Donald Trump og den gyldne kuppel

Fantasien om Fort Nordamerika
Af Kjeld Schmidt, Professor emeritus Copenhagen Business School & University of Siegen. Dette er et debatindlæg og udtrykker skribentens holdning.

Den 6. april, på påskens sidste dag, genopstod det grønlandske spørgsmål i international politik. Den åbenbarede sig for verden ved afslutningen af et pressemøde i det Hvide Hus, hvor Trump i halvanden time havde udbredt sig om USA’s og Israels krig mod Den Islamiske Republik Iran. Da pressemødet nærmede sig sin afslutning og de heroiske emner som redning af nedskudte piloter var udtømt og Trump i farverige vendinger havde udmalet, hvilke krigsforbrydelser han var parat til at begå, kom pressemødet ind på det delikate emne, at USA's allierede i Europa og Asien har sagt fra over for at bistå USA mod Iran; ikke at de var var blevet informeret endsige rådspurgt, men alligevel: ’Det er ikke vores krig’, har de erklæret alle som én. Efter have udtrykt sin dybe skuffelse: ’Lad mig sige det rent ud, jeg er meget skuffet over NATO, meget’, tilføjede han, uden hensyn til almindelig logik, at han ikke var overrasket, for han har altid har ment, at ’NATO er en papirtiger’. Han forsøgte at uddybe: ‘NATO er en papirtiger. NATO er os. Og da vi havde brug for dem – vi havde i øvrigt ikke brug for dem. Vi havde åbenlyst ikke brug for dem, for de har overhovedet ikke hjulpet. Tværtimod. De har ligefrem gjort sig umage for ikke at hjælpe. De ville ikke engang give os landingsbaner. Tænk over det.’ Og til allersidst sammenfattede han: ‘Og, som I ved, det hele begyndte med – hvis I vil kende sandheden – Grønland. Vi vil have Grønland. De [NATO] vil ikke give os det. Og jeg sagde: “Farvel.”’

Og dermed var mødet slut.

Trump kan virke utilregnelig i sine udtalelser; men bemærkningen er ikke tilfældig.. Trump siger dog givetvis mere, end han er bevidst om. Udsagnet er ikke en improviseret provokation, men en fortættet formulering af den strategiske forskydning, der er hans politik: fra global orden til territorial afgrænsning. Grønland optræder her ikke blot som land, men som nøgle til den forestilling om Fort Nordamerika, der har været omdrejningspunktet i hans sikkerhedspolitiske overvejelser i årtier.

Trods den for USA uoverskuelige krig mod Iran, er Grønland stadig et fokuspunkt. Det forekommer derfor vigtigt at forsøge at forstå, hvad der driver de herskende sikkerhedspolitiske kredse i USA.

Ønskeøen
Forsvaret af Grønland handler ikke om forsvaret af grønlandsk territorium men om det fremskudte forsvar af USA.

Grønland er ikke genstand for nogen konkret militær trussel. Der er ingen forestående invasion, ingen eskalation, der kan sammenlignes med Ukraine eller Taiwan. Alligevel fremstilles øen som strategisk afgørende.

Det er netop dette misforhold, der er analytisk interessant. Grønland er ikke blevet vigtigt på grund af en trussel, men som centrum for en forestilling: et beskyttet nordamerikansk kernerum – et Fort Nordamerika.

Denne forestilling må forstås som en fantasi – ikke i polemisk forstand, men sociologisk. Fantasier opstår, når strategiske mål ikke længere kan realiseres direkte gennem materielle midler. De er ikke vilkårlige, men betinget af et misforhold mellem mål og middel, mellem drøm og virkelighed.

Fort Nordamerika er i denne forstand ikke en plan, men et symptom. Det samme gælder den voksende arktiske alarmisme og planerne om en Golden Dome, der som Israels ’Steel Dome’ i kontinental målestok skal beskytte det nordamerikanske luftrum. Disse fænomener er ikke udslag af en ny offensiv strategi, men en defensiv omgruppering, som endnu ikke er erkendt som sådan.

Visionen om Fort Nordamerika skal ses i sammenhæng med USA's relative tilbagegang på den internationale scene, men vel at mærke som et offensivt tilbagetog, hvor det for MAGA-bevægelsen og tech-oligarkerne handler om at svække de institutioner der nationalt og internationalt danner ramme om det sociale demokrati. Imperialistisk politik manifesterer sig i dag ikke gennem etablering af orden, men gennem tilsidesættelse af den. (Se også i mine tidligere analyser af ’Oligarkernes kup’ og ’Tilbagetogets Trump’ i Ny Politik samt af Trumps ’postmoderne kontrarevolution’ i Ræson).

