Humanisme, folkestyre, social omsorg, socialdemokratiet - og kirken - og de kristne!
Af Poul Christian Tulinius, fhv. sognepræst i Varde gennem 29 år.
I artiklen diskuteres kristendommens indflydelse på udviklingen af et menneskeværdigt samfund - versus den førkristne og ikke-kristne humanismes indflydelse på samme. Indlægget udtrykker forfatterens holdning.
Brugervejledning:
Mit brug af ordet ’jeg’:
Jeg er opdraget i en tradition, hvor man skal søge at opnå et objektiviserende sprogbrug, hvor forfatteren forsvinder op i de højere luftlag, og ikke synes at være til stede på linjerne. Nogle gange er man imidlertid nødt til at blande sig i det, man selv skriver, og det er ikke mindst tilfældet i denne artikel, der kredser om eksistentielle forhold. Derfor dukker ’jeg’ af og til op i artiklen, med ’mine’ synspunkter, og jeg håber læseren accepterer det.
Hvad der startede det hele
I sommers udtalte Ida Auken, at kristendommen havde været en hovedkraft i udviklingenaf folkestyret. Jeg har ikke kunnet finde citatet, hvor hun siger det første gang, men alle lægger til grund, at hun har sagt det, og følgende henvisning til FB giver et eksempel på hendes synspunkt: https://www.facebook.com/watch/?v=1014521054423608 (9.juni 2026)
Synspunktet skulle være faldet i forbindelse med planerne om at knytte en præst til Folketinget. (Planerne er siden blevet stærkt reducerede).
Aukens synspunkt er blevet kraftigt diskuteret, og flere tog stærkt afstand fra det. I en almen skildring af denne afvisning vil jeg henvise til artikler af Jens-André P. Herbener og Mikael Rothstein i dagbladet ’Politiken, samt Frederik Stjernfelt i ’Jyllands-Posten’. Jeg vælger disse artikler, fordi de forekommer mig repræsentative for en del af den kritik, der ramte Auken. Som opponent mod førnævnte synspunkter vil jeg siden kort nævne artikler: Mattias Sommer Bostrup og Nils Arne Pedersen i ’Politiken’ og mere udførligt Ole Juul i Kr. Dagblad, samt en artikel af Ida Auken selv i ’Pio ’ , som også er optrykt i dette nummer af Ny Poltik. Som et særligt element i sammenhængen vil der indgå et referat af en debat mellem Naser Khader og Jacob Mchangama i ’Information’.
Debat i Politiken
Jeg lægger ud med Jens-André P. Herbener og Mikael Rothstein, der skriver deres artikler i fællesskab. Begge forfattere har akademiske uddannelser inden for religionsvidenskab.
I deres kritik af kristendommen lægges der central vægt på den Paulinske litteratur. Det vil sige de breve, der enten er skrevet af Paulus eller tidligere blev tilskrevet ham, måske med urette, men som under alle omstændigheder har præget kirkens grundholdninger. Paulus fordømmer massivt homoseksualitet og vender sig tydeligvis imod kvindelig frigørelse: Kvinder skal tie til møder. Dertil kommer at Paulus i praksis accepterer slaveri. (Politiken 11. juli 2026)
Det skal understreges - og er allerede antydet - at forskningen i moderne tid tenderer til at skelne mellem ægte og ’falske’ Paulusbreve. Det er imidlertid underordnet i sammenhængen herr, hvor spørgsmålet er, hvordan brevene historisk er blevet brugt.
Ud over bl.a. ovennævnte bibellæsning, går Herbener og Rothstein også ind i at vurdere
nøglepersoner i den kirkelige udvikling, så som Martin Luther, hvor de med rette gør gældende, at han ikke var nogen demokratisk reformator Luther kom til at støtte det, man kan kalde ’Fyrstekirken’, hvor det var fyrsten/kongen som øverst ansvarlige, der tog beslutninger, på almenvellets vegne (Politiken 11. juli 2026). Og jeg kan tilføje, at i denne støtte til fyrsten kan man vel hævde, at Luther foregriber enevælden.
Summa Summarum: Kristendommen/kirken har ikke noget ansvar - i hvert fald ikke noget
hovedansvar for, at vi i dag har et folkestyre.
