Tro, håb og så en telefonløsning

Af Rasmus Mariager Cand.mag. (historie og filosofi); Ph.D. (historie); dr.phil. (historie), Professor Saxo-Instituttet - Arkæologi, Etnologi, Historie og Græsk og Latin og Niels Wium Olesen Lektor, Institut for Kultur og Samfund - Historie Aarhus Universitet. Indlægget udtrykker forfatternes holdning.

Det skabte vrede og frustration i Socialdemokratiet, da Ida Auken i 2025 foreslog, at Folketinget skulle have tilknyttet en præst. Og mindre blev hverken vreden eller frustrationen, da Auken nærmest knitrede af begejstring, da Folketingets præsidium imødekom Aukens ønske.

Vi er af Ny Politik blevet bedt om en kommentar til debatten. Det takkede vi med glæde ja til. Vi er hverken overraskede eller forargede over Aukens forslag. Faktisk ser vi det som en logisk kulmination på Socialdemokratiets politisk-ideologiske udvikling i det seneste årti.
Vil man forstå diskussionen om folketingspræsten, bør man efter vores opfattelse hæfte sig ved to forløb, der smeltede sammen i sommeren 2026, og i lyset af den internationale situation, der har skabt stadig mere pres på Kongeriget Danmark. Det første forløb strækker sig over de godt ti år, hvor Mette Frederiksen har været partiformand, for i denne periode er Socialdemokratiet blevet stadigt mere konservativt og tilbageskuende. Det andet forløb strækker sig over de seneste par år, hvor partiet har gjort sig til talsmand for begrebet "åndelig oprustning". Vi vil nedenfor forklare, hvordan disse to forløb forenede sig i Aukens forslag om en folketingspræst.

Vi vil gerne understrege, at denne artikel ikke er endnu en letkøbt og gold akademikerkritik af Socialdemokratiet. Til gengæld er artiklen udtryk for en bekymring, vi har haft i hen ved ti år. Det er en bekymring for, om Socialdemokratiet har mistet tilliden til sine vælgere. Det var denne tillid, der gav Socialdemokratiet modet til at være et progressivt og fremadskuende partiet op gennem 1900-tallet og et stykke ind i det nye århundrede. Med beundringsværdige resultater til følge. Men det er som om, at Socialdemokratiet gennem de seneste ti år har mistet tilliden til sine vælgere, måske endda tilliden til sig selv, og er blevet mindre progressivt. Intet illustrer denne pointe bedre end historien om folketingspræsten, der ikke blev til noget.

Fra "Fremtidens Danmark" til "Det Danmark du kender"
Socialdemokratiets historie er en fremskridtsfortælling om et parti, der blev skabt i modgang og som modvægt til de dengang herskende magtforhold. I de første år af partiets eksistens bestod det af underkuede, men stolte arbejdere – mænd såvel som kvinder – der først erobrede magten i kommunerne og siden på landsplan. Derefter kom forandringen fra klasseparti til folkeparti under Staunings ledelse i 1930’erne. I erkendelse af, at arbejderklassen ikke ville blive et flertal i befolkningen, søgte partiet i stedet den store og brede vælgerkoalition. Dem der ville fremskridtet. Plads for alle der vil: Danmark for folket. Fra hytte til hus. Dem ved disk, ved pult på kontor. Og havets mænd. Så længe de ikke ville storme og slå, men byggede på de friheds lyse skanser, som vort folk bygger på. Sådan … frit efter Oskar Hansen. Du var velkommen i fremtidens fællesskab, hvis du ville.
Skridt for skridt skabte Socialdemokratiet et bedre, mere lige og mere retfærdigt samfund. Pragmatisme var en dyd. Bag det hele lå løftet om en bedre tilværelse for ikke alene arbejderklassen, men også øvrige befolkningsgrupper, der ville medvirke til fremskridtet og til indfrielsen af det løfte om social mobilitet, som visionen gav. Tænk blot på Socialdemokratiets efterkrigsprogram Fremtidens Danmark fra 1945 og den ledsagende film Drømmen om i Morgen (findes på Det Danske Filminstituts hjemmeside). I filmen er den unge kvindelige hovedpersons søster, datter af en arbejderfamilie, psykologistuderende. Unægtelig en tro på fremskridt og social mobilitet.

