Fagbevægelsen og medlemmerne

Af Irene Odgaard, redaktør NY POLITIK

Er du OK? Sådan lød spørgsmålet i annoncer fra LO og FTF i fællesskab i en oplysningskampagne omkring fagforeninger og overenskomster i 2012. Et rigtig godt slogan, der signalerer omsorg for den enkelte gennem fællesskabets styrke. Det er jo det, fagbevægelsen er der for! Men: hos mange er det ikke rigtig sivet ind. De melder sig ikke ind i foreningen, der regulerer deres arbejdsvilkår. Flere og flere står udenfor, og der er kommet sorte huller på arbejdsmarkedet.

På kongressen i Fagbevægelsens Hovedorganisation, som den nye organisation efter fusion mellem LO og FTF blev døbt, præsenterede man i 2022 en rapport, Fælles om den danske model, der kortlagde problemerne med medlemstab. I rapporten kunne man læse, at 15% eller næsten en halv million lønmodtagere er beskæftiget på arbejdspladser, hvor det kniber med overenskomstdækningen. Og blandt de overenskomstdækkede privatansatte er 55% ikke medlem af en overenskomstbærende fagforening. FH anslog, at 1,1 million lønmodtagere er sikret overenskomstmæssige forhold, selvom de er ikke medlemmer af en OK-fagforening. Fordi arbejdsmarkedets parter indgår områdeoverenskomster, og det tvinger ikke nogen til solidaritet, hvis de ikke ønsker at være medlemmer af OK-fagbevægelsen.

Medlemssivningen kom igen på dagsordenen, da CO-industri i årets første måneder forhandlede overenskomst med Dansk Industri. Tillidsrepræsentanter havde forinden italesat den faldende organisationsprocent som en ”historisk krise”, der ”ufortøvet” skulle handles på. Og det er jo tillidsrepræsentanterne, der i høj grad står for rekrutterings- og fastholdelsesopgaven på arbejdspladserne.

Medlemsfordele eller fagbevægelsens Waterloo
En af initiativtagerne bag en Facebook-gruppe omkring særlige medlemsgoder som overenskomstkrav, Otto Bjerre, (tillidsrepræsentant og arbejdsmiljørepræsentant hos Stena Recycling og bestyrelsesmedlem i 3F Aalborg Industri), stillede situationen ret så dramatisk op: ifølge Otto Bjerre havde den danske fagbevægelse mødt sit Waterloo. Kun særlige medlemsfordele ved OK 25 kunne standse medlemsblødningen til ”de gule forretninger” og få de stadig flere uorganiserede til at melde sig ind:

”Det var som bekendt ved Waterloo, at Napoleons sejrsstime stoppede, og herefter gik det kun nedad i en uafvendelig deroute.

Står den danske fagbevægelse i dag ved sit ”Waterloo”, eller indfandt det sig ved afskaffelsen af eksklusivaftalerne? 

Det kan jo altid diskuteres. Faktum er, at fagbevægelsen var komplet uforberedt på konsekvenserne af eksklusivaftalernes afskaffelse. Man var handlingslammet!

Med et fald fra 81 procent organiserede i 2001 til 56 procent i 2016 burde der ellers være alarmklokker nok der ringede! 

Vores ledelser foretog sig intet, og vi menige medlemmer tænkte vel; det går nok, og så snart de uorganiserede kunne se værdien i sammenhold og solidaritet, ville de nok komme tilbage.

På vej til Industriens Landsmøde for otte år siden, var vi fire tillidsrepræsentanter fra arbejdspladser under 3F Aalborg, der diskuterede organisation.

Vi havde i årene forinden set det ene mislykkede initiativ efter det andet. På turen opstod den åbenlyse gode ide; fagforeningsmedlemmer skulle selvfølgelig have nogle tydelige kontante fordele.

Det er jo kun dem, der betaler fagforeningskontingentet og oppebærer overenskomsterne. Og fortsatte tilbagegangen af organiserede, ville der ikke gå mange år, før vi mistede styrken til at opretholde overenskomsterne.

Vi blev enige om at gøre noget ved det, og fremlægge vores ideer på det industrilandsmøde vi var på vej til i Esbjerg.

(…) Nu frem mod OK-forhandlingerne i 2025 har vi igen fra 3F Aalborg, sammen med 3F Ringkøbing-Skjern og 3F Esbjerg indsendt krav om medlemsfordele ved hjælp af fondsløsningen til CO-Industris forhandlere.

Denne gang er kravet bakket op af en lang række 3F-afdelinger. Ligeledes har HK Privat Sydjylland, en række afdelinger af Blik & Rørarbejderforbundet, Dansk Metal, El-forbundet og Malerforbundet taget ideen om medlemsfordele til sig.

(…) For otte år siden forudså jeg en nedgang i organisationsprocenten fra 56 procent til under 50 procent i dag. Jeg fik desværre ret.

I dag forudser jeg, at vi om mindre end 20 år når ned på en organisationsprocent på 30 procent, med mindre vi ufortøvet handler!” 

Kredsen af støtter til kontante medlemsfordele fik skabt en Facebook-side og indkaldt til stormøde. Som optakt til mødet manede Otto Bjerre igen til alvor omkring fagbevægelsens, ja hele det danske samfunds situation:

”På vej til mødet lørdag hos HK i Kolding med flere hundrede tillidsrepræsentanter fra 3F, Metal, Blik & Rør, Malerforbundet, elforbundet.dk, HK Privat og andre forbund under CO-Industri, om medlemsfordele, spørger jeg mig selv: Bliver det et af de møder der ender i glemslens mørke? Eller bliver det mødet, der for altid ændrer fagbevægelsens historie?

På mødet i Kolding, lørdag den 18. januar 2025, skal vi tage stilling til, om de unge på arbejdsmarkedet og vores børn´s og børnebørn´s generationer skal opleve de samme gode livsvilkår, som vi andre har levet med. Takket være stærke overenskomster.”

En vigtig historisk tid
Den 7. februar opfordrede nu flere hundrede tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter fra 3F, HK, Malerforbundets fagforening, Metal, NNF og FOA i et åbent brev CO-industris topforhandlere til at kræve medlemsfordele. Fagbevægelsen stod i ”en vigtig historisk tid”, og tillidsrepræsentanterne bad om, at OK 25 måtte blive et vendepunkt. Nu måtte det være slut med at betale for gratister, for ”medlemskab er ikke gratis!”

”Kære forhandlere
Fagbevægelsen står i en historisk vigtig tid. Medlemstallet falder, og den danske model er under pres. Det er nu, vi skal handle for at sikre, at vi ikke blot bevarer, men styrker de kollektive aftaler, der har sikret ordentlige løn- og arbejdsvilkår for os alle gennem generationer. 

Men som tillidsfolk er vi udfordrede.

Vores gule og uorganiserede kolleger spørger jævnligt, hvorfor de skal betale til fællesskabet, når de får det samme uden at bidrage. Hvis vi som tillidsfolk skal lykkes med at holde hånden under fællesskabet, og hvis fagbevægelsen skal bevare sin legitimitet og forhandlingsstyrke, skal vi give medlemmerne fordele, der kun kommer dem og vores fællesskab til gode. 

Overenskomsterne skal fortsat beskytte alle, men dem, der bærer ansvaret for at opretholde og udvikle den danske model skal mærke, at de får noget for deres støtte.”

Det var uretfærdigt at beskylde skiftende ledelser af fagforbund og hovedorganisation for intet at have foretaget sig i forhold til medlemstabet. Det havde man drøftet og søgt løsninger på i efterhånden to årtier. Men sådan er spillet jo, når et krav skal presses opad på dagsordenen: overdrivelse fremmer forståelsen.

Slæbesild, sildebord og områdeoverenskomster
Det lykkedes for tillidsrepræsentanterne. CO-industri fik noget med om medlemsfordele: arbejdsmiljørepræsentanter vil ifølge aftaleudkastet modtage et vederlag på 9000 kr. årligt fremover, hvis de er medlemmer af en fagforening under CO-industri.

Det var dog altid noget, og fra græsrødderne kvitterede man for denne ”slæbesild”, og ønskede sig et ”helt sildebord” næste gang. Men topforhandlerne fra CO-industri er skeptiske i forhold til at pille for meget ved områdeoverenskomsterne.

For det første vil man ikke bringe sig i den situation, at virksomheden kan ansætte uorganiserede til en lavere løn end organiserede. Og måske fyrer de organiserede lønmodtagere, fordi de er for dyre. (Det skulle en fondsløsning angiveligt neutralisere, og

Fagbevægelsens Hovedorganisation har i sin rapport Fælles om den danske model også foreslået en fond med virksomhedsbidrag, beregnet på grundlag af antallet af uorganiserede lønmodtagere på virksomheden).

For det andet vil det svække fagbevægelsens våbenarsenal. På de virksomheder, hvor fagbevægelsen ikke har medlemmer, eller hvor virksomheden har en ”gul” overenskomst, vil man uden områdeoverenskomsterne ikke kunne gøre retten til at tegne overenskomst gældende over for virksomheden. Ved hjælp af de våben, man råder over, for at få virksomheden overtalt: strejke, blokade og sympatikonflikt.

Mange står uden for ’den danske model’
At begrænse indbyrdes konkurrence blandt lønmodtagerne har alle dage været alfa og omega i forhold til at maksimere styrken over for arbejdsgivere. Gule eller uorganiserede lønmodtagere får de samme rettigheder i overenskomsten uden at have pligterne – for det begrænser konkurrencen. Nu er der bare kommet rigtig mange gratister til: de 1,1 million lønmodtagere uden for OK-forbundene er ikke med til at løfte ”den danske model”.

Som jo ellers er et virkelig godt koncept. Også arbejdsgivere kan høste fordele af ensartede spilleregler, hvad løn og arbejdsvilkår angår. For slet ikke at tale om fredspligten. Dansk Industri opfordrer da også nye virksomheder, der i disse år lokaliserer sig i det dynamiske område ved Femern Bælt-projektet til at tegne overenskomst med CO-Industri. Så virksomhederne slipper for bøvl og indbyrdes konkurrence på ansættelsesvilkår. Og så DI-medlemmer slipper for at blive underbudt af tyske arbejdsgivere.

Til trods for, at ”den danske model” byder på mange fordele for både lønmodtagere og arbejdsgivere – og for samfundet som helhed – så er den mærket af, at stadig flere lønmodtagere fravælger medlemskab i de fagforeninger, der opretholder den. Hvorfor?
Det er et spørgsmål, der har optaget arbejdsmarkedsforskere længe. Over hele verden, for fagbevægelsens svækkelse er et internationalt fænomen.

Det er en udvikling, der har været i gang i USA og i Europa, (som er fagbevægelsens kernebastioner), lige siden 1970’erne. Den internationale fagbevægelse styrkedes i tiden fra den store depression, udløst af krakket på Børsen i USA i 1929, og frem til 1973-74, hvor stagflationskrisen ramte. Med turbulens på arbejdsmarkederne til følge – storkonflikt i Danmark i 1973 og vilde strejker og LO-initieret generalstrejke året efter. Denne periode var fagbevægelsen guldalder: Fra 1930’erne og til 1970’erne vandt fagbevægelser i demokratiske lande terræn, mange steder bistået af stater, og lønmodtageres sociale rettigheder og deres levevilkår blev forbedret. Fuld beskæftigelse blev målsætning for den økonomiske politik, og dermed øgedes markedsmagten hos fagbevægelsen. Men efter 1980’erne fik andre økonomiske doktriner end Keynes’ ideer om statslig efterspørgsel og omfordeling vind i sejlene.

Kriserne i 1970’erne, med samtidig inflation og arbejdsløshed, markerede et vandskel for den internationale fagbevægelse. Reallønnen steg kun langsomt efter 1979, hvis den ikke ligefrem faldt.  Mange steder fik fagforeningerne relativt færre medlemmer.

Krisen i 1970’erne udløste dog ikke noget medlemstab i den danske fagbevægelse – det gjorde højere arbejdsløshed ellers andre steder. Men i Skandinavien havde vi, ifølge arbejdsmarkedsforskeren Walter Galenson, ”de stærkeste fagforeninger i verden”. Hvad beroede det på?

Ghent-modellen som kilde til medlemsrekruttering
Det korte svar er Ghent-modellen. I Sverige, Finland og Danmark administrerede fagforeningerne arbejdsløshedsunderstøttelsen. Fagbevægelsen var oprindelig bygget op om lønkrav i faget, krav om nedsat arbejdstid, om bedre arbejdsmiljø og mekanismer til at sikre den enkelte mod uretfærdig og vilkårlig behandling fra arbejdsgiveren. Men også omkring institutioner, der formidlede gensidig hjælp i forbindelse med arbejdsløshed: A-kasserne.

Adgang til understøttelse i forbindelse med arbejdsløshed var af stor betydning for styrkeforholdene på arbejdsmarkedet, i og med de regelmæssige kriser, der fulgte med kapitalistisk industrialisering. Arbejdsløsheden kunne skabe skruebrækkere og løntrykkere, hvis der ikke var anden udvej af nøden for den enkelte – derfor opbyggede danske fagforeninger de første A-kasser allerede i slutningen af 1800-tallet. Dansk fagbevægelse blev tidligt anerkendt af såvel arbejdsgivermodparten som staten, som gjorde hjælpekasserne til statsanerkendte, faglige A-kasser i 1907. De ville dermed kunne modtage statstilskud. Siden formedes A-kasserne af både politiske kræfter og af fagforeningerne selv; i 1960’erne ønskede LO-formand Thomas Nielsen sig fuld dækning for tabt arbejdsfortjeneste - og fik det næsten. I 1970’erne blev der stadig bygget på Ghent-modellen: tidsbegrænsningen på retten til understøttelse blev reelt afskaffet gennem langtidslediges ret til jobtilbud, og i 1978 blev der gjort plads på arbejdsmarkedet til de unge gennem adgang til efterløn for A-kassemedlemmer over 60 år. Medlemstallene i LO’s forbund bare steg og steg, imens massearbejdsløsheden i andre lande i Europa pressede og svækkede fagforeningerne. Ghent-modellen var en lydløs rekrutteringskanal til fagbevægelsen.

Kurven knækker
I midten af 1990’erne knækkede kurven dog, også i Danmark. Medlemssivningen var ikke voldsom i starten, men ved årtusindeskiftet kunne LO-forbundene notere sig en tilbagegang på 51.000 medlemmer. I nogen grad opvejet af medlemsfremgang uden for LO – først og fremmest hos FTF og AC-organisationerne. Men organisationsprocenten var dog faldet lidt: fra 83,6% til 82,5%. Og dækningsgraden i perioden 1995-99 var reduceret fra 58,1% til 56,2%. Hvorfor? I LO opstillede man en række hypoteser om årsager – og undersøgte dem. Nogle kunne bekræftes, andre ikke.

• De unge har nok i sig selv og melder sig ikke i fagforening. - Det kunne ikke bekræftes.
• Erhvervsstrukturen er under forandring: mere service og mindre industri. Offentlige opgaver udliciteres til private, og det giver sig udslag i færre medlemmer. - Det kunne i nogen grad bekræftes.
• Uddannelsesniveauet er stigende – og betyder at flere bliver medlemmer under FTF og AC, og færre under LO. - Det kunne bekræftes
• Kontingentet er blevet for højt, i og med et ændret skattefradrag og et særskilt efterlønskontingent efter reformen i 1999. - Det kunne man ikke undersøge på grund af manglende data.
• Men man kunne bekræfte, at de såkaldt atypisk ansatte, som havde været en voksende gruppe på de europæiske arbejdsmarkeder siden midten af 1980’erne, var svære at organisere.

Tættere på medlemmerne
LO-formand Hans Jensen erkendte, at man nok havde hvilet lidt på laurbærrene: man kunne konstatere, at medlemmerne ikke længere deltog ikke i fagforeningsmøder i samme omfang, som de havde gjort i 80’erne. Man burde nok i stedet snakke mere med dem ude på arbejdspladserne. Ikke mindst burde man oplyse de unge om, hvad fagbevægelsen var og havde betydet for det danske samfunds udvikling. Hvor bevægelsen med LO-formand Thomas Nielsen i spidsen havde flyttet hegnspæle ved hjælp af den kollektive styrke i organisationen og den politiske alliance med Socialdemokratiet (lige indtil projektet omkring økonomisk demokrati ramte muren), lagde Hans Jensen i højere grad vægten på det individuelle medlems muligheder og meninger, for eksempel på medlemmernes uddannelsesmuligheder i en teknologisk foranderlig tid. LO havde parallelt med medlemsforbundene syslet med Det udviklende Arbejde: en noget svævende vision og overskrift over en række organisationsudviklingsprojekter, som dog havde den fordel, at de gav LO mulighed for at henvende sig direkte til forbundenes medlemmer ude på arbejdspladserne. I et par LO-sektioner afprøvede man en idé om en pose penge til medlemmernes egne selvdefinerede projekter, inspireret af Frontløberne (og Uffe Elbæk) i Århus, hvor kommunen gav kulturbevillinger til løjerne.

Men så var der det politiske. Fagbevægelsen og Socialdemokratiet var vokset op samtidig, som siamesiske tvillinger i takt med industrialisering og den økonomiske vækst, der tog fart fra 1870’erne. Arbejderbevægelsen havde en reguleringsdagsorden i forhold til kapitalismen, og den blev sat igennem i et samspil mellem parti og bevægelse. Man var aktive på både den politiske og den økonomiske arena.

Strategien i den internationale arbejderbevægelse blev at kræve almen stemmeret, og derved bidrog man til udvikling af demokratiet og deltog i forfatningskampen i mange lande. Dansk arbejderbevægelse bakkede op om Venstre og sikrede parlamentarismen gennem systemskiftet i 1901. Efter Påskekrisen i 1920 stod det klart for konge og ting, at stemmetallene ved valgene også skal slå igennem i regeringsdannelsen. Socialdemokratiet deltog i regeringer og gennemførte reformer af statens rolle i økonomien og af skatte- og socialpolitik. Omfordeling og sociale rettigheder til alle borgere blev et fundament for den socialdemokratiske velfærdsstat.

I den økonomiske arena havde den anden tvilling, fagbevægelsen, udviklet den industrielle parlamentarisme: man havde fået anerkendt retten til at danne organisationer og forhandle kollektivt, staten havde bakket op om parternes selvregulering af arbejdsmarkedet med en række institutioner - og Socialdemokratiet sikrede lovgivning om ferie, funktionærers rettigheder og arbejdsmiljøet. Endelig aftalte fagbevægelse og arbejdsgiverforening sig til lønmodtagerrepræsentation og indflydelse i virksomhederne, på ryggen af en langvarig højkonjunktur og arbejdermilitans i slutningen af 60’erne. Danmark var blevet et særdeles demokratisk land.

Enhed i fagbevægelsen
Den danske fagbevægelse havde nydt godt af ikke at skulle slås med dybe religiøse eller politisk-ideologiske splittelser, som svækkede fagforeninger i så mange andre lande. Man var en enhedsfagbevægelse, som forhandlede centralt med arbejdsgivermodparten og i høj grad, havde fået taget lønnen ud af konkurrencen mellem virksomhederne i Danmark. ”Vi har sejret ad helvede til – godt”, som LO-formand Thomas Nielsen udtrykte det på sin sidste kongres i 1982.

Men 80’erne var en brydningstid. De siamesiske tvillinger bød den borgerlige Schlüter-regering trods og krævede en anden kriseløsning end afskaffelse af dyrtidsregulering, karensdage, privatisering og generelt mere plads for markedskræfterne. På sit årsmøde i efteråret 1985 forelagde Socialdemokratiet et økonomisk og politisk program, som var blevet udviklet i nært samarbejde med LO. Der var fem vigtige punkter:

1. Økonomisk demokrati: ”Vi siger klart, at forståelsen for demokratiseringen af vore arbejdspladser og ejendomsrettigheder nu er større end nogensinde.”
2. Kortere arbejdstid: 35 timers arbejdsuge.
3. Hvad arbejdsmarkedet angik, advarede man mod polarisering: ”Vi har ikke brug for et konfliktfyldt arbejdsmarked, der er opdelt som det amerikanske og japanske”, hvor ”1/3 er beskæftiget med eliteerhverv, mens 2/3 klarer sig meget dårligt – elendige sociale og lønmæssige forhold. Sådan et marked får vi ikke i Danmark.” (Galenson 1998).

Derudover ønskede man sig en pensionsreform og industripolitik, samt politikker for byggeri og teknologi. Kursen var sat mod at flytte flere hegnspæle i Danmark.
Ikke alle LO’s medlemmer var dog lige glade for de siamesiske tvillinger: det enkelte medlem stemte ikke nødvendigvis på Socialdemokratiet, og nogle brød sig ikke om alt, hvad fagtoppen mente ville være godt for dem. HK havde protesteret mod den automatiske støtte til Socialdemokratiets valgkampe allerede i 1984. Skulle man tættere på medlemmerne, som Hans Jensen ønskede sig, så skulle der måske også kigges lidt på den tætte forbindelse til et enkelt politisk parti, som ikke alle medlemmer så sig selv i.

Frit valg – også af A-kasser
Med et nyt værdigrundlag for LO i 2003 blev navlestrengen klippet til Socialdemokratiet. Det åbnede i princippet også for en mulig, fremtidig fusion med FTF, hvortil mange af de potentielle, nye medlemmer forsvandt hen. Oprindelig, (1952), var FTF-organisationen dannet af en række tjenestemands- og funktionærorganisationer i opposition til Socialdemokratiets lønudjævningspolitik. Så LO var som udgangspunkt ikke begejstret for denne ”gule” hovedorganisation, som forsvarede funktionærernes privilegier. Men med tiden udviklede samarbejdet sig i positiv retning. FTF var partipolitisk ubunden, og det var LO så nu også blevet. Ikke mange år senere begyndte tankerne om et tættere fællesskab at melde sig.

LO havde inden sit nye værdigrundlag støttet Socialdemokratiet i valgkampen i 1998. Forbindelsen var ikke så tæt som tidligere; man havde ikke længere gensidig repræsentation i ledelsen for parti og bevægelse. Fagbevægelsen vidste dog godt, hvem der var ven, og hvem der var fjende på Christiansborg. Poul Erik Skov Christensen, formand for SiD, advarede på det tidspunkt i stærke vendinger mod ”den svækkelse af fagbevægelsen, som var på den borgerlige dagsorden. SiD-formandens beskrivelse af det borgerlige katalog var ret enkel. De ville nedsætte dagpengesatser, afskaffe fradraget for faglige kontingenter, tvinge deltid igennem som ansættelsesform, skabe kaos på arbejdsmarkedet med tværfaglige a-kasser, forbyde eksklusivaftaler og svække indsatsen for arbejdsmiljøet. Det kunne siges med et enkelt ord: fagforeningsfjendskhed.” (Efter Poul Smidt: Ulvetider og Skiftespor, 2022).

Og det var præcis, hvad regeringen Fogh Rasmussen gjorde, da den kom til magten i 2002. Frihedspakken, kaldte den sit liberalistiske svendestykke. Nu skulle det være muligt frit at vælge A-kasse, og A-kasser skulle ikke længere være tilknyttet et bestemt fag, men kunne være tværfaglige. Og sådan en A-kasse fandtes faktisk allerede.

De kristne kritikere af klassekampen
Kristelig Dansk Fællesforbund blev oprettet af 160 deltagere på et stormøde i 1899, i protest mod de ugudelige socialister, som var i gang med deres klassekamp mod arbejdsgiverne. Det var lykkedes Kristelig A-kasse, som siden blev lønmodtagernes kristne forening, at overleve imod alle odds; i 1937 var den blevet frakendt sin statsanerkendelse af Stauning-regeringen; i 1950 fik de borgerlige genetableret den. I 1970 havde kassen 546 medlemmer og skulle have mindst 1000 inden 1974, hvis man ikke igen skulle miste statsanerkendelsen. Det lykkedes med nød og næppe. Men i 1981 begyndte medlemstallet at stige: efterlønsordningen gavnede også de politisk uafhængige kristelige, som nu kunne byde medlem nr. 10.000 velkommen.

I den anden lejr, hos LO, beflittede man sig stadig med klassekamp, selvom klassekonflikten var institutionaliseret i spilleregler, retssystemer og forligsmandslov. I foråret 1985 kom det til en voldsom en af slagsen. Ved overenskomstforhandlingerne var arbejdsmarkedets parter som udgangspunkt langt fra hinanden. LO krævede 35 timers arbejdsuge som svar på arbejdsløsheden og en lønforhøjelse på 6%. DA ville ikke røre arbejdstiden og kun give 2% i lønforhøjelse. Begge parter stemte nej til forligsmandens skitse, og generalstrejken og lockouten var en realitet. Men da regeringen Schlüter greb ind med et lovforslag, der tog arbejdsgivernes parti, blev der strejket imod indgrebet over hele landet, så det måtte gyse i ethvert kristeligt foreningsmedlem. De kristelige var tilhængere af dialog og ikke konflikt. Målsætningen for både arbejdstagere og arbejdsgivere var: ’Ikke ved magt og ikke ved styrke, men ved min ånd’.

Da regeringen Fogh åbnede for de tværfaglige A-kasser stod man derfor parat i Krifa, som foreningen begyndte at kalde sig fra 1997. I 2003 begyndte Krifa som de første at sælge lønforsikring. Også andre ”gule” tværfaglige A-kasser og fagforeninger kom til: nu var der pludselig et frit marked for arbejdsløshedsforsikring, og områdeoverenskomsterne gjorde det jo nemt at give folk et billigt tilbud i forhold til deres øvrige ansættelsesforhold.
I 2006 gik to danskere, som var blevet tvunget i en fagforening, de ikke ønskede at være medlem af, til menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg. Domstolen fandt denne praksis i strid med forsamlings- og foreningsfriheden, og efterfølgende gjorde Folketinget det ulovligt at forlange eksklusivaftaler på det private arbejdsmarked. Eksklusivaftaler var et af de redskaber, der havde været i fagbevægelsens værktøjskasse, når den enkelte – måske i fravær af faglig eller professionel identitet – valgte at stå udenfor og lade de andre betale. DA vurderede, at eksklusivaftaler på dette tidspunkt omfattede 230.000 lønmodtagere. HK mistede masser af medlemmer i forbrugsforeningen Coops butikker på den konto. Også 3F måtte se mange af medlemmerne forsvinde – nogle helt ud, nogle til de ”gule forretninger”.

Harald Børsting: jeg kan slå de gule!
Det blev Harald Børsting, med rødder i SiD/3F, som gik af med sejren i formandsvalget i LO i 2007 og nu skulle håndtere udfordringerne til fagbevægelsen fra det dalende medlemstal. I kongrestalen mente han nok, han kunne slå de gule. Den tidligere formand, Hans Jensen beklagede situationen med medlemsfaldet. Han havde i sin formandsperiode nået at se begyndelsen til særlige medlemsfordele i overenskomsten (en fond i regi af NNF, i et forlig udenfor DA-området), og i en overenskomstaftale i 2003 var der som noget helt nyt kommet en fritvalgskonto til medlemmerne. Hans Jensen stod også i spidsen for det sporskifte, som samarbejdet med Schlüter-regeringen om en arbejdsmarkedspension til de timelønnede betød for fagbevægelsen. Mod at acceptere et hensyn til konkurrenceevnen i lønudviklingen (Fælleserklæringen af 1987) fik LO’s medlemsforbund mulighed for at skabe kollektive pensionsopsparinger via overenskomsterne (uden individuelle risikovurderinger af lønmodtagerne) i overenskomstforhandlingerne på det offentlige arbejdsmarked i 1989 og det private arbejdsmarked i1991. Lige netop arbejdsmarkedspensionerne havde tillidsrepræsentant Otto Bjerre gerne set, man havde gennemført som særlige medlemsfordele, sagde han op til mobiliseringen omkring OK 25. Men det blev de ikke – og Hans Jensen var siden kritisk over for processen, idet han mente at regeringen dengang havde lovet LO at tage hånd om de grupper, der ikke ville få en ordentlig pension, fordi de ikke havde arbejdsmarkedstilknytning. Det løfte blev brudt, mente LO-formanden.
Hvor meget ville man vinde som fagforening ved at lade forskelle på medlemmer og ikke-medlemmer vokse – hvor meget ville man tabe ved at lade det demokratiske projekt for samfundsudviklingen fylde mindre og give arbejdsgivere bedre mulighed for del-og-hersk-strategier? Det var svært at sige.

Østarbejdere og atypisk ansatte
Nu var det Harald Børsting, der skulle håndtere udfordringen fra medlemstabet, og den nye ledelse igangsatte en række undersøgelser for at kortlægge problemet. Inden der for alvor var kommet gang i dem, voksede udfordringen. Endnu en gruppe, som det skulle vise sig vanskeligt at organisere, kom til: migrantarbejdere fra Polen og Østeuropa, som efter EU-udvidelsen i 2004 (og en overgangsordning, der skulle sikre ’normale’ løn- og arbejdsforhold), nu ankom i meget større antal, end fagbevægelsen havde forventet. 3F ansatte tolke, der blev indledt samarbejde med SKAT og Arbejdstilsynet og faglige aktivister brugte mange kræfter på blokader over for virksomheder og organisering på de store offentlige anlægsarbejder som metrobyggeriet og supersygehusene. Men udviklingen i organisationsprocenten blev ikke vendt. Og sådan var det i øvrigt over hele Europa, måske med undtagelse af Belgien.

Da Harald Børsting gav stafetten videre til Lizette Risgaard i 2015, havde LO gennem en række grundige undersøgelser et ganske godt overblik over, hvilke grupper og personer, der typisk ikke meldte sig ind - eller meldte sig ud igen, og hvad årsagerne kunne være. Virksomhedsstørrelse, branche, ansættelsesforhold, alder, uddannelse, etnicitet, politisk tilhørsforhold, tillidsrepræsentant eller ej på virksomheden, offentlig sektor eller privat – det hele havde været gennem regnemaskinen.

Unge mennesker, atypisk ansatte, lavtlønnede og ufaglærte (ofte kvinder) i privat service – og migranter. Det er de grupper, der ikke fylder op i rækkerne på B-siden i den danske model.

Det var vel næppe den helt store overraskelse. Af-industrialisering spiller en rolle: efter Finanskrisen var der 175.000 færre job i industrien. Mange virksomheder havde omstruktureret og udflyttet – til lande, hvor fagbevægelsen ikke står stærkt. Mere service, mindre industri i erhvervsstrukturen: det gav sig også udslag i fagbevægelsens vilkår for organisering af lønmodtagerne. Det samme gør udlicitering og privatisering i den offentlige sektor.

Nedtur på første klasse
Organisationsprocent og overenskomstdækning i Danmark er stadig høj i international sammenhæng. Og rangordenen mellem landene synes at være ret stabil - samtidig med at fagbevægelsen på verdensplan generelt mister medlemmer og taber terræn. Danmark (og Sverige) hører til på toppen af listen over lande, hvor fagforeningsmagten stadig er stor, og for de fleste lønmodtagere er arbejdsvilkårene gode. Men skal man være lidt kynisk, kan man sige at ’Den danske model’ befinder sig på første klasse i dækstolene på et Titanic på vej mod isbjerget – hvis ellers retning og hastighed i den internationale arbejderbevægelses krise holder ved. Der er rarere på dækket end der nok er i de små kahytter i bunden af skibet. Men: lønmodtagerne er mere forbundne i verdensøkonomien af i dag end de nok nogensinde før har været. Gennem store virksomheders forsyningskæder i en udviklet samfundsmæssig arbejdsdeling. Store, transnationale virksomheder, som ikke nærer nogen kærlighed til hverken fagforeninger eller regulering. Og disse virksomheder har stor markedsmagt. Det gælder ikke mindst de amerikanske tech-giganter, hvoraf ikke en eneste har ladet fagforeninger slippe ind ad døren.

I 1995 – på samme tidspunkt som medlemsfaldet begyndte i fagbevægelsen i Danmark - skrev tre arbejdsmarkedsforskere, Jesper Due, Jørgen Steen Madsen og Nikolaj Lubanski, et notat om deres indtryk fra en forskningskongres i Washington D.C. Notatet havde titlen: Kan virksomhederne overleve uden fagforeninger? De tre forskere lagde ikke skjul på, at organiserede lønmodtagere efter deres mening gik svære tider i møde. Det var en ”absolut mulighed – eller risiko – at vi inden for de næste par årtier kommer til at leve i en verden uden de traditionelle arbejdsmarkedsorganisationer.”

(Afsluttet 18. marts 2025)

Til forsiden

Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:

Det tyske valg
Rapport fra Paul Opstrup, som er bestyrelsesmedlem i Socialdemokratiet på Nørrebro og medlem af SPD, Socialdemokratiet i Tysklands søsterparti.

Oligarkernes kup
Af Kjeld Schmidt, Professor Emeritus, Copenhagen Business School

Politikkens afslutning
Af Søren Thomassen, redaktør Ny Politik.

Ny debatbog: Sådan gør vi det lidt bedre for børnefamilierne
Af: Jonas Manthey Olsen, kandidat til kommunalvalget i København (S)

Boganmeldelser:

Hillbilly - Erindringer fra Trumpland
Forfatter: J. D. Vance, Vicepræsident USA
280 sider
Forlag: Memoris
Pris: 280,- kr

Anmeldt af Mogens Havnsøe Petersen

Autokrati A/S
Forfatter: Anne Applebaum
230 sider
Forlag: Kristeligt Dagblads Forlag
Pris: 240,- kr

Anmeldt af Mogens Havnsøe Petersen

Der er noget vi skal tale om
Forfatter: Peter Hummelgaard
144 sider
Forlag: Gyldendal
Pris: 200,- kr