Socialdemokratiet og kristendommen

Af Ida Auken, Sundheds- og kirkeminister - Socialdemokratiet
Dette indlæg har tidligere været bragt i netmediet Pio og udtrykker forfatterens holdning.

Hen over sommeren har der været en vigtig debat om forholdet mellem kristendom og demokrati, herunder om socialdemokratiets forhold til kristendommen og folkekirken. Jeg har læst med og lyttet - også til dem, der er uenige med mig.

Debatten har mindet mig om, hvor stærke følelser, vores historie og værdier vækker. Og vist mig, hvordan ord og handlinger kan opfattes meget forskelligt. Derfor vil jeg gerne uddybe nogle forhold.

Det kan være, at jeg - i en tid, der i den grad savner ånd, trøst og håb - blev for glad, da jeg hørte, at de af os på Christiansborg, der længes efter den slags samtaler, nu får mulighed for at tale med en præst, der kender det politiske liv og den konstante kamp, man befinder sig i, når man har valgt at være i politik. Og den nu berygtede jubel-video havde helt sikkert haft bedst af at blive på de sociale medier, hvor den slags som regel forsvinder efter de få sekunder, de varer. 

Jeg var ikke ude på at støde nogen eller kræve, at man skal være kristen for at være demokrat. Eller for at være socialdemokrat for den sags skyld. Det ville være lige så historieløst som at smide kristendommen ud af demokratiets eller socialdemokratiets historie.

Det moderne demokrati
Der er mange kilder til det moderne danske demokrati. Arbejderbevægelsen, bondebevægelsen, andelsbevægelsen, højskolebevægelsen og kvindebevægelsen har alle været helt afgørende for udviklingen af det moderne Danmark og vores demokrati.

De senere år har jeg været optaget af de store socialdemokrater, der har været med til at forme det moderne Danmark, vores demokrati og velfærdssamfundet. Det kan man høre resultatet af i podcasten “Ånd og hånd”, hvor jeg i længere tid med historikeren Martin E.O. Grunz, der er specialiseret i arbejderbevægelsen og Socialdemokratiets historie, har dykket ned i tankerne hos forskellige vigtige socialdemokrater såsom Louis Pio, U.P. Overby, Alsing Andersen, Hartvig Frisch, Johannes Kjærbøl, Per Hækkerup m.fl.

Dem, der har været med mig på rundtur på Christiansborg, ved også, hvor længe jeg dvæler ved portrættet af Th. Stauning og fortæller om Kanslergadeforligets betydning for det Danmark, vi kender i dag. Et Danmark med et stærkt socialt sikkerhedsnet og et dygtigt erhvervsliv. Et Danmark, der i 1933 valgte samarbejdet hen over den politiske midte, da det var allersværest.

Til det danske demokratis kilder skal man også regne kristendommen. Både fordi den var en integreret del af flere af de ovennævnte bevægelser, men også fordi den i to tusind år danner bagtæppet for Europas idéhistoriske udvikling og var med til at muliggøre udviklingen af det moderne europæiske demokrati.

Kristendommens rolle
Hartvig Frisch beskriver i sin bog “Europas kulturhistorie”, hvordan Europa udvikler sig igennem en række epoker fra urtiden. Han beskriver hvordan filosofi, videnskab, rationel tænkning og ideen om det politiske fællesskab opstår og udvikler sig i den græske oldtid. Her opstår også det tidligste demokrati. Det er grækerne, der skaber grundlaget for den europæiske fornuftstradition. Dernæst kommer Romerriget, som udvikler især retten, statsadministrationen og en stor del af den stærke organisering, der har båret Europa frem.

