Åndelig oprustning

Af Irene Odgaard, redaktør Ny Politik
Dette er et debatindlæg og udtrykker skribentens holdning.

Mellemkrigstidens Europa var, efter Første Verdenskrigs rædsler, præget af dybe sociale modsætninger, af økonomisk krise og af totalitære ideologiers fremvækst. Det var bagtæppet for opkomsten af begrebet ”åndelig oprustning”.

I lyset af krigstruslen og truslen mod demokratiet opfordrede en amerikansk præst og vækkelsesprædikant, Frank Buchanan, til global ”åndelig oprustning”.  Han blev initiativtager til en græsrodsbevægelse, der sigtede mod at fjerne frygt, had og grådighed hos almindelige mennesker gennem personlig selvransagelse og offentlig syndsbekendelse for derved at skabe international forsoning - som alternativ til krig. I 1938 antog bevægelsen navnet ”Moralsk genoprustning”.

Kampen mod fascismen
I Mellemkrigstidens Østrig, på cafeerne i Wien, førte man også åndelig kamp mod fascismen, men på en anden måde. En kreds af filosoffer, naturvidenskabsfolk og matematikere mødtes her uformelt omkring cafébordene og diskuterede naturvidenskab, erkendelsesteori og samfundsspørgsmål. Filosoffen Moritz Schlick blev professor i Wien i 1922, og det muliggjorde, at ”Wienerkredsen” fik en fastere form. Videnskabsfolkene forsvarede rationalitet, videnskabelig tænkning og oplysning imod fascismens ideologiske grundlag af uklar mystik, irrationelle myter og pseudovidenskabelige teorier om ”blod og race”. Et grundlæggende princip for kredsens medlemmer var afvisningen af metafysik: Udsagn, der ikke kunne verificeres empirisk eller analyseres logisk, blev betragtet som meningsløse. Fra 1928 trådte kredsen frem i offentligheden gennem Ernst Mach Selskabet, som organiserede foredrag og formidling af den “videnskabelige verdensopfattelse”. I 1936 blev professor Moritz Schlick myrdet, og kredsen blev opløst på grund af voksende politiske spændinger og nazismens fremmarch.

En dansk tilgang - socialdemokratisme
I mellemkrigstidens Danmark havde Socialdemokratiet kunnet danne den første arbejderregering fra 1924-26. Socialdemokratiet var stærkt antimilitaristisk: man så Første Verdenskrig som et opgør mellem kapitalistiske/imperialistiske magter. Samtidig havde neutralitetspolitikken under Første Verdenskrig givet store økonomiske fordele: Dansk erhvervsliv kunne handle med begge de krigsførende parter. Da Stauning igen fik regeringsmagten i 1929, lagde han og den radikale udenrigsminister, P. Munch, vægt på ikke at provokere Tyskland, den nærmeste nabo syd for grænsen. Den danske regering lagde sine sikkerhedspolitiske æg i kurven med Folkeforbundet, internationale traktater og diplomati, i håb om at aggression kunne forhindres. En omfattende nedrustning af dansk militær blev vedtaget i 1932 af et flertal i Folketinget, trods stigende politisk spænding i Europa. De sparede udgifter til forsvar udadtil ville omvendt gøre god fyldest indadtil; til finansiering af reformer, der kom kernevælgerne til gavn og gjorde Danmark til et mere økonomisk lige samfund – det var Stauning og Munch enige om. I modsætning til den borgerlige nationalisme, som fokuserede på Danmarks fortid som mellemstor magt i Europa med sloganet ”Gud, konge og fædreland”, ønskede Socialdemokratiet og det socialliberale Radikale Venstre at opruste åndeligt gennem oplysning og socialt ligeværd mellem klasserne. Man mente, at det ville sikre og udvikle det danske demokrati ”indefra”. Så regeringen gennemførte kimen til velfærdssamfundet: de første omfattende sociale reformer i Danmark. Sociale ydelser som ulykkesforsikring, sygeforsikring, invalideforsikring, og alderdomsunderstøttelse blev systematiseret, de mange ledige under den globale økonomiske krise blev sikret socialt gennem arbejdsløshedsunderstøttelse, arbejdsvilkårene blev forbedret og fagbevægelsens position styrket. Med oprettelsen af Valutacentralen greb regeringen ind i de frie markedskræfters spil for at undgå de uønskede sociale og økonomiske konsekvenser af dem – til de borgerliges store fortørnelse. Som de borgerlige så det, var borgernes frihedsrettigheder og det frie erhvervslivs frie udfoldelsesmuligheder blevet uretmæssigt angrebet. Men Lillebæltsbroen blev bygget og skabte job og håb om en bedre fremtid for mange. Og Danmark undgik voldsom politisk polarisering, som vi så mange andre steder på kontinentet. Der var således flere opskrifter på ”åndelig oprustning” i 1930’erne:

• Thorvald Stauning argumenterede for, at den bedste beskyttelse mod fascismen indefra var materiel og social tryghed.
• Danske intellektuelle, historikere, kulturradikale, og også en række konservative og højskolefolk søgte at styrke den nationale bevidsthed gennem oplysning om danmarkshistorien for herigennem at ruste danskerne mentalt til at modstå tysk pres og nazificering.
• Den kristne vækkelsesbevægelse Moralsk Genoprustning vandt også udbredelse i Danmark. Den sigtede mod moralsk opgradering af det enkelte individ gennem leveregler om moralsk renhed, ærlighed, kærlighed og uselviskhed som den eneste vej til at hindre en ny verdenskrig. Den blev af mange opfattet som en konservativ modvægt til den fremvoksende socialisme og kommunisme.
• Også ”Wienerkredsen” havde tætte bånd til København, for her boede Niels Bohr. Bohrs erkendelsesteori blev et forbillede for kredsen: videnskab handler om at systematisere observationer snarere end at udlede absolutte, metafysiske sandheder om en skjult virkelighed. Disse videnskabsfolk ønskede at robustgøre demokratiet gennem udbredelse af videnskabelig metode og forbedring af den enkeltes redskaber til kritisk tænkning.

Åndelig oprustning i dagens Danmark
Og hvad har åndelig oprustning i mellemkrigstiden så at gøre med os i dag?

Mere end vi nok troede, i al fald før sommerferien. I slutningen af juni skrev den nye kirkeminister, Ida Auken, på Facebook, at hendes idé fra sidste år om at tilknytte en præst til Folketinget var blevet enstemmigt vedtaget af Folketingets præsidium, så efter sommerferien vil der være en præst fra Folkekirken tilknyttet det danske Folketing. Præsten skal ifølge Ida Auken være en del af netop den åndelige oprustning.

Ida Auken har tidligere været ordfører for åndelig oprustning, og ordførerskabet var en nyskabelse i Danmark. Det er en præst fast tilknyttet Folketinget jo også, så Danmarks Radio bad Ida Auken om en kommentar. Den lød således:

”Jeg tror, det er en rigtig god idé med en folketingspræst. Mange af os kan have brug for sjælesorg. Og samtaler om mening, tro og håb. (…)

Vi har brug for at diskutere, hvad der er meningen med det hele. Hvorfor er vi her? Hvordan holder vi håbet oppe i en tid med store kriser?

Præsten skal også tale med de folkevalgte om sorg, sagde Auken til DR:

”Sorg over ikke at leve op til egne og andres forventninger. Og måske sorg over, at tingene ikke altid går den vej, man havde håbet og kæmpet for.

En præst kan også tale om den tilgivelse, der kan være behov for i et langt liv i politik.”

Når det har været nærliggende for Ida Auken at stille forslag om en Folketingspræst, så skyldes det formentlig også, at hun mener, at vores demokrati bygger på kristendommen.

Dette synspunkt blev fremført af Auken i Deadline og her modsagt af idéhistorikeren Frederik Stjernfelt. Det er et ganske modigt og offensivt udsagn fra en minister i et socialdemokratisk parti, der i tidligere tider anså sig selv som arvtager til idégodset fra oplysningstiden og den franske revolution. Aukens forslag om en kristen præst og begrundelsen for den udløste da også en voldsom debat på Facebook, for de fleste socialdemokrater har været vant til at holde religion og politik ret adskilt, uanset om de har været troende eller ej.