Den gyldne kuppel
Trumps ‘Golden Dome’ fremstilles officielt som et teknologisk og strategisk svar på nye trusler mod det nordamerikanske kontinent: hypersoniske våben, spredning af adgang til langtrækkende missiler og reduceret varslingstid. Det Hvide Hus lagde kursen med præsidentordren om ‘Iron Dome for America’ i januar 2025, og i budgetforslaget for finansåret 2027 er Golden Dome gjort til en central del af en stærkt opskruet amerikansk oprustning, med satsning på satellit-baserede sensorer og afskæringskapaciteter som led i et lagdelt forsvar af hjemlandet. 

Set isoleret kan programmet derfor fortolkes som en videreudvikling af eksisterende missilforsvarstænkning. Men set i en bredere sammenhæng fremstår Golden Dome snarere som noget andet: et fantasiprojekt, der skal kompensere for tabte forudsætninger i amerikansk magtudøvelse.

Men projektet er mere end missilforsvar. Det er en militærteknologisk version af en politisk fantasi: Fort Nordamerika. Ikke blot et USA, der forsvarer sig, men et USA, der vil omdanne hele det nordamerikanske og arktiske rum til det, man i klassisk militær terminologi ville kalde et ’glacis’ – et strategisk forfelt for det nordamerikanske territorium. I den logik betragtes Grønland ikke som en allieret, men som et nødvendigt fremskudt led i et kontinentalt forsvarssystem. Det er også sådan Trump selv har formuleret det: at Grønland er ‘vital’ for Golden Dome, og at noget mindre end amerikansk kontrol er ‘uacceptabelt’. 

Grafisk illustration af ‘Ballistic Missile Defense System’s opbygning. Kilde: Missile Defense Agency, US Department of Defense.

Den afgørende udfordring for visionen er kompleksitet, ikke i snæver teknisk forstand, men som et strukturelt problem. At beskytte et kontinent kræver ekstrem sensor-tæthed, kontinuerlig datafusion, realtidsbeslutninger og koordination mellem mange heterogene delsystemer (rum-, luft-, land- og søbaserede kapaciteter). Kompleksiteten vokser ikke i takt med systemets omfang, men eksponentielt. Antallet af mulige tilstande, signaler, fejlmodi og interaktioner overstiger hurtigt, hvad der kan testes, valideres og styres operationelt. Og endelig indebærer kompleksiteten, at systemets adfærd under ét ikke kan reduceres til summen af dets komponenter. Små ændringer (i input, timing, miljø eller modstanderens adfærd) kan få uforholdsmæssigt store konsekvenser.

Dertil kommer, at systemet vil være fundamentalt asymmetrisk. Forsvareren vil skulle opdage, klassificere og neutralisere alle relevante trusler, korrekt og rettidigt. Det vil være til angriberens fordel, da denne kun behøver at finde én effektiv måde at trænge igennem på (mætning, lokkeduer, manøvredygtige sprænghoveder, hypersoniske glidere, cyberangreb eller angreb fra rummet på sensorkæden). Dette skaber et klassisk, men her ekstremt, asymmetrisk forhold, hvor forsvarssystemet tvinges til stadig dyrere og mere komplekse opgraderinger, mens modforanstaltninger er relativt billige og adaptive. Krigene i Ukraine og den Persiske Golf har leveret slående bevis for den fælde, en sådan asymmetri kan udgøre.
Men det afgørende ved Golden Dome er ikke, om systemet teknisk kan fungere fuldt ud – det kan det næppe – men hvad det gør muligt at tænke og legitimere.

I årtier byggede amerikansk sikkerhedspolitik på en kombination af global militær tilstedeværelse, industriel overkapacitet, logistisk dominans samt politisk dominans over alliancer.

Denne kombination gjorde det muligt at absorbere tab, eskalere selektivt og føre samtidige konflikter på afstand af hjemlandet. I dag er disse forudsætninger ikke længere givet. Den industrielle basis er udhulet, genanskaffelsesevnen begrænset, og de politiske omkostninger ved langvarige krige er steget markant.