Efter kristendommens udbredelse i de første århundreder e.Kr. vokser dens indflydelse gradvist. Og kristendommen bliver, som juristen Jacob Mchangama skriver i Information, “en væsentlig kraft i udviklingen af Vestens moral, institutioner og rettighedssprog. Den kunne med tiden universalisere forestillingen om menneskelig værdi, men det er noget andet end at hævde, at frihed, lighed og universalisme først opstod med kristendommen.” Jeg kunne ikke være mere enig - med den tilføjelse at der er en åbenlys forskel på det demokrati, der var i de græske bystater blandt ‘frie mænd’, hvor kvinder og slaver ikke regnedes for noget. Og så det moderne demokrati, hvor der ikke er forskel på “jøde og græker, træl og fri, mand og kvinde”, som lighedstanken formuleres i Det Nye Testamente. Tanken om, at alle mennesker uanset køn, etnicitet og social status har menneskelig værdi er ikke nogen lille tilføjelse til græsk og romersk tænkning. 

Kirken og kristendommens mørke kapitler
Det er sandt, at der er en række mørke kapitler i kristendommens historie. Gennem middelalderen udvikler pavekirken en stærk autoritet, der kæmper med de verdslige magthavere om den politiske magt. Det er også i denne periode, man kan finde mange af de overgreb fra kirkens side, som oftest nævnes, når nogen ønsker at fremstille kristendommen som en undertrykkende og formørket religion, fx korstogene, kætterforfølgelser og censuren. 

At alle disse rædsler skete og blev begået af kirken, kan ingen betvivle. Der er blevet og bliver stadig begået rædselsfulde ting i kristendommens navn. I Rusland hævder den ortodokse kirkes overhoved Patriarken Kirill fx, at Putin, som er ansvarlig for tabet af tusindvis af menneskeliv, er “Guds mirakel”. Også dele af MAGA-bevægelsen og den kristne højrefløj i USA repræsenterer en rabiat udgave af kristendommen, der ligger meget fjernt fra den danske grundtvigianisme og folkekirkekristendom, som jeg selv og mange her i landet er rundet af. 

Men der er også sket helt forfærdelige ting i oplysningens og videnskabens navn. Man kan jo bare tage et kig på rædslerne under den franske revolution. For slet ikke at tale om, hvad der er sket i de politiske ideers navn. Det diskvalificerer hverken oplysningen, videnskaben eller de politiske ideer. På samme måde diskvalificeres kristendommen heller ikke af, at nogle mennesker gennem historien har begået overgreb i dens navn. 

Historien er med andre ord aldrig sort eller hvid. Den er broget. Middelalderkirken har de ovennævnte ting på samvittigheden, men det var også den, der bevarede store dele af den antikke litteratur, grundlagde de første universiteter, drev hospitaler og fattighjælp samt udviklede naturretlige idéer, som siden fik betydning for europæisk ret.

Reformationen
Professor i Statskundskab Tim Knudsen har i sin bog “Dansk Statsbygning” beskrevet forskellen på statens rolle i protestantiske lande i nord og katolske lande i syd. Det skyldes i høj grad reformationen. 

I Danmark var det Christian 3., der gennemførte reformationen i 1536. Det brugte han til en stor udvidelse af sin magt. Han lagde nemlig de fleste af kirkens ejendomme og alle dens folk ind under sig. Pludselig havde han magt og organisering helt ud i alle lokalsamfund. Men samtidig fulgte de opgaver, som kirken før havde varetaget, med. På den måde fik kongen for første gang ansvar for fattigforsorg, sygeforsorg og undervisning. Noget lignende skete andre steder i de protestantiske lande. Tim Knudsen skriver: “Statens anneksion af kirken medførte, at staten langt senere kunne tage et direkte ansvar for velfærd og undervisning over hele territoriet. Det menes, at Sverige i slutningen af 1600-tallet havde den højeste grad af læsefærdighed i Europa, fordi præsterne på kongeligt bud stillede krav til menigmands læsefærdighed.”

