Nr. 3 - 2026

Når god politik er ikke nok: Socialdemokratiet og den manglende kommunikationskraft

Af Thorkild Holmboe-Hay, Ledelseskonsulent og politisk rådgiver i 3F - Master i arbejdsmarkeds- og personaleforhold, master i professionel kommunikation og tidligere folketingsmedlem – Socialdemokratiet.
Dette er et debatindlæg og udtrykker skribentens holdning.

Socialdemokratiet mistede 12 mandater ved folketingsvalget den 24 marts 2026. Mange observatører har analyseret og kommenteret årsagerne til nederlaget og skabt en generel konsensus om at den politiske plan, enkelte politiske beslutninger og et identitetsdræbende valg af regeringspartnere hører til de væsentligste årsager.

Denne artikel bruger moderne politisk kommunikationsteori til at analysere partiernes måde at kommunikere med vælgerne og stiller spørgsmålet: er det muligt at det ikke er politikken, beslutningerne eller valg af regeringspartnere, der er Socialdemokratiets væsentligste problem?

Socialdemokratiets udfordringer
Mange analyser af Socialdemokratiets udfordringer – både før og efter valget – peger på afskaffelsen af Store Bededag, samarbejdet i SVM-regeringen og en politik, der kan have udvisket partiets profil som arbejderparti. Der fremhæves dog også andre forklaringer.

Henrik Qvortrup (BT, 24. oktober) mener, at Dansk Folkeparti har vundet kampen om økonomi og udlændingepolitik. Christina Cordsen (DR, 1. januar) peger på slitage, intern uro og en selvforstærkende effekt af dårlige meningsmålinger. Hans Engell (Ekstra Bladet, 19. november) placerer ansvaret hos Mette Frederiksen og fremhæver storbyvælgernes afstandtagen. Peter Mogensen og Michael Kristiansen (TV2) vurderer, at midterregeringen har svækket partiets profil og overladt dagsordenen til modstanderne. Jens Ringberg (DR) fremhæver, at manglende bloktilhørsforhold kan forvirre vælgerne. Forklaringerne er mange og varierede.

Kommentatorerne har betydelig erfaring og indsigt, men deres analyser bygger ofte på tolkninger og observationer. Selvom de bidrager til forståelsen af krisen, mangler der i højere grad perspektiver fra politologi og politisk kommunikation.

Især er analyser, der inddrager nyere forskning i politisk kommunikation og hjerneforskning, stort set fraværende. Det er bemærkelsesværdigt, fordi politiske aktører i stigende grad anvender netop disse indsigter.

I dag handler politisk kommunikation i høj grad om at forstå, hvordan vælgere opfatter og bearbejder budskaber. Målet er ikke kun at påvirke holdninger, men også direkte ændre modtagerens følelser, værdier og adfærd – eksempelvis stemmeadfærd og opbakning til politiske projekter.

Dermed er fokus i moderne politik delvist forskudt: Kommunikation og fortælling spiller ofte en mere central rolle end de politiske aftaler. Det afgørende er ikke kun, hvad der besluttes, men i høj grad hvordan det formidles og opleves.

Vælgernes fortolkning formes af et komplekst mediebillede, hvor budskaber filtreres gennem forskellige platforme og vinkler. Resultatet afhænger derfor i høj grad af oplevelsen frem for det konkrete indhold.

Her er begrebet priming centralt. Vælgere modtager ikke budskaber neutralt, men gennem deres erfaringer, værdier og følelser. Det ved kommunikationsspecialister. Politiske aktører kan derfor i dag forberede modtagergruppen på bestemte politiske budskaber ved at påvirke dem – ofte ubevidst. Påvirkningen foregår som regel i det værdimæssige eller emotionelle leje og er derfor egnet til at skabe stærke reaktioner og ændre modtagergruppens holdning til et bestemt budskab. Politiske aktører kan derfor påvirke modtagelsen – ofte indirekte – ved at sætte en følelsesmæssig eller værdimæssig ramme på forhånd.

Dette er ikke nyt, men det spiller en stadig større rolle. Det kan derfor diskuteres, om centrum-venstrepartier i tilstrækkelig grad - eller overhovedet - udnytter disse mekanismer, mens visse partier til højre synes langt mere kommunikationsstrategisk bevidste. For at forstå dette nærmere må analysen tage udgangspunkt i den politiske praksis.

FV ’26
Socialdemokratiets optakt til folketingsvalget var præget af beslutsomhed og relativ klarhed. En betydelig del af programmet tog udgangspunkt i den geopolitiske situation, hvor øget sikkerhed og dansk-europæisk oprustning stod centralt i den økonomiske politik.

