Boganmeldelser

Vind eller Forsvind
Kampen om Venstre
Af Søs Marie Serup
Politikens Forlag
Pris. Ca. 200, - kr.
Anmeldt af Søren Thomassen

Den tidligere kommunikationsrådgiver – eller spindoktor – i Venstre, Søs Marie Serup har skrevet bogen Vind eller forsvind – Kampen om Venstre. Den udkom tidligere på året. Hun beskriver de interne magtkampe i Venstre fra Anders Fogh Rasmussen blev statsminister i 2001 og frem til lige inden valget den 24. marts 2026.

Det Venstre Anders Fogh Rasmussen blev formand for efter Uffe Ellemann Jensen var i Uffes formandstid transformeret til et parti der ikke kun havde appel til vælgere uden for de større byer, men i høj grad også til vælgere i bl.a. København og Aarhus. I København udfordrede Søren Pind for alvor den Socialdemokratiske førstefødselsret på overborgmesterposten bl.a. i skikkelse af Jens Kramer Mikkelsen og i Aarhus lykkedes det for Venstre at bryde det socialdemokratiske monopol på borgmesterposten med valget af Louise Gade som borgmester.

Søs Marie Serup beskriver med stor indsigt – hun var så at sige fluen på væggen – hvordan det lykkedes for Anders Fogh Rasmussen, da han blev statsminister, med hård hånd ført af partisekretær Claus Hjort Rasmussen at knægte ethvert tiltag, fra nogle unge liberale hedsporer, på at gennemføre en ren liberalistisk politik, som Fogh havde beskrevet i sin bog Fra Socialstat til minimalstat. Alle der fulgte lidt med i politik i Foghs først år som statsminister vil vide at det gik lystigt for sig i undermineringen af bl.a. Søren Pind og nu afdøde Peter Christensen, der samme med en flok andre liberalister, havde fremsat de såkaldte 10 teser til en liberal politik Venstre burde gennemføre.

Bogen bygger dels på Søs Marie Serups egne oplevelser som ansat i Venstres partisekretariat og som særlig rådgiver for både Anders Fogh Rasmussen og for Lars Løkke Rasmussen, dels på interviews med mange af de centrale personer i flere af forsøgene på underminering, rævekager, miskreditering og de beskidte tricks deltagerne har lært sig fra deres tid i ungdomsorganisationen Venstres Ungdom. Det er ikke artige sager Søs Marie bringer for en dag.

Da Lars Løkke Rasmussen bliver statsminister, er det samtidig et stop for Søs Marie Serups virke i Venstre. De udmattende magtkampe og en ny statsminister der ikke kender til begrebet moral, er vel blevet for meget for hende.

Hendes beskrivelse af de egentlige magthavere i partiet Venstre – det tunge bagland - bl.a. personificeret i fiskehandleren fra Hvide Sande, Jens Nikolai Vejlgaard giver et ganske godt indblik i de udfordringer partiet står over for. Uffe Ellemann Jensen skabte et parti med bred gennemslagskraft over hele landet. Anders Fogh Rasmussen turde ikke gennemføre sine liberale ideer og slog hårdt ned på andres forsøg på det. Lars Løkke Rasmussen ville heller ikke og de skabte dermed grobund for Liberal Alliances succes.

Beskrivelsen af Lars Løkke Rasmussens magt over Folketingsgruppen og dermed fundamentet for sit eget politiske liv på det berømte møde i ”kælderen” i Odense, er også artig læsning. Hertil kommer beskrivelsen af hvordan det lykkes for Venstres nye stjerne, Stephanie Lose, med støtte fra det tunge bagland, at få isoleret Lars Løkke fra
Folketingsgruppen under det berømte og berygtede møde på Cromwell Hotel i Bregninge ved Vejle i eftersommeren 2019, beskrevet som Kongemordet. Det koster som bekendt Lars Løkke formandsposten i Venstre og næsten også hans politiske liv.