Reformationen var også et vigtigt skridt til at begrænse kirkens magt til den åndelige del af vores liv. Og et vigtigt skridt til at sætte hvert menneske frit. Da Luther besluttede at oversætte Bibelen til tysk, gav han dermed hvert eneste menneske en mulighed for selv at læse Bibelen og danne sin egen mening. En frihed, der med tiden blev central for det sekulære demokrati - at intet religiøst overhoved, kan hævde at have bedre adgang til sandheden end andre eller kræve, at andre underkaster sig hans eller hendes fortolkning af verden.

Oversættelsen af Bibelen til tysk blev afgørende for bogtrykkerkunstens udbredelse og for befolkningens læsefærdigheder. Bibelen var i mange år den første bog, mange læste, og den bog, der stod på hylden i hjemmet. I Jeppe Aakjærs sang “Spurven sidder stum bag kvist” kan man høre, hvordan: “Far ta’r ned så tung en bog, med Gud han hvisker sammen” og hvordan moder lærer barnet at stave og synge om “den hvide flok” og “al hans nådegave”. En henvisning til to salmer, der i øvrigt har et dybt socialt indhold. 

Oplysningstiden 
Der blev taget meget vigtige skridt for det moderne demokrati under oplysningstiden, hvor menneskets fornuft blev set som selvstændig og individets rettigheder anerkendt. En udvikling, som fandt sted samtidig med, at en tanke om mennesket som individ udvikledes i den protestantiske teologi.  

Oplysningstiden er helt afgørende for moderne kristendom, da den netop skabte et sprog for at kombinere videnskabelig og åndelig tænkning. Det er netop en tilsvarende reformation og oplysningstid, mange har håbet på, at islam kan gennemgå for at gøre den mere demokratisk.

Efter oplysningstiden kan ingen europæiske magthavere troværdigt hævde at tale på vegne af Gud. Man taler alene med sin egen autoritet og argumentets kraft. Det er centralt i et demokrati - man må tro, hvad man vil, men man kan ikke tvinge andre med henvisning til helligskrifter eller religiøs autoritet. Det er det, vi mener med, at religionen har vigepligt for demokratiet i Danmark.

En udpræget misforståelse er, at oplysningstiden blev drevet af ateister. Det gjorde den ikke. En overvejende del af oplysningsfilosofferne var kristne, som ønskede at sætte mennesket fri til at tænke selv, ikke at smide Gud ud af menneskers liv, sådan som ateisterne vil. 

Kant, Locke, Newton, Montesquieu, Voltaire og Rousseau var allesammen kristne. Diderot var blandt de få ateister, og der er diskussion om, hvorvidt Hume var det. I en dansk sammenhæng er det værd at bemærke, at Ludvig Holberg, Jens Schielderup Sneedorff og Andreas Schumacher alle skrev inden for en kristen ramme. Hvilket ikke betød, at de ikke kunne kritisere stat og statskirke. Det er altså forkert at tro, at oplysningstid og kristendom er i modstrid med hinanden. Det er de ikke. Og man kan sagtens være et fornuftsbåret moderne menneske og samtidig tro på Gud. Også i dagens Danmark.

Selv ville jeg formulere det således, at det er helt åbenlyst, at naturvidenskaben har en altoverskyggende betydning for fremskridtet i sundhed og velstand. Og så har jeg et ekstra tydningslag på tilværelsen med kristendommen og min tro, der siger noget om alt det, som en klog videnskabsmand ville holde sig fra at udtale sig naturvidenskabeligt om: Hvad er meningen med livet? Hvad tør vi håbe på? Hvad skylder vi hinanden som mennesker? Hvordan skal vi forstå døden? Kan vi tilgive os selv og hinanden?

Kirkens og kristendommens historie er - som det meste af vores historie - broget og ikke spor entydig. Det er den nuance, jeg mangler fra mange erklærede ateister og sekularister i det her land. Og derfor jeg som kirkeminister har brugt tid på  at tale de positive sider af kristendommen og kirken op.