Mette Frederiksen havde et vist forspring og blev internationalt opfattet som en markant fortaler for støtte til Ukraine, en fast linje over for USA i spørgsmålet om Grønland samt styrkelsen af det europæiske forsvar.

Udbygning af pensionen var populær i fagbevægelsen, mens en strammere udlændingepolitik sigtede mod at genvinde vælgere fra højrefløjen, særligt Dansk Folkeparti. Samtidig spillede klassiske socialdemokratiske temaer som velfærd, klima, miljø samt bekæmpelse af ulighed og leveomkostninger en vigtig rolle og appellerede bredt i befolkningen.

Der blev desuden lagt op til et muligt samarbejde mod venstre, især med SF, hvilket havde opbakning i dele af partiets bagland.

Samlet set fremstod Socialdemokratiet velforberedt til valgkampen.

Socialdemokratiets politiske kommunikation før og under valget
Socialdemokratiets kommunikation op til valget består i høj grad af en løbende strøm af videoer, opslag, artikler og debatindlæg, der fremhæver partiets politiske resultater. Eksempler herpå er den grønne trepartsaftale, ældrechecken, tilførslen af én milliard kroner til ældreområdet, den nationale psykiatriplan samt en beskæftigelsesreform.

Kommunikationen er primært informationsorienteret og envejsbaseret. Den søger at dokumentere resultater og signalere regeringsduelighed, men stiller relativt få krav til modtageren. Samtidig er målgruppen bredt defineret som hele befolkningen, hvilket betyder, at kommunikationen kun i begrænset omfang segmenteres og tilpasses forskellige vælgergruppers værdier og følelser.

Selvom initiativerne vedrører områder, som vælgerne ifølge målinger prioriterer højt, tyder alt på, at kommunikationen kun i begrænset grad påvirker vælgeropbakningen. Selv omfattende reformer inden for eksempelvis klima og ældrepolitik fører ikke til nævneværdige ændringer i meningsmålingerne – tværtimod.

Valgkampskommunikation
Når valgkampen begynder, skifter stilen. Kommunikationen følger typisk en velafprøvet skabelon, som tidligere har vist sig effektiv. Den rummer ofte: en definition af problemet og dets betydning for befolkningen, en forklaring på årsagerne, partiets vurdering samt den foreslåede løsning og begrundelsen for den. Undertiden suppleres dette med kritik af oppositionens løsninger.

Frem mod valget lagde partiet derfor en klar plan. Den velforberedte kommunikationsindsats producerede målrettede budskaber, talepunkter, argumentationspapirer, flyers, opslag på sociale medier og pressemeddelelser – typisk med politikerne i centrum.

Det gik galt
Valgresultatet gik som bekendt helt galt. Forklaringsforslagene er mange, men en central udfordring er at forstå, hvorfor 17 % af Dansk Folkepartis nye vælgere og 30 % af Socialistisk Folkepartis nye vælgere stemte socialdemokratisk ved valget i 2022, samtidig med at Socialdemokratiet i 2026 både mistede vælgere til højre og venstre. Kun 66 % af partiets vælgere fra 2022 holdt ved i 2026.

Særligt markant – og bestemt ikke naturlig - er vælgerflugten til Dansk Folkeparti, selv om Socialdemokratiet gennem flere år har strammet udlændingepolitikken og brugt mange kræfter for at genvinde tabte vælgere. Vandringen er umiddelbart uforklarlig. Politisk teori har et bud:

I politologien peges ofte på tre betingelser for vælgeropbakning:

1. Partiet skal udpege et problem, vælgerne finder væsentligt.
2. Det skal tilbyde en løsning, vælgerne finder rigtig.
3. Partiet skal fremstå troværdig i forhold til implementering.

Når flere partier deler både problemforståelse og løsningsforslag, bliver troværdighed afgørende: Vælgere foretrækker typisk det parti, de har størst tillid til, kan gennemføre politikken.

Det synes at være tilfældet i udlændingedebatten mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti. Siden kursændringen i 2018 og programmet ”Retfærdig og realistisk – en udlændingepolitik der samler Danmark” har Socialdemokratiet søgt at overtage dagsordenen, og regeringen har videreført stramninger – bl.a. via den såkaldte “tredje erkendelse” og signaler om yderligere opstramninger.