Socialdemokratiets signaturprojekt var og er netop velfærdsstaten. De første spæde skridt blev taget i kommunerne i begyndelsen af 1900-tallet, deraf begrebet "kommunesocialisme". Siden blev syvmileskridtene taget på Christiansborg. Efter det første famlende forsøg på regeringsdannelse i 1924-26 satte Socialdemokratiet fra 1929 og frem sit umiskendelige præg på Danmark. Først skete det i parløb med De Radikale, og fra 1950’erne var Venstre og Konservative ofte også med.

Socialdemokratiets socialpolitiske reformarbejde går tilbage til partiets begyndelse. Kendt af de fleste er Socialreformen af 1933, men det var dog vedtagelsen af Folkepensionen i 1956, der endegyldigt markerede, at Danmark nu var en velfærdsstat. Så stor var betydningen af folkepensionen, at den konservative politiker Poul Møller i et tilbageblik 20 år senere bemærkede, at der efter reformens vedtagelse ”ikke mere [var] mulighed for at føre krig for eller imod velfærdsstaten. Den var nu gennemført”. Derfor måtte Venstre og De Konservative fremadrettet ”finde et alternativ inden for velfærdsideologiens rammer”. Møllers erkendelse antyder rækkevidden af den dominans over dansk politisk kultur, som Socialdemokratiet havde erhvervet sig – og måske endda stadig har.

Det var et progressivt og visionært socialdemokrati, der i 1950'erne og 1960'erne omdannede Danmark til den moderne velfærdsnation, vi kender i dag. I 1970'erne kom så oliekriserne og den lange række af andre kriser, men alligevel fortsatte Socialdemokratiet med at realisere dets visioner. Tænk blot på gennemførelsen af 1970'ernes socialreform, bistandsloven. Herefter fulgte i 1980'erne de konservativt anførte regeringer, men Socialdemokratiet bevarede den visionære linje. Det blev tydeligt i 1990'erne, hvor statsminister Poul Nyrup Rasmussen og finansminister Mogens Lykketoft reformerede velfærdssamfundet nok engang i samarbejde med De Radikale. Det er historien om en række større og mindre reformer, der havde det til fælles, at de justerede rammerne for velfærdsstaten i en periode, hvor markedet og globaliseringen påvirkede hele den politiske tænkning og rammerne for det økonomisk mulige. Danmark blev et land, som modbeviste den gængse opfattelse, at internationaliseringen måtte medføre en neddrosling af velfærden. Humlebien, der ikke burde kunne flyve, men gør det alligevel.

Under Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon fortsatte Socialdemokratiet den optimistiske kurs, trods hårde odds midt i finanskrisens efterdønninger. Reformerne lå i forlængelse af Nyrup Rasmussens regeringer med sit fokus på borgernes arbejdsmarkedsinvolvering.

I den sidste tid af Thorning-Schmidts periode som partiformand blev partiets kommunikation dog mere tilbageskuende. Bemærkelsesværdigt var sloganet op til folketingsvalget i 2015: Det Danmark du kender. Det smagte af gamle dage og lignede et forsøg på beroligelse af vælgerne. Var man løbet tør for visioner og nye utopier? Eller var det hensynet til den kortsigtede partikonkurrence op til valget, hvor Dansk Folkeparti stod til stor – og fik – fremgang?

Da Mette Frederiksen blev formand i 2015, blev den tilbageskuende politik udbasuneret med piber og trommer. Sammen med strategerne Henrik Sass Larsen og Martin Rossen udviklede Frederiksen en politisk linje, hvor partiet på det økonomiske og sociale område bevægede sig mod venstre, mens det bevægede sig til højre, når det gjaldt værdipolitikken. Særlig i forhold til udlændingepolitikken, men også ved en omfavnelse af kongehuset og folkekirken, som man tidligere havde forholdt sig reserveret til. Den fik nu ekstra gas med arbejderisme, dannebrog, makrelmadder, kolonihave-hygge og kritik af storbyakademikere. Med sit indforståede krav om opslutning til værdier, mange måtte føle sig udelukket fra, var linjen måske ikke helt i harmoni med Staunings og Oskar Hansens åbne forståelse af danskhed og ønsket om at stå i spidsen for en bred vælgerkoalition. Plads for alle, der vil?

Væk var samtidig de store reformforslag, der ellers havde karakteriseret partiet i et århundrede. Nu handlede det om beskyttelse af arven og velfærdssamfundet. Selv når Mette Frederiksen lancerede ny politik, skete det gerne med reference til Stauning og Anker.

