Alle recessioners moder

I skrivende stund er der indgået en spinkel våbenhvile mellem USA og Iran. Israel er af den formening, at våbenhvilen fortsat tillader den israelske hær at bombe i Libanon, men det mener jo hverken FN eller Iran, at den gør. Så vi får se, om våbenhvilen holder.

Af Irene Odgaard, redaktør Ny Politik

Uafhængigt af, om det går den ene eller den anden vej med krigen, er verdensøkonomien allerede ramt af lukningen af Hormuz-strædet og af ødelæggelse af olie-infrastruktur i området. Denne artikel handler om de ødelæggende virkninger af energichok på økonomien, som vi har i vente.

Krigen mellem Israel, USA og Iran blev indledt den 28. februar 2026 med et ulovligt overfald på Iran, døbt Operation Epic Fury. Det blev en asymmetrisk krig: Irans bruttonationalprodukt og militære kapacitet er uendeligt meget mindre end USA’s. Angrebet på Iran blev gennemført af USA’s og Israels luftvåben med overvældende militær styrke, sådan som der stod i drejebogen fra USA’s Operation Desert Storm i 1991, hvor USA havde et krigsmål om at drive Irak ud af Kuwait, som Irak havde besat. Men bortset fra luftbombardementet, er der ingen sammenligning mellem Operation Desert Storm og Operation Epic Fury. I 1991 blev fem ugers luftbombardement fulgt op af USA's indsættelse af landtropper i Kuwait den 24. februar 1991. Irak blev drevet ud af Kuwait. I 2026 var der ingen klare krigsmål fra USA’s side - og derfor heller ingen strategi. Destruktion er jo ikke en strategi i sig selv. I en samtale mellem militæreksperten Phillips O’Brien og arkitekten bag Operation Desert Storm, David Deptula, lørdag den 28. februar, var sidstnævnte fuld af foragt for USA’s krig i Iran. Ingen havde ifølge Deptula tænkt i militær strategi i USA de sidste tyve år. Og nu havde Trump så sat en tændstik til verdensøkonomien.

Infrastruktur: Tit for tat
Iran besvarede angrebet med ’tit for tat’: drone- og missilangreb på de amerikanske baser i Golfen og drone- og missilangreb på Israel. Og Iran, som efter likvidering af landets ledelse og angreb på militære kommandocentre og anlæg, følte sig truet på sin eksistens som suveræn stat, spillede det kort, der hele tiden havde været til stede som landets alternativ til udvikling af atomvåben: nemlig lukning af Hormuz-strædet, hvorigennem en femtedel af verdensøkonomiens olie normalt passerer. Eskalationsstigen for de krigsførende parter havde stadig flere trin tilbage: blandt de næste var angreb på infrastruktur til fremstilling af olie, benzin og gas og de livsnødvendige afsaltningsanlæg, der producerer drikkevand til befolkningen i de tørre ørkenstater.

I begyndelsen af marts anklagede Iran USA for at have bombet et afsaltningsanlæg på øen Qeshm, med det resultat, at vandforsyning til 30 landsbyer blev afbrudt. USA benægtede, at det var deres bomber. I slutningen af marts 2026 angreb både Israel og Iran olie- og gasfelter i den persiske Golf i en dramatisk eskalation af krigen. Ved at ramme energi-infrastrukturen ”up-stream” i værdikæden, fik de krigsførende parter bevirket, at krigen vil få globale følger i meget lang tid, efter den er afsluttet.

Den 27. marts gav Christine Lagarde, chefen for den Europæiske Centralbank, ECB, et interview til The Economist, hvori hun påpegede, at det står meget galt til. Markederne var i hendes øjne ’overly optimistic’. Vi står over for et chok, som vi næppe endnu kan forestille os virkningen af, sagde hun. Selv når tankskibene igen kan sejle igennem Hormuz-strædet med olie, LNG, helium og gødning, er kapacitet, udvinding, raffinering og distribution så skadet af krigen, og det ifølge tekniske eksperter vil tage op til 5 år at genopbygge til situationen før krigen. Hvis den altså den sluttede 27. marts, hvad den ikke gjorde.