Stephanie Lose, med sin forankring i det tunge bagland, vil måske blive den person der på ny kan løfte Venstre til den position partiet fik i 00’erne og 10’erne.

Valget den 24. marts 2026 blev på mange måder en lærestreg for Venstre med tabet af folketingsmedlemmer valgt i og omkring København som eksempel. Det er en lære f.eks. Socialdemokratiet også bør drage at det kan være dødsensfarligt at lade sig forføre til negligere storbyvælgerne.

Bogen indeholder et citat fra et interview med Søren Pind der udmærket beskriver Venstres nuværende krise: ”Jeg plejer at sige til bønderne: I er 7.500 fuldtidslandmænd. I kan ikke længere fylde forsamlingshusene. I kan ikke fylde kirkerne. I kan ikke fylde højskolerne. Det betyder at I ikke længere er en stand. Det er klart, at hvis Venstre når ned på 15.000 medlemmer, hvad er så forskellen på det, jeg siger om bønderne, og det jeg siger om Venstre?”

Ved valget den 24. marts 2026 blev Venstre slået tilbage til start. Den udfordring Venstre står overfor med at få tag i vælgere i byerne igen, bliver som et bjergetape i Tour de France, men uden hjælperyttere, for hjælperytterne har taget form af partier med godt tag i byvælgerne: De Radikale, Liberal Alliance og Moderaterne, alle udsprunget af Venstre og to af dem endda inden for de seneste 10 år.

Vi inviterede arbejdskraft – men der kom mennesker
Forfatter: Kaare Dybvad Bek
Omfang: 223 sider
Forlag: Gyldendal
Udkom: 28. Januar 2026
Pris: 279,95 kr
Anmeldt af Irene Odgaard

Kaare Dybvad Beks bøger har sat gang i offentlig debat, siden han skrev sine første bøger Udkantsmyten og De lærdes tyranni. Kaare siger selv, at han efter ti år i Folketinget kan konstatere, at “det tit hjælper mere at sætte gang i en overordnet debat end at komme ned til møderne med sine forslag skrevet sirligt ned på et stykke papir." Det bekræfter debatbogen  De lærdes tyranni, som var en kritik af den store produktion af akademikere, som fortællingen om ’videnssamfundet’ havde affødt. Knap ti år efter har den tydeligvis sat sig i SVM-regeringens uddannelsesreformer: universiteterne har forkortet uddannelser og skåret ned på optag mange steder. Samtidig er der er oprustet på professions- og erhvervsskolerne, hvor man håber på flere ansøgere.

I Vi inviterede arbejdskraft – men der kom mennesker kalder Kaare Dybvad Bek den store tilførsel af udenlandsk arbejdskraft i Danmark de seneste årtier for ”et socialt eksperiment”. Han mener, at vi risikerer at tabe et godt samfund på gulvet. Forfatterens budskab er en advarsel: ”vi har lukket for mange nye gæstearbejdere ind. Vi er nødt til at begrænse tilstrømningen.” Det er en letlæst og læseværdig bog, Kaare Dybvad Bek har skrevet, og den tager prisværdigt et spadestik dybere i sit stof.

Bogen er opbygget som en rejse i tid og rum, med et par principielle kapitler, hvor argumenterne for og imod udenlandsk arbejdskraft ridses op. Forfatteren oplister afslutningsvis ni principper for bæredygtig arbejdsindvandring, hvis man er ”på fællesskabets og nationens side”.

I et af bogens første kapitler gennemgår forfatteren gæstearbejdernes historie i Danmark. Der kom grupper af hollændere, tyskere, svenskere og polakker hertil frem til 1929, hvor Stauning-regeringen lukkede for roepolakkerne Herefter var det op til fagforeningerne at tillade arbejdskraft fra udlandet, og i fagbevægelsen har man aldrig været vild med overfyldte arbejdsmarkeder og den lønkonkurrence, der følger med. Et af argumenterne har - helt korrekt også - været, at lave lønninger hæmmer teknologisk udvikling. Men stærk økonomisk vækst i 1960’erne brød hul i muren; i 1967 lukkede den danske regering op igen. Frem til krisen i 1973 kom spaniere, tyrkere,  pakistanere m.fl. til Danmark for at arbejde. Det forløb ikke ganske uproblematisk.