Henrik Sass Larsen satte to streger under partiets konservative og tilbageskuende vending, da han i 2018 offentliggjorde debatbogen Exodus. Vejen frem for centrum-venstre. Heri blev det socialdemokratiske paradis kanoniseret. Velfærdssamfundet og dets traditionelle grundidé skulle forsvares og beskyttes mod udefrakommende trusler af enhver art. Indvandring havde været en "katastrofe". Indvandrere skulle derfor rejse hjem, hvis de ikke ønskede at blive danske.

Illustrativ for Socialdemokratiets støt stigende tilbageskuende profil er også en række socialdemokratiske kampagnevideoer fra 2020 og 2021, da Danmark og resten af verden var ramt af Covid-19. Man skal selvfølgelig se dem som forståelige forsøg på at imødekomme en række behov for sammenhold og fællesskab, da vi alle var mere eller mindre isolerede og bekymrede. Men billedsidens brug af dannebrog, kolonihaver og tillidsfulde kartoffelboder langs landevejene var så tyk, at temmelig mange må have følt sig talt ned til. Videoerne var stærkt nostalgiske i såvel formsprog som indhold. Måske var opfattelsen, at Danmark var et noget nært perfekt land. Vi er – så at sige – ankommet. Vi skal ikke videre. Historiens afslutning.

Fra "patosmaksimalisme" til "sjælesorg"
Med denne konservative vending er det ikke overraskende, at det var Socialdemokratiet, der i 2025 kickstartede diskussionen om åndelig oprustning og stod bag forslaget om en folketingspræst. Begge knytter sig til det traditionsbevarende, det nationalt opbyggelige og det kirkelige. Men der var mere i det, for debatterne faldt sammen med, at Donald Trump aflagde ed som USA's 47. præsident. Den nye præsident udtrykte appetit på Grønland. Med Trump II befandt Danmark og Europa sig som noget nyt under et dobbelt krydspres. I Øst havde Rusland på snart fjerde år ført krigen ind på det europæiske kontinent, og i Vest fremsatte USA trusler mod Kongeriget Danmark. Det var den perfekte storm.

Det var børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye, der startede debatten om åndelig oprustning i et interview i Weekendavisen i januar 2025. Han så positivt på Danmarks militære oprustning. Verden var jo af lave. Men, bemærkede Tesfay, "hvis ikke der er en tilsvarende åndelig oprustning, så sikrer vi ikke Danmarks, Vestens og Europas suverænitet og sikkerhed."

Tesfayes synspunkt var, at demokrati ikke udelukkende er et spørgsmål om institutioner og parlamentarisme, men at der i samfundet også bør eksistere et stærkt og kollektivt "vi”. Fædrelandskærlighed skulle derfor fremmes. Danskerne skulle besinde sig på, at de havde noget til fælles. Ministeren så således en klar forbindelse mellem åndelig oprustning og patriotisme. Kort efter iværksatte han et eftersyn af den litteraturkanon, der danner udgangspunkt for en del af undervisningen i folkeskolen.

Spørgsmålet var, hvordan Socialdemokratiets formand og statsministeren så på sagen. Det blev offentligheden en lille smule klogere på, da Mette Frederiksen i slutningen februar 2025 deltog i podcasten Lykkeberg & Corydon. Adspurgt hvad "åndelig oprustning" var for en størrelse, svarede Frederiksen, at der i befolkningen skulle etableres en modstandskraft, der svarede til den militære oprustning. "Når jeg kigger på vores land, som jeg elsker meget, meget højst, så har vi også brug for en åndelig oprustning". Lykkeberg gjorde herefter et ihærdigt forsøg på at lokke ud af statsministeren, hvad det så indebar, uden at det dog lykkedes at få et klart svar. Måske var det derfor, at Corydon sukkede, at diskussionen om åndelig oprustning gav ham mindelser om "patosmaksimalisme".

I begyndelsen af 2025 var det som om, at alle i Danmark talte om "åndelig oprustning", og samtidig syntes der at være en forventning om, at Socialdemokratiet snart skulle forklare, hvad den egentlig bestod i. Det nok mest præcise svar gav Frederiksen, da hun i Fyns Amts Avis i marts udtalte: "Og jeg får brug for at vide, at alle danskere er med i de kommende år. Og bidrager. Og det kan man gøre på mange forskellige måder. Det kan være unge, som melder sig som værnepligtige. Eller flere, der måske laver frivilligt arbejde eksempelvis." Desuden slog hun april i Kristeligt Dagblad til lyd for, at folkekirken skulle være en del af den åndelige oprustning.