Golden Dome markerer en forskydning fra denne globale logik til en territorial logik. Fokus flyttes fra at kontrollere verdens udfald til at beskytte et afgrænset rum: det nordamerikanske kontinent og dets adgangsveje. I den forstand er Golden Dome ikke et supplement til global strategi, men et tegn på dens indsnævring.

Historisk har strategisk dybde været et geografisk og industrielt fænomen: afstand, volumen, redundans. Golden Dome forsøger at erstatte denne dybde med teknologi. Sensorer, netværk, integration og automatisering skal kompensere for tabet af tid, masse og fleksibilitet.
Dette er karakteristisk for fantasiprojekter: når en materiel forudsætning ikke længere kan genskabes, forsøger man at simulere dens funktion. Golden Dome lover ikke absolut beskyttelse, men forlænget beslutningstid. Ikke overlegenhed, men reduktion af sårbarhed. Det er i sig selv en indrømmelse: målet er ikke længere at forme verden, men at undgå overraskelse.

Golden Dome giver indtryk af handlekraft i en situation, hvor handlefriheden er reduceret. Det omsætter strategisk defensiv til teknologisk offensiv. Tilbagetoget fremstår ikke som tab, men som modernisering.

Dette er fantasien i sociologisk forstand: en forestilling, der omdanner begrænsning til projekt. Golden Dome gør det muligt at tale om sikkerhed uden at tale om afindustrialiseringens konsekvenser, opløsningen af den vestlige alliance eller USA’s manglende vilje og evne til at bære omkostningerne ved sin rolle som global hegemon.
Men samtidig indebærer det, der fremstilles som teknisk nødvendighed, geopolitisk og imperialt ekspansionstrang. Golden Dome lover at afskærme det nordamerikanske territorium mod verden, men for at gøre det må USA politisk åbne og underordne stadig større ydre rum: Arktis, Grønland, det nære rum, de maritime adgangsveje. Den ‘gyldne kuppel’ er således ikke bare et skjold; den er en forestilling om suverænitet uden gensidighed, sikkerhed uden alliancebinding, overhøjhed uden politisk pris.

Problemet er, at selv på egne præmisser halter projektet. Reuters rapporterede i januar, at Golden Dome et år efter lanceringen var forsinket af tekniske stridigheder, uklarhed om den rum-baserede arkitektur og begrænset anvendelse af de allerede bevilgede midler. Samtidig er budgetambitionen vokset yderligere i 2026. Det indikerer ikke blot et ufærdigt forsvarssystem men også og især et ekspanderende prestigeprogram, hvor den strategiske symbolik løber foran den operative realitet. 

Golden Dome er derfor bedst forstået som symptom. Når eksistentiel usikkerhed ikke kan reduceres politisk, økonomisk eller strategisk, forskydes den til en metafor: kuplen, der skal lukke verden ude. Fort Nordamerika er ikke en realistisk sikkerhedsorden, men en regressiv drøm om absolut beskyttelse i en verden, hvor magt netop er afhængig af forbindelser, alliancer og gensidige sårbarheder.

Stækkede ambitioner
Når USA således i stigende grad orienterer sig mod hjemlandet som strategisk referencepunkt, skyldes det ikke et pludseligt indfald, men en ændring i de materielle betingelser for magtudøvelse. Den globale dominans, som USA kunne udøve i årtier efter Anden Verdenskrig, kan ikke længere tages for givet. Industriel kapacitet, økonomisk tyngde og strategisk overskud er ikke, hvad de var.

Når overskudskapaciteten forsvinder, ændres strategiens rationale. Fremskudt forsvar, som tidligere flyttede geopolitiske risici væk fra det amerikanske hjemland, bliver i stigende grad en kilde til sårbarhed. Når baser kan rammes på et tidligt tidspunkt i en væbnet konflikt, og erstatningskapaciteten er begrænset, må prioriteringen ændres. Det, der ikke kan erstattes – det nordamerikanske territorium – bliver det vitale.

Det er i dette lys, at forestillingen om Fort Nordamerika må forstås. Ikke som en ny global vision, men som stækkede ambitioner: en bestræbelse på at afgrænse det rum, hvor kontrol endnu synes mulig.

