Blev valget den 24. marts 2026 hyperpolitisk?

Hyperpolitik er ekstrem politisering uden politiske konsekvenser. Tilsyneladende bliver det, efter Folketingsvalget den 24. marts, vanskeligt at få gennemført politik, men på den anden side fik vi et Folketing hvor der vil blive fremført meget politik.

Af Søren Thomassen, redaktør Ny Politik.
Dette er et debatindlæg og udtrykker skribentens holdning.

I Ny Politik nr. 1 – 2025 beskrev jeg i en artikel om Politikkens afslutning og den politiske mobilisering gennem 150 år fra Massepolitik til Hyperpolitik. (Ny Politik)

Massepolitikken 
Opstod som en konsekvens af den begyndende industrialisering (1840 – 1914) og epoken sluttede mellem 1973 og 1989.

Massepolitik er karakteriseret ved stor folkelig deltagelse i politikudvikling. Klassemæssige og familiære bånd spillede en stor rolle for partilhørsforhold. Folk var medlemmer af fagforeninger eller andre former for folkelige bevægelser og de politiske partier havde deres rødder i disse bevægelser og de baserede deres politik på mere eller mindre konsistente ideologier. Bevægelserne og partierne havde stor rekrutteringsbasis i en bred og ideologisk funderet medlemsmasse når de skulle finde politikere eller ledere.

Socialdemokratiet og Venstre er eksempler på partier der er udsprunget fra fagbevægelsen og landbrugsbevægelsen (andelsmejerier, andelsslagterier mm.).

Postpolitikken 
Fra sidst i 70’erne og til omkring 2008 sker der en omfattende afpolitisering af politikudvikling og den politiske sfære.

Folk trak sig tilbage til privatsfæren, det kollektive som havde kendetegnet massepolitikkens tid, mistede sin samlingskraft og individualismen tager over. Folk beskæftigede sig ikke længere med politik, og man meldte sig ikke ind i politiske partier eller organisationer som f.eks. fagbevægelsen og Landbrugsrådet der bygger ideologi. Både partier og organisationer mistede medlemmer og det fik i løbet af få år betydning for organisationerne som bliver opfattet som samfundsbærende institutioner.

Der begyndte en af-institutionalisering, fagbevægelsen mister indflydelse i Socialdemokratiet og dermed også indflydelse på samfundsudviklingen og fagbevægelsen føler sig tilsidesat af Socialdemokratiet. De ideologisk funderede partier og organisationer får svindende rekrutteringsbasis på grund af medlemstilbagegangen. Dette får så betydning for hvordan politikudvikling formuleres af partierne.

For Socialdemokratiet fører det til dalende vælgeropbakning, et forhold der også rammer partiet Venstre. Det kom især til udtryk ved Folketingsvalg den 24. marts.

Antipolitikken 
Formuleres som en reaktion på bl.a. finanskrisen der rammer verden i 2008. Der sker en tydelig genpolitisering af politik, men ikke i form af genkomsten af en stærk institutionalisering som resulterer i medlemsfremgang i partierne og organisationer der er ideologisk funderede. Politik bliver diffus og formuleres gennem ikke-organiserede massebevægelser uden ideologisk grundlag og som kun eksisterer i kort tid.

Selve politikudviklingen bliver nu udført i teknokraternes, politiknørdernes og NGO-folkenes domæner.

Hyperpolitikken 
Er både en fortsættelse af antipolitikken og en reaktion på denne. Den begynder omkring 2016 og ses af nogle som en reaktion på Brexit-afstemningen i 2016, Trumps første præsidentperiode og fremkomsten af populistiske partier både til højre og venstre.

Hyperpolitik er dynamisk og intensiv, den polariserer og politiserer, men er stadig diffus ligesom antipolitikken.

Genpolitisering af samfundet foregår anderledes end under massepolitikken og postpolitikken.

Det politiske trængte ind i det private, i kulturen og i økonomien under massepolitikken. I Hyperpolitik er alt politik og ikke båret af politiske partier og engagement i politik bliver individualistisk, kortsigtet og svingende, mindre konsekvent og vedholdende. Folk slutter op om en enkeltsag og ikke en organiseret bevægelse og når sagen er brændt du, er de videre til den næste enkeltsag.

Folk er ikke bundet op på ideologi, men deres eget engagement. Politik bliver diskuteret i nuet og bliver så fanget op og udviklet af de parti- og organisationsansatte teknokrater og politiknørder og ikke af (de efterhånden meget få) medlemmerne.

Når Hyperpolitik er ekstrem politisering uden politiske konsekvenser betyder det at en sag eller agenda ofte opstår på grund af en enkelthændelse der ikke er organiseret og som folk så forholder sig til i den tid hændelse er aktuel. De politiske partier kan bruge hændelserne til mobilisering, men medlemmerne kan ikke inddrages i udvikling af politik i forhold til de opståede hændelser, det bliver i stedet domænet for de ansatte teknokrater og politiknørderne i partierne der er strategiske rådgivere for partiledelserne, det bliver også et domæne for de såkaldte politiske kommunikationsrådgivere ansat i konsulentfirmaer der lever af at sælge ydelser til de politiske partier.

Det kedelige folketingsvalg
Flere af de temaer der var oppe og vende i den lidt over fire uger lange valgkamp var efter min opfattelse præget af forventning til at der ville opstå hyperpolitiske hændelser inden valget, som partierne efter bedste evne havde forberedt sig på.

Politikudvikling i en hyperpolitisk sammenhæng går kort sagt ud på at partier er på forkant med de hændelser de kan opstå i forbindelse med f.eks. en valgkamp og som kan flytte store vælgermasser på tværs af partierne. Det betyder at partierne skal kunne handle hurtigt og formulere politiske svar. Partier med træske organisationer taber valg, så også af denne grund er der ikke tid til at forelægge forslag for de såkaldte kompetente forsamlinger som vil kun Socialdemokratiet, Enhedslisten og Venstre stadig har.

Jeg mener at især Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti strategisk havde opereret med mulighederne for at hyperpolitiske agendaer ville opstå i løbet af valgkampen og deres politiske udspil var en følge heraf.

Socialdemokratiet foreslog nogle uger inden valget blev udskrevet at der max. måtte være 14 elever i indskolingen i folkeskolen. Lilleskolen i Folkeskolen blev forslaget kaldt. Da Mette Frederiksen udskrev valget proklamerede hun at Socialdemokratiet gik til valg på at indføre en formueskat som partiet fik en del medvind på til at begynde med, men siden fik forslaget en hård medfart fra erhvervslivet og de borgerlige medier som formåede at udstille forslaget som uigennemtænkt især fordi de socialdemokratiske politikere ikke formåede folkeligt at beskrive noget så simpelt som værdifastsættelse af virksomheder (dette kunne partiets revisor have bidraget med), ugen efter fulgte forslaget om at indføre et nationalt sprøjteforbund, forslaget var vel mest af alt en løftet pegefinger til Alternativet, Enhedslisten, Radikale Venstre og SF som mente at Socialdemokratiet havde svigtet i sagen og derfor ikke ville have partiet med i det de kaldte svinevalget som skulle være deres helt store fælles valgkamptema. Det blev nok mest Socialdemokratiet der kom til at sætte dagsordenen i spørgsmålet bl.a. fordi Venstre lavede et voldsomt personangreb på Magnus Heunicke og åbenbarede sig som stående på landbrugets i kampen mod at der blev indført et nationalt sprøjteforbud med pesticider, udledning af gylle, dyrevældfærd i svinebesætninger mm. hvilket kostede Venstre mange stemmer i byerne og førte til at de ikke fik valgt nogen til Folketinget i Københavns storkreds. Herefter fulgte forslaget om at forbedre den såkaldte Arnepension og så endnu et uigennemtænkt forslag om at stramme udlændingepolitikken yderligere vel vidende at det var Grundlovsstridigt. Forslaget blev fremsat fordi partiet frygtede at valget skulle udvikle sig til et egentlig udlændingevalg også selvom det ikke var på vælgernes nethinde. Sluttelig foreslog socialdemokratiet endnu et uigennemtænkt forslag om at forbedre vilkårene for småbørnsforældre så de kunne gå ned i arbejdstid.

I det hele taget blev Socialdemokratiets valgkamp præget af for mange forslag der blev fremsat for at være på forkant med eventuelle hyperpolitiske hændelser. Men nå nu hændelserne udeblev, havde det vel været bedre at gemme forslagene til senere og så satse fuldtonet på f.eks. forslaget om formueskat som en stund vandt folkelig opbagning, på forbedringen af Arnepensionen og på det vel nok eneste hyperpolitiske tema i valgkampen, det der blev kaldt svinevalget.

Læren fra kommunevalget i København hvor Socialdemokratiet overbød sig selv med nye politiske forslag nærmest på ugebasis et helt år inden kommunevalget fandt sted, burde være sivet ind hos selv de mest hårdhudede teknokrater i Socialdemokratiets politiske afdeling. Det må siges at være en eklatant strategisk fejl at de ikke forstår de mest simple regler i moderne politisk kommunikation og at fejle blev gentaget under hele valgkampen op til folketingsvalget 2026 gør det ikke just bedre. Partiet bør overveje om det er den rigtige stategi det har lagt ved de tre seneste valg, EU-parlementsvalget, Kommune- og regionsrådsvaæget og senest Folketingsvalget, eller om det er de rette personer der er ansat i den politiske afdeling af partiet.

Dansk Folkeparti var mere konsistent i sin valgkamp med en letforståelig kommunikativ agenda: De stigende fødevarepriser og regeringens (læs Socialdemokratiets) handlingslammelse i forbindelse med politisk ageren især efter at Enhedslisten og SF gik med på DF’s argumentation om at fjerne momsen på fødevarer.

Og som appelsinen i turbanen kom så krigen i Mellemøsten der førte til eksplosivt stigende priser på fossilt brændstof, som DF svarede på med forslag om at afskaffe afgifterne på benzin og diesel. Også her lykkedes det DF at udstille Socialdemokratiets handlingslammelse.

Socialdemokratiet burde være partiet for de befolkningsgrupper der især blev ramt af stigende fødevarepriser og senest prisstigningerne på benzin og diesel. I følge en Megafon valgstedsundersøgelse medførte det at 17% af dem der stemte socialdemokratisk ved valget i 22 stemte på DF den 24. marts.

Alternativet, Enhedslisten, Radikale Venstre og SF havde gennem længere tid forberedt at gøre valget til Folketinget i 2026 til et valg om nationalt et sprøjteforbud for at få rent giftfrit drikkevand, begrænsning af produktion af svin og dermed udledning af nitrat til drikkevandet og kvælstof til havet som et hovedtema for valget der skulle understøtte et folkeligt krav om dette. Det hele gled nærmest ud i ingenting.

Massedemonstrationerne for rent drikkevand, dyrevældfærd etc. udeblev og så løb Socialdemokratiet med hele dagsordenen hvilket som nævnt fik udstillet Venstre som værende landbrugets politiske arm.

Det hyperpolitiske ved valget den 24. marts viste sig først efter valget.

Et kendetegn ved hyperpolitik, er at partiernes rekrutteringsbasis tørrer ud. Konsekvensen blev åbenlys da tre nyvalgte medlemmer til Folketinget, under en uge efter valget, blev løsgængere. Det blev et tema kommentariatet beskæftigede sig meget med. Partierne, Liberal Alliance og Borgernes Parti, søgte at forklare sig med at der ikke havde været tid til at screene deres kandidater inden valget.

Konsekvensen af at rekrutteringsbasen tørre ud kan blive ret uhyggelig, for det kan betyde at de der bliver opstillet til politiske hverv i nogle af partierne, måske mere er drevet af enkeltsager eller personlig vinding end af politik forstået som omfordeling. Disse personer er et produkt af hyperpolitik, de er ikke bundet af ideologi, de følger en enkeltsag og går ikke op i det egentlige formål med politik, at fordele samfundets velstand. 

I flere partier blev det klart at deres rekrutteringsbaser er ikkeeksisterende, de er så at sige kørt tør for aktører. Deres kandidater har ikke valgt partiet på grund af partiets ideologi, men af helt personlige årsager og de er hurtigt sprunget ud som løsgængere. Partiernes medlemmer har heller ikke udvalgt dem blandt mange egnede kandidater for der var ikke andre. De var dem der var til rådighed for inkompetente partiledelser.

 

Til forsiden

Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:

Donald Trump og den gyldne kuppel
Fantasien om Fort Nordamerika

Af Kjeld Schmidt, Professor emeritus Copenhagen Business School & University of Siegen.

Alle recessioners moder
I skrivende stund er der indgået en spinkel våbenhvile mellem USA og Iran. Israel er af den formening, at våbenhvilen fortsat tillader den israelske hær at bombe i Libanon, men det mener jo hverken FN eller Iran, at den gør. Så vi får se, om våbenhvilen holder.

Af Irene Odgaard, redaktør Ny Politik

Delstatsvalg i Tyskland 2026 og betydningen heraf på forbundspolitikken
Tyskland består af 16 delstater, hvor der løbende er valg til delstatsparlamenterne. De enkelte delstater er meget forskellige og der er også stor forskel på de enkelte partiers styrke i de enkelte delstater. For mange delstater er der også stor forskel på valg til Forbundsdagen og valg til delstatsparlamentet.

Af Jens William Grav, cand. scient. pol.

Boganmeldelser