Strategien bidrog til, at udlændingepolitik igen blev et hovedtema i valgkampen. Hvor Dansk Folkeparti i 2019 blev udfordret af Socialdemokratiets kurs, fremstod partiet denne gang bedre forberedt. Konkurrencen mellem de to partier kom i høj grad til at handle om, hvem der ville flest stramninger, og hvem der ville gå længst fremover. For mange vælgere fremstod forskellene derfor som gradsforskelle snarere end fundamentale politiske skel mellem to partier.

Dermed blev det afgørende spørgsmål, hvem vælgerne fandt mest troværdig. Havde fokus i højere grad været på velfærd, ville Socialdemokratiet sandsynligvis have haft en fordel. I stedet dominerede et politikområde, hvor Dansk Folkeparti traditionelt står stærkt.

Udlændingepolitik er deres politiske DNA og det ved vælgerne godt.

Exitpolls peger på, at 17 % af Dansk Folkepartis nye vælgere i 2026 stemte socialdemokratisk i 2022, mens ingen socialdemokratiske vælgere havde bevæget sig den modsatte vej. Det tyder på, at Dansk Folkeparti havde en markant troværdighedsfordel i denne konkurrence – og udnyttede den. En fordel de fortsat har.

Erfaringen understreger en velkendt pointe: Det er meget risikabelt at føre politik på samme problem og løsning som en konkurrent, hvis man ikke samtidig opfattes som den mest troværdige aktør. Det lykkedes ikke for Socialdemokratiet på udlændingeområdet.

Rådgiverne svigtede
Et centralt område, hvor rådgiverne i nogen grad kan siges at have svigtet Socialdemokratiet, er uoverensstemmelsen mellem den konkrete udlændingepolitik og den måde, den blev kommunikeret på.

Politisk kommunikation handler ikke blot om indhold, men i høj grad om modtagernes oplevelse. Sprogteori peger på, at sproget kan indeholde implicitte etiketterings- og stemplingsmekanismer, hvor bestemte egenskaber knyttes til grupper som “muslimer” eller “udlændinge” – også uden afsenderens intention.

Derfor er det afgørende, at rådgivere understøtter politikere med kvalificeret feedback, så budskaber fremstår klare og nuancerede. Det lykkedes imidlertid kun undtagelsesvist for Socialdemokratiet. Udlændinge og muslimer blev ofte omtalt som en enkelt samlet gruppe, uanset forskelle i integrationsniveau og accept af grundlæggende danske værdier.

Samtidig udspillede der sig en intens konkurrence med Dansk Folkeparti om at fremstå mest restriktiv i udlændingepolitikken. Denne politiske positionering – på tv, sociale medier og i Folketingssalen – forstærkede en retorik, hvor fokus primært var på begrænsning og undertiden hjemsendelse.

I en sådan kontekst kan den implicitte kommunikation bidrage til, at nogle modtagere, særligt muslimer, der estimeret udgør 4-5 % af den danske befolkning og personer med udlændingebaggrund, oplever sig som uønskede. Her er det mindre afgørende, hvad der formelt blev sagt, end hvordan kommunikationen samlet set bliver opfattet.

Der var tidligt i debatten tegn på, at dele af befolkningen følte sig ramt af retorikken. En enkelt præcisering i en tale eller et opslag om velintegrerede velkomne grupper ændrer næppe helhedsindtrykket. Kommunikation fungerer ikke som en juridisk sikring, men som en samlet oplevelse hos modtageren.

Ifølge en exitpoll stemte 30 % af de vælgere, der valgte SF den 24. marts, på Socialdemokratiet ved folketingsvalget i 2022. Det er derfor mere end sandsynligt, at udlændingedebatten har bidraget til denne vælgervandring. En undersøgelse fra Norstat Danmark for Common Agenda RSV (offentliggjort i Pio den 8. april) peger på, at udlændinge og indvandring var det emne, der havde størst betydning for vælgernes stemmevalg.

På den baggrund er det rimeligt at argumentere, at udfordringen ikke primært ligger i politikken, men derimod i måden, den bliver kommunikeret på.

Dansk Folkepartis nye stil
I kontrast hertil fremstår Dansk Folkepartis nyere kommunikationsstrategi som inspireret af kampagner, der i højere grad fokuserer på identitet, konflikt og meningsdannelse.

Der kan spores klare paralleller til strategier anvendt af Nigel Farage under Brexit-kampagnen og Donald Trumps første præsidentkampagne, hvor både centrale personer og metoder i væsentlig grad synes at overlappe bag kulisserne. Disse kommunikationsformer tager i højere grad udgangspunkt i modtagernes oplevede virkelighed og sociale erfaringer – fremfor afsenderens behov for at oplyse og fremstille et bestemt image af sig selv.