Det var i den situation, at Ida Auken, dengang menigt medlem af Folketinget og senere ordfører for åndelig oprustning, i slutningen af april 2025 forklarede Berlingske Tidendes læsere, at der blev holdt andagt i Folketinget en gang om ugen, og at andagten skabte et fællesskab på tværs af partierne. "Mange kræfter forsøger at ødelægge vores demokratier med polarisering, had og misinformation", derfor er fællesskab vigtigt, forklarede Auken. Hun mente derfor, at kristendommen og de folkekirkelige institutioner skulle være en del af den åndelige oprustning. Auken understregede sit budskab ved at citere den berømte schweiziske teolog Karl Barth for ordene: ”Bed – og køb kanoner!”

Efter sommerferien fuldbyrdede Auken sit projekt, da hun i september 2025 foreslog Folketingets præsidium, at tinget skulle have tilknyttet en præst. I en video på Facebook, der vist ikke længere er tilgængelig, motiverede Auken sit forslag med ordene: "Mange af os kan have brug for sjælesorg. Og samtaler om mening, tro og håb."

Den idé faldt ikke i alle danskeres smag og vistnok heller ikke i socialdemokraternes. Protesterne var hørbare med påberåbelse af Socialdemokratiets grundlæggende sekulære tradition. ”Pas på de hellige. Ellers er fanden løs,” skulle Stauning have sagt. I første omgang kontaktede biskoppen over Københavns Stift ganske vist Folketingets formand og tilbød Folketinget en præst. I juni 2026, knap et år senere, bekendtgjorde præsidiet i en pressemeddelelse, at Folketinget ville få en præst stillet til rådighed i den kommende folketingssamling. Det var ved den lejlighed, at Aukens jubel ingen ende ville tage.

Men glæden varede kort, for 25. august annoncerede Liberal Alliances præsidiemedlem, Lars-Christian Brask, at LA ikke ville indgå i aftalen. Sågar mente han sig kuppet i præsidiet, og samme dag offentliggjorde Folketinget og Københavns biskop, at man ville forsyne alle Folketingets medlemmer med et telefonnummer, som de kunne ringe til, såfremt de havde behov for at tale med en præst. Forslaget om en folketingspræst endte således med at blive en telefonløsning.

Demokratisk oprustning
Kigger vi tilbage på Socialdemokratiets mere end 150-årige historie, er det helt overvejende fortællingen om et progressivt og visionært parti, der bestræbte sig på at indtage rollen som skaber af den moderne velfærdsstat. Det er en smuk fortælling om et parti, dets medlemmer og dets brede vælgerkoalition af engagerede borgere, der skabte et mere retfærdigt samfund. Men i de seneste omtrent ti år er Socialdemokratiet blevet et stadig mere konservativt parti, hvis væsentligste mål synes at være at bevare og beskytte de hidtidigt opnåede landvindinger.

Det er en måske forståelig position, drevet frem af Dansk Folkepartis tag i et vælgersegment, der traditionelt har været Socialdemokratiets. Men samtidig er den politiske kommunikation blevet præget af nogle ekskluderende mekanismer, som også ses i andre landes populistiske strømninger. Det er klart, at kun en tåbe vil overse integrations- og udlændingepolitikkens afgørende indflydelse på de vestlige demokratiers stabilitet. Fravær af en stram udlændingepolitik synes at fremme højrepopulisme. Der er noget alvorligt og afgørende på færde her, hvor der kræves handling og frygtløshed over for politisk korrekthed.

Men hvad er omkostningerne ved at give den ekstra kant, ekstra gas, i den debat? Er fokus på kristendom, kongedyrkelse og kolonihave og den medfølgende nostalgiske kultur repræsentativ for det moderne Danmark? Kan provinsen ikke tales op, uden at storbyen kritiseres? Er akademikerbashing – som rammer den brede middelklasse og ikke mindst deres børn, der naturligvis tager for sig af velfærdsstatens goder med gratis uddannelse – befordrende for at skabe et Danmark for Folket med plads for dem alle?