Skrøbelig våbenhvile, inflation og recession
Krigen blev først til en skrøbelig to ugers våbenhvile i begyndelsen af april. Vi er allerede på nuværende tidspunkt garanteret et økonomisk chok, der vil skubbe inflationen opad globalt. Hvad kan det komme til at betyde? Weekendavisen har den 8. april oversat en artikel af historikeren Niall Ferguson, som har overskriften: En global recession er på vej. Han referer en amerikansk økonom, Tyler Goodspeed for den mekanisme, der ofte skaber recession, når energichok rammer økonomien. Tyler Goodspeed beskriver fire forskellige måder, hvorved efterspørgslen i mange lande rammes:

For det første reducerer højere energiomkostninger den mængde penge, husholdningerne har til rådighed til andre varer og tjenesteydelser, når de vigtigste energiregninger er betalt.

For det andet skaber store bevægelser i energipriserne en usikkerhed, som får forbrugerne til at udskyde nyanskaffelser af større varige forbrugsgoder, som for eksempel biler.

For det tredje frygter befolkningen arbejdsløshed, som nu med større sandsynlighed kan ramme i fremtiden. Frygten for indkomstnedgang på grund af mangel på arbejde, får forbrugerne til at spare mere og bruge mindre.

Og endelig skærer forbrugerne ned på indkøb af varige forbrugsgoder med et alt for stort energibehov.

På udbudssiden er energichok til skade for beskæftigelsen i kapital- og energiintensive virksomheder. Og det bliver vanskeligere at investere i nye virksomheder - og i det hele taget, for der er også den pengepolitiske dimension – Centralbanker ser virkningen af stigende energipriser på inflationen, og centralbanker vil typisk vil hæve renten for at dæmpe den økonomiske aktivitet i samfundet og holde inflationen nede.

Oliekriserne i 1970’erne
Nogle af verdens erfaringer med energichok stammer fra 1970’erne, hvor den første oliekrise blev udløst af, at Golf-staterne Iran, Irak, Saudi-Arabien og Kuwait efter Yom Kippur-krigen mellem Ægypten, Syrien og Israel i 1973 lukkede for hanerne. OPEC forbød olieeksport til lande, der støttede Israel. Det havde man været i stand til siden 1960, hvor Golf-staterne var gået sammen Venezuela og havde dannet et oliekartel, OPEC, som nu kunne regulere udbud og pris. Det globale energichok, der derved blev udløst, fik energipriserne til at vokse med 300% på seks måneder. Industri, transport og omkostninger for husholdningerne blev påvirket i hele verden. Dengang overvejede USA at gribe ind militært og besætte oliefelterne i Saudi-Arabien, Kuwait og Abu Dhabi. Det ved vi fra afklassificerede britiske dokumenter, som blev refereret udførligt i New York Post i januar 2004. USA så dog dengang kun militær indgriben som en sidste udvej, som man regnede med at få hjælp fra UK til. I UK var man rasende. I 1956 havde USA hindret samme UK i at gribe militært ind over for Ægyptens nationalisering af Suez-kanalen. Så hvad lignede det nu?

Britiske Lord Cromer refererede ifølge New York Post, at USA’s Mr. Schlesinger havde fortalt, at USA ikke ønskede at bøje sig for trusler fra ”underudviklede, underbefolkede” lande. Det gik ikke at være overladt til sådanne ”urimelige landes” nåde og barmhjertighed. Derfor var planen om at besætte oliefelterne udtænkt som en sidste udvej.

Britisk vrede over globalt atomberedskab hos USA
Briterne advarede imod en sådan militær besættelse og forudså, at den måske ville skulle opretholdes i ti år - med yderligere følger end blot den økonomiske belastning hertil: den ville fremmedgøre de arabiske lande, irritere Moskva, og også gøre de vestlige allierede utilfredse. Briterne sagde, at

"Eftersom USA sandsynligvis ville hævde at handle til fordel for Vesten som helhed og forvente fuld støtte fra allierede, kunne dybe amerikansk-europæiske splittelser opstå,"

Et andet dokument illustrerede vreden hos Edward Heath, da den amerikanske præsident samtidig undlod at informere den britiske premierminister om, at han satte amerikanske styrker i global atomberedskab under Mellemøstkrigen.