For bedre at forstå disse tendenser i højrefløjspartiers politiske kommunikation kan det være relevant kort at vende tilbage til juni 2016.

Grundlæggelsen af moderne politisk kommunikation
I juni 2016 stemte Storbritannien om fortsat medlemskab af EU. Ifølge tidligere ansatte arbejdede kommunikationsbureauet Cambridge Analytica i månedsvis intensivt for “Vote Leave” og “UKIP”. To år senere stod den tidligere medarbejder Christopher Wylie frem som whistleblower og fremsatte en række påstande om bureauets metoder og sin egen rolle.
Wylie hævder, at Cambridge Analytica anvendte persondata fra op mod 87 millioner Facebook-brugere. Dataene blev kombineret med psykologiske og sociologiske indsigter til at opbygge profiler af vælgere og opdele dem i målgrupper. Formålet var at vurdere, hvilke grupper der var mest modtagelige for bestemte budskaber, hvilken tone der var mest effektiv, og hvor ofte budskaberne burde gentages.

“Vote Leave”, “UKIP” og Cambridge Analytica har afvist påstandene og betegnet Wylies oplysninger som urigtige. Alligevel udviklede sagen sig til en af de største skandaler i moderne politisk kommunikation. Facebook blev af den amerikanske Federal Trade Commission idømt en rekordbøde på 34 milliarder kroner for misbrug af personoplysninger, og Cambridge Analytica gik konkurs. Mange tidligere medarbejdere forlod branchen, men ikke alle.

Steve Bannon var i 2015–2016 kampagnechef for Donald Trump og blev senere chefstrateg i hans administration. I dag spiller han fortsat en rolle på den amerikanske højrefløj, hvor han arbejder for at samle nationalkonservative kræfter i USA og Europa. Han har blandt andet udtrykt varm støtte til Nigel Farage, som han indledte et samarbejde med og forbindelser til politikere som Giorgia Meloni og Marine Le Pen.

Cambridge Analytica er ophørt som organisation, men har haft en varig indflydelse på normerne for politisk kommunikation. Med Cambridge Analytica lærte kommunikationsfolk ikke blot at kontakte, men aktivere store vælgergrupperinger. På trods af, at alle afsløringer blev bestridt, hersker der i dag blandt specialister i politisk kommunikation ikke tvivl om, at anvendelsen af psykografiske data er effektiv. Nærmere bestemt kan forskellige segmenter af vælgerbefolkningen karakteriseres ved særlige psykografiske profiler, som kan aktiveres gennem målrettede budskaber.

Indsigter i vælgeradfærd, psykologi og kommunikation muliggør en mere præcis udformning af de politiske budskaber og bidrager dermed til at øge deres gennemslagskraft. Selvom ulovlig dataindsamling som i sagen ikke længere er mulig i samme form, kan lignende viden ofte indsamles lovligt fra andre kilder. Viden, der kan bruges til at skabe psykosociale profiler af målgrupper i samfundet, bygge “broer” til bestemte politiske ideologiske platforme, lave operationaliseringsplaner, bestemme modalitet, tone og frekvens i politiske budskaber og kombinere det hele i det mest potente våben, der findes i dag i moderne politik. Et våben højrefløjen omfavner i stigende grad og som samtidigt ikke er til stede i nogen del af den offentlige centrum-venstre kommunikation.

DF’s nye stil
Denne nye kommunikationsform tager i højere grad afsæt i modtagernes oplevede virkelighed og sociale erfaringer.

Den politiske kommunikation appellerer til stærke følelser og grundlæggende værdier, som allerede findes i bestemte samfundsgrupper, men som ikke nødvendigvis har en politisk formuleret retning. I den forstand kan kommunikationen forstås gennem Dervins sense-making-teori: politiske budskaber fungerer som “meningsbroer”, der hjælper modtageren med at fortolke egne oplevelser af komplekse eller oplevet uretfærdige samfundsforhold.

Set i dette perspektiv forsøger kommunikationen at udfylde vælgernes oplevede “videnshuller” ved at tilbyde forklaringer på deres sociale og politiske problemer og ved at placere ansvar og handlemuligheder i en politisk ramme snarere end hos individet.

Samtidig er kommunikationen i høj grad segmenteret og målrettet bestemte vælgergrupper, især borgere, der oplever usikkerhed, frustration eller marginalisering i forhold til deres sociale og økonomiske situation. Den søger at skabe identifikation med målgruppen og forklare disse følelser.

