans.” (Principprogram 1977).

Socialdemokratiet og socialdemokraternes forhold til folkekirken har været en lang rejse i fortiden på mere end 75 år. Fra indædt modstand mod kirken og krav om adskillelse mellem stat og kirke til en gradvis accept, der kulminerede i slutningen af 1930’erne.
Omkalfatringen foregik i roligt tempo uden de store principielle debatter, uden splittelse i partiet og uden rystelser i det politiske system. Under 1930’ernes økonomiske krise og truslerne om en ny krig var de politiske partier og ikke mindst Socialdemokratiet interesseret i, at kirkedebatter foregik i Kirkeudvalget af 1928 og ikke i Rigsdagen. Da Socialdemokratiet samtidig var principiel tilhænger af en adskillelse af kirke og stat, betød det, at partiet ikke havde en officiel kirkepolitik. Der var holdninger, der stort set gik i retning af frisind. Man foretrak frisindede præster, og man foretrak, at kirken passede sig selv og var åben over for sociale initiativer. Man ønskede en kirke åben for alle, som ønskede hyppig brug af kirkens budskaber og dem, som alene benyttede kirken i højtider. Og så stod det alle frit for at melde sig ud af folkekirken.

Forankret i Grundloven af 1849
”Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten.”

Således var grundlaget for folkekirken forankret i Danmarks første grundlov, men det fremgik ikke, hvordan kirkens forhold skulle styres.

Kirkeministeren (kulturministeren) havde ansvaret for økonomi, administration og bispevalg, mens der gik mere end 50 år, før mere lokalt selvstyre i form af menighedsråd blev en realitet.

Kirken og arbejderbevægelsen
Arbejderbevægelsen fik ved gennembruddet i 1871 fra første dag et dårligt forhold til kirken. Præster og biskopper var på linje med det borgerlige samfund ved at kalde socialismen for farlig og samfundsnedbrydende og kaste den enkelte i fordærv. Med pamfletter, avisindlæg og prædikener forsvarede præster det bestående, og konkret viste de deres afsky ved at nægte tilstedeværelse af røde faner ved begravelser. Konfirmationer var dyre, hvorved man undgik fattige og dårligt klædte børn inden for kirkens mure.

Politisk tog man hævn over præsterne ved allerede i 1876 at kræve præstegårdsjordene solgt til staten og derefter udlejet til landarbejdere og husmænd, men det blev senere et såkaldt jordspørgsmål, der fra 1920’erne gjorde præsterne til lønarbejdere.

Om arbejdernes forhold til kirken mere gik på mistillid og had til præsterne, eller om der var tale om manglende tillid til den kristne lære kan være vanskelig at bedømme. I arbejderbevægelsen og hos dens ledere var der ikke tro på, at kirken med dens budskaber kunne skabe et mere demokratisk, socialt og økonomisk retfærdigt samfund. Det skulle gøres politisk gennem organisation og kollektivt sammenhold. Religion var en privatsag.

Venstre i offensiven
Det var det grundtvigianske Venstre med kirkeminister I. C. Christensen i spidsen, der førte kirken ind i demokratiet ved at gennemføre den første kirkelov i 1903 om menighedsråd, hvor også kvinder skulle have valgret og valgbarhed.

Loven blev positivt modtaget af Socialdemokratiet og dets bannerfører i kirkespørgsmål, F. J. Borgbjerg. Han så positivt på et demokratisk styre af kirken, selvom han mente, at loven skulle give mulighed for, at menighedsrådene kunne vælge præster.

Når partiet alligevel stemte imod loven, skete det ud fra en frygt for, at et nedsat kirkeudvalg, der skulle se nærmere på kirkens samlede forhold, ville skabe grobund for et mere sammentømret forhold mellem stat og kirke.

Menighedsloven af 1903 blev i 1912 gjort permanent. Denne gang stemte Socialdemokratiet for, da menighedsrådene fik indflydelse på præstevalg og større økonomisk frihed. Det havde også stor betydning, at der ikke var tiltag, der gjorde båndene tættere mellem kirke og stat.

I 1922 vedtoges en ny menighedslov, igen på initiativ af kirkeminister I. C. Christensen. Loven skaffede menighedsrådene større indflydelse på præstevalg og større økonomisk råderet. Socialdemokratiet stemte imod loven, da den gav menighedsrådene indflydelse på blandt andet bispevalg, hvad der ville betyde en svækkelse af kirkeministeren og en åbning for et lovkompleks, der bandt kirken tættere til staten. Diskussionen om forholdet mellem kirke og stat var blevet stærkere, og en adskillelse blev anset for ønskelig, ikke kun blandt socialdemokrater, men også hos konservative og frisindede kirkesamfund.

Socialdemokratiet skærper kursen
Den socialdemokratiske kirkeminister P. Dahl gjorde i den første socialdemokratiske regering sit til at gøre religion til en privat sag ved at fremme adskillelsen mellem stat og kirke. Det forsøgte han at gøre ved at indføre besparelser på kirkens budgetter til kirkebyggeri og renovering samt den generelle støtte til folkekirken. Meget lidt lykkedes i den henseende, men Dahls metoder gik igen i det store kirkeudvalg (1928-40), der blev sammensat af folk fra de dominerende kirkeretninger, Indre Mission og grundtvigianerne, samt en række repræsentanter fra en række andre trossamfund. Dertil kom repræsentanter fra alle partierne i Rigsdagen.

Udvalgets første opgave var at behandle et omfattende forslag fra Socialdemokratiet om adskillelse af stat og kirke. Ud over besparelser omfattede forslaget tillige støtte til andre trossamfund og menigheder på folkekirkens grund, udvidelser af brugsretten til kirken for andre menigheder, samt kirkegårdes overgang i kommunalt regi. Hensigten var at opløse folkekirken i selvstyrende enheder i overensstemmelse med partiets principper.