Den 4. erkendelse
Et nogenlunde samtidigt oplæg fra en anden socialdemokrat, der blev holdt for den kristne, nationalkonservative forening Tidehverv, kom også til at skabe debat. Det blev holdt af den socialdemokratisk værdiordfører Frederik Vad. Kristelig Dagblad bragte en reportage, og ifølge den fremsatte Vad en vision for et dansk embedsværk, der i langt højere grad end i dag skal besinde sig på værdier frem for materielle hensyn.

"Jeg tror på, at vi bliver nødt til at få noget mere værdimæssig ledelse i den offentlige sektor”, er Vad citeret for. Og:

"Der er mennesker i dette land med muslimsk baggrund, som har en stor åndelig længsel, og for hvem den hardcore velfærdsstatsideologi ikke er attraktiv. Her kunne kirken være mere offensiv i forhold til at tilbyde, at man kan være en del af kristendommen i Danmark, når man kommer hertil."

Avisens reportage fortsatte: Frederik Vad, der de senere år er blevet kendt for at tale åbent om sin kristentro, plæderer også denne aften for kristendommens rolle som bolværk mod islamisering og værdirelativisme.

Sognepræst Katrine Winkel Holm rettede på mødet i forlængelse heraf kritik mod Frederik Vads partifælle Mattias Tesfayes tidligere udsagn om, at Gud har vigepligt for demokratiet.
"Religion er en personlig sag, men det er ikke en privatsag," sagde Katrine Winkel Holm.

Den betragtning erklærer Frederik Vad sig på mødet enig i:

"Jeg tror heller ikke på, at religion skal have vigepligt. Det, mener jeg, er et forældet synspunkt. Hvis dansk kultur bare bliver ostepops, flæskesvær og tilfældig sex, så er det ikke et attraktivt produkt at tilbyde folk."

Exit Tidehverv-sommertræffet. Især den sidste betragtning fra Frederik Vads på mødet var potentielt nok lidt af en bombe under nogle af de civile rettigheder, vi har været vant til at anskue som givne i Danmark.

Ekstremisme og polarisering vokser
Fascistiske strømninger trænger igen frem: der er pest over Europa. Denne gang har pesten dels en populistisk, ekstrem nationalkonservativ form, som vi finder i blokken Patrioter for i Europa - den tredjestørste i EU-Parlamentet. Dels i partier i en række medlemslande, (Italien, Østrig, Tyskland, Frankrig m.fl). Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt har stillet krav om internering og ”remigration” af muslimer, der ikke er ”danske i hjertet” eller som ikke kan forsørge sig selv. Langt hinsides retsstat og demokrati. Den anden form, ekstremismen har, er religiøs. Fundmentalistisk islam er blevet eksporteret fra bl.a Saudi Arabien. Vi  kender ikke præcis omfanget, men der flyder penge fra diktaturer i Mellemøsten til at finansiere radikalisering af muslimer i Europa.

Kampen mod totalitarisme
Hvordan ser bolværket mod de totalitære kræfter ud her i landet i forhold til dengang, i mellemkrigstiden?

Vi er jo materielt set et helt andet sted end i 30’erne, men det økonomisk mere lige samfund, som Stauning og Munch ønskede sig, har lange udsigter: under globaliseringen er uligheden i Danmark vokset relativt meget og hurtigt, i kraft af den brede accept af arbejdsudbudsteorien og reformer af socialpolitikken. På globalt plan er uligheden stukket helt af, og vi har fået en klasse af tech-oligarker, som truer demokratier i Europa.

Hvad nationalbevidsthed og historiekendskab angår, så konkurrerer opfattelsen af ”den danske model” som en ret isoleret størrelse nok lidt med en stigende accept og følelse af, at vi er en del af EU, som vi har givet kompetence til at løse mange spørgsmål over grænser. EU’s indre marked og globaliseringen har gjort danske fremstillingsvirksomheder til en del af forsyningskæderne i en global økonomi. Ofte under omstrukturering, og sjældent særlig beroende på landegrænser. En joker er kommet ind fra højre: demokratiet bygger i virkeligheden på kristendommen, hævder nu den socialdemokratiske kirkeminister.

Den moralske oprustning i form af personlig omvendelse til kristendommen har det derfor fint i forhold til 1930’erne, for nu er dele af arbejderbevægelsen også med på vognen. Der har naturligvis altid været mere eller mindre troende kristne i bevægelsen, men se kristendom og omvendelse til kristendom som en del af det åndelige bolværk mod ekstremismen, det er nyt. Det giver os dog et problem i forhold til at dæmme op for islamisk fundamentalisme. Hidtil har de fleste anskuet politik som adskilt fra religion.