Det centrale spørgsmål er, hvilken grund vi som borgere skal mødes på. Er det en gammel-danskhed med hele udtrækket af kolonihave, kristendom og kongehus? Teologen Hal Koch, der – for det meste – var bekendende socialdemokrat, skrev i 1941:

“Jeg gad derfor ogsaa nok se den Forsamling, som ikke kunde blive enig om noget kulturelt, naar man forsigtigt undlader at bestemme dettes nærmere Indhold. Gør man dette sidste, skal man nemlig nok opdage, at der i Virkeligheden ikke er ret meget, der skiller saa dybt som netop det kulturelle. De kan jo blot prøve at sætte en Bondekone fra Vestjylland og en Bourgeoisidame fra København sammen – saa skal De nok se, hvor det skiller. Og tager man det kulturelle i videre Forstand, om det aandelige Liv, tror jeg ikke, Resultatet bliver bedre. Det skiller faktisk meget dybtgaaende, om et Menneske er en afgjort Kristen eller en Modstander af Kristendom. Og selv indenfor Kirken ser vi jo, hvor dybe Kløfter der er mellem Indre Mission og de Grundtvigske ... Det, der samler os, er noget helt andet. I manges Øren vil det maaske lyde som en forloren Aandrighed, men jeg er overbevist om, at det er rigtigt. Det er det politiske, som dybest og mest fundamentalt forener os. (…) [Det politiske] udtrykker den ubestridelige Kendsgerning, at vi nu engang er sat her sammen og skal finde ud af at ordne Forholdene os Imellem paa den ene eller anden Maade, og at det er os, som skal ordne dem (…)  Her er virkelig noget, som knytter os sammen paa en saadan Maade, at ingen af os kan melde Hus forbi”.

Som man vil se, var Hal Koch ikke så meget for den åndelige oprustning eller dyrkelse af en tilbageskuende danskhed. Hans synspunkt var derimod, at der skulle demokratisk oprustning til.

Vores fællesskab er ikke skabt af enighed om tro og fortid. Men af det blotte faktum, at vi er borgere i samme samfund. Lige her har Danmark nogle indlysende fordele, fordi den oplyste og nuancerede samtale stadig findes, og fordi Socialdemokratiet ved sine åbenbare politiske resultater har skabt en fundamental opbakning til velfærdssamfundet. Set gennem det perspektiv er forslaget om en folketingspræst egnet til at skabe ballade ikke blot i Socialdemokratiet, men i befolkningen som helhed. Og så er det det i øvrigt helt ligegyldigt, hvilket forhold Socialdemokratiet historisk har haft til kristendommen og Folkekirken.

Vi finder det ikke overraskende endsige kritisabelt, at Socialdemokratiet vil inddrage kulturlivet og kirkens folk på linje med alle andre borgere og institutioner i partiets bestræbelser på at samle den danske befolkning. Som Stefan Herman har mindet os om i bogen Pissedårlig dannelse, bærer ånden altid uniform i krisetider. I den forstand har kritikken af åndelig oprustning og folketingspræsten både været doven og dum.

Derimod har det nok stødt en del af Socialdemokratiets medlemmer, at appellen om at fremme et nationalt sammenhold i en krisetid har fremstået ekskluderende. Især fordi det skete på baggrund af et tiårigt forløb, hvor partiet har anlagt en tilbageskuende, nostalgisk og stadig mere indadvendt profil.

Anvendte kilder omfatter:
Rasmus Mariager & Niels Wium Olesen (2020). “The Social Democratic Party. From Exponent of Societal Change to Pragmatic Conservatism”. Oxford Handbook of Danish Politics. Red. Jørgen Elklit, Peter Munk Christiansen, Peter Nedergaard. Oxford University Press, s. 278-295.
Rasmus Mariager & Niels Wium Olesen (2021). "Socialdemokratiet, den historiske mission og partiets egen fortælling - eller noget om historiens nytte". Krig, Rom & Cola. Red. Louise Nyholm Kallestrup, Jesper Majbom Madsen, Klaus Petersen. Syddansk Universitetsforlag, s. 271-290.
Rasmus Mariager & Niels Wium Olesen (2025). "The Danish Social Democratic Party and urban voters in Denmark, 1900-2024". Social Democracy and Urban Politics. Party Responses to the Diversifying Lef in European Politics. Red. Øivind Brantberg & Nik Brandal. Manchester University Press, s. 141-157.

 

Til forsiden

Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:

Socialdemokratiet og kristendommen

Socialdemokratiet og folkekirken

Når kultur og loyalitet får forrang

Udryddelse af forældede fordomme

To uforenlige størrelser: Socialdemorkratiet og den priviligerede folkekirke

Humanisme, folkestyre, social omsorg, socialdemokratiet - og kirken - og de kristne!

Socialdemokratiet og religion