Forfatteren opdeler den udenlandske arbejdskraft, der aktuelt befinder sig i Danmark, i fire forskellige grupper. Der er for det første de uproblematiske superindvandrere. Eksperter i IT eller biokemi, der tjener meget og betaler pæne beløb i skat (superindvandrere). For det andet er der grænsependlerne fra Tyskland, Sverige eller Polen: de skaber heller ikke store problemer. For det tredje er der den store gruppe af vandrende arbejdstagere på EU’s indre marked. Polakker og andre østarbejdere gav anledning til debatten om social dumping efter Østudvidelsen af EU i 2004. Endelig er der, for det fjerde, indvandrere fra lande uden for EU, som f.eks. kinesiske kokke eller nepalesiske studerende. De studerende fra Asien fyldte på avisernes forsider sidste år, da statsministeren gik i rette med Roskilde Universitetscenters optagelsespolitik fra talerstolen på Socialdemokratiets årsmøde. Den sidste gruppe er ”den ubetinget mest problematiske gruppe” ifølge forfatteren. Ikke mindst fordi disse mennesker tager store familier med til landet, hvilket dels medvirker til løndumpning, dels afføder kommunale udgifter til sundhed og skoler, som ikke opvejes af skatteindtægter fra denne, typisk lavtlønnede, arbejdskraft.

Undervejs i bogen møder vi repræsentanter for den sidste gruppe i form af barndomsvennen Fuat, hvis far kom til Danmark fra Tyrkiet i bølgen af gæstearbejdere i 1960erne, og tre andre fra Punjab, Nepal og Bangladesh. Forfatteren sætter det sociologiske blik på sin ven og hans familie, og spørger sig selv og læseren, om denne familie ikke havde været lykkeligere i det land, de kom fra – selvom den materielle rigdom havde været mindre for dem der. Faderen blev invalidepensionist efter en arbejdsulykke i en af de brancher, som havde svært ved at skaffe dansk arbejdskraft på grund af arbejdsmiljøet. Sønnen Fuat fik en dom, som gjorde det svært for ham at komme videre med det liv, han ønskede sig. ”Jeg ved, at Fuat ikke fik den samme chance som os andre”, skriver Kaare. Men, skriver han videre, der var ikke meget mere, samfundet kunne have gjort for ham dengang.

Det strandede ifølge forfatteren på kulturforskelle. Den første generation af indvandrere kunne leve med, at de ikke fik det anerkendende blik fra de andre i samfundet, som alle mennesker har brug for, hvis de skal trives og udvikle sig. Fædrene og mødrene tog de hårdeste jobs og udholdt den manglende respekt og anerkendelse for deres børns skyld. Nu klager den veluddannede tredje generation over diskrimination på arbejdsmarkedet. Men dilemmaet består: ”Måske er der så store kulturelle og sociale forskelle mellem asiatiske arbejdstagere og danskere, at der kun er to mulige udfald: at det danske samfund bliver et multikulturelt indvandringsland, som vi kender det fra eksempelvis Storbritannien, hvor multikulturalismen er sat i system i hele samfundet. Eller at vi fortsat vil være et land, som mennesker fra mange kulturer har svært ved at finde sig til rette i. Jeg tror og håber ikke, at vi nogensinde kommer til at vedtage det første på demokratisk vis.”