Her får Grønland sin særlige betydning. Ikke fordi øen i sig selv er truet, men fordi den indgår i den nordlige akse, hvor varsling, sensorer og beslutningstid vil skulle etableres. Grønland bliver et knudepunkt i et system, der har til formål at kompensere for tabt strategisk dybde.
Det er i denne sammenhæng, at ideen om en ’Golden Dome’ må forstås. Den er ikke et løfte om usårlighed, men et forsøg på at købe tid. Når industriel styrke og geografisk buffer ikke længere kan tages for givet, bliver tid den knappe ressource. Varsling, digital integration og missilforsvarssystemer skal tilsammen reducere risikoen for et overraskelsesangreb.

Men her viser fantasien sin dobbelte karakter. For at beskytte hjemlandet må USA udvide sit kontrolrum. Den defensive ambition får ekspansive forudsætninger. Arktis, Grønland og det nære rum bliver ikke periferi, men forudsætning.

Fort Nordamerika er derfor ikke blot et militært projekt. Det er også et politisk og socialt projekt. Det indebærer en forskydning væk fra gensidige forpligtelser og mod en selektiv omgang med alliancer. NATO bliver i denne optik ikke en ramme for fælles sikkerhed, men en byrde, der kan fravælges.

Samtidig peger udviklingen indad. For store dele af det amerikanske økonomiske oligarki er forsvaret af Europas sociale demokratier ikke et fælles anliggende. Tværtimod fremstår regulering, velfærdsstater og politiske kompromisser som barrierer for en ny orden. Fort Nordamerika bliver dermed også et projekt, der søger at afskærme en bestemt økonomisk orden fra ydre forpligtelser.

I dette perspektiv fremstår Grønland som Ønskeøen: et sted, hvor forestillingen om kontrol endnu kan opretholdes, netop fordi resten af verden er gledet ud af grebet.

I denne kontekst bliver de sidste ugers krig mod Iran ikke et brud, men en bekræftelse.

Offensiv tilbagetrækning
De sidste ugers krig tilføjer nuancer til tesen om Trump som inkarnationen af USA’s tilbagegang som supermagten over dem alle.

USA er – sin umiddelbart enorme militære kapacitet til trods – grundlæggende svækket. Forbundsstaten viger således tilbage fra globalt ansvar. Men det vil ikke få regeringen til at afstå fra opportunistiske eventyr. Voldsparatheden er usvækket. Krigen mod Iran kan således ses som en opportunistisk offensiv i det generelle tilbagetog. Men samtidig viser den USA's grundlæggende svækkelse.

Kort fortalt forekom Iran at være et nemt bytte. Sidste års amerikansk-israelske kanonbåds-aktion med strategiske bombefly mod de anlæg i Iran, hvor berigelsen af uran blev udført, havde tilføjet det iranske luftforsvar fatale skader og efter alt at dømme sat styrets uranberigelsesprogram tilbage. Men det var tydeligvis ikke nok for de kræfter i Israel, der stræber efter at gøre Israel med dets 9 millioner indbyggere til en stormagt, ikke blot i Levanten, men også i Orienten og endda på Afrikas Horn. Samtidig syntes opblusningen af folkelige modstand mod præstestyret i januar at vise, at styret var modent til at falde, også selv om modstanden blev kvalt i blod. For den israelske regering så det således ud som om, regimet kunne omstyrtes med ét slag – med Israels velkendte “halshugnings”-træk – suppleret med omfattende angreb på landets militære kapaciteter, rustningsindustri og politisk-administrative kommandocentre.

Netanyahu og fantasterne, der drømmer om et Storisrael, har måske ønsket at tro på ideen, måske ikke, men det var ifølge den indgående rekonstruktion, som New York Times har publiceret, den plan Netanyahu mødte op med i Washington den 11. februar, og som det lykkedes ham at sælge til Trump. Det skete ikke uden modstand. Da de professionelle ledere af det udenrigs- og sikkerhedspolitiske miljø i Washington mødtes dagen derpå, betegnede direktøren for CIA ideen om at antænde en folkeopstand og vælte præstestyret som ’narreværk’ (’farcical’), mens udenrigsminister Marco Rubio kaldte det ’bullshit’. Det ville være fint, hvis styret blev omstyrtet, men for Trump var det ikke noget USA kunne satse på. Det var Israels problem. Nok så tungtvejende var advarslerne fra forsvarschefen og præsidentens militære rådgiver, general Dan Caine. Han gjorde opmærksom på, at en krig ville gøre et stort indhug i det allerede reducerede amerikanske arsenal, herunder i beholdningen af afskæringsmissiler, og at det med USA’s begrænsede industrielle kapacitet ville tage år at genopbygge arsenalerne. Han advarede desuden mod faren for, at Iran kunne blokere Hormuz-strædet.