Socialdemokratiet og kristendommen
Det samme gælder Socialdemokratiets forhold til kristendommen og kirken. Det er også en broget historie. Professor og leder af Center for Velfærdsstatsforskning ved Syddansk Universitet, Jørn Henrik Petersen, har for nyligt udgivet et stort værk på næsten 1000 sider med titlen “Jesus - den første socialist” om den tidlige arbejderbevægelse fra 1871-1921. 
Her viser han med et omfattende kildemateriale, hvordan den tidlige danske arbejderbevægelse ofte fremstillede Jesus som de fattiges forsvarer, en kritiker af rigdom og magt, fortaler for lighed, retfærdighed og broderskab og kaldte ham for “den første socialist”, også selvom de ofte afviste hans guddommelighed og primært betragtede ham som et moralsk og socialt ideal. At spore værdierne frihed, lighed og broderskab tilbage til kristendommen, er med andre ord sket helt fra begyndelsen af Socialdemokratiets historie. 

Jørn Henrik Petersen viser, hvordan mange socialister fandt stærke paralleller mellem urkristendommen og socialismen: næstekærlighed, omsorg for de svage, lighed mellem mennesker, kritik af grådighed, fællesskab frem for egoisme. Argumentet var, at socialismen kunne virkeliggøre de idealer, som kirken ifølge arbejderbevægelsen havde svigtet. Der var tale om kritik af institutionen, kirken, ikke af kristendommen som sådan.
Kirken og præsterne blev til gengæld kritiseret for ikke at leve op til Jesus’ idealer. Man mente, kirken stod på de velhavendes side og forsvarede den eksisterende samfundsorden. Der var tale om en reel konflikt og kun få socialt orienterede præster turde i de år røre ved Socialdemokratiet. Her skal man dels skelne mellem kristendommen og kirken og dels huske, at folkekirken endnu ikke havde fundet sin form - men ligesom de andre danske institutioner endnu var præget af enevælden. Præsterne var (ligesom borgmestrene) kongelige embedsmænd. I den interne kamp om folket skærpedes modsætningerne ofte, og præster kunne finde på at misbruge deres magt til at nægte vielse eller konfirmation. 
Derfor var der god grund til at revse præsterne, som U. P. Overby i ‘Snart dages det brødre’ fra 1871: "Rigmændene fores ved arbejder-slid, og præsterne fører os frem, til pøle af svovl på den yderste tid, hvis ikke vi ofrer til dem.”

Det var ganske rigtigt Venstres leder J.C. Christensen, der fremlagde menighedsrådsloven for Rigsdagen i 1903 og demokratiserede folkekirken. Det var i tråd med den reformlinje af den enevældige arv, som Venstre stod for - men også med den vidtgående demokratisering af Danmark, som Socialdemokratiet havde stående i sine programmer. Allerede i 1872 skrev Louis Pio, at præster bør vælges og lønnes af menighederne. Mange socialdemokrater lod sig i øvrigt vælge til de nye menighedsråd fra 1903 og frem.

Man skal også huske, at over 98% af befolkningen var medlem af folkekirken dengang, så det var de fleste socialdemokrater også. Professor i moderne historie, Nina Javette Koefoed, har beskrevet, at det netop var fordi, så mange kvinder var aktive i kirken, at det skabte langt mindre ballade at indføre stemmeret til kvinder til menighedsrådsvalgene i kirken, end det gjorde at give kvinderne stemmeret til Rigsdagen. Derfor var det et stort demokratisk skridt fremad, at kvinderne fik stemmeret til menighedsrådene i 1903, og det banede netop vejen til, at kvinderne kunne få stemmeret til Rigsdagen i 1915, sådan som mange konservative kræfter havde frygtet.

At der er og altid har været konservative kræfter blandt præster er sandt. Folkekirkepræster er udpeget af menighedsråd og repræsenterer altså de lokale samfund. Naturligvis er de teologisk og politisk uenige - de repræsenterer jo folkekirkemedlemmerne, altså størstedelen af befolkningen. Derfor har der også været kirkelig modstand mod nogle af de politiske sejre, Socialdemokratiet har været med til at sikre. Som fx den gruppe præster, der mødte op for at protestere i Folketinget, da man vedtog at frigive aborten. Samtidig var der også præster, der støttede frigivelsen af abort. Målinger af politiske holdninger hos præster i dag i folkekirken peger i øvrigt på, at præsterne hælder markant mere mod rød end mod blå blok.

