Politikkens afslutning

Af Søren Thomassen, redaktør Ny Politik.

I Ny Politik nr. 1 – 2024 beskrev Ole Stavad, tidligere næstformand for Socialdemokratiet og tidligere folketingsmedlem og minister hvordan de vestlige demokratier ”er truet og under pres fra mange sider lige nu” og at ”stadig færre danskere er medlemmer af et politisk parti.” (Ny Politik)

Konsekvensen er at vi i de senere år (2016 ->) oplever en ekstrem politisering uden det har politiske konsekvenser. Fænomenet, HYPERPOLITIK, er beskrevet i et essay af den belgiske idehistoriker Anton Jäger, som blev udgivet af Informations forlag i efteråret 2024.

Allerede i 1997 beskrev den tyske sociolog Niklas Luhmann i bogen, Die Gesellschaft der Gesellschaft, hvordan samfundet som subjekt iagttager og former samfundet som objekt. Professor Lars Qvortrup (SDU) har i flere bøger beskæftiget sig med Luhmanns teorier og skriver at det samfund, vi iagttager, ikke længere har et privilegeret centrum, ”men er karakteriseret ved at have udviklet en lang række indbyrdes iagttagende konkurrerende centre. (Lars Qvortrup 2004, Det lærende samfund – Hyperkompleksitet og viden)

Hyperkompleksitet er ikke noget udefrakommende, men kommer inde fra samfundet. Det er ikke en fare, men en risiko. Fare opstår når noget kommer udefra og som samfundet ikke umiddelbart har modtræk over for. Risiko er de handlinger samfundet foretager og som det ikke kan overskue hvordan skal håndteres.

De politiske partier reagerer gennem lovgivning og mange politikeres ageren bliver opfattet som uretfærdige og uigennemskuelige og at love derfor bliver så indviklede at borgerne ikke forstår dem og hvad de er rettet sig imod.

Når vælgerne ikke længere har tillid til at politikerne kan skabe tillidsskabende foranstaltninger, giver det grobund for konspirationsteorier som spredes som fakta via de sociale medier.

Samfundet i dag giver flere muligheder end det er muligt for den enkelte at kunne overskue og dermed realisere. Gennem internettet udsættes vi dagligt for enorme mængder af filtreret input. Den offentlige debat er rykket fra de traditionelle medier, partiforeningerne og forsamlingshusene over på de sociale medier og det udfordrer demokratiet.

Hyperpolitik
Anton Jäger mener at alt er blevet politisk i hyperpolitikkens tidsalder (2016 ->). Hvad vi spiser, hvordan vi klæder os, hvordan vi transportere os…

I sin bog HYPERPOLITIK beskæftiger Anton Jäger sig med fire begreber til at beskrive den politiske mobilisering i samfundet i de seneste 150 år: Massepolitik, postpolitik, antipolitik og hyperpolitik.

Massepolitikken opstod samtidig med industrialiseringen af samfundet (1840 – 1914) og sluttede mellem 1973 og 1989. Politiseringen var høj og førte til stor deltagelse i politikudvikling. Det samfundsmæssige og politiske liv var stærkt institutionaliseret hvor familiære bånd spillede en stor rolle for f.eks. partimæssige tilhørsforhold. Folk var medlemmer af organisationer som fagforeninger og politiske partier som havde deres rødder i afgrænsede miljøer og baserede sig på mere eller mindre konsistente ideologier. Det betød at organisationerne og partierne havde en stor rekrutteringsbasis i en bred og ideologisk funderet medlemsmasse.

Postpolitikken opstod fra sidst i 70’erne og varede til omkring 2008. Perioden var ifølge Jäger karakteriseret ved en vidtgående afpolitisering. Folk trak sig tilbage til privatsfæren, det kollektive mistede sin samlingskraft og individualismen blev fremherskende. Folk beskæftigede sig ikke længere med politik, de meldte sig ikke ind i de politiske partier ligesom organisationer der bygger ideologi, mistede medlemmer i ganske betydeligt omfang hvilket fik betydning for dem som samfundsbærende institutioner. Der begyndte med andre ord en afinstitutionalisering som f.eks. i en dansk sammenhæng får den betydning at fagbevægelsen mister sin indflydelse i politikudvikling især i Socialdemokratiet og på lidt længere sigt får det betydning for den danske model som bl.a. forudsætter en medlemsstærk fagbevægelse. Organisationer og politiske partier fik svindende rekrutteringsbasis på grund af medlemstilbagegangen og dette fik også betydning for politikudviklingen.

Ritt Bjerregaard forsøgte i slutningen af den postpolitiske periode med ”Den røde skole” at genvitalisere den politiske debat og politikudvikling i Socialdemokratiet som et svar på den stilstand for politikudvikling der kendetegnede store dele af Helle Thorning-Schmidts formandstid i Socialdemokratiet, men løbet var nok kørt for den type eksperimenter eller også var Helle Thorning-Schmidt blot forud for sin tid?

Antipolitikken satte ind efter 2008 hvor finanskrisen rammer hele verden. Der sker ifølge Jäger en tydelig genpolitisering bl.a. båret frem af globaliseringskritiske demonstrationer f.eks. Occupy Wall Street. Politiseringen byggede dog ikke på genkomsten af en stærk institutionalisering som bærer af politikudviklingen der blev temmelig ubestemmelig. ”Hård” politikudvikling blev teknokraternes, politiknørdernes og NGO-folkenes domæne.

Hyperpolitikken opstår ifølge Jäger som en fortsættelse af den antipolitiske fase og som en reaktion på denne. Den begynder mellem 2016 og 2020. Nogle ser den også som en reaktion på Brexit-afstemningen i 2016, Trumps første præsidentperiode, fremkomsten af populistiske partier både til højre og venstre.

Med hyperpolitikkens fremkomst bliver vi konfronteret med et nyt forhold mellem det offentlige og det private. Hyperpolitikken er dynamisk og intensiv, den polariserer og politiserer, men er stadig diffus ligesom antipolitikken var. Den genpolitisering der sker af samfundet, foregår under andre omstændigheder end i massepolitikkens og postpolitikkens faser. Det er kendetegnende at det politiske igen trænger ind i det private, i kulturen og i økonomien som i massepolitikkens periode. Men til forskel fra denne bliver alt politik.
Men engagementet i politik bliver i modsætning til i massepolitikkens periode mere individualistisk, kortsigtet og svingende, mindre konsekvent og vedholdende.

Anton Jäger kommer i HYPERPOLITIK med flere eksempler på det der kendetegner nutidens politikudvikling:

”Demonstrationerne efter drabet på George Floyd mobiliserede millioner af mennesker (26 mio. i USA) for derefter hurtigt at ebbe ud….” I modsætning til borgerrettighedsdemonstrationer i 1960 i USA var det ”svært at få øje på forbindelser mellem Black Lives Matterdemonstrationerne og andre organisationer, bevægelsen havde ingen fast grundstamme, højst et par medarbejdere fra antiracisme-NGO’er som opsynsmænd. Ophidsede skænderier om identitetspolitik fylder de sociale medier et par dage eller også bare nogle timer, hvorefter de hurtigt må vige pladsen for næste skandale. De gule veste blokerede de franske motorveje, men også de er for længst spredt for alle vinde. I 2010’erne så det ud, som om piratpartierne ville kunne etablere sig som nye, digitale organisationer – i dag er de nærmest glemt. Klimastrejkerne i 2019 lagde skolerne fra Sverige til Østtimor øde, men Friday for Future-aktivisterne blev hurtigt afløst af bevægelser som Extinction Rebellion og Letzte Generation. Ligesom de nye medier og finansmarkederne med deres notorisk korte cyklusser er også den offentlige, politiske sfære i dag præget af ukontrollerbare tics og spasmer, uden at der etableres nogen holdbar infrastruktur.” (Anton Jäger 2024, HYPERPOLITIK – Ekstrem politisering uden politiske konsekvenser s 21-22)

Hyperpolitikken er afhængig af en række indbyrdes forbundne betingelser: Det er blevet lettere at skifte fra det ene tilhørsforhold til det anden. Ansættelsesforholdene er blevet mere prækære og lettere at opsige. Det er blevet nemmere af forlade familien, et parforhold, et parti eller en vennegruppe. Du behøver ikke at være medlem af en fagforening for at være på en arbejdsplads. ”At melde sig ud og ind af en Facebook-gruppe resulterer ikke i den samme form for social udstødelse, som tidligere overgik strejkebrydere. SoME giver muligheder for at bryde rammerne og hoppe fra det ene til det andet samfund, hvor alle livets dimensioner er underkastet kortsigtede logikker. Venskaber, ægteskaber, jobs og politisk engagement udspiller sig i stadig kortere tidsrum…. Omskifteligheden ansporer til hyperpolitisk adfærd." (Jäger s. 22-23)

Man kan sige at den enkelte persons politiske engagement i både den antipolitiske- og hyperpolitiske fase finder sted i rum hvor aktøren er alene, også med hensyn til at udvikle politik. De bowler alene, de sociale medier udgør den perfekte ramme for at bowle.

Hvis denne tendens fortsætter, vil det få stor enorm betydning for politikudvikling i de poliske partier, de vil snart ”køre tør for aktører”, for deres rekrutteringsbaser er ikke- eksisterende. Et  problem alle politiske partier i Danmark har med at kunne finde og opstille egnede kandidater.

Det vil føre til en yderligere markedsgørelse af politik hvor partierne bruger professionelle aktører, altså folk der den ene dag udvikler politik for et parti for den næste at udvikle politik for et andet parti.

Det bliver aktører både uden for partierne og i partiorganisationerne der agerer alene og i kraft af deres tilgang til medierne får de stor indflydelse på partiudviklingen. I Socialdemokratiet har forfatteren Lars Olsen har haft stor indflydelse på udvikling af partiets politik, uden at være medlem af partiet. Alligevel lader han sig gladeligt kalde for partiets chefideolog af medierne. Andre aktører der agerer alene, er trods alt medlemmer af partiet, men gennem deres forfatterskaber har de så stor indflydelse på politikudviklingen at de ofte benævnes som chefideologer, det gælder ministrene Kaare Dybvad Bek og Peter Hummelgaard og Bjarke Dahl Mogensen der er ansat i Socialdemokratiets politiske afdeling.

Mange politiske partier anvender i dag eksterne rådgivere i forbindelse med politisk værdiudvikling (udvikling af det der i politologi kaldes politics) og fremkomsten af politiske løsninger sker i stigende grad i et lukket rum hvor kun befinder sig ikke-folkevalgte aktører.

Når rekrutteringsbasen kører tør, vil det føre til at partiernes kandidater får et ansættelseslignende forhold til partiet. Et eksempel er Moderaterne som, uden at have etableret en egentlig partiorganisation, formåede at opstille kandidater over hele landet til det seneste folketingsvalg. Det nyligt opstillingsberettigede Borgernes Parti formåede på rekordtid ved hjælp af de sociale medier og helt uden kandidater eller formuleret politik, at indhente de nødvendige vælgererklæringer.  

Folkets manglende tillid til politikerne er stigende og mange finder ikke at partierne dækker deres holdninger. Skal det tages som udtryk for manglende tillid til demokratiet er på retur som en følge af samfundets hyperkompleksitet fordi de svarene på udfordringerne er uigennemskuelige.

Deltagelsen i demokratiet i form af deltagelse i nære fællesskaber er faldet mærkbart efter massepolitikkens endeligt. Det har medført en professionalisering af politikudviklingen i de politiske partier og de samfundsbærende organisationer.

Antipolitikken og hyperpolitikken bygger på samfundets hyperkompleksitet. I antipolitikken og hyperpolitikken er politik blevet markedsgjort, mistillid til samfundets bærende institutioner som Folketinget, Ministerierne, Kommunalbestyrelserne, Regionsrådene, DJØF’erne, domstolene er udbredt. Konspirationsteorier er blevet normsættende.

Hvordan skal politikerne agere? Svaret på dette vil formentlig kræve at politikerne åbent forklarer risikoen og konsekvensen af deres handlinger og at politikudviklingen bliver åben som i massepolitikken og postpolitikkens tid.

LÆS OGSÅ
Utro vælgere i et hyperkomplekst samfund (link til artikel i NY POLITIK)
Døende partiforeninger – hvad gør vi? (link til artikel i NY POLITIK)
Anton Jäger, Hyperpolitik – Ekstrem politisering uden politiske konsekvenser, Informations Forlag 2024.

 

Til forsiden

Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:

Det tyske valg
Rapport fra Paul Opstrup, som er bestyrelsesmedlem i Socialdemokratiet på Nørrebro og medlem af SPD, Socialdemokratiet i Tysklands søsterparti.

Oligarkernes kup
Af Kjeld Schmidt, Professor Emeritus, Copenhagen Business School

Ny debatbog: Sådan gør vi det lidt bedre for børnefamilierne
Af: Jonas Manthey Olsen, kandidat til kommunalvalget i København (S)

Fagbevægelsen og medlemmerne
Af Irene Odgaard, redaktør NY POLITIK

Boganmeldelser:

Hillbilly - Erindringer fra Trumpland
Forfatter: J. D. Vance, Vicepræsident USA
280 sider
Forlag: Memoris
Pris: 280,- kr

Anmeldt af Mogens Havnsøe Petersen

Autokrati A/S
Forfatter: Anne Applebaum
230 sider
Forlag: Kristeligt Dagblads Forlag
Pris: 240,- kr

Anmeldt af Mogens Havnsøe Petersen

Der er noget vi skal tale om
Forfatter: Peter Hummelgaard
144 sider
Forlag: Gyldendal
Pris: 200,- kr

Anmeldt af Mogens Havnsøe Petersen