Forslaget kom dog ingen vegne. Højrefløjen kaldte forslaget for grundlovsstridigt. Det forhindrede dog ikke P. Dahl som ny kirkeminister i den socialdemokratisk-radikale regering (1929-40) i at fortsætte sine besparelser på kirkens budgetter, denne gang med større held. I den sammenhæng kunne han gøre det på baggrund af den økonomiske krise, som kom til at gribe ind i budgetterne på alle andre statslige og kommunale områder. Kirken måtte i højere grad klare sig selv, og det lå helt i tråd med Dahls ønsker om adskillelse.

Socialdemokratiet lemper kursen
I 1935 vedtog Socialdemokratiets kongres programmet ”Danmark for Folket,” som partiets hovedbestyrelse havde godkendt i 1934. Det var kulminationen på en ny politik, der siden partikongressen i 1923 havde gjort Socialdemokratiet til et folkeparti frem for et arbejderparti.

Arbejderne skulle integreres i samfundet og sammen med andre grupper i samfundet, småbønder, fiskere, skolelærere og lavere funktionærer skulle de sikre en demokratisk samfundspolitisk til gavn for alle. Kun med bred opbakning kunne Socialdemokratiet føre befolkningen gennem krisen, holde de politiske yderfløje nede og sikre demokratiet gennem en reformpolitik til gavn for det store flertal.

Måske var denne ’folkepolitik’ blandt årsagerne til, at partiet lukkede af for tiltag i adskillelsespolitikken til fordel for en mild opbakning til folkekirken fra 1936.

Både P. Dahl og Frederik Borgbjerg døde i 1936, og den nye socialdemokratiske kirkeminister Johs. Hansen øgede bevillingerne til Folkekirken og til kirkebyggeri. Samtidig opstod der bred enighed i kirkeudvalget om, at tiden ikke var til dybtgående ændringer i folkekirkens ydre forhold.

Socialdemokratiets statsminister, Thorvald Stauning, der ikke tilhørte noget trossamfund, var godt tilfreds med, at modsætningerne på kirkeområdet blev holdt inden for kirkeudvalget og ikke blev overbragt til Rigsdagen. Den radikale regeringspartner, der i udvalget var tilhænger af kompromiser i udvalget, blev også mere kølige for kirkeforslag, der kunne føre til skærpede rigsdagsdebatter.

Flertallet ønskede ro om kirken, og prisen blev tilsyneladende betalt med kravet om adskillelse mellem stat og kirke. Men det var ikke hele forklaringen.

Socialdemokrater i menighedsrådene
De socialdemokratiske partiforeninger opstillede kandidater til menighedsrådsvalgene, men i de første årtier i et begrænset antal. Efter den permanente menighedsrådslov i 1912 opfordrede den nyvalgte redaktør af Social-Demokraten, Frederik Borgbjerg, socialdemokrater til at stille op til menighedsrådsvalgene, hvor de skulle føre de socialdemokratiske principper ud i livet. Her skulle de arbejde for at få større indflydelse på præstevalg, så frisindede og ikke indremissionske præster skulle dominere. Blikket skulle også rettes mod kirkens økonomi, da denne var en af metoderne til at arbejde hen mod en adskillelse af stat og kirke.

Nogen større effekt fik Borgbjergs ønsker ikke. Nærmest tværtimod. I 1916 vedtog partiets hovedbestyrelse, at partiet ikke skulle deltage i menighedsrådsvalgene, og debatter i partiets ungdomsorgan ”Socialisten” viste, at flere fandt det forkert og imod partiets principper at arbejde i menighedsrådene. Tro var en privatsag.

I 1926 blev der valgt 647 socialdemokratiske menighedsrådsmedlemmer. Tallet var steget som følge af den socialdemokratiske kirkeminister P. Dahls åbenlyse opfordringer om at erobre flertallet i menighedsrådene og gøre alvor af arbejdet for at adskille stat og kirke. Der var ifølge Dahl rigeligt med opgaver at tage fat på i menighedsarbejdet, men nogen støtte fra partiet var begrænset og dermed overladt til det enkelte medlems overbevisning.

I 1927 vedtog den socialdemokratiske partikongres, at socialdemokrater kunne stille op til menighedsrådsvalg som enkeltpersoner, og nogle år efter sagde partiets hovedbestyrelse nej til, at socialdemokratiske menighedsrådsmedlemmer kunne organisere sig i en landsdækkende forening, hvor erfaringer og initiativer kunne udveksles. Menighedsrådsvalg var partiforeningens opgave. De kunne få lidt praktisk hjælp fra partikontoret, men politiske retningslinjer var udelukket.

Selv på denne baggrund steg antallet af socialdemokratiske menighedsrådsmedlemmer til 1549 i 1938. Der var flest i de større byer. Socialdemokraterne arbejdede fortsat med økonomien, valget af frisindede præster og kirkens sociale arbejde. Og så arbejdede man i takt med den nye kirkeminister Johs. Hansen, der støttede folkekirken og efterhånden gjorde den til en accept i partiet, selv om mange socialdemokrater dengang og frem til i dag fortsat mener, at religiøs tro er en privatsag.

 

Til forsiden

Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:

Socialdemokratiet og kristendommen

Tro, håb og så en telefonløsning

Når kultur og loyalitet får forrang

Udryddelse af forældede fordomme

To uforenlige størrelser: Socialdemorkratiet og den priviligerede folkekirke

Humanisme, folkestyre, social omsorg, socialdemokratiet - og kirken - og de kristne!

Socialdemokratiet og religion