Ser vi på store socialdemokratiske ledere efter den periode, som Jørn Henrik Petersen behandler i sit værk, har det heller ikke været ateismen, der stod forrest. Stauning taler ingen steder om sit trosforhold, men af hans handlinger og udsagn kan man se en pragmatiker, der forstår kristendommens betydning. I sin tale ved indvielsen af Roskilde Højskole i 1930 siger Stauning sådan her: “Herude paa historisk Grund i den skønne Natur vil skiftende Hold af unge fremtidig faa Plads. Her vil de faa et indblik i Litteraturen, i Samfundets Love, i deres egen Klasses Historie, i Landets og Verdens Historie, i de politiske og religiøse Bevægelser, der har haft Betydning for Samfundet”. 

K.K. Steincke, der lavede den vel nok vigtigste socialreform, udtalte: “Havde der ikke været nogen kristendom, havde der ikke været nogen socialisme”.

Frederik Borgbjerg siger i 1933 til Grundtvigs 150-års fødselsdag: “Jeg bøjer mig stadig i dyb ærbødighed for den åndens og frihedens kæmpe, Grundtvig var, og som vi bekender os til også i vore dage, hvor åndsformørkelsen og åndstvangen søger at gå ind over vore grænser. Jeg tror, at Grundtvig har gjort det danske folk immunt over for alt det fascisme- og nazismevæsen. Han peger fremad den dag i dag.” 

Erling Olsen, der i øvrigt selv havde jødisk baggrund, skrev i 1983, at “de skandinaviske socialdemokratier ikke blot har været interesseorganisationer, der skulle varetage deres medlemmers økonomiske interesser”, “men også, og ikke mindst folkebevægelser, der søgte at virkeliggøre nogle af kristendommens grundlæggende principper, selvom mange af deres aktive medlemmer var ateister.”

Anker Jørgensen blev begravet fra Grundtvigs kirke med en prædiken af den socialdemokratiske biskop Kjeld Holm. 

At Socialdemokratiet gennem tiden har forsonet sig med folkekirken, været med til at udvikle den og understøtte den, kan man altså se af partiets historie. Det er 65 år siden, Socialdemokratiet skrev diskussionen om adskillelse af kirke og stat ud af partiprogrammet. Fra den første socialdemokratiske regering i 1924 har der da også været en kirkeminister. Den første var P. Dahl, som var præst og livslang socialdemokratisk politiker

Det var også en socialdemokrat, Bodil Koch, der af Berlingske blev kaldt “den største kirkebygger siden Absalon”. Hun lagde i øvrigt stor vægt på som kirkeminister at vælge prædikanten til gudstjenesten ved åbningen af Folketingsåret. Alt sammen ligger det i fin forlængelse af grundlovens paragraf 4, som fremhæver folkekirkens rolle i det danske demokrati. Og af socialdemokratiets historie.

Derfor bør det heller ikke oprøre nogen, at Folketingets præsidium, inklusive det socialdemokratiske medlem, har takket ja til Københavns biskops tilbud om at stille en præst til rådighed for Folketingets medlemmer og ansatte nogle timer om ugen. Det kan man mene om, hvad man vil, men i modstrid med Socialdemokratiets værdier og historie, er det ikke.

Til forsiden

Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:

Tro, håb og så en telefonløsning

Socialdemokratiet og folkekirken

Når kultur og loyalitet får forrang

Udryddelse af forældede fordomme

To uforenlige størrelser: Socialdemorkratiet og den priviligerede folkekirke

Humanisme, folkestyre, social omsorg, socialdemokratiet - og kirken - og de kristne!

Socialdemokratiet og religion