Kaare Dybvad Bek har skrevet bogen for at give sin position omkring det uønskværdige i indvandret arbejdskraft fra f.eks. Tyrkiet og Nepal vægt. Til det formål foretager forfatteren en kritisk gennemgang af arbejdsgiverforeningers og politikeres økonomiske argumentation. Og nej, konkluderer han, udenlandsk arbejdskraft er generelt ikke en god forretning for samfundet. Kun for arbejdsgiverne. Det er kun ’superindvandrer-gruppen’, der ubetinget giver økonomisk overskud til samfundet. For de øvriges vedkommende vil træk på velfærdssamfundets ydelser til dem selv og deres familie gøre regnestykket usikkert. Og samtidig er de økonomiske omkostninger ved indvandring uhyre ulige fordelt, både geografisk og socialt: nogle kommuner og nogle brancher bærer uforholdsmæssigt store byrder i form af udgifter til skoler, sundhed, tolkebistand og social dumping.

Han tilføjer en anden type argumenter: nemlig de kulturelle forskelle og vanskelighederne i forbindelse med integration. En tese hos forfatteren er, at den danske tillidskultur er ”en stor del af grundlaget for vores velfærdsmodel.” Vores tillidskultur ”skaber et meget hyggeligere, men også mere konkurrencedygtigt samfund. Tillid er en kvalitet ved at bo i Norden, som ikke kan kopieres eller eksporteres, fordi den hviler på århundreders tradition for personligt ansvar og samvittighedstænkning og i sidste ende på den protestantiske grundtanke, at man alene er ansvarlig for skaberen på den sidste dag og ikke kan købe aflad eller få syndsforladelse for de dårlige ting, vi gør som mennesker.”

Det er sandt nok, at der er tillid mellem mennesker i Danmark, men denne anmelder må anfægte den del af forfatterens tese, der har med Luther og kristendom at gøre. Må jeg minde om Odins tale i Eddaen, som netop udtrykker den store vægt, der i vikingetiden blev lagt på personligt ansvar og samvittighed i vores del af verden:

"Fæ dør/frænder dør/man selv dør på samme vis/ét ved jeg/som aldrig dør/dommen over hver en død".

I Kaare Dybvad Beks udgave af de kulturelle forskelles betydning og tillidskulturens religiøse grund aner man anknytning til Samuel Huntington og hans tese om civilisationernes kamp. Efter Berlin-murens fald i 1989 skrev Francis Fukuyama en opstemt bog om, at historien nu var slut. Det kapitalistiske, liberale demokrati havde sejret økonomisk og ideologisk og stod ene tilbage på slagmarken. Nej, skrev Huntington i en artikel i 1993, historien var slet ikke slut. Fremover ville den fundamentale kilde til konflikt være kulturel, hvor den tidligere primært havde været økonomisk eller ideologisk. De nye konfliktlinjer kunne ses i Bosnien, Kaukasus og Golfen. De gik mellem nogle af de af de store civilisationer, Huntington opregnede, og disse konflikter lod sig ikke overvinde, kun begrænse i voldsomhed. Muslimer og kristne stod på hver sin side af det, Huntington kaldte civilisationernes kamp. Det er nok værd at debattere denne del af Kaae Dybvad Beks bog. For hvordan skal vi forstå de kulturelle forskelle, og hvor meget betyder religion i dag? Siden bogen udkom i januar, er netop spørgsmålet om det religiøse fundament for konflikter også sat grundigt på dagsordenen af USA’s forsvarsminister Pete Hegseth, som har korstogsriddernes logo tatoveret på armen, og tydeligvis føler sig som Guds redskab.

Ved bogreceptionen i Beskæftigelsesministeriet i januar holdt 3F’s formand, Henning Overgaard, tale om vigtigheden af et af de punkter, Kaare Dybvad har listet op i sin afslutning om bæredygtig indvandring. Han genkaldte sig frysehuset i Esbjerg og slog fast, at på en arbejdsplads skal man kunne tale sammen. Udenlandsk arbejdskraft skal kunne tale dansk, et nordisk sprog eller engelsk. Deres arbejdsgivere kan passende hjælpe til med at sikre det.