Religion var en privatsag, og vi har trosfrihed. Men hvis kristendom skal være bolværk mod islamisk fundamentalisme, så må vi ned ad et andet spor. Så er den ene religion bedre end den anden; folk bør derfor omvende sig fra islam til kristendom. Vi må droppe religionsfriheden – og så har vi balladen. Messerschmidt og Generation Identitær kunne ikke være mere enige. Så bliver det til et internt slagsmål på religiøs grund - i stedet for et bolværk mod fascisme.

Videnskaben som bolværk
Videnskab er blevet et stort system siden Anden Verdenskrig og staternes investeringer i udvikling af atomvåben, rumfartsteknologi, computerteknologi osv. Der er forskere i dag, der stiller de etiske og demokratiske spørgsmål og går til kamp for videnskabelige principper og landvindinger. Men alt for ofte arbejder de isoleret. Det er opløftende, at socialdemokratier og socialister i EU er gået sammen om en global progressiv bevægelse, se Britta Thomsens artikel i dette nummer af Ny Politik. Hvor kraftfuldt og koncentrereret der kan mobiliseres, hvor godt de nationale kræfter kan støtte hinanden – det får vi jo at se. Men der er enormt brug for forskere og journalister, der ligesom i 30’erne kan pille myterne fra hinanden.  Myten om ”den store udskiftning” bruger Generation Identitær og andre fascister til at gøde jorden for interneringer og pogromer. Til brug af ”den nødvendige brutalitet”.

Ret beset, så er det nok tid at vågne op, selvom agurketiden er over os. Debatten i Socialdemokratiet vil uden tvivl fortsætte, og har fra redaktionen vil vi prøve at få indlæg til det næste nummer fra nogle af de, der har deltaget. Ikke mindst værdiordføreren og kirkeministeren.

Til forsiden

Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:

Når god politik er ikke nok: Socialdemokratiet og den manglende kommunikationskraft

Socialdemokratiet mistede 12 mandater ved folketingsvalget den 24 marts 2026. Mange observatører har analyseret og kommenteret årsagerne til nederlaget og skabt en generel konsensus om at den politiske plan, enkelte politiske beslutninger og et identitetsdræbende valg af regeringspartnere hører til de væsentligste årsager.
Af Thorkild Holmboe-Hay, Ledelseskonsulent og politisk rådgiver i 3F - Master i arbejdsmarkeds- og personaleforhold, master i professionel kommunikation og tidligere folketingsmedlem – Socialdemokratiet.

Global mobilisering af Centrum-Venstre i Barcelona

Global Progressive Mobilisation (GPM), der blev afholdt i Barcelona den 17–18 april 2026, er et samarbejde mellem det europæiske socialdemokrati og en lang række partnere, som inkluderer Socialistisk Internationale, the progressive alliance, den socialdemokratiske tænketank FEPS, den socialdemokratiske gruppe i Europa-Parlamentet (S&D Group), IUSY den socialdemokratiske verdensorganisation og andre internationale bevægelser.
Af Britta Thomsen, tidligere medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet og medlem af Tænketanken FEPS
 

Ja tak – og nej tak

Vil intensionerne for den almene boligsektor i regeringsgrundlaget for firkløverregeringen føre til en reel frisættelse af sektoren – måske, men det kan undre med den opmærksomhed boligpolitikken får i regeringsgrundlaget at der ikke er en boligminister i egen ret.
Af Søren Thomassen*, redaktør NY POLITIK.

Spændende skattepolitisk kampplads forude

Ser man på regeringsgrundlaget generelt, giver det visse mindelser om barndommens BR-julegave-kataloger, som var et slaraffenland af ønsker for enhver smag. I denne artikel har jeg dog alene valgt at dykke ned i og reflektere over udvalgte økonomiske og skattepolitiske dele af regeringsgrundlaget.
Af Bo Sandberg, cand.polit. fhv. cheføkonom i bl.a. Dansk Byggeri, medlem af lokaludvalget på Østerbro (S)

Boganmeldelser