Heath antydede, at Nixon udsendte advarslen i et forsøg på at aflede opmærksomheden fra Watergate, som var i fuld gang i efteråret 1973. Heath så ingen militær begrundelse for at sætte de amerikanske styrker i højeste alarmberedskab og skrev om situationen:

"En amerikansk præsident i Watergate-positionen er tilsyneladende villig til at gå så langt på et øjeblik uden at konsultere sine allierede,"

Kolonialisme og regimeskifter
Den 8. december 1973 skrev Michael Tanzer I New York Post om situationen I Mellemøsten:
I generationer har folk i Mellemøsten set vestlige olieselskaber investere en smule og utrætteligt pumpe enorme mængder uerstattelig rigdom ud, mens regionen stagnerede. For eksempel, mens konsortiet af vestlige virksomheder i Irak i begyndelsen af 1900-tallet ikke havde satset mere end 50 millioner dollars, havde de i begyndelsen af 1960'erne trukket over 2 milliarder dollars ud. Desuden har virksomhederne og deres hjemlige regeringer, især USA og Storbritannien, domineret regionens liv og grebet ind efter forgodtbefindende, skabt og væltet lokale regeringer, alt efter regeringernes holdning til vestlige olieinteresser. Den mest berømte af disse interventioner var en toårig vestlig olieboykot af Iran efterfulgt af en C.I.A.-ledet omvæltning af Mossadegh-regimet, som havde vovet at nationalisere Irans olieindustri i 1951. Det var denne række begivenheder, som præsident Nixon for nylig hentydede til, da han advarede de arabiske lande om, at deres olieboykot kunne give bagslag for dem. Store ændringer i den internationale olieindustri er dog begyndt at træde i kraft. Hr. Nixons forslag om en vestlig olieboykot af den slags, der blev gennemført tyve år tidligere, da olie var i stort overskud, og Mellemøsten var fuldstændig domineret af Vesten, viser, hvor dårligt informeret han er. Den mest dramatiske ændring har været den koordinerede reduktion af arabiske olieforsyninger til Vesten. Måske endnu vigtigere på lang sigt er dog, at Organisationen af Olieeksporterende Lande har udnyttet det tilhørende oliemarked for olie til at få mere kontrol over prisfastsættelsesmekanismen. I stedet for at forhandle med olieselskaberne om fordelingen af overskuddet fra deres egen olie, planlægger regeringerne selv at fastlægge denne opdeling, i det mindste i første omgang, så selskaberne stadig får et pænt afkast.

Det var dengang i 1970’erne. USA satte ikke militæret ind, ingen ødelagde energi-infrastrukturen i Golfen. Verdensøkonomien kom over recessionerne, men de fattigste lande betalte den højeste pris. For formanden for FED, den amerikanske centralbank, Paul Volcker, satte renten op til 20% i 1981 for at kvæle en inflation på 11%. Og det skabte recessionerne i1980’erne, massearbejdsløshed Danmark og i Vesteuropa - og en global gældskrise. De fattigste landes gæld var nomineret i dollars. Renterne på den steg, og selve gælden voksede.

Statsgæld og fejlslagne stater
Gælden er større i dag, her 50 år senere, og den er anderledes og mere komplekst struktureret. Langt sværerere at håndtere for det internatonale samfund. Det kan man læse om i Foreign Affairs, hvor Henry Tugendhat den 8. april 2026 fik offentliggjort en artikel med titlen: How the Iran War will Upend the Global Econonomy.

Tænk statsbankerotter, tænk ‘fejlslagne stater’, tænk massive flygtningestrømme, tænk opblomstring af terrorisme.

Velkommen til alle recessioners moder!

 

Til forsiden

Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:

Donald Trump og den gyldne kuppel
Fantasien om Fort Nordamerika

Af Kjeld Schmidt, Professor emeritus Copenhagen Business School & University of Siegen.

Blev valget den 24. marts 2026 hyperpolitisk?
Hyperpolitik er ekstrem politisering uden politiske konsekvenser. Tilsyneladende bliver det, efter Folketingsvalget den 24. marts, vanskeligt at få gennemført politik, men på den anden side fik vi et Folketing hvor der vil blive fremført meget politik.

Af Søren Thomassen, redaktør Ny Politik.

Delstatsvalg i Tyskland 2026 og betydningen heraf på forbundspolitikken
Tyskland består af 16 delstater, hvor der løbende er valg til delstatsparlamenterne. De enkelte delstater er meget forskellige og der er også stor forskel på de enkelte partiers styrke i de enkelte delstater. For mange delstater er der også stor forskel på valg til Forbundsdagen og valg til delstatsparlamentet.

Af Jens William Grav, cand. scient. pol.

Boganmeldelser