Uden for Beskæftigelsesministeriet løb samtidig en demonstration af stablen. 3F har organiseret madbudene i JustEat og forhandlet en overenskomst. Og demonstranterne, cykelbude af mange nationaliteter, var utilfredse med, at Danmark endnu ikke har implementeret EU’s platformsdirektiv, som kræver lønmodtager-status for budene. Konkurrenten Wolt kan nemlig underbyde JustEat ved at behandle sine bude som selvstændige. (Siden har JustEat, der som den eneste havde kollektiv overenskomst, lukket ned for sin forretning i Danmark).

Et af de andre punkter i de ni principper, der skitsere Kaare Dybvad Beks løsninger, vedrører netop implementeringen af et EU-direktiv: Kaare Dybvad Bek efterlyser kædeansvar ved lov i byggeriet for at komme underbetaling og arbejdskriminalitet i de mange underleverandør-kæder til livs. Netop kædeansvar ved lov var også, hvad Håndhævelsesdirektivet af 2014 lagde op til i byggeriet, men dengang udarbejdede DA og LO en hensigtserklæring om den danske model, som gjorde kædeansvaret ved lov umuligt. Men nu må det være et af de løsningsforslag, der ligger lige til højrebenet for en beskæftigelsesminister. Ikke mindst fordi EU-kommissionen har gang i en sag mod Danmark for mangelfuld implementering. Kan man forestille sig, at ministeren indfører kædeansvaret, selvom DA/FH er på tværs? Der er brug for det.

De øvrige punkter handler om at styre, hvilke lande arbejdskraften kommer fra, om superindvandrere skal have (yderligere) skatterabat, om der er overenskomst på de virksomheder, indvandrere skal arbejde for, om den enkelte kan få sin familie med eller ej, og om der hos arbejdskraften er kvalifikationer, der reelt er brug for – eller om det handler om at øge lønkonkurrencen. Især det sidste skal nok vække debat i arbejdsgiverkredse og blandt borgerlige politikere.

Kaare Dybvad Bek sender ikke bare skyts i retning af arbejdsgiverne. Den såkaldte storbyelite får sig også en svingtur. Det er hykleri at stemme for øget indvandring, (hvad man gør, når man stemmer Enhedslisten eller de Radikale, mener forfateren), og så være de første til at sende børnene på privatskole, når der er for mange, der ikke er af dansk afstamning i folkeskolen. Samira Nawa fra de Radikale bryder sig ikke om bogen og har karakteriseret den som ”et skræmmebillede af international arbejdskraft”. Det kan denne anmelder nu ikke genkende.

Til forsiden

Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:

Donald Trump og den gyldne kuppel
Fantasien om Fort Nordamerika

Af Kjeld Schmidt, Professor emeritus Copenhagen Business School & University of Siegen.

Blev valget den 24. marts 2026 hyperpolitisk?
Hyperpolitik er ekstrem politisering uden politiske konsekvenser. Tilsyneladende bliver det, efter Folketingsvalget den 24. marts, vanskeligt at få gennemført politik, men på den anden side fik vi et Folketing hvor der vil blive fremført meget politik.

Af Søren Thomassen, redaktør Ny Politik.

Alle recessioners moder
I skrivende stund er der indgået en spinkel våbenhvile mellem USA og Iran. Israel er af den formening, at våbenhvilen fortsat tillader den israelske hær at bombe i Libanon, men det mener jo hverken FN eller Iran, at den gør. Så vi får se, om våbenhvilen holder.

Af Irene Odgaard, redaktør Ny Politik

Delstatsvalg i Tyskland 2026 og betydningen heraf på forbundspolitikken
Tyskland består af 16 delstater, hvor der løbende er valg til delstatsparlamenterne. De enkelte delstater er meget forskellige og der er også stor forskel på de enkelte partiers styrke i de enkelte delstater. For mange delstater er der også stor forskel på valg til Forbundsdagen og valg til delstatsparlamentet.

Af Jens William Grav, cand. scient. pol.