Selv om EU-regler begrænser direkte målretning på sociale medier, kan strategien om massespredning via sociale medier stadig være effektiv. Selv hvis kommunikationen kun når og engagerer en mindre, men relevant del af modtagerne, har den opfyldt sit formål.

Effekten understøttes af koordinerede praksisser på sociale medier. Når centrale aktører hurtigt interagerer med et opslag fra partilederen gennem likes, kommentarer og delinger, kan det øge synligheden via platformenes algoritmer betydeligt. Det er en tydelig praksis hos Dansk Folkeparti.

Kommunikationen kan opleves som effektiv, fordi den aktiverer følelser og appellerer til grundlæggende værdier, hvilket ofte har større gennemslagskraft end nøgterne, faktabaserede narrativer.

For nogle borgere kan denne formidling skabe en ny oplevelse af politisk sammenhæng mellem egen livsverden og konkrete politiske positioner, som er lette at forstå og videreformidle.
En lignende mobilisering af vælgere, der tidligere har været mindre politisk engagerede, er blevet fremhævet i analyser af blandt andet Brexit-afstemningen og Donald Trumps første valgkamp.

En ny vej for det yderste højre – same, same for S
Socialdemokratiets kommunikation retter sig mod en bred og relativt udefineret målgruppe og har primært til formål at demonstrere politisk handlekraft og resultater. Denne tilgang er i tråd med en klassisk forståelse af regeringsansvar, men i praksis synes den at have svært ved at konkurrere med højrefløjens mere målrettede og meningsskabende strategier i den moderne politiske offentlighed.

Som nævnt i indledningen indeholder analysen konklusioner, der på visse punkter afviger fra de mest udbredte forklaringer på Socialdemokratiets tab af 12 mandater ved det seneste folketingsvalg. Analysen peger ikke primært på politikken eller politikerne som hovedårsag til tilbagegangen.

I stedet tyder meget på, at udfordringen i højere grad ligger i partiets strategiske rådgivning. Der synes særligt at være mangler inden for forståelse og anvendelse af moderne politisk kommunikation og tilrettelæggelse af kommunikationsstrategier, men også i forhold til mere grundlæggende politisk-strategiske greb, især i udlændingedebatten.

På den baggrund peger analysen på, at rådgivningsstrukturen omkring partiet – herunder kvaliteten og anvendelsen af politisk rådgivning – med fordel kan genovervejes.

Samtidig – og som medvirkende faktor på Socialdemokratiets problemer - synes det yderste højre, inspireret af aktører omkring Farage og Trump, at have udviklet en ny og effektiv kommunikationsform, hvor effekten efter valget ikke synes at være aftagende.

Til forsiden

Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:

Åndelig oprustning

Mellemkrigstidens Europa var, efter Første Verdenskrigs rædsler, præget af dybe sociale modsætninger, af økonomisk krise og af totalitære ideologiers fremvækst. Det var bagtæppet for opkomsten af begrebet ”åndelig oprustning”.
Af Irene Odgaard, redaktør Ny Politik

Global mobilisering af Centrum-Venstre i Barcelona

Global Progressive Mobilisation (GPM), der blev afholdt i Barcelona den 17–18 april 2026, er et samarbejde mellem det europæiske socialdemokrati og en lang række partnere, som inkluderer Socialistisk Internationale, the progressive alliance, den socialdemokratiske tænketank FEPS, den socialdemokratiske gruppe i Europa-Parlamentet (S&D Group), IUSY den socialdemokratiske verdensorganisation og andre internationale bevægelser.
Af Britta Thomsen, tidligere medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet og medlem af Tænketanken FEPS
 

Ja tak – og nej tak

Vil intensionerne for den almene boligsektor i regeringsgrundlaget for firkløverregeringen føre til en reel frisættelse af sektoren – måske, men det kan undre med den opmærksomhed boligpolitikken får i regeringsgrundlaget at der ikke er en boligminister i egen ret.
Af Søren Thomassen*, redaktør NY POLITIK.

Spændende skattepolitisk kampplads forude

Ser man på regeringsgrundlaget generelt, giver det visse mindelser om barndommens BR-julegave-kataloger, som var et slaraffenland af ønsker for enhver smag. I denne artikel har jeg dog alene valgt at dykke ned i og reflektere over udvalgte økonomiske og skattepolitiske dele af regeringsgrundlaget.
Af Bo Sandberg, cand.polit. fhv. cheføkonom i bl.a. Dansk Byggeri, medlem af lokaludvalget på Østerbro (S)

Boganmeldelser