Men Trump var solgt på Israels ide, halshugningen ville gå så hurtigt, at  Iran ikke kunne nå at blokere stræde, og hans stab bøjede sig.

Angrebet blev planlagt mens forhandlingerne om Irans berigelsesprogram mellem USA og Iran med Omans udenrigsministeren som mægler fortsatte og ifølge Oman gjorde fremskridt. Men sidst i februar fik CIA skal ifølge en tidligere artikel New York Times have fået så gode efterretninger om den iranske ledelses færden, at man vidste, at der om morgenen den 28. februar ville blive afholdt et møde på højeste plan i Khomeneis residens, formentlig som en udløber af forhandlingerne. Dermed var krigen en realitet.

Det blev en krig uden hoved og hale.

Trumps tilgang – det offensive tilbagetog fra hegemoniet – bekræftes af hans håndtering af krigen. USA's allierede blev ikke adviseret, endsige rådspurgt. De skulle hverken have mulighed for at forhindre den forventede nemme sejr eller have lod i krigsbyttet. Og da det efterhånden åbenbaredes, at Iran rådede over myriader af droner og ballistiske missiler, som gjorde et katastrofalt indhug i USA's og Golf-staternes arsenal af kostbare afskæringsmissiler, og at Iran såedes ikke havde kunnet knækkes i et snuptag men tværtimod havde opnået kontrol med Hormuz-strædet og dermed energimarkederne og verdensøkonomien, varslede Trump i et tweet den 7. april, at hvis Iran ikke straks bøjede sig, ville den persiske civilisation være blevet udslettet inden solopgang: ’A whole civilisation will die tonight, never to be brought back again’, skrev præsidenten. Dagen efter viste det sig, at hans trussel om folkemord skulle dække over, at USA ville slå retræte og acceptere det forslag om våbenhvile, som Pakistan sammen med Tyrkiet og Egypten havde taget initiativ til to dage før, og som i det væsentlige ville være en tilbagevenden til tilstanden – ikke blot før angrebet den 28. februar i år, men til tilstanden før Trump rev den tidligere aftale fra 2015 i stykker i 2018. Ingen af de mål, Netanyahu havde stillet i udsigt, blev nået. Tværtimod har Iran opnået kontrol med Hormuz og kan fremover opkræve en afgift af hvert af de skibe, der hver dag besejler strædet. Iran har desuden udsigt til at få ophævet sanktionerne. Krigen endte ikke blot i status quo ante bellum, med et genåbnet stræde, men i status quo ante Trump.
Den iranske premierminister erklærede, ikke uden en vis ret, at det for Iran var en ’historisk sejr’. Talspersonen for det Hvide Hus, Karoline Leavitt, replicerede opbragt, at det var det i hvert fald ikke, for Iran har lovet at ’genåbne Hormuz-strædet’.

Offensivt tilbagetog, taktisk og strategisk.

Til forsiden

Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:

Blev valget den 24. marts 2026 hyperpolitisk?
Hyperpolitik er ekstrem politisering uden politiske konsekvenser. Tilsyneladende bliver det, efter Folketingsvalget den 24. marts, vanskeligt at få gennemført politik, men på den anden side fik vi et Folketing hvor der vil blive fremført meget politik.

Af Søren Thomassen, redaktør Ny Politik.

Alle recessioners moder

I skrivende stund er der indgået en spinkel våbenhvile mellem USA og Iran. Israel er af den formening, at våbenhvilen fortsat tillader den israelske hær at bombe i Libanon, men det mener jo hverken FN eller Iran, at den gør. Så vi får se, om våbenhvilen holder.

Af Irene Odgaard, redaktør Ny Politik

Delstatsvalg i Tyskland 2026 og betydningen heraf på forbundspolitikken

Tyskland består af 16 delstater, hvor der løbende er valg til delstatsparlamenterne. De enkelte delstater er meget forskellige og der er også stor forskel på de enkelte partiers styrke i de enkelte delstater. For mange delstater er der også stor forskel på valg til Forbundsdagen og valg til delstatsparlamentet.

Af Jens William Grav, cand. scient. pol.

Boganmeldelser