Nr. 2 - 2024

EP valget 2024:

Alt er ændret, alt er det samme

En gennemgang af resultater og tendenser ovenpå EP-valget

Af Jakob Thiemann, formand Socialdemokratiet Nørrebro, cand. mag i historie og samfundsfag

Den 9. juni 2024 stemte danskerne om 15 pladser i Europa-Parlamentet, og med en valgdeltagelse på 58,2% var det den tredje højeste valgdeltagelse i Danmark ved et EP-valg, men i Tyskland, EU's folkerigeste nation nåede man op på 64,78%, hvilket var landets næsthøjeste resultat. Valgforskeren Kasper Møller Hansen sagde ved Altingets fredagsbar den 7. juni, at valgdeltagelsen ville blive på omkring 50%, så danskerne syntes altså at valget var vigtigere, end han lige kunne gennemskue.

S i svært dilemma

Medierne har været hurtige til at lave historier om Socialdemokratiet, der opnåede 3 mandater men med mindre end 16 % af stemmerne ved valget, hvilket er partiets dårligste resultat ved noget valg i mere end 100 år. Ekstra smertefuld er det også, at Socialistisk Folkeparti fik en større vælgeropbakning end Socialdemokratiet, men fik dog kun 3 mandater ud af det.

Socialdemokratiet kom til at stå i et strategisk svært sted, da man på den ene side er i regering med arvefjenderne, og derfor valgte man ikke at angribe Venstre, for eksempel den måde partiet stemmer i Europa-Parlamentet og Ministerrådet omkring miljø- og klimaspørgsmål, spørgsmål vedrørende Indre Marked (vandrende arbejdstagere f.eks.) mv.

Samtidig var Socialdemokratiet i valgforbund med SF og Alternativet, så kunne man ikke rigtig angribe SF for at have en uklar position på migrationsområdet. I valgkampens slutning prøvede S at sætte et angreb ind på SFs holdning på migrationsområdet, men det nåede aldrig at slå igennem, og angrebet skulle have været indledt langt tidligere, hvis man overhovedet skulle være gået den vej. S spidskandidat Christel Schaldemose nåede dog at vise, at hun ikke bare er dygtig og vidende, men faktisk godt kan vise tænder, også selv om, det ikke er der, hun er stærkest.

Strategiske valg
Når man nu traf de strategiske valg, så synes der kun en vej frem, og det ville være at vinde vælgernes gunst med en klar og stærk vision for, hvordan EU skal udvikle sig, og hvordan et stærkt Socialdemokratisk Europa kunne se ud, men den vej valgte ledelsen ikke at gå, og derfor blev S-kampagnen en kampagne, der kom til at sidde imellem mange stole, og ledelsen prøver nu at tørre valgets resultat af på spidskandidaten. Christel Schaldemose øgede sit stemmetal fra 65.179 til 142.198, og blev den tredje bedst scorende kandidat, så helt galt var hun ikke på den. Til sammenligning fik Morten Løkkegaard med sin ”kendisfaktor” cirka 53.000 stemmer færre end i 2019.  

Hvad der muligvis også kan ærgre de to store regeringspartier er, at den valgte strategi gjorde det muligt for Moderaterne at få deres første mandat i eget navn, da Bergur Rasmussen var valgt ind for Venstre, men skiftede, da far lavede et parti til sig selv. Stine Bosse er glødende europæer, men virker som en midlertidig figur, så Bergur Rasmussen skal nok vende tilbage til Europa-Parlamentet.

Lars Løkke Rasmussen var hurtigt til at udnytte, at Moderaterne kun lige fik skrabet stemmer nok sammen til et mandat til med det samme, at komme lus i skindpelsen på regeringssamarbejdet, da han krævede, at regeringen skulle lave endnu flere reformer, for at vinde danskernes kærlighed. Regeringen har demonstreret, at den ikke kan blive enig internt om vigtige reformer, og meget tyder på, at de reformer den så kan lave, ikke er noget danskerne efterspørger.

Havde Venstre og Socialdemokratiet lavet en gentlemanaftale om, at man kunne køre sine EP-valgkampe uden at det ville påvirke regeringssamarbejdet, så kunne begge partier have stået stærkere i dag, og Lars Løkkes rolle i regeringen være formindsket.

S i by og på land

Allerede den 10. juni om formiddagen begyndte medier at skrive om den manglende opbakning til Socialdemokratiet i de store byer, hvor det ingen steder lykkedes at komme op over 10% af stemmerne. I sig selv ærgerligt for partiet, men først rigtigt bekymrende, når man sammenholder det med resultatet af KV21, der også viste tilbagegang i de 10 største byer og kommuner. Om tabet af vælgere i storbyerne er permanent, eller mere et resultat af at skabe en land- og by konflikt for at vinde stemmer i provinsen, det må kommunalvalget i 2025 vise.

Er demokratiet truet?
7 partier opnåede et mandat hver, seks af dem borgerlige, og opbrydningen i dansk politik smitter af på de danske EP-valg, og man må overveje, om danske interesser bliver ordentligt varetaget, når der kun sidder enkelte danskere i EU-parlamentet, og især hvis de har en mødefrekvens som Anders Vistisen (DF). Men muligvis endnu mere alvorligt er det, at ved dette valg, var der historisk få steder danskerne kunne afgive deres stemme. 1298 steder fordelt rundt om i landet, men der er en ret stor reduktion af valgsteder, og især udenfor de større byer er det problematisk. Antallet af valgsteder er reduceret dels pga. kommunernes pressede økonomi og dels fordi man ikke kan skaffe tilforordnede nok. Dette kommer blot 4 dage efter vi har fejret Grundloven og vores folkestyre. I et land hvor vi stolt sender soldater til fjerne afkroge af verden for at dræbe mennesker, vi mener er en trussel mod demokratiet, så kan vi ikke selv bruge penge på at afvikle en valghandling eller afsætte en dag til at sikre at alle danskere får mulighed for at sætte sit kryds med respekt for det personlige hemmelige valg? Måske er vores engagement i vores demokrati, det vi burde gøre til genstand for en valgkampagne?

Er alt ændret, er alt det samme?
Hverdagen i Bruxelles reetablerer sig hurtigt, og med tre mandater til S og SF og to til Venstre og et til Konservative, så kommer vi nok hurtigt til at glemme EU og Bruxelles igen, sådan som vi desværre plejer her i Danmark. Der hvor noget kan ændre sig er på den hjemlige scene, hvor SF nu må anses som en reel trussel for S, og for regeringen kan et lettet Venstre og et Moderaterne struttende af selvtillid gøre livet virkelig svært for S, der snart skal til at overveje, hvilken vej de vil gå. Et S der mister København og Århus ved næste kommunalvalg, kommer til at gå frygteligt skadet ind i det næste folketingsvalg, der skal afholdes senest november 2026. Nu kommer sommeren, og mon ikke statsminister Mette Frederiksen samler sit hold omkring sig mens vi andre går på sommerferie, og får lagt en plan for, hvordan S kan bruge regeringsmagten til at genvinde territorium, der lige nu ser ud som om det er tabt? Det har hun gjort før.

Til forsiden

Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:

Hvad er recession?

Udvidelse af EU? Hvad kan vi forvente?

Ja, Ole Stavad, noget må gøres, men hvad og af hvem?

Magtbrynde

Med tog i Europa – en historie

Revisionssager på vej

Boganmeldelser:

Historien som våben

Den uventede advokat

Klanerne

Borgerlig krise

Det hærdede stål