At præster og andet godtfolk op mod vor egen tid ikke desto mindre har støttet folkelige og demokratiske bevægelser benægter Herbener og Rothstein ikke. Men set med deres øjne kan det skyldes to ting. Enten har de pågældende stået i strid opposition til de herskende kirkelige retninger, eller også er der tale om at kirken simpelthen endte med at overtage de folkelige og demokratiske synspunkter. Siden hen manipulerede sig selv og andre til at tro, at det var kirken, der havde opfundet dem.
Herbener og Rothstein bliver imødegået ad flere omgange, og her kan blandt andet nævnes teologerne Mattias Sommer Bostrup og Nils Arne Pedersen, begge tilknyttet Aarhus Universitet. (se 1. august 2026 (Pedersen) og 21. september 26 (begge) i Politiken
De to teologer beskylder Herbener og Rothstein for at se alt for generaliserende, og alt for negativt på kirkens rolle i udviklingen af menneskeværdighed og menneskerespekt. Herbener og Rothstein hævder på deres side, at Aarhus-teologerne overdriver betydningen af de eksempler, der findes på kirkens positive rolle. Diskussionen kommer til at rotere om disse positioner.
Debat i Jyllands-Posten og Kr. Dagblad
Frederik Stjernfelt skriver i en artikel i Jyllands-Posten 9. juli 2026 at der ikke kan nævnes et eksempel hvor kirken som institution har gavnet kræfter, der kunne være med til at skabe demokrati og folkestyre.
Han er vidende om at enkeltpersoner med rødder i en kristen overbevisning har været forkæmpere for folkestyret, men lægger hovedvægten på, at de netop har været enkeltpersoner. Grundtvig skulle f.eks. kæmpe mod Sjællands biskop, Mynster, der forsvarede enevælden.
Pastor emeritus Ole Juul går i rette med Stjernfelt i Kr. dagblad d. 20. 7.26. Juuls anliggende er at påpege, at kristendommen er andet end den etablerede kirke, med de fejl og mangler, som Stjernfelt påpeger.
Nej, siger Juul: Kristendommen er først og fremmest Evangeliet om Kristus, og jeg tillader mig et citat: (…) ”netop i evangeliet ligger kimen til det menneskesyn, der konstituerer en demokratisk tanke om menneskeværd og ligeværdighed.” (Jyllands-Posten 20.7. 26)
Citatet er væsentligt fordi det sammenfatter en tanke, vi møder hos mennesker, der
forsvarer kristendommen, og også kommer til at møde i denne artikel: Kan hænde at Kirken i al sin magt og vælde ofte har været reaktionær; det ændrer ikke ved, at det kristne budskab, indfattet i evangeliet er, at vi alle er elskede af Gud, og har plads hos ham, uanset socialklasse og køn.
Som jeg ser det, påpeger Ole Juul at kristendommen har en dybdevirkning, der betyder mere end hvad kirkelige ledere har sagt og gjort. Men Juul erkender, at når kristendommen bliver til magt og institution, ender det ofte skidt (Kr. Dagblad 20.7. 26)
Debat i Information: Kristendommen versus den antikke, altså førkristne arv
Et andet aspekt repræsenteres af Naser Khader og Jacob Mchangama. Her bliver kristendommen og den før-kristne græsk-romerske verden stillet overfor hinanden.
Naser Khader er nyudnævnt præst i den danske folkekirke, og i årtier en landskendt debattør. Naser Khader er måske mest kendt for sit opgør med dele af Islam, og senere Islam som sådan, og det er kernen i hans nyeste bog ’Vejen’, men her fokuserer jeg på hans holdning til Kristendom og den før-kristne verden.
Jacob Mchangama er jurist, og arbejder med menneskerettigheder.De to har haft altså en diskussion om kristendommens indflydelse på de senere menneskerettigheder versus den førkristne, antikke indflydelse på samme.
Skal man vove en sammenfatning af diskussionen, er det Khaders opfattelse, at den førkristne antikke verden havde en indskrænket måde at se verden på: Det kan nok hænde, at ”de gamle grækere” f.eks. havde en periode, hvor demokratiet levede i Athen, men det var et demokrati for frie mænd. Kvinder og slaver var fuldstændigt udelukket fra det atheniensiske demokrati. (Information 19. juli 2026). Det er ifølge Khader først med kristendommen, at der kommer et livssyn ind i den græsk-romerske verden, der giver plads til og respekt for alle mennesker. Jeg gentager, at netop dette ’livssyn’ er de kristne apologeters hovedforsvar for kristendommen, og i den sammenhæng kan man igen nævne i FB-indslaget med Ida Auken (https://www.facebook.com/watch/?v=1014521054423608 ) (9.juni 2026). Så kan Khader i øvrigt anerkende, at kirken ikke var fri for mangler og for overgreb, når den skulle administrere den kristne dagligdag. (Information 19. juli 2026)
Men har han ret i at det kristne evangelium var den første stærke kraft, der i vores del af verden forkyndte alle menneskers lige del i værdighed?
Nej, mener Jacob Mchangama. Han besidder en stor viden om stoicismen, en filosofi, der i højeste grad var til stede i den antikke verden, og vel går tilbage til år 300 f. kr.
Mchangama viser med eksempler fra den stoiske tradition, at man også dér betonede fællesskabet og ligheden mellem mennesker meget stærkt. (Information 30. juli 1926)
Jeg har selv beskæftiget mig med stoicismen, og nævner derfor de eksempler fra Mchangamas redegørelse, som jeg selv især har kendskab til: Lucius Annaeus Seneca er blandt andet kendt fra en række breve, som han skrev til en af sine venner. Her fremhæver han ligheden mellem frie og slaver (47. brev til Lucilius). En anden stoiker, Gajus Musonius Rufus, fremhæver kvindernes ligeberettigelse med mænd i teksten (”Why woman should also study philosophy”. Lecture 3). Andre stoikere kunne nævnes, og bliver det i Mchangamas artikel.
Formålet med Jacob Mchangamas artikel er at fratage kristendommen monopolet på en humanistisk eller præhumanistisk etik. Jeg synes det lykkes ham, men vil gerne tilføje at argumentet om kristendommens betydning for vort menneskesyn stadig står fast-men altså ikke står alene.
Netavisen ’Pio’ Svar fra Ida Auken i netavisen Pia d. 7. august 2026
Det var Ida Auken, der begyndte hele diskussionen, og derfor kan hun også få lov til at slutte denne del af min artikel. I Netavisen Pio skriver hun en art refleksion over den debat, hun har sat gang i. (Pio 7 august 2026. Artiklen er genoptrykt i dette nummer af NY Politik). Overvejende er hendes synspunkt det, at vort aktuelle folkestyre har mange forudsætninger, men at kristendommen er en af dem. I den forbindelse fastholder hun at ”Tanken om, at alle mennesker uanset køn, etnicitet og social status har menneskelig værdi, er ikke nogen lille tilføjelse til græsk og romersk tænkning.”
Synspunktet kan undre mig, da hun i øvrigt tydeligvis er fortrolig med Jacob Mchangamas
synspunkter, også når han skriver noget pænt om kristendommen, men fuldstændigt glemmer Mchangamas pointe: At også ’græsk og romersk tænkning’ i høj grad bidrog til at skænke mennesket værdi, jf. Mchangamas grundige redegørelse for stoicismen.
Et andet synspunkt, der også kan undre mig, er hendes holdning til Oplysningstiden, der var en meget vigtig del af 1700-tallet. Oplysningstiden var jo en tid, hvor der blev gjort op med kirke og enevælde af de filosoffer, der var toneangivende (Undskyld, kære læser! vi ved alle, at det her er meget kort fortalt).
Auken skriver hér følgende om oplysningstiden: ”En udpræget misforståelse er, at oplysningstiden blev drevet af ateister. Det gjorde den ikke. En overvejende del af oplysningsfilosofferne var kristne, som ønskede at sætte mennesket fri til at tænke selv, ikke at smide Gud ud af menneskers liv, sådan som ateisterne vil. Kant, Locke, Newton, Montesquieu, Voltaire og Rousseau var allesammen kristne. Diderot var blandt de få ateister, og der er diskussion om, hvorvidt Hume var det.”
Hvis jeg atter må blande mig ind i diskussionen, så synes jeg, at det her en ordentlig mundfuld. Langt hovedparten af ’oplysningsfilosofferne’ gjorde op med kirkens teologi og magtopfattelse Det er ikke oplagt for mig, at kristendommen spillede nogen direkte rolle i det forløb, selvom man naturligvis med al mulig ret kan hævde at kristendommen lærte os respekt for det enkelte menneske, uanset vedkommendes status i livet. Men det er der allerede gjort rede for i den artikel, du læser. At mange oplysningsfilosoffer var medlemmer af (eller måske rettere forblev medlemmer af et kirkesamfund), skal næppe overvurderes, efter min mening, I parentes bemærket, skal det så retfærdigvis føjes til, at vor egen oplysningsfilosof par excellence Ludvig Holberg distancerede sig fra ateismen. Hvad Ida Auken med rette også har med.
Ida Auken fortæller i øvrigt om kristendommens betydning i folkelig kultur, i høj grad repræsenteret ved f.eks. Jeppe Aakjær. Her tænker hun på de sange, vi forhåbentligt kender, så som ”Nu er det længe siden” og ”Spurven sidder stum bag kvist” der simpelthen er fabelagtige på den måde, hvorpå gudstro og dagligdag væves sammen. Auken kunne efter min mening nok have gjort mere ud af, at hendes partifælle i øvrigt var ateist, men det ændrer ikke på, at Jeppe Aakjær ofte skildrer kristendommen som en ramme om det folkelige liv.
Hvad der er Ida Aukens mening med at beskæftige sig med f.eks. Aakjær, er at vise os, at de mennesker, der drev samfundet frem-og det gjorde Aakjær - også havde den kristne tone indarbejdet i deres liv-fordi kristendommen simpelthen ER en del af den baggrund vi er fælles om. Hvilket efter min forståelse af hende, fører med sig, at kristendommen også påvirker mennesker, der -som Aakjær-var ateister i deres bevidste valg af livsholdning. Og i sin artikel gør Ida Auken sig også tanker om mere eller mindre skjult kristendom, indlejret i diverse socialdemokratiske koryfæer, altså udover Aakjær. Her må jeg sige, at det hele bliver for svævende, og jeg kan kun opfordre interesserede til selv at læse hendes artikel.
Konklusion
Jeg anser det for givet, at personer med rødder i kristendommen har gjort deres for at drive samfundet frem mod større menneskelighed, hvormed forstås respekt for mennesker uanset etnisk tilhørsforhold, klasse og køn. Desværre er det også velbelyst, at kirken ofte har haft en konservativ indflydelse på samfundet. Præcis er den iagttagelse, som flere personer med rødder i den kristne tro har gjort, nemlig at kristendommen ikke altid har godt af at blive en magtfaktor. Ole Juul, som er nævnt, er blot et eksempel på den holdning, som også er min egen. Jeg kan nu ikke dy mig for at tilføje, at det såmænd heller ikke altid har udviklet sig godt, når den a-religiøse humanisme fik magt i samfundet.
Overordnet mener jeg selv at kristendom og humanisme - her forstået som en ikke religiøs kraft - snor sig sammen, og væves sammen i vores kultur. Det er vel også det, Ida Auken ender med at mene. Jf. slutningen af hendes førnævnte artikel, og det er nok det vi alle gør mest fornuftigt i at mene. Med et billede, læseren måske vil finde banalt, er det som et at se på et vævet gulvtæppe, og så afgøre, hvilke tråde, der er de vigtigste. Det er ikke muligt.
Vor vej mod ’fremtids fjerne mål’ har fundet sted ved en kombination af religiøs og ikke-religiøs tænkning. På lykkelige dage har de to former for tænkning inspireret hinanden, og det bør vi glædes ved. Hvad religionen angår skal man betænke, at den ikke bare viser vejen til det ’himmelske’, Det religiøse er også en af de magter, der viser os vejen til dybe følelser af medfølelse, tilgivelse og håb. Det er følelser, der måske altid var til stede i os, men som ikke desto mindre ofte behøver en hjælpende kraft for at blive forløst.
Hvad den ikke- religiøse tænkning angår, er den eft er sin karakter velegnet til at frigøre og tillade kritisk og analytisk tænkning. Det kan være nødvendigt som en beskyttelse, hvis den religiøse anskuelse går ind i et rent politiske felter, hvor den ikke hører hjemme.
Anvendte bøger:
Om stoicismen: Seneca: Breve om det rette liv (Gyldendal 2024) (Senecas væk er vist bedre kendt som breve til Lucilius)
Musonius Rufus (2011) (Create space; engelsksproget udgave, 2011)
Derudover artikler fra netavisen Pio, Politiken, Jyllands-posten, Kr. Dagblad og Information.
Til forsiden
Andre artikler i dette nr. af Ny Politik: