Den glemte forsyningssikkerhed

Det er som om forsyningssikkerheden er gledet helt ud af billedet

Af Poul Nielson, Fhv. MF (S), energiminister, udviklingsminister og EU Kommissær

Billedet med hockeystaven som illustration af Danmarks strategi frem mod den besluttede ambitiøse CO2 reduktion har fungeret fint som en forklaring på, hvorfor der ikke blev taget fat på de mindre populære men mere vigtige udfordringer. Det var ikke så svært at samle brede flertal bag målsætningerne om procenter og årstal, hvilket fik os til at tro, at Danmark virkelig var et foregangsland i den grønne omstilling. Personligt har jeg fået allergi mod runde årstal.

Forklaringen om, at vi først skulle arbejde på – eller afvente – udviklingen og modningen af nye teknologier inden de store investeringer, og at begrebet foregangsland først og fremmest handlede om at vi internationalt skulle vise andre lande betydningen af at have formuleret ambitiøse reduktionsmål, har været en vellykket Potemkin kulisse, der har sløret visse kendsgerninger:

Der er nemlig ikke noget, der tyder på, at Danmark besidder en enestående ekspertise bortset fra vindkraft og effektive kraftvarmeløsninger, når det kommer til de teknologier, der antages være nøglen til den grønne omstilling. Power-to-X, nye batterityper, intelligente el systemer, mere effektive solceller og CO2 indsamling og lagring er alt sammen noget, der forskes og udvikles globalt, og noget, der er karakteriseret ved, at også de store kapitalstærke aktører i den traditionelle energisektor for fuld kraft er ved at etablere sig som afgørende i den grønne omstilling. Mens vi venter på det spændende øjeblik, hvor vi når frem til den del af hockeystaven, man kan slå til pucken med, har andre i realiteten truffet de afgørende beslutninger om prioritering og teknologi.

Brint

Jamen vi har da f.eks. netop lavet en aftale med Tyskland om en rørledning ned gennem Jylland til Tyskland til transport af brint, vil nogen indvende. Men rent faktisk er det kun en hensigtserklæring om at samarbejde om forskellige indledende studier. Den meget opreklamerede start på lagring af CO2 i en udtjent oliebrønd i Nordsøen har ligeledes først og fremmest en markeringspolitisk funktion. Indsamlingen af CO2 og transporten til der, hvor den skal pumpes ned i undergrunden, er helt uafklaret. Vi bliver ved med at forveksle hensigter med handling. Det er måske ikke så underligt, al den stund at det helt store nummer i åbenbaringen, energiøen i Nordsøen, af gode grunde er uafklaret.

Det er stadig ikke godt forklaret, hvorfor det skulle være mere fordelagtigt at placere store industrielle kemiske anlæg til produktion af Power-to-X i forskellige udgaver på en kunstig ø midt ude i Nordsøen end at koncentrere projektet om at sende strømmen fra de mange store vindmøller ind på land. Dertil kommer hele spørgsmålet om ejerforhold, rettigheder og pligter for de investorer, der engagerer sig i vind-projekterne. At lade disse spørgsmål ubesvarede er det samme som ikke at tage spørgsmålet om forsyningssikkerhed alvorligt.

Når en væsentlig del af Danmarks fremtidige stærkt forøgede elforsyning skal foregå på basis af vindkraft og solceller, er der fire store spørgsmål, der gerne skulle være gode svar på nærmest her og nu: For det første en sikkerhed for at udbygningen af forsyningsnettet såvel som det overordnede transmissionsnet (også udlands forbindelserne) sker i en passende rytme. Problemet her er, at dette er rasende dyrt og ikke noget, der kan politisk kan sælges lige så nemt, som det åbenbart har været at sælge imponerende årstal og procenter for CO2 reduktionen. Energinet.dk skulle være den autoritative spiller, men det vækker bekymring, at den ene store virksomhed efter den anden sikrer sig eksklusiv - aftaler om levering af el.

For det andet virker det, som om der sker en nedprioritering af investering og vedligehold i den nødvendige kapacitet i store kraftvarmeværker, som er nødvendige for at sikre elproduktionen kvantitativt og kvalitativt al den stund, at sol og vind ikke hele tiden leverer. Her har vi yderligere skabt en usikkerhed for affaldsforbrændingsanlæggenes fremtid, hvilket alt i alt skaber tvivl om fjernvarmesystemernes rolle i fremtiden. Den årelange strid mellem sorteringsmaksimalister og pyromaner, som det så ekspressivt har været udtrykt, viser med mere end ønsket tydelighed, at forvirringen – også på ministerielt plan – mellem miljø og energi har fået lov til at fortsætte, mens vi har kaldt os selv for
foregangsland! Oven i dette er fraværet af vilje til handling demonstreret af, at installeringen af varmepumper i områder, der udlægges til fjernvarme, ikke er blevet forbudt.

Ejerskab

For det tredje er der det store og helt fundamentale spørgsmål om hvem, der skal eje og drive de energisystemer, der virkelig for alvor udgør national vital infrastruktur. Vi ved af smertelig erfaring (læs: A.P. Møller og Danmarks undergrund og f.eks. TDC -sagen), at koncessioner som styringsredskab typisk er utilstrækkelige og reaktive og som sådan ikke velegnede til varetagelsen af samfundets vitale interesser. Sagen om open door tilladelserne til vindkraftprojekter og ejerforholdene i det hele taget på dette område (inklusive solcelleparkerne) er ensbetydende med en svækkelse af den nødvendige helhedsstyring i energisektoren. Det er da fint, at Ørsted er blevet stor på vindkraft, især i udlandet. Men virksomheden ligner mere og mere en global offshore ejendomshandler end en hjørnesten i varetagelsen af samfundets behov for forsyningssikkerhed. (Denne bemærkning må ikke misforstås, som om jeg ikke synes det er vigtigt, at staten fastholder sit ejerskab. Tværtimod).

For det fjerde har liberaliseringen af elsektoren i Europa godt nok skabt besparelser og øget effektivisering. Men handlen mellem landene ligner nu om dage mere den internationale finansverdens spekulative transaktioner end balancerede og aftalemæssigt styrede udveksling af kapacitet mellem nabolande. Når alle på samme måde reducerer kapaciteten på store konventionelle kraftværker, kan man ikke hjælpe hinanden ret meget, hvis sol og vind i perioder ikke er nok. Hertil kommer klimamæssige problemer, som kan påvirke både vandkraft og kølekapaciteten på atomkraft negativt, hvis nedbøren har svigtet.

Der skal nok være læsere af denne artikel, som synes den er for negativ eller for pessimistisk. Min bekymring er imidlertid, at det helt afgørende spørgsmål om landets energimæssige forsyningssikkerhed bliver behandlet med en ubegrundet bekymringsfrihed. Putins aggressive politisering af gaseksporten til Europa har naturligvis fået alle til at tale om vores forsyningssikkerhed, og der har også bredt sig en overordnet erkendelse af, at energipolitik er blevet til sikkerhedspolitik. Det er forhåbentlig ved at dæmre for os, at klima, energi og forsyning tilsammen er andet og mere end international markedsføring af Danmark som foregangsland baseret på runde årstal og imponerende procenttal.

Dengang Danmark blev foregangsland på energiområdet, blev vi det på baggrund af, hvad vi gjorde – ikke som i dag på baggrund af noget, vi siger, vi vil gøre.

Udbygningen og sikringen af en velfungerende elforsyning til trods for oliekriserne i 1970erne med omstillingen til kul lod sig bl.a. gøre, fordi elselskaberne havde mulighed for en forskudshenlæggelse, der lettede finansieringen, og fordi strukturen i elsektorens ejerforhold muliggjorde at staten kunne styre sektoren. Vi fik skabt en samfundsøkonomisk udbygning af kraftvarmebaseret fjernvarme og fik ilandført og distribueret naturgassen takket være lov om varmeforsyning, der var et rationelt instrument til afgørelse af, hvad der skulle være hvor.

Nye krav og strategi

Det handlede om nye krav til isolering af husene, en strategisk satsning på industriel udvikling af vindkraft og andre former for vedvarende energi støttet af energiforskningsmidler og et direkte statsligt engagement. Med opgøret i 1981 med A.P. Møllers utidssvarende vilkår i Nordsøen skabte vi forsyningssikkerhed og større aktivitet, og vi fik bugt med det evindelige betalingsbalanceunderskud. Den aftale kan med rette kaldes ”råderummets moder” i dansk økonomi. I betragtning af de enorme krav til finansiering af alt det, der skal til for at realisere den grønne omstilling såvel som den sikkerhedspolitiske nødvendighed af en styrkelse af forsvaret virker det som en fejltagelse, at man aflyste 8. udbudsrunde i Nordsøen. Der vil være behov for disse ressourcer i en længere overgangsperiode.

Miljømæssigt blev problemerne med kraftværkernes udledning løst med avanceret røggasrensning, og klimaspørgsmålet og CO2-udledningen var ikke den væsentlige bekymring før i begyndelsen af 1990erne. Men gradvist blev energipolitikken og spørgsmålet om forsyningssikkerhed afløst af det større globale problem, mens energipolitik blev til et CO2 bogholderi. Der er ingen vej tilbage, og der er bestemt ikke nogen grund til at tøve med den grønne omstilling. Men faktorernes orden er ikke ligegyldig, og det er vitalt for samfundet, at der ikke gambles med forsyningssikkerheden.

Til forsiden

Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:

De finanspolitiske kongetal

EU’